Englemor

”Englemor”. Jeg smager lidt på ordet. Det er ikke særligt svært at blive, men det er enormt svært at være. For det, jeg er, kan man jo ikke være. Sådan er reglerne! Vores børn dør ikke! – i hvert fald ikke før os. Men det gjorde min dreng altså. Lige pludselig. Kvalt i sin mad i vuggestuen. BUM!

Ja, mit liv er fuldt af BUM!

BUM! Så skal jeg skilles. BUM! Så dør Tobias. BUM! Så falder jeg helt udstrakt på maven for en mand. Og så er der alt det indimellem, som er det, der er det interessante. Det interessante ved min historie er nemlig ikke de begivenheder, der tegner mit liv, men derimod det, jeg har gjort efter dem. Og før dem, for den sags skyld.

Udsvingene. Det er dem, der er min drivkraft. Ligesom vilje og energi, fart og flyveture. Min drivkraft til forandring. Ellers gider jeg nemlig ikke. Altså, hvis jeg ikke bliver tvunget til det af begivenheder. For i virkeligheden
kan jeg bedst lide bare at være glad, lykkelig, forelsket og problemfri. Men hvem kan ikke det?!