Bøger af Galsan Tschinag

Galsan Tschinag voksede op som yngste søn i en tuvinsk nomadefamilie i Mongoliet, men modsat mange af sine jævnaldrende kom han i skole og studerede mongolsk sprog og litteratur ved universitetet i Ulaanbaatar og fra 1962 til 1968 tysk og germanistik ved universitetet i Leipzig. I 1976 vendte han tilbage til sit hjemland, underviste ved universitetet og fungerede som udenrigspolitik kommentator, før han i 1991 debuterede som forfatter. Året efter modtog han Adelbert-von-Chamisso-prisen for sin debutbog "En tuvinsk historie og andre fortællinger" og i løbet af 90"erne har han udsendt en række bøger. I 1994 kom hans første roman, Den blå himmel, som Der Spiegel karakteriserede som "visuel, fyldt til randen af virkelighed", hvis "patos har en kraft, som om en shaman fra en fremmed egn var blæst ind i den tyske samtidslitteratur". To år senere førte han de tuvinske nomader ud på en 2000 kilometer lang karavane tilbage til Altajbjergene i det nordvestlige Mongoliet hvor de kom fra før den stalinistiske tvangsflytning, 130 kameler, 300 heste og et utal af får, fjerkræ og hunde. Galsan Tschinag, hvis bøger kommer på Insel Verlag i Tyskland, er i dag oversat til en række sprog. Den blå himmel begynder med den 6-7 årige drengs onde drøm og ender ved dens opfyldelse: hans elskede ven og arbejdsfælle, hunden Arsylang, dør af forgiftning. I en kultur hvor man lever i pagt med naturen spiller det elementære en hovedrolle som kraftens og åndernes hjem, Moderfloden der giver og tager, det evige kredsløb, dagligdagen som en kamp på liv og død. Den blå himmel er en myldrende, episodeagtig fortælling om det nomadiske dagligliv, set fra barnets perspektiv, mens verden endnu erfortryllet og fuld af uforståelige ord og hændelser. En dag kommer den statslige lærer op i højlandet for at samle et kul af skolepligtige. Nogle forældre lyver børnene yngre end de er, for der er brug for deres arbejdskraft. Drengen spørger sig selv hvad det er der får faderen, som selv er en ægte søn af nomadefolket, til at skille ham fra stammen. Er det lydighed over for magthaverne, eller er det fremsynethed? Konflikten mellem traditionel og moderne levevis ulmer under overfladen, ligesom man fornemmer stammens mundtlige tradition, det knappe og klare sprog, under den stilistiske overflade. UDDRAG AF ANMELDELSER"Det er en smuk, klar og enkel fortælling fra Mongoliet, Galsan Tschinag har skrevet. Med en slutning af mytologiske dimensioner. (-) Så eksplosivt smertefuldt beskrives drengens kamp, at jeg kun kan komme i tanke om Jobs Bog for at finde et sidestykke. (-) Galsan Tschinags roman Den blå himmel begynder således som en fortælling en miniature, klar og enkel, med hverdagens gøremål nær jorden, kvæget og bålet i centrum - og løfter sig på et hjerteskærende øjeblik til tidløs verdenslitteratur."Liselotte Wiemer, Weekendavisen "Læsningen af den 'Den blå himmel' er på sin vis ligesom den natur den beskriver - fuld af kræfter som kun vanskeligt kan styres. Der er drama, magi, kærlighed og sorg fra start til slut. (-) Her er ingen Lassi romantik - her gælder det nemlig liv og død, her og nu, for familien, for drengen - for hele den tuvinske kultur."Torben Brandt, KulturNyt, DR Ret "Dshurukuwaa er hovedperson i det yderst sjældne litterære kig ind i en fremmed verden, som forlaget Batzer & co. nu udgiver: romanen Den blå himmel af den tuvinske forfatter Galsan Tschinag. Og sikke et kig. Allerede omslagets storslåede, øde bjerglandskab med små hvide prikker af jurter og græssende får er en rejse til et andet sted, hvor mennesker er bittesmå væsener på en stor, barsk og åndende jord." Lotte Folke Kaarsholm, Information "Det er en brobyggerbedrift af ... Tag springet, læs noget virkelig anderledes, bliv nomade for en stund."Niels Brunse, Politiken "Man griber bogen, glider ned i stolen og bliver i et s

»Så hjertegribende, storslået og enkelt som en lille sten i lommen, skriver den mongolske forfatter Galsan Tschinag ... fra et sted mellem myte og epos, uforstilt og samtidig så dramatisk mættet, at man knap kan få vejret. Han skriver i et sprog, hvor dramaet rejser sig i renset form kun ledsaget af de få rekvisitter, livet nu engang byder på: en hund, et bål, fåreflokken, vinterkulden, den fremmede der kommer. Fordi der ikke er andet. Det er et sprog, vi næsten har glemt, og som vi måske har mistet retten til at bruge. Andre kulturer, hvor naturen stadig har sin egen kraft, må føre pennen for os.« - Liselotte Wiemer, Weekendavisen »Galsan Tschinag bruger de vidunderligste metaforer ... Uden lange ordkæder, psykologiske tværsnit eller årsagsfægterier, fanger Galsan Tschinag sine personers følelsesliv i en enkelt ordknap sætning ... Han er en af disse stemmer udefra, som vækker nye sanser og får øjnene til at åbne sig på vid gab.« - Jyllands-PostenGalsan Tschinag (f. 1944), eller Irgit Schynykbajoglu Dshurukuwaa, voksede op som yngste søn i en tuvinsk nomadefamilie i Mongoliet. For En tuvinsk historie fik Tschinag i 1992 Adelbert-von-Chamisso-prisen. I 2003 fik forfatteren den danske litteraturpris ALOA-prisen for romanen Den blå himmel.I titelhistorien møder vi Dshaniwek der engang var folkelærer og partisekretær og en respekteret mand. I dag er han kooperativets kamelopdrætter og lever alene, og rygterne fortæller at han har skudt en flygtning der ikke havde gjort nogen noget. Under en ulvejagt hvor Dshaniwek og hans unge følgesvend kommer ud for et frygtelig uvejr og må søge ly i en dal under nogle store klipper, bliver Dshaniwek inspireret til at fortælle den rystende historie om sit liv og om Bajnak, hans uægte søn. Måske er jeg det eneste menneske i verden der kan fortælle Bajnaks historie som den virkelig var, siger Dshaniwek, som dengang var en fattiglus uden midler til at tage sig af Bajnak og Sujasch, hans smukke moder. I stedet blev hun gift med den snu Zeweg, der forstod at tilpasse sig de nye tider. En dag i august 1945 bliver Dshaniwek indkaldt til et møde hos kredsformanden og får at vide at Bajnak, der har meldt sig som soldat, nu er deserteret. Og Dshaniwek bliver sat til at lede eftersøgningen og anholde Bajnak, om nødvendig med våbenmagt. Bag sig hører han Zeweg forbande Bajnak. ´Alle andre er i ilden, udgyder deres blod! Og knægten flygter! Hvilken skændsel! Jeg vil egenhændigt tage livet af den hundesøn!´»Det fornemmes klart, at tuvinerne er et folk uden skriftsprog, ligesom det er klart, at Tschiang også er en anerkendt lyriker. Bag den tilsyneladende enkle sprogkonstruktion vokser en forunderlig magisk, men også lakonisk ubarmhjertig verden frem, som forfatteren selv splittet mellem nomadernes usentimentale natursyn og kommunismens rationelle menneskesyn.« - Mogens Damgaard, Fyens Stiftstidende