Køb af bøger til indkøbspris forudsætter et medlemskab til kun DKK 79,-/md. (ingen binding).
Første uge er GRATIS - læs mere og se alle fordelene
Indkøbskurv 0

Din indkøbskurv er tom.

DKK 0,00 Gå til kassen
Hvidbog: Man bygger en kirke - per kongelig resolution af Ann Bilde E-bog, ePub

Hvidbog: Man bygger en kirke - per kongelig resolution

- Og kirkens naboer kommer i klemme mellem kirken og kommunen

af
(Udvid)

"Hvidbog..." er skrevet af freelancejournalist og forfatter Ann Bilde. Den beskriver, hvordan de danskere, der ejer et af landets 375.000 bevaringsværdige huse, får problemer den dag, huset er blevet for gammelt til at bo i og ikke kan sælges. Og ingen huse holder evigt. ”Hvidbog…” er dokumentarisk og kronologisk fortalt ud fra den aktindsigt, forfatteren har fået fra kirken, kirkeministeriet og kommunen samt sagsakter og presseomtale, der er offentligt tilgængeligt. Den beskriver en sag, der i følge Naturstyrelsen er en sag for Tilsynsrådet og Folketingets Ombudsmand og evt. Indenrigsministeriet. Kommunalforsker Roger Buch kalder sagen en "skandale". Han betragter den som “meget alvorlig” for forvaltningen, og han frygter, at mange flere af den slags sager gemmer sig bag en afsløring som denne. Og “taberen i det her kan kun blive borgeren”, fastslår Roger Buch.Sagen startede i 1998, og kirkens naboer har været i klemme mellem kirken og kommunen siden år 2000. De har vundet sagen i Natur- og Miljøklagenævnet for fem måneder siden, men kommunen har endnu ikke afsluttet den. Sagen fortælles i 18 kapitler:1. Forord: Ingen huse holder evigt. Heller ikke de 375.000 huse, som byrådspolitikerne har givet status som bevaringsværdige. De danskere, der bor i, ejer og værner om de bevaringsværdige huse og kulturhistoriske miljøer, får problemer den dag, huset er blevet for gammelt og utidssvarende. De risikerer at blive fysisk, menneskeligt og økonomisk stavnsbundet i huse, der ikke egner sig til at bo i, og som ikke kan sælges. Og de risikerer at blive ruineret, når deres liv, skæbne og økonomi ligger i hænderne på kommunen. Og i dette tilfælde også i hænderne på kirken.2. Hjerting Kirke bliver bygget i 1992 i hjertet af det 700 år gamle fiskerleje, Hjerting. Den ligger på toppen af bakken med udsigt ud over Ho Bugt, Langli og Skallingen. Ifølge Dronning Margrethe er det et af Danmarks smukkeste kirkebyggerier. Menighedsrådet glemmer at søge Kirkeministeriet om tilladelse til at bygge klokketårnet. “Klokke-terror” lyder en overskrift i Ekstra Bladet fem år senere.3. Få år efter Hjerting Kirke er blevet indviet, mangler kirken plads på kirkegården. Ifølge egne tal mangler kirken 1.200 gravpladser, trods det at den har pligt til at have et tilstrækkeligt antal gravpladser til sognebørnene. Og kirken har pligt til at udvide den eksisterende kirkegård – og kan når som helst ekspropriere naboernes huse og haver. Kirken har i 2008 besluttet, at fem familiers huse og haver skal blive til kirkegård – plus den nybyggede præstegård. Kirken har ikke orienteret de fem familier. 4. “Om 5-7 år må vi desværre hænge et skilt ud med alt optaget, hvis der ikke sker noget i mellemtiden”, udtaler formanden for menighedsrådet i 2007. Og menighedsrådet udtaler til pressen, at lykken vil være en udvidelse af den eksisterende kirkegård på Skolestien. Trods det at Hjerting Kirke har pligt til at udvide den eksisterende kirkegård og har ret til at ekspropriere Skolestien 9 og 9a, siger kommunen – ifølge kirken – nej til nedrivning af husene, og kirken springer fra et skriftligt tilsagn om køb af Skolestien 9. Men kommunen mener ikke, at kirken har søgt om tilladelse til nedrivning af Skolestien 9 og 9a. Kirken arbejder også på at anlægge en ny kirkegård seks forskellige andre steder i Hjerting, men får nej til alle seks steder. Et af stederne er Grandelaugets boldbane. På trods af at Grandelauget på to generalforsamlinger har sagt nej tak til kirken, så forhandler kirken med kommunen om at anlægge en kirkegård på boldbanen. 5. Hjerting Kirke vil bygge en præstegård ved kirken. Men inden skal en del af den bevaringsværdige, trelængede gårdbebyggelse fra år 1700 rives ned. Som forudsætning for det træffer de folkevalgte politikere i 1998 en politisk beslutning om at kræve, at kirken garanterer at overtage nabohusene på Skolestien 9 og 9a. Garantikravet bliver fastholdt og gentaget i 1999 og 2001, da lokalplanen bliver vedtaget. Men forvaltningen glemmer at orientere ejerne af husene. Også kirken glemmer den garanti, de har givet kommunen og siger nej, da ejeren af Skolestien 9a i år 2000 beder dem købe sit hus, fordi han kommer i klemme. Og kommunen glemmer at ændre husenes status fra bevaringsværdige til ikke-bevaringsværdige og forfald. 6. Kirken får byggetilladelse til en præstegård tegnet af Alan Havsteen-Mikkelsen, der passer ind i det 300 år gamle og bevaringsværdige kulturmiljø. Men den nye sognepræst vil have en anden og større præstegård og går bag ryggen på sit eget menighedsråd til kirkeministeren. Arkitekten dør. En ny arkitekt, Peter Bolther, tager over og bygger en præstegård i moderne stil og højt hævet på en tue, trods det at det er i strid med lokalplanen og en tinglyst servitut.7. Kommunen tilsidesætter en tinglyst servitut om byggeriet af præstegården på Skolestien 7 og overholder ikke den lokalplan, politikerne har vedtaget. Kommunen overhører høringssvar og nabo-klager og laver ikke en ny lokalplan – end ikke en dispensation, trods det at ændringerne er markante. 8. Naboerne klager til kommunen og protesterer i pressen, fordi den præstegård, der bliver bygget, ikke er den præstegård, der er blevet politisk vedtaget. Og den bliver tilmed hævet halvanden meter op, fordi sognepræsten vil have havudsigt. Men intet kan stoppe byggeriet, siger kommunen – kun regnvand, der løber fra præstegården ned på den fælles gårdsplads og ind under de 304 år gamle huse. Men kommunen stopper ikke byggeriet, så siden 2004 har regnvand undermineret de i forvejen skrøbelige nabohuse. Naboerne bliver affærdiget af kommunen med ordene: “Det er nok ikke så slemt, som naboerne forestiller sig.”9. Adgangen til en præstegård er offentlig. Men adgangen til Hjerting Kirkes præstegård går ad en fælles, lukket, privat vej og gårdsplads. Det er tinglyst, men bliver ikke respekteret af kirken og kommunen. Biskoppen vil ikke svare på det, men tager det “til efterretning”.10. Tilflytternes drøm om den stråtækte idyl i Gl. Hjerting bliver til et årelangt mareridt. Kommunen har i 1992 givet Skolestien 9 status som “bevaringsværdigt”, men ifølge kommunens egne papirer fra 1998 er det “forfald”, og det bevaringsværdige er for længst gået “tabt”. Huset er ikke længere egnet til beboelse, og det er for risikabelt at renovere det. Huset er nabo til Hjerting Kirke, som giver skriftligt tilsagn om køb, men springer fra 7½ måned senere, fordi kommunen siger nej til nedrivning. 11. EDC konkluderer, at huset ikke kan sælges, så vi og naboen søger kommunen om enten at overtage husene for at bevare dem som kulturarv eller at give tilladelse til nedrivning, eventuelt for at kirken kan få den tiltrængte udvidelse af kirkegården. Fem gange forsøger vi uden held at få oplyst, hvornår udvalgsformand John Snedker har træffetid, så vi kan fremlægge vores sag for ham og få foretræde for Plan- og Miljøudvalget. I to omgange behandler kommunen ikke vores ansøgning. I første omgang tror Natur- og Miljøklagenævnet på de oplysninger, kommunen giver dem. Men i anden omgang – det vil sige to år efter vores ansøgning – underkender Natur- og Miljøklagenævnet kommunen og kommer med hård kritik – bl.a. fordi forvaltningen giver politikerne urigtige oplysninger. 12. Vi og naboen søger igen kommunen om overtagelse eller nedrivning. Igen bliver sagen administrativt afvist. Denne gang af forvaltningsdirektøren – og på kun 41 minutter. Forvaltningens kontorchef videregiver et fortroligt følgebrev til borgmesteren til en journalist på Jydske Vestkysten, så vi og naboen bliver hængt ud på forsiden som totale idioter, der “truer med Låsby-Svendsen”. Borgmesteren garanterer i byrådssalen, at kommunen følger love og regler, men det gør kommunen ikke. På spørgsmålet, om det er lokalplanens hensigt, at borgere bliver fysisk og økonomisk stavnsbundet i gamle og utidssvarende huse, når disse ikke kan sælges og ej heller renoveres, uden det bliver uhørt og urimeligt dyrt, og kommunen samtidig siger nej til nedrivning og overtagelse, svarer borgmesteren, at der er mulighed for at søge støtte til renoveringen hos Esbjerg Byfond. Byfonden støtter typisk med 10.000 kroner. 13. På trods af at planloven fastslår, at kommunen har pligt til at overtage bevaringsværdige huse, når den siger nej til nedrivning, så siger kommunen nej både til nedrivning og overtagelse. Og kommunen vil ikke sende afslaget til os. End ikke efter Natur- og Miljøklagenævnet har præciseret det for kommunen. Borgmesteren oplyser os om, at vi ikke kan anke kommunens afgørelse. Det er ikke korrekt, så sagen går med tre måneders yderligere forsinkelse igen i Natur- og Miljøklagenævnet.14. Natur- og Miljøklagenævnet sender sagen retur til kommunen og beder om en redegørelse. Det tager kommunen to måneder at svare, at der intet nyt er i sagen. Herefter underkender Natur- og Miljøklagenævnet kommunen, fordi kommunen ikke lever op til forvaltningsloven og gør sig skyldig i forskelsbehandling. Kommunen har givet tilladelse til nedrivning af mange andre bevaringsværdige huse og har kun sagt nej til nedrivning af Skolestien 9 og 9a. I september 2013 har kommunen også givet tilladelse til nedrivning af “Amigo”, som også er bevaringsværdig SAVE-3, ligesom Skolestien 9 og 9a. “Amigo” havde stået til salg i to år. Skolestien 9 har stået til salg siden marts 2008. Kommunen giver nedrivningstilladelse til “Amigo” i løbet af to måneder. Efter næsten 2½ år har kommunen endnu ikke behandlet ansøgningen om Skolestien 9 og 9a. 15. Esbjerg Kommune har givet 6.000 huse status som bevaringsværdige. Tre af dem er den trelængede gårdbebyggelse på Skolestien 7, 9 og 9a. Men kommunens registreringer over de bevaringsværdige huse findes ikke længere, og EDB-dataene “har været igennem adskillige konverteringer med deraf følgende unøjagtigheder og tab” til følge. Derfor spørger vi borgmesteren, om byrådet kan “garantere, at de beslutninger, som forvaltningen, Plan- og Miljøudvalget og byrådet har truffet siden 2007 med hensyn til bevarende lokalplaner og ansøgninger – for eksempel om tilladelse til nedrivning eller kommunens overtagelsespligt (planlovens § 49) – er baseret på faktuelt korrekte registreringer?” Borgmesteren svarer i spørgetid før byrådsmødet den 18. februar 2013: “I forbindelse med konkrete ansøgninger eller henvendelser foretager forvaltningen altid en besigtigelse for at vurdere om den anførte registrering i Kommuneplanen er retvisende.” Den 28. maj 2013 underkender Natur- og Miljøklagenævnet kommunen og retter en skarp kritik imod forvaltningen, bl.a. fordi den ikke har besigtiget husene. Det er fortsat uvist, om de 6.000 bevaringsværdige huse i Esbjerg Kommune er eller ikke er bevaringsværdige.16. Natur- og Miljøklagenævnet underkender kommunen og udtaler skarp kritik af forvaltningen, fordi den har givet politikerne urigtige oplysninger. Borgmester Johnny Søtrup udtaler til pressen, at “med så klar en kendelse, så retter vi naturligvis ind. Vi er som politikere jo afhængige af de meldinger, vi får fra forvaltningerne”. Udvalgsformand John Snedker siger, at der skal strammes kraftigt op på procedurerne. Han har indskærpet over for forvaltningen, at den skal overholde reglerne. Han udtaler: “Vi skal naturligvis have sikkerhed for, at ingen borgers retssikkerhed bliver krænket”. Kommunalforsker Roger Buch betegner tonen i Natur- og Miljøklagenævnets kendelse som “meget barsk”. Han betragter sagen som “meget alvorlig” for forvaltningen, og han frygter, at mange flere af den slags sager gemmer sig bag en afsløring som denne. Og “taberen i det her kan kun blive borgeren”, fastslår Roger Buch. 17. Det gamle Hjerting er gået tabt – ifølge Connie Geissler, en af de byrådspolitikere, der er ansvarlige for de bevarende lokalplaner i Hjerting. I pressen taler hun om “nabokrig” og håner Hjerting-borgere. I sagen om husene på Skolestien 7, 9 og 9a udtaler hun til Jydske Vestkysten, at hun “ikke ønsker at have noget som helst hverken med sagen eller Ann Bilde at gøre”. 18. Efterskrift: 2½ år efter vores og naboens ansøgning om overtagelse eller nedrivning har kommunen endnu ikke behandlet sagen. Og det på trods af at det er 4½ måned siden, kommunen er blevet underkendt af Natur- og Miljøklagenævnet, og 1½ måned siden nævnet har rykket kommunen for en afgørelse. Kommunen vil end ikke oplyse, hvor sagen står, og hvornår de forventer at have færdigbehandlet sagen. Men kommunen kræver, at jeg får en fuldmagt af naboen, så jeg kan søge om nedrivning af hans hus. Jeg svarer, at ansøgningen i 2011 og igen i 2012 også er underskrevet af naboen, og at naboen også har underskrevet den formular om nedrivning, kommunen sendte os for to år siden. Jeg spørger om det er tilstrækkelig fuldmagt, men får intet svar.


  • Sprog:
  • Dansk
  • ISBN:
  • 9788791564062
  • Udgivet:
  • 1. November 2013

Andre udgaver:

  • DKK 100,00
  • Straks på e-mail

Læg i kurv


Giv din bedømmelse

For at bedømme denne bog, skal du være medlem og dermed logget ind.

Gå til login

Andre bøger af Ann Bilde