Fædrene æde druer

Naturalismen store dyr, la bete humaine, raser uhæmmet i fortsættelsen ti år senere, Slægten opus II: Fædrene æde Druer – (med resten af citatet fra Jeremias' klagesang i Bibelen: „og Sønnerne faa ømme Tænder“). Det er degenerationens arvelighedsteorier, der skamrides i romanen, der ikke har personer tilfælles med Slægten, men så sandelig tema. I en dødedans af groteske, lattervækkende og konstant udartende dimensioner hvirvles illegitime sædekorn op af det frønnede herresædes støv og spirer i misvækst i op til fire generationer. En ustyrlig jysk herremands gener hjemsøger hans afkom i og uden for ægteskabet og slår ud i legemlige misdannelser – vand i hovedet, svinetryne – og dekadente erotiske forvildelser – homoseksualitet og blodskam. Personerne tegnes i groteske karikaturer af uhæmmet ondskab og fysisk ækelhed, som den tuberkuløse degn, der hoster baciller ud over sine skolebørns smørrebrød for at smitte dem. Den promiskuøse stamfaders søn på Havslundegaard driver sin sorte høst ind og bedækker sammen med smeden gårdens malkepiger. Hans livsfilosofi til smeden lyder, da natten falder på og pigerne opsøges: „– Den menneskelige Brunst, Smed, rejser sig som en Obelisk over Jorden i evig Længsel mod Saturns Ring“.

Blandt det gedulgte afkom er herredsfuldmægtigen og karikaturtegneren Isidor (formet over Johannes Holbek), hvis obskøne og frivole streg matcher de uhyrligheder, der går i svang i romanen. Han er den stoiske pessimist og har som motto: „Man skal fodre sine Karusser og gøre sin Whisky stærkere og lade Vorherre om Resten“. Isidor lever da også et tilsyneladende harmonisk familieliv med en sund polsk hustru (frisk blod udefra) og to børn. Men da hun – som følge af degenerationen på fædrene side – føder en vanskabning, tager Isidor livet af misfosteret, inden hun når at se det. Hans nietzscheanske handling tillægges – som de øvrige kynikeres i forfatterskabet – en vis sympati for den amoralske styrke han lægger for dagen, hvor han gør op med Skaberen og det Skabte i teologisk forstand. Den dybest mulige afbigt i romanen er afbigten for troen, som hans fallerede fætter Nils foretager for at finde trøst. For Isidor, forfatterens andet talerør, findes der ingen trøst eller noget givet kristent forsyn. Gud er, ifølge Isidor, præsternes navn for „hin store drukne Faun, der sidder vel salveret et eller andet Sted uden for det hele og holder Traadene i sin Haand“.

Fædrene æde Druer – er grotesk indtil fortvivlelse. Vilhelm Andersen skriver i Illustreret dansk Litteraturhistorie at det er svært at afgøre, om romanens fortvivlelse skyldes Gustav Wieds menneskelige erfaringer eller er konsekvensen af hans kunstneriske metode, den idealisering nedefter i retning mod det dyriske, han foretager.

(Dansk Litteraturs Historie)