Bøger af Maria Zeck-Hubers

Det er vigtigt for os at kunne beholde vores gode omdømme. Kunsten er så at opføre sig bedre overfor hinanden uden at lyve alt for tydeligt.Men hvor langt kan vi gå? Er det moralsk accepteret, at vi på grund af vores tankeløse lidenskab er nødt til at lyve for at undgå smerter? Er det så moralsk bedre at lyve for at undgå at sætte vore nærmeste eller sig selv i en pinlig situation eller skandale?

Denne lille bog sætter os – ved hjælp af en fiktion – i gang med at tænke lidt over de mange gange, vi lader være med at fortælle sandheden.Lever vi på en løgn? Nej, vi lever ikke på en løgn. Vi ved, at livet ikke er en løgn. Vi lever livet med hemmeligheder, der aldrig må gives væk. Der aldrig må fortælles. Hemmeligheder, der ikke glemmes, ikke forsvinder men bliver forsøgt usynlige. Det gør livet til at holde ud, at leve uden at behøve at sige sandheden.’Du ved jo godt, at mennesker der lyver, skammer sig’ siger Dora.’Det kan godt være, men så må du også kunne huske, at en vellykket løgn er at påstå noget, der ikke bliver genkendt som løgn’ svarer Frieda.Mea culpa.

En fiktion har sine egne love. Derfor er bogen her en fiktion. Mennesker i en fiktion. At livet ikke har mening betyder vel ikke, at alt hvad jeg laver er nyttesløs.Smerterne forsvinder ikke, men forsoning letter. Mennesker sårer og gør umenneskelige skader på hinanden.Hvorfor laver mennesker så mange begrænsninger for hinanden, når de ved, at de ikke kan leve op til dem?Nu stopper du, nu havde vi det lige så godt, hvorfor siger du så sådan noget, lige nu? Du ødelægger den gode stemning.Undskyld.