Den store jammer

Inga Nalbandiàn var født i 1879 i Vedbæk som Inga Collin. Hun gik på Testrup højskole og rejste senere til Schweiz, hvor hun mødte sin mand, armeneren Paul Nalbandiàn, der var direktør for et institut, der tog sig af unge, landflygtige armeneres opdragelse. Sammen rejste de i 1909 til Istanbul, hvor hendes mand blev lektor ved det armenske nationalgymnasium. I 1915 begyndte forfølgelsen af og folkedrabet på armenerne, og de måtte sende deres børn alene til Danmark gennem det krigshærgede Europa. I 1916 døde Paul Nalbandiàn, og Inga Nalbandiàn rejste så ligeledes til Danmark. Hun havde set og hørt om de frygtelige massakrer og udryddelsen af hele den armenske kultur i Tyrkiet. Op mod halvanden million armenere blev dræbt på den mest bestialske måde. Nogle blev gennet ud i havet eller kastet over bord fra både, kvinder og mænd blev korsfæstet på lange rækker kors, andre blev skudt eller slået til døde med geværkolber. Inga Nalbandiàn samlede sine vidnesbyrd om folkedrabet i tre bøger med beretninger i skønlitterær form, der udkom i 1917-18: Den store jammer, De hjemsøgte og Den hvide mark. Bøgerne vakte stor opsig og blev oversat til en række sprog. De udgives stadig i nye udgaver på engelsk, fransk og hollandsk, men de har i lang tid ikke været til at opdrive på dansk. De er rystende øjenvidneskildringer af det folkedrab, hvis eksistens den tyrkiske regering stadig nægter at anerkende. De fortjener nye læsere.
*
Om trilogiens første bind, "Den store jammer", skrev pressen:

»Den Bog, Fru Inga Nalbandian har skrevet, behøver ikke nogen Anbefaling; thi i faa Uger har den allerede oplevet fire Oplag og den vil udkomme paa adskillige Sprog.

Den, der vil vide, hvor Menneskeheden historisk i dette Øjeblik holder, bør læse Fru Inga Nalbandians Bog. Den bortlyver intet; den overdriver Intet. Den ser Virkeligheden under Øjne, skildrer gribende, uden at lægge hverken Følsomhed eller Indignation for Dagen, Forholdene som de var og er. Og den er en i kunstnerisk Henseende højst tiltalende Bog, hvor Figurerne staar levende, med faa, simple Omrids. - Det er en Kvindebog, har derfor sin Styrke i at skildre det Passive, Tilværelsens Lideform; det er en Bog, ikke om Handling, men om Kvaler. Dog fuldendt i sin Art.«

(Georg Brandes i Politikens Kronik.)

»Selv i denne frygtelige Tid vil ingen kunne læse den Bog, som Fru Inga Nalbandian har udsendt under Titlen »Den store Jammer* uden at føle sig dybt og smerteligt greben. - Det er en Digters Værk, hvori Optrin og Skikkelser staar saa levende og stærke, at de brænder sig ind i Erindringen. Ingen kan læse disse Fortællinger, der er saa dæmpede i Tonen, saa dybe i deres Smerte, uden at føle sit Hjerte banke derved. Det er et Arbejde, der tjener Forf. til største Ære, baade digterisk og menneskeligt set.«

(Prof. Vilh. Østergaard i Nationaltidende.)

»Det er en dybt gribende Bog. Ikke blot paa Grund af sit Emne - det Sørgespil, mod hvilket Verdenskrigens Rædsler blegner - men ogsaa fordi man føler, at der slaar et Menneskehjerte bagved disse Blade. - Det er en Digters Øje, som har set Billederne, en Digters Haand, der fører dem frem for os andre. Mørke og tunge maa de være - og dog falder der mere end een Gang yndefulde Lysstrejf henover dem. - Der er en inderlig Skønhed over det, der ligesom formilder Jammeren! - Gid mange, mange maatte læse Bogen!«

(Ingeborg Maria Sick i København.)