Bøger af Jette Tofte Bøndergaard

Weilbachs kunstleksikon fortæller om 225 kvinder, der blev uddannede som malere eller billedhuggere i 1800-tallet. Kunsthistorier fortæller kun om kvindelige malere i Skagenskolonien og hos Fynboerne. Statens Museum for Kunst udstiller færre end ti kunstværker fremstillet af kvinder (et endda blot som anledning til “respektfuldt at erindre de mange malende kvinder, der ikke er repræsenterede i museernes samlinger”) i udstillingen ”Dansk og nordisk kunst 1750-1900”.Som underviser i billedkunstfag gennem mange år ryster det Jette Tofte Bøndergaard, at så få kvindelige udtryk, oplevelser og fortællinger står tilbage fra denne periode. Hun er chokeret over, at hun indirekte har formidlet denne skævhed til sine elever, og det har vakt spørgsmål som: ”Ville kvinders billeder give anledning til nytolkning af guldalderens nationalromantiske forståelse af danskhed?” og ”Vil vi kunne imødegå de demokratiske, klimamæssige og befolkningsmæssige problemer anderledes, hvis kunstverdenen også viser os kvindernes billeder?”Med bogen I respektfuld erindring håber Jette Tofte Bøndergaard, at hendes lægmandsstudier sætter skub i debatten, så vi ikke bare fortsætter med at tro, at kvinder ikke har skabt kunst – og ikke insisterer på at være medskabere af vores samfund.

Kvindelige malere blev ikke repræsenteret, da danske museer blev grundlagt. Gik vi glip af erfaringer? Som den yngste underskriver viste Ingeborg Rode mod til at kæmpe for kvinders lige ret til uddannelse i 1887.Hendes maleri til Sønderjyllandsgaven viser min oldefars dansksindede bror. Denne slægtning spillede en rolle i min mors overlevering af fjendebilleder og fortælling om den krig, der netop var slut ved min fødsel. Maleriet genfortæller min mors historie om morfars to kusiner i det tysktalende Flensborg på en stilfærdig – men original måde.Man kan ikke generalisere ud fra ét eksempel, men man kan debattere. Ingeborg Rodes værk peger på erfaringer med afhængighed af familiære opgaver, der kan være tabt med kvindernes (og deres relationelle opgavers) usynliggørelse i kunst og historie.I skriveprocessen dukkede overraskende mange ukendte malerier fra Ingeborg Rodes hånd op. Men andre malerier, rost i samtiden, lykkedes det ikke at finde. Den fundne kunst repræsenterer omsorgsfuld glæde ved at være datter, hustru, mor, ven og borger i et liv med mentalt overskud. Kan hendes historiske og kønnede erfaringer inspirere os til mere ressource- og klimabevidste leveformer?

Kvindelige malere blev ikke repræsenteret, da danske museer blev grundlagt. Gik vi glip af erfaringer? Som den yngste underskriver viste Ingeborg Rode mod til at kæmpe for kvinders lige ret til uddannelse i 1887.Hendes maleri til Sønderjyllandsgaven viser min oldefars dansksindede bror. Denne slægtning spillede en rolle i min mors overlevering af fjendebilleder og fortælling om den krig, der netop var slut ved min fødsel. Maleriet genfortæller min mors historie om morfars to kusiner i det tysktalende Flensborg på en stilfærdig – men original måde.Man kan ikke generalisere ud fra ét eksempel, men man kan debattere. Ingeborg Rodes værk peger på erfaringer med afhængighed af familiære opgaver, der kan være tabt med kvindernes (og deres relationelle opgavers) usynliggørelse i kunst og historie.I skriveprocessen dukkede overraskende mange ukendte malerier fra Ingeborg Rodes hånd op. Men andre malerier, rost i samtiden, lykkedes det ikke at finde. Den fundne kunst repræsenterer omsorgsfuld glæde ved at være datter, hustru, mor, ven og borger i et liv med mentalt overskud. Kan hendes historiske og kønnede erfaringer inspirere os til mere ressource- og klimabevidste leveformer?