Køb af bøger til indkøbspris forudsætter et medlemskab til kun DKK 79,-/md. (ingen binding).
Første uge er GRATIS - læs mere og se alle fordelene
Indkøbskurv 0

Din indkøbskurv er tom.

DKK 0,00 Gå til kassen
Cyklonens øje af Jan Larson E-bog, ePub

Cyklonens øje

af
(Udvid)

Jan Larsons fjerde spændingsroman, ”Cyklonens øje”, tager afsæt i den højaktuelle, internationale krise og fører læseren til det gådefulde og magiske ø-kontinent Madagascar i det Indiske Ocean.Med sit indgående kendskab til tropisk Afrika og det nærliggende Madagascar skildrer forfatteren i sine romaner ikke blot de politiske uroligheder og vanskelige forretningsvilkår og opholdsbetingelser i området, men også dets enestående natur og forunderlige befolkning. Den internationale krise raser med eksplosiv styrke og truer verdensøkonomien med nedsmeltning. Erhvervslivet har svære vilkår, som også den schweiziske medicinalgigant ’Wyman Booth Laboratories’ må sande. Virksomheden kæmper desperat for overlevelse og satser derfor alt på færdigudvikling af et revolutionerende medicinpræparat med hidtil uhørt indtjeningspotentiale. Projektet er indledt i Madagascar og udspringer af virksomhedens årelange forskning på stedet, men dets nært forestående gennemførelse trues af et magtspil internt i virksomheden. Ikke langt fra Wyman’s laboratorier i Madagascar kæmper danske Vicki Salling en heroisk kamp for bevarelse af regnskoven og dens enestående biodiversitet. Som daglig leder af en NGO er betingelserne ikke lette, når hun konstant skal sikre den vanskelige balancegang mellem hensynet til miljø, lokalsamfund og økonomiske interesser. Den unge og ambitiøse kvinde må erkende, at hun har tabt sit hjerte til dette land med en underfundig befolkning og en natur, hvis mage ikke findes andre steder på jorden - men det skal vise sig, at ikke alle i Madagascar deler Vickis gode intentioner…Fra den magtfulde medicinalindustri i Schweiz til de tropiske regnskove i Madagascar udspilles et drama mellem indflydelsesrige industrifolk, idealistiske miljøforkæmpere og samvittighedsløse safirgravere. Hvem er ven, og hvem er fjende i dette brutale opgør, som kræver sine ofre dybt inde i den barske og mørke regnskov, hvor den stærkes lov gælder, alt medens en voldsom tropisk storm fejer ind over området og truer med at lægge det i ruiner? Forretningsmanden og erhvervslederen Jan Larson debuterede som 60-årig med spændingsromanen ”Diamanthandleren” (Siesta, 2007), som blev fulgt op af ”Forræderiske våben” (Siesta, 2008) og”Terror i tropenatten” (Siesta, 2009). Uddrag: PROLOGRanomafana, det østlige Madagascar, tirsdag den 31. marts 2009Tropestormen rasede og trak dybe spor efter sig i det frodige regnskovsområde. Tårnhøje eucalyptustræer måtte bukke under for naturens voldsomme kræfter, revet op med rode, mens andre med øredøvende smæld sendte deres afbrækkede trætoppe af sted som missiler mod regnskovens bund i en konstant trussel mod skovens skræmte dyr, som instinktivt indstillede deres jagt på føde og søgte ly i huler og bag klippefremspring.Midt i dette inferno, i den tætte bevoksning i bunden af regnskoven, var en anden jagt gået ind. Ikke jagten på føde. Jagten for at dræbe et andet menneske. *Manden kiggede sig skræmt tilbage, mens han fortsatte sin vilde flugt gennem regnskoven. Han fornemmede, hvordan forfølgeren halede ind på ham, meter for meter. Han kunne føle, hvordan kræfterne langsomt var ved at blive tappet af ham - vidste, at han havde mistet meget blod. Forfølgerens machete havde ramt ham med voldsom kraft over hals og nakke og ned over brystet, og blodet løb i en lind strøm fra det dybe sår, mens hjertet pumpede løs, og pulsen var på sit højeste. Hans syn begyndte at blive sløret, men hans åndedræt var rytmisk og regelmæssigt.Han ville ikke kunne klare det ret meget længere, så meget vidste han. Som et jaget og såret vildt ville han blive trængt op i en krog, og det ville snart være ude med ham. Blev han indhentet, ville han være for afkræftet til at yde modstand, og han ville være et let bytte for forfølgeren. Han løb, og han løb, men han var usikker på benene, og han havde sværere og sværere ved at klare de mange forhindringer. Nåede han dog bare frem til skovrydningen og vandfaldene! Der kunne ikke være langt igen, en kilometer måske.Hvad i alverden var gået galt? tænkte han, mens han med sin svedige krop og blodet løbende fra det dybe, åbne sår kæmpede sig vej gennem vildnisset. Hvem ville ham til livs, og hvad var der sket inde i bygningen, hvor han pludselig var blevet angrebet, men som han mirakuløst var sluppet ud af? Alt imens cyklonen hærgede og var på sit højeste, og dens voldsomme kræfter ødelagde alt på sin vej og lagde området i ruiner. En cyklon af en styrke, som han aldrig tidligere havde oplevet. Som i et splitsekund kunne ødelægge et helt liv - ja, som tog menneskeliv på sin vej.Hans første indskydelse, da han var sluppet ud af sin angribers favntag, havde været at søge ind i regnskoven, nord for bygningerne og grusvejen, der slyngede sig dovent gennem området. Det var her, han følte sig mest i sikkerhed, hvor han med lidt held kunne ryste sin forfølger af sig. De dybe og mørke regnskove var kendt terræn for ham. Han vidste, hvordan man færdedes der og slap uden om de værste farer og forhindringer, og hvordan man behændigt undveg de mange faldgruber. Han vidste, hvordan man undgik lianerne, der som fangarme hang overalt og truede med at slynge en løkke om ens hals, hvad øjeblik det skulle være. Hvordan man slap uden om det vidtforgrenede rodnet, der umotiveret og på må og få stak op af jorden og udgjorde den største trussel, hvis ikke man var påpasselig. Hvordan man konstant skulle være på vagt for jordbundens spejlblanke underlag, der med en blanding af fugt og bregner og alskens slibrige kryb gjorde det vanskeligt at komme hurtigt frem.Men han var afkræftet, og forfølgeren halede konstant ind på ham. Han måtte ud af den tætte regnskov igen, inden han blev trængt op i en krog, ud til skovbrynet og de store vandfald, hvor han måske ville være i sikkerhed, og hvor han havde en lille chance for at undslippe.Igen kiggede han sig skræmt tilbage men kunne intet se. Hvornår ville det være ude med ham?Der var mørkt i regnskoven, hvor ibenholt, palisander og afrikansk mahogni konkurrerede om den trange plads, mens lianerne hang overalt som regn, der stod i tove. Insekterne sværmede over de store kødædende planter, Kandebærerne, som på finurlig vis lokkede træspidsmus og andre gnavere i skovskiderstilling tæt på deres store kar med den velduftende nektar, som dyrene så plumpede i og blev ætset op af. Skovens andre aktører sprang skræmte væk, når de som nu blev forstyrret af uindbudne og påtrængende gæster, som løb i vild fart gennem bunden af skoven. De imponerende edderkoppespind var spændt ud mellem træerne som sejl på store oceangående skibe fra en længst svunden tid, og gigantiske tusindben kravlede frem fra underskovens morads af planter og rådne træstubbe, mens skorpionerne spankulerede frejdigt rundt blandt underskovens øvrige insekter. Men regnskovens velkendte lyde, som var domineret af lemurernes karakteristiske, høje skrig, var forstummet og afløst af bragene fra de tredive meter høje eucalyptustræer, der gav efter for den hærgende tropestorm og knækkede som pindebrænde. Manden bad til, at hans kræfter ville slå til, at han kunne holde farten oppe, selv om det i den ufremkommelige regnskov ikke så meget var et spørgsmål om tempo - det satte den tætte bevoksning en naturlig grænse for - men mere et spørgsmål om behændighed og udholdenhed.Fem hundrede meter til, og vandfaldet kunne blive hans redning. Det var et åbent område med flodløb og klipper og svimlende kaskader af vand, der kastede sig langt ned i dybet, men det var et område, som der stod den dybeste respekt om. Manden kendte til det store vandfald og dets hemmeligheder. Til de frygtindgydende beretninger om død og forbandelse og menneskelige lidelser. Han vidste, at få var de, der turde nærme sig stedet - et sted som var omgærdet af mystik og uforklarlige, skæbnesvangre hændelser. Hvor folk var forsvundet på uforklarlig vis, opslugt af intetheden - ofre for de massive kræfter, der gemte sig i området.Der kunne ikke være langt igen, vurderede han, måske tre hundrede meter. Hans forfølger måtte være meget tæt på nu, men det var umuligt at se ham. Han holdt stadig krampagtigt fast i tasken, som han havde fået fat på i bygningen, og som det var lykkedes ham at slippe af sted med. Som han passede morderligt på, den måtte ikke gå tabt, den indeholdt værdifulde dokumenter. Men dækjernet, som han havde forsvaret sig med, da han var blevet angrebet, havde han ikke fået med sig, da forfølgeren satte efter ham. Manden løb og løb - hans arme og ben gik som trommestikker, mens han kæmpede sig vej gennem den tætte bevoksning og hele tiden forsøgte at undgå de mange forhindringer.Han så sig tilbage igen og kunne fornemme, hvordan forfølgeren var tæt på. Men hov, hvad var nu det? I en brøkdel af et sekund var det som om, han kunne skimte konturerne af en anden person, dér - lidt længere ude til siden. Var det blot et dyr? Eller var det hans dunkende og smertende hoved, der pludselig spillede ham et puds? Var han ved at miste evnen til at orientere sig i terrænet? Han var i tvivl, og betingelserne var ikke de bedste. Men lyden af knækkede grene og de opskræmte dyr fortalte ham, at der måtte være en person mere. Pokkers også, hvordan kunne det nu gå til?Hans sanser var skærpede, selvom hans kræfter var tappet af ham. Angrebet, flugten og adrenalinen havde givet ham et dyrisk instinkt, og hans indædte vilje til at overleve hjalp ham, gav ham fornyede kræfter.To hundrede meter til, et hundrede ....Pludselig var der et brat fald i terrænet. Han så det for sent og fik overbalance. Hans ene ben skred ud, og han vred om på sin højre fod og faldt forover. En ny, voldsom smerte jog gennem hans krop, men hans smerteudbrud druknede i støjen fra trætoppene, der overalt og højt over hans hoved knækkede under cyklonens hærgen. Sveden sprang fra hans glinsende krop, og hans ansigt var fortrukket i smerte. Hans åndedræt var stadig rytmisk og regelmæssigt, men smerterne var nu næsten uudholdelige. Tasken holdt han stadig krampagtigt i hånden.Faldet havde slået luften ud af ham, og han lå nu udstrakt på jorden og kunne dårligt røre sig. Hans forfølger - eller var der flere? - kunne ikke være langt væk. Han var rådvild og vidste snart ikke hverken ud eller ind, det hele var så uvirkeligt. Tropestormen skabte kaos overalt omkring ham, og naturens orden var forstyrret. Han havde svært ved at orientere sig og kunne ikke mere se folkene, der jagede ham gennem junglen, og som ville ham ondt. Manden forsøgte at komme på benene, men det var som om, der var sket en kortslutning fra hjerne til krop, og den reagerede mere på signalerne. Smerterne var nu tiltaget så meget, at han et kort øjeblik var tæt på at opgive. Mens han lå udstrakt på jorden, så han for sig, hvordan hans verden var ved at styrte i grus. Hvordan han inden længe ville blive tilintetgjort af sin forfølger, som var gået voldsomt til angreb på ham i laboratoriebygningen for mindre end en time siden. I løbet af et splitsekund blev han klar over, hvor alvorlig situationen var. Han var fortabt, han havde intet håb om at overleve eller gense sin elskede hustru. Hvad skulle der blive af hende, og hvad ville der ske med deres nyfødte søn, som var kommet til verden for blot nogle få uger siden, efter at de to havde været så grueligt meget igennem? Den søn, som han for et år siden højtideligt havde lovet at skænke sin hustru, og som nu var deres største lykke. Den søn, der nu fyldte deres hjem med så megen glæde efter en start på ægteskabet, hvor de med sorg havde måttet opleve, at Herren havde kaldt to nyfødte til sig, før de så dagens lys. Den søn, de havde ventet på lige siden, og som om nogle år skulle blive familiens stolthed og bringe generationen videre. Hvad ville der nu ske? Der lød en støj tæt på ham, men det var ham umuligt at sige, om det var tropestormen eller forfølgeren. Han forsøgte at orientere sig, men det var næsten umuligt at skelne noget i den mørke regnskov, og lyden af knækkede grene kunne høres overalt.Han måtte op, videre, ud til skovbrynet, ud til stedet med de tumultagtige floder og det store vandfald. Der var ikke ret langt igen. Blev han liggende her, ville det være ude med ham inden for nogle få minutter.Med en umenneskelig kraft og en vilje så stærk som stammen på et baobabtræ kom han på benene igen. Smerterne jog gennem hele hans krop, og det begyndte at svimle for ham. Han havde svært ved at fokusere, var ved at miste balancen. Forsigtigt forsøgte han at støtte på den beskadigede fod. En isnende smerte jog gennem ham, og det sortnede et øjeblik for hans øjne. Han fattede sig og prøvede endnu en gang. Foden holdt. Han kiggede ned og så, hvordan den var begyndt at svulme op. Men han kunne støtte på den, når blot han bed smerterne i sig.Han så op igen, forsøgte at orientere sig. Det var blevet mørkere i den dybe jungle, hvor kun den stærkeste og snedigste havde en chance.Drevet af instinkt og vilje til at overleve tog han sig sammen. Tasken holdt han stadig krampagtigt i hånden. Der kunne ikke være mere end nogle få minutters afstand til området med de store vandfald. Han måtte frem til stedet, koste hvad det ville. Han humpede af sted, så godt han kunne.Woosshhh ......Han standsede brat op og blev stående som forstenet. Med en hvislende lyd borede en machete sig ind i det store baobabtræ lige foran ham. Han havde ikke hørt den komme og havde intet fornemmet, var desorienteret. Det var uden tvivl den samme machete, han var blevet angrebet med i bygningen, og som havde gravet sig dybt ned i hans skulder og bryst. Den kunne ikke være sendt af sted fra mere end højst femten-tyve meters afstand. Måske ikke engang så langt, når man tog den tætte bevoksning i betragtning. Han vendte sig om, stod musestille et øjeblik og forsøgte at orientere sig. Han kunne intet se eller høre ud over den konstante og faretruende larm fra cyklonen, som hærgede i området, og som overalt truede med at vælte regnskovens store, vajende træer.Med den raske arm fik han lirket macheten fri af træet og tog opstilling, klar til at forsvare sig.Der skete intet. Der var intet at høre eller se, og han blev hurtigt klar over, at han ikke kunne blive stående. Forfølgeren ville ubemærket kunne snige sig ind på ham fra en anden vinkel, uden at han nåede at opdage det.Med opbydelsen af sine sidste kræfter og en kraftanstrengelse i forsøget på at fortrænge de værste smerter satte han af sted og humpede videre gennem regnskoven. Båret af det inderligste ønske om at gøre sin familie og sine nærmeste ære. Drevet af den voldsomme trang til at beskytte, hvad han bragte med sig.Halvtreds meter, tyve ...Han kunne skimte skovbrynet nu og ganske svagt høre det brusende vandfald - stedet, som ingen turde nærme sig af frygt for den evige forbandelse. Han nærmede sig og tog hurtigt bestik af situationen men vidste allerede, hvad der skulle gøres. Det var hans sidste chance, en chance, der ikke måtte forpasses.Der var stadig intet tegn på forfølgeren, men han måtte være tæt på, måtte være standset op, vel vidende at også han stod foran forbandelsens mur. Skovrydningen var så tilpas stor, at dagslyset fik et andet skær, og det var en smule nemmere at orientere sig. Men det var stadig mørkt under tropestormens faretruende skyformationer, som hvert øjeblik, det skulle være, truede med at sende ødelæggende kræfter mod området. Det føg på den åbne plads med afbrækkede grene fra skoven, og mange træer var allerede væltet. I hver side af den åbne plads foran ham fandt to flodformationer vej til klipperne, hvorfra de sendte deres enorme vandmængder ud over afgrunden. I den vestlige ende af rydningen, tæt på floddeltaet, stod det sagnomspundne baobabtræ. Stort, majestætisk og frygtindgydende. Med en stamme så stærk, at selv den stærkeste cyklon ikke kunne vælte det. Manden kendte stedet og vidste, hvad han skulle. Hvad der kunne blive hans sidste chance. Han så sig en sidste gang tilbage, men grenene, der føg gennem luften, gjorde det svært at komme rundt. Han satte af sted og var hurtigt ved bredden af det vestlige flodløb, som han satte over. Det var på dette sted ikke særligt dybt, blot en halv meter på det dybeste sted. Det kølige og klare vand gjorde godt, og han mærkede straks, hvordan det lindrede smerterne i hans opsvulmede ankel. Han balancerede sig igennem vandmasserne, så godt han kunne, med macheten i den ene hånd og tasken løftet over vandet i den anden. Han nåede over på den anden side af flodbredden, hvor det var vanskeligere at finde fodfæste, da klippegrunden var glat og lumsk.Fra flodbredden var der kun en snes meter til baobabtræet, som skød op af klippegrunden som en enøjet kæmpe til skræk og advarsel for alle. Dette forbandelsens træ tronede på kanten af den faretruende slugt - et baobabtræ så mystisk og frygtindgydende som noget kunne være. Med grene, der var groet sammen som blækspruttelignende fangarme på et overnaturligt væsen. Et træ om hvilket man sagde, at forbandet være den, der trodsede de højere magter og nærmede sig det. Det var ifølge legenden her til dette sted, at et ungt, forelsket par fra den nærliggende landsby for mange år siden var flygtet og havde søgt ly, da man i landsbyen havde fordømt deres romance. I trods og desperation havde de to unge i en hed omfavnelse kastet sig ud over klippen og ned i intetheden, i den sikre død, da landsbyboerne havde fundet frem til deres gemmested. Baobabtræets infiltrerede grene var for alle et synligt bevis på denne omfavnelse, og siden havde der hvilet en forbandelse over stedet. Manden begyndte nu at snige sig hen mod træet, så godt han kunne med de voldsomme smerter. Han mavede sig over den våde klippegrund i håb om, at forfølgeren ikke havde observeret ham. Det gik langsomt. Den højre skulder var som lammet og stort set ubrugelig, og han havde vanskeligt ved at bevæge hele den højre side af kroppen. Kun ti meter igen, fem ...Han nåede udmattet hen til træet og fik med besvær bevæget sig bag om det, om på den side hvor træet hældte faretruende ud over klippen, med det brusende vandfald lige under sig, som sendte kaskader af vand ned mod afgrunden. På denne side af stammen, sagde beretningerne, var der et hulrum, som kunne give plads til en eller flere personer. Det var stedet, hvor det unge, forelskede par havde gemt sig for landsbyens moralske vogtere.Hullet i stammen var nu tydeligt, og manden nærmede sig det og kravlede ind. En fugtighed og en ram lugt af råd i træet slog ham i møde, men hulrummet skulle vise sig at være stort nok, således som sagnet berettede. Så bekvemt, det kunne lade sig gøre, satte han sig til rette, forpustet og med store smerter, men han forsøgte at holde hovedet koldt. Bunden af træet var køligt, hvilket lindrede et øjeblik. Afkræftet blev manden siddende lænet op ad stammen, med lukkede øjne, og sundede sig et øjeblik. Han lod hånden glide let hen over den interimistiske forbinding, han havde lagt, da han havde taget flugten. Det smertede voldsomt, men han følte, at blødningen fra såret ved halsen var begyndt at stilne af. Men han vidste også, at han havde mistet meget blod. Den hævede ankel kunne han ikke nå med sine hænder.Han måtte være faldet hen et øjeblik, for han vågnede med et sæt. Han forsøgte at vænne sig til mørket i den fugtigkølige, hule stamme. I den side, der vendte ud mod det åbne område og flodlejet, var der et hul - uden tvivl fra en afbrækket gren. Med besvær bevægede han sig hen mod det og så, at der var godt udsyn. Det var uden tvivl herfra, de to unge forelskede havde set de oprørte landsbyboere nærme sig, som siden havde tvunget dem i døden.Der måtte være gået flere minutter, siden han fra den tætte regnskovsbevoksning var nået ud i skovbrynet og derefter var sat over floden hen mod baobabtræet. Altså måtte forfølgeren være nået frem til rydningen nu, hvorfra han ville have udsyn over området - og gemmestedet i træet.Udkigshullet sad ikke højere i stammen, end at han med ryggen godt støttet mod træet kunne se igennem. Det var som om, han af og til havde mindre blackouts - et sekund eller to. Ved hjælp af sin skjorte, som han med besvær fik trukket af sig, skiftede han den interimistiske forbinding omkring skulderen. Det blødte stadig lidt fra det dybe sår.Han kiggede gennem hullet igen. Grene, blade og frugter føg hen over den åbne plads, der lignede efterladenskaberne fra en bombeeksplosion. Det hylede og peb omkring stammen, som stod fast forankret i jorden og klipperne.Han så, at der var noget, der bevægede sig i skovbrynet og anstrengte sig for at se, men det var svært at fokusere. Det dunkede i hans hoved, og kroppen smertede voldsomt overalt. Han følte sig svimmel og meget træt men prøvede med opbydelsen af alle sine kræfter at holde et øje med pladsen udenfor.Var det ikke en skygge, han kunne se i højre side af skovbrynet? Nu blev den tydeligere. Noget bevægede sig, langsomt, frem mod flodbredden. Han var ikke i tvivl, en person var på vej over flodlejet. Hans forfølger!Personen gik kun langsomt frem, som søgte han efter noget, som var han rådvild. Han kom tættere på og var nu næsten fremme ved den vestlige flodbred. Han fortsatte ud i floden, og i løbet af ingen tid var han ovre på den anden side.Det var svært med sikkerhed at sige, hvad eller hvem han var. Personen var bevæbnet, holdt et mindre skydevåben i hånden foran sig, klar til at skyde. Han så ud til at være i god form. Han så sig forsigtigt om til alle sider, som for at være sikker på, at der ikke var andre i nærheden, at hans flanker og området bag ham var afsikrede.Fra sit gemmested i træet spurgte manden sig selv, om denne forfølger kunne have set eller observeret noget? Om han kendte til gemmestedet i det hule træ, om han vidste, hvor det jagede bytte havde gemt sig? Hvor såret og udmattet den jagede var, om han var bevæbnet?Han forstod ikke, hvorfor forfølgeren var fulgt med helt hen til baobabtræet. Han måtte da vide, hvilken betydning stedet havde, og at der hvilede en forbandelse over hele området. Fra udkigshullet kunne manden nu se, hvordan forfølgeren langsomt nærmede sig træet. Hele tiden tøvende, som var han ikke helt klar over, hvad han søgte, eller hvilken betydning, stedet havde. Det var ikke muligt, at han ikke var klar over den forbandelse, der hvilede over træet! Det gav ingen mening.Forfølgeren var meget tæt på nu - så tæt, at den sårede mand tydeligt kunne se hans ansigt.Pludselig blev alt stille. Fra det ene øjeblik til det andet, som var stikket blevet trukket ud. De flyvende grene og det løsrevne buskads faldt til jorden som i en slowmotion-film, i et underligt antiklimaks. Tropestormens hylende og pibende vindstød havde med ét lagt sig.Der var dødstille i området. Intet rørte sig, der kom ingen lyd fra regnskovens mange dyr og fugle - der var kun den monotone lyd fra det brusende vandfald, en lyd som indtil da havde været trængt umærkeligt i baggrunden.Forfølgeren standsede øjeblikkeligt op, overrumplet af naturens lunefuldheder. Det hele føltes uvirkeligt, som i en stumfilm, hvor de makabre billeder var ude af harmoni med den larmende stilhed. Manden bevægede sig lidt fremad igen og var nu ikke langt fra stammen, hvor han satte sig på hug. Han rodede lidt i jorden, måtte være blevet opmærksom på noget. Så rejste han sig langsomt og blev stående med blikket rettet mod træet. Med foroverbøjet krop og med den skarpladte pistol i skydestilling foran sig, var han i ét nu fremme ved træet. Da så forfølgeren hullet i stammen. Den sårede mand, der havde skjult sig i stammen, trak sig uvægerligt lidt væk og krøb helt sammen - forsøgte at krybe i ly, længere væk og ude af syne. Adrenalinen pumpede vildt og ukontrolleret i hans krop, og han kunne mærke, hvordan blødningen tog til. Han var ikke langt fra at gå i chok.Pludselig så han, hvordan pistolløbet kom til syne gennem udkigshullet - som den lange, klæbrige og faretruende tunge fra en kamæleon. Han kunne høre, hvordan der blev afsikret.Der blev trukket på aftrækkeren.Detonationen var øredøvende. Som et antiklimaks fik den tropestormens voldsomme hærgen nogle få minutter forinden til at minde om en trist og grå regnvejrsdag. Det voldsomme brag fik regnskovens fugle til med ustyrlige og baskende vinger at lette fra stedet, alt imens de mange lemurer, som i stilhed havde været vidner til optrinet, med deres høje skrig sprang og hoppede og for forvirrede frem og tilbage.I en underlig foroverbøjet positur var forfølgeren på vej ud over klippen - som en udspringer, der var blevet overrasket og havde mistet sit fodfæste. Men der kom ingen lyd fra ham, da han med sit våben flyvende i en bue over sig blev hvirvlet ned i faldet og opslugt af intetheden.Da var han allerede død.


  • Sprog:
  • Dansk
  • ISBN:
  • 9788792539359
  • Udgivet:
  • 16. Februar 2011

Andre udgaver:

  • Kan ikke skaffes


Giv din bedømmelse

For at bedømme denne bog, skal du være medlem og dermed logget ind.

Gå til login

Andre bøger af Jan Larson