Bøger af Jens Glebe-Møller

Woldermar Hermann von Schmettau (1719-85) er i dag ikke kendt i bredere kredse. Ikke desto mindre var han en af de mest farverige blandt oplysningstidens mange interessante skikkelser. Schmettau var tysker af fødsel, men gik som officer i dansk tjeneste, avancerede senere til general i Norge og opnåede tilmed at blive udnævnt til Ridder af Elefanten. Han færdedes hjemmevant på de bonede gulve og fik – ikke uden grund – ry for at være en libertiner, der hengav sig til nydelser af enhver art. Samtidig var han optaget af kunst og teater, var bog- og møntsamler, frimurer og frem for alt: fritænker. I kamp mod dumhed og hykleri følger Schmettaus omskiftelige tilværelse og undersøger samtidig, hvordan han som fritænker i tale og skrift lagde sig ud med den lutherske statsreligion og dens repræsentanter: præster, biskopper og professorer. Hidtil er der ikke blevet skrevet meget om Schmettau, og hele hans fritænkeriske forfatterskab er stort set blevet forbigået. Jens Glebe-Møller kaster med sin medrivende fortælling om denne særegne skikkelse lys over både tiden, manden og forfatterskabet, og bogen giver således et nyt og interessant indblik i oplysningstidens verden. Jens Glebe-Møller, dr.theol., professor emeritus ved Det Teologiske Fakultet, Københavns Universitet. Glebe-Møller har skrevet en lang række bøger om teologiske og filosofiske emner.

Denne bog handler om en offentlighed der opstod neden under eller ved siden af den der dyrkedes i de mondæne saloner eller i kaffehusene i 1700-tallets Europa. Forfatteren periodiserer den under betegnelsen Den Tidlige Oplysning og fremhæver at den radikale religions- og samfundskritik ligger før den egentlige oplysning, før den store franske encyklopædi udkommer. Med sønderjyden Matthias Knutzen som en central figur tegner bogen et rids af skikkelser og problemer i denne periode, som viser ´Oplysningens skjulte ansigt´. I slutningen af 1600-tallet skriver Knutzen i en af sine pamfletter - der vakte stor opstandelse: ""I særdeleshed fornægter vi Gud, foragter øvrigheden dybt og forkaster også kirkerne medsamt alle præster"" (denne pamflet gengives i sin helhed sidst i bogen).

Den 28. april 1772 besteg Johan Friedrich Struensee skafottet på Østerfælled. Siden da er der blevet skrevet utallige beretninger om hans liv og virke, hvor en af de første var den, som præsten ved Skt. Petri Kirke i København, Balthasar Münter, udgav om sine samtaler med Struensee i fængslet på Kastellet. Denne beretning om Struensees angivelige omvendelse, der var en bestseller i datidens Europa, er hidtil ikke blevet analyseret. Det bliver den imidlertid i dette værk, der ligeledes indeholder en ikke tidligere oversat satirisk artikel, som Struensee offentliggjorde, mens han endnu var læge i Altona. Glebe-Møller påviser, hvordan Balthasar Münters beretning kan ses som udtryk for et sammenstød mellem den kirke- og religionskritiske franske Oplysning og den samtidige tyske, som med kun få undtagelser forholdt sig positivt til både kirke og religion. Hvor Struensee fuldt og helt delte den franske, antireligiøse Oplysnings idealer, var Balthasar Münter en typisk repræsentant for Oplysningen i den tyske variant. I Struensees vej til skafottet tegnes der et nuanceret billede af Oplysningstiden i det 18. århundrede. Samtidig påpeger forfatteren, hvordan en kildekritisk tilgang lægger op til overvejelser om, i hvor høj grad man kan stole på Münters beretning om sine samtaler med Struensee og om Struensees omvendelse. På ét plan kan man dog under alle omstændigheder betragte Münters beretning som pålidelig: Den afspejler ganske præcist konflikten mellem den fransk inspirerede Oplysning, hvor kritikken af den kristne tradition spillede en afgørende rolle, og den samtidige tyske. Via en god formidlingsevne formår Glebe-Møller i dette værk at puste nyt liv i et stykke danmarkshistorie, hvor temaer som tro og tvivl, fornuft og religion - ligesom i dag - kunne bringe sindene i kog.