Bøger af Claus Carstensen

Da Aldous Huxley kom til Sønderborg er en samling af erindringer,mundtlige fortællinger, fortalt af dem, der var aktive i Sønderborgshippiemiljø i halvfjerdserne, og hvis erfaringer fra den periode harformet og mærket dem for livet. Det er en fortælling om makrohistoriens nedslag i et mikromiljø, hvoren række af tidens store politiske og kulturelle bevægelser gennemsyrerdet lokale, men hvor det lokale også virker tilbage på eller bliver vævetsammen med en større global historie. Det er historier om møder medRote Armee Fraktion, det indoktrinerende Tvind­dynasti, venskaberpå tværs af alder og klasse, der afprøver stoffernes såvel som detåndeliges indgang til bevidsthedsudvidelse. En antipolitisk væren iverden, hvor flugten fra ondskaben også manifesterer sig i en løbeturhele vejen fra Danmark til Israel. Bogens grundstruktur er bygget op over en fraværende figur: Allebogens bidrag relaterer direkte eller indirekte til historien om HansTroj. Hans Troj er en søgende, sensibel og intelligent gymnasieelev,da han i starten af halvfjerdserne finder ud af, at hans far, som hanhar et meget konfliktfyldt forhold til, har mødt Aldous Huxley iforbindelse med et besøg i Sønderborg. Faderen interesserer sig for detokkulte og har formodentlig prøvet LSD. Hans Troj, der i forvejenhar et skrøbeligt sind, vil ikke stå tilbage for faderen og begynderat eksperimentere med LSD og andre bevidsthedsudvidende stoffertrods advarsler fra vennerne. Eksperimenterne udløser en psykose,der i årene efter sender ham ind og ud af det psykiatriske hospital iAugustenborg. En anden af bogens fortællere er den sidste, der ser ham,da Hans Troj i 1982 truer med at slå ham ihjel med en kniv. I midtenaf firserne forsvinder Hans Troj ud af historien og er formodentligdød i dag. Hans bidrag til bogen er en psykedelisk tegneserie på 16sider fra 1972 samt syv breve.

Den tidslige åndenød er disse års obskure onde. … Ethvert øjeblik er blevet ubeboeligt.— Donatella Di Cesare: Suveræn virus? Den kapitalistiske åndenød

tilstandens undtagelseundtagelsens latenstidlungens deltidsansatteudlignet statsdannelsegaldestenens tusindtal Claus Carstensens nye digtsamling Doing time kredser om emner som død, sygdom, tab og erindring, gennem poetiske optegnelser, konkret poesi, notater, cut-up, lister mm. Metoder og midler der måske ofte forbindes med noget hårdt og formelt, bliver hos Carstensen til noget åbent og sårbart, strømme af ord, sproglige nydannelser, slynger sig ind i og tydeliggør strukturer, omgivelser og tilstande. En uren konceptualisme der rummer en særegen umiddelbarhed og ømhed. Det er det forhåndenværende søms princip, fundet tekstmateriale, notering af tid, herunder bl.a. en del materiale, begreber og fragmenter, relateret til COVID-19, ofte ganske opfindsomt sprogligt og til tider poetisk.

S.T. indskriver sig i en serie af tidligere digtsamlinger (dødebøger), som har et nærtstående familiemedlems dødsfald som omdrejningspunkt. For nærværende er det faderen Hans Emil Carstensen (1931-2020), som bogen er dedikeret til.S.T. er sammensat af elementer og formater, der slynger sig ud og ind ad Carstensen digtsamlinger: noter, anagrammer, ekfraser, billeder, lister, afskrivninger, poetikker, manifester, tvangstanker, fejlciteringer osv. Digtsamlingen bliver en asynkron tidskapsel, med en kompleksitet af aflejringer; sproglige, teoretiske, historiske såvel som samtidige.

[...] at etablere mening imellem tilsyneladende inkompatible kunsthistoriske størrelser [...]Som det for eksempel er tilfældet i Aroldo Bonzagnis maleri af en række hængte tyrkere, der hænger i et juletræ. Det er placeret overfor et maleri fra Psykiatrisk Samling i Middelfart af en patient ved navn Vilhelm Hansen, som har titlen Nisseskibet fra 1930’erne. Det interessante i sammenstillingen af de to billeder er, at Hansens maleri udfolder en fortælling i tværformatet: Fra et skib i baggrunden kommer der en masse nisser ind imod os bærende på gaver. Billedet er malet som erstatning for det juletræ, de aldrig havde på afdelingen. I det andet billede har vi præcis det modsatte, nemlig et højformat med et juletræ, hvor der hænger en række tyrkere, malet af en bagstræberisk futurist. Bonzagni var medunderskriver af det futuristiske manifest, hvad stil­en på ingen måde giver indtryk af. Billedet er malet efter, at italienerne havde hængt en række tyrkere i forbindelse med den imperialistiske, italiensk-tyrkiske krig 1911-12.

Antologi

Pragtværk om den danske kunstner J. F. Willumsen (1863-1958) i anledning af 150-året for hans fødsel. Bogen ledsager en ambitiøs udstilling på Willumsens Museum i Frederikssund 8.9. 2013, hvor Willumsen bringes sammen med den franske kunstner Picabia (1871-1951) og den nulevende verdenskendte amerikanske kunstner Julian Schnabel (f. 1951). Udgives både internationalt på engelsk af det tyske forlag Hatje Kantz og i dansk udgave i kommission hos Strandberg Publishing.

Claus Carstensen er både forfatter, installationskunstner og maler, og V.T. er hans elvte digtsamling. Med titlen V.T., der er en forkortelse for Viertes Totenbuch, knytter den sig til de af hans tidligere digtsamlinger, hvor oplevelsen af et dødsfald blandt hans nærmeste står som et centralt omdrejningspunkt. Digtsamlingen er således dedikeret Carstensens mor, Tilli Carstensen (1934-2003). V.T. består af i alt ni unavngivne kapitler, der favner så bredt som rejsedigte, det poetologiske manifest, elegier, billedmeditationer mv. Skønheden ligger i detaljen, og i Claus Carstensens tilfælde ligger detaljen bl.a. i dramaturgien, når han med klart æstetisk overblik blander stemningsfyldt, fortællende prosa med tæt kondenserede øjebliksglimt af reflekteret liv og udbrud af frigjort aggression; det hele på en fælles klangbund af et selvbevidst forfattersubjekt i konstant bevægelse, nysgerrigt på udkig efter nye erfaringer. Som digter har Carstensen altid været ’the odd kid’ blandt sine danske kolleger, og er ofte blevet placeret i gemmekassen for hermetiske digtere. Interessen for hans lyrik er imidlertid voksende, og bl.a. har Peter Stein Larsen i sin bog ’Drømme og dialoger’ (Syddansk Universitetsforlag, 2009) sat nye læseretninger for Carstensens forfatterskab, der ikke stopper ved det hermetiske. Det er ni år siden Claus Carstensen udgav sin seneste digtsamling. I de mellemliggende år har han dog udgivet ikke så få andre bøger, bl.a. sidste års anmelderroste En rejse til Trieste (s.m. Christian Vind), samt flere essaysamlinger og kunstbøger.

Den historiske biografi er en populær genre med mange læsere. Det er derfor oplagt at beskæftige sig med historieformidlingen i disse biografier. Og netop hvordan forholdet mellem biografen, den biograferede og biografilæseren håndteres i den moderne biografi tages op i dette bind. Spørgsmålet om hvordan det levede liv - eller rettere de levede liv, den biograferede, biografens og biografilæserens - skal forstås og fremstilles er blevet et påtrængende problem i såvel en faghistorisk som en litteraturhistorisk sammenhæng, men bliver anskuet på meget forskellige måder i de to fag.  ForfatterneBernard Eric Jensen analyserer biografien som historieformidling i seks faghistoriske biografier: Kristof Glamanns "Bryggeren", Claus Bjørns "Den gode sag", Steffen Heibergs "Enhjørningen", Jens Chr. Manniches "Damen der skød på doktoren", Birgitte Possings "Viljens styrke" og Wilhem Christmas-Møllers "Christmas".  Anne Birgitte Richard fokuserer på fem litteraturhistoriske biografier: Keld Zeruneiths "Fra klodens værksted", Jens Andersens "Til døden os skiller", Karen Sybergs "Tove Ditlevsen - liv og myte", Morten Things "Hans Kirks mange ansigter" og Dorrit Willumsens "Bang".