Bøger af Nikolaj Gogol

Egentlig er der slet ikke noget, der hedder Petersborg-fortællinger. I al fald var det ikke Gogols egen idé. Tre af fortællingerne udkom oprindeligt i bogen Arabesker (1835), som han selv kaldte for ”en forvirret blanding af alt mellem himmel og jord”. Den indeholdt diverse essays om historie og kunst – ja, og så ”Nevskij Prospekt”, ”Portrættet” og ”En afsindig mands optegnelser”.”Næsen” blev trykt i 1836 i Aleksandr Pusjkins tidsskrift Den Samtidige. Det skete, efter at den i første omgang var blevet afvist af Den Moskovitiske Iagttager, der betegnede den som ”nedrig og triviel”. Seks år senere vejrede ”Næsen” igen morgenluft. I 1842 blev den genudgivet i Den Samtidige, denne gang i en bearbejdet udgave. Blandt andet havde Gogol fjernet de mest åbenlyse hentydninger til, at episoden med næsen blot var en drøm. På russisk hedder fortællingen Nos, men til at begynde med var titlen Son, som netop betyder ”Drømmen”.”Kappen” (som til at begynde med hed ”Fortællingen om embedsmanden, der blev frarøvet sin kappe”) udkom som den sidste i 1842, selvom Gogol havde bagt på den i seks år. Fortællingen blev indlemmet i hans samlede værker, der udkom samme år – der var hans verdensberømte komedie Revisoren også med, men ikke Døde sjæle, der udkom særskilt, også i 1842. I slutningen af 1800-tallet begyndte man at referere til historierne som ”Petersborg-fortællinger”, og i 1924 udkom de første gang særskilt under den betegnelse. Hvis russisk litteratur havde et Mount Rushmore, ville Nikolaj Gogol (1809-52) være mejslet i granit side om side med Aleksandr Pusjkin, Ivan Turgenev, Fjodor Dostojevskij og Lev Tolstoj. Gogol var ukrainer ud af en lavadelig familie med eget landsted, men få midler. Han rejste til Petersborg 18 år gammel med en eksalteret drøm om at tjene staten som embedsmand. Men det var som forfatter, han fandt sit kald – godt hjulpet på vej af sit store idol, den senere nationaldigter Aleksandr Pusjkin. De mødte hinanden i 1831 og indledte et arbejdsvenskab, som Gogol værdsatte dybt. Samme år skrev de begge historie; Gogol med "Aftener på en gård nær Dikanka" og Pusjkin med "Salig Ivan Petrovitj Belkins fortællinger", der lagde grundstenen til de store prosaværker i 1800-tallets russiske litteratur. Få år senere fulgte fortællingerne, der er blevet kendt som "Petersborg-fortællinger" (1835-42), mens komedien "Revisoren" fra 1836 placerede Gogol som en stor samfundssatiriker. Rollen som satiriker i opposition til tsarens Rusland passede på ingen måde Gogol, og i perioden frem til 1848 levede han store perioder i udlandet. Her skrev han blandt andet det meste af hovedværket "Døde sjæle" fra 1842. Gogol blev i de efterfølgende år ufrivilligt omdrejningspunkt for den russiske intelligentsias opposition til tsarens styre. Gogol kæmpede forgæves med anden del af "Døde sjæle", som han brændte det meste af manuskriptet til. Han døde desillusioneret og afkræftet af sygdom i 1852.

En mand som præsenterer sig som Kollegieråd Pavel Ivanovitj Tjitjikov, ankommer til den russiske provinsby N. Han aflægger besøg hos alle byens embedsmænd, kalder dem af lavere rang for "Deres Excellence" og lader diskret guvernøren forstå at når man kører ind i hans guvernement, så føles det som at komme ind i Paradisets Have.Han begynder snart at rejse rundt til godserne i oplandet og aflægge visitter. Han duperer godsejerne med sin dannede optræden og fremsætter alle steder et meget fristende og usædvanligt tilbud: Han tilbyder at købe deres døde livegne - eller døde sjæle, som de også kaldes.

Indhold:Markedet i SorotschinskSolopi Tcherevik, hans kone og datter drager til det årlige marked i Sorochinsk, hvor Solopi finder sin datter en mand. Egentlig er det konen, der har bukserne på i ægteskabet, og hun vil hellere have datteren gift med en anden, men så blander en djævel sig i spillet i form af spøgelset med grisetrynen og den røde kaftan.Lillerussiske landadeligeEn bittersød og ironisk fortælling over den gamle græske historie om Philemon og Baucis, om et gammelt, sammengroet bondeægtepar i Ukraine.KappenDen tragikomiske historie om den lille statstjenestemand Akaki Akakievitsch, der lever og ånder for sit ensformige arbejde i etaten, hvor han bliver tyranniseret og set ned på. Da han efter lang tids spinken og sparen får sig en ny kappe, stiger han kortvarigt i sine kollegers øjne og inviteres med til et teselskab.

Den russiske forfatter Nikolaj Gogol (1809-1852) skrev efter 1835 en række noveller, der senere blev samlet i St. Petersborg noveller. Novellerne har deres helt egne, mystiske fortællerstil og sans for det groteske. Gogols historier kan minde om Kafkas. Hvad skal man for eksempel mene om novellen Næsen, hvor hovedpersonen vågner op en dag uden sin næse. Den er stukket af og trukket i embedsuniform. Den stakkels mand må jagte rundt i Sankt Petersborg hele dagen for at finde sin næse igen.Novellerne er oversat af Georg Sarauw, der også har skrevet en kort introduktion, der indgår i samlingen. Denne danske oversættelse udkom oprindeligt på Borgens forlag i 1970.

Når dagene bliver korte i den ukrainske by Dikanka, samles landsbyboerne - høj som lav - for at more sig, gætte gåder og fortælle historier. Nogle af disse historier har den gamle biavler Rudij Panko, samlet sammen og fået udgivet i to bøger, som indeholderMarkedet i SorotchintskSt. HansaftenMajnatten, eller Den druknede pigeDen forsvundne skrivelseJulenatIvan Feodorovich Sponka og hans tanteDet forheksede stedDen frygtelige hævnAftener på en gård nær Dikanka var Gogols debut i bogform, som rummer både ironi, humor og alvor. Fortællingerne var til dels baseret på Gogols egne indtryk og erindringer fra sin barndom, dels på en række breve fra hans moder, hvor hun fortæller om ukrainske forhold, ikke mindst overtro og gamle historier.

Da de to ynglinge Andrei og Ostap kommer hjem efter at have endt deres studietid på Akademiet i Kiev, gør deres far, den gamle kosak Taras Bulba, nar ad deres lærdom, og tager dem straks med til den store kosaklejr ved bredden af Dnjepr for at de som ægte kosakker kan lære at blive krigere og mandfolk. Taras får snart gennemført, at kosakkerne skal gå i krig mod polakkerne, der efter hans udsagn - hensigten helliger midlet - har solgt den hellige kirke til papister og jøder - og naturligvis skal både han selv og hans sønner med.Taras Bulba er en episk og romantisk skildring af et folk, for hvem krigen var blevet en livsform, og kulminerer i en lang, åndeløs og næsten filmisk skildring af nedslagtningen af kosakhæren, division for division.

I det gamle Rusland havde betalte godsejerne skat efter antallet af livagne, der blev kaldt "sjæle". Da der kun blev udskrevet ligning hvert tiende år, skulle godsejerne til deres ærgrelse betale skat af de livegne, der var døde i mellemtiden, "døde sjæle". I Gogols satiriske roman rejser den fiffige svindler Tjitjikof rundt for at opkøbe disse "døde sjæle", så han på papiret kan fremstå som rig og dermed kreditværdig. "Døde sjæle" er et hovedværk i det 19. århundredes europæiske litteratur, en meget morsom og skarp satire over det gamle Rusland med bureaukrati, nyrige og enfoldige og uvidende godsejere.

I Gogols komedie fra 1836 sker der pludselig det, at der, i en afsidesliggende provinsby begynder at gå det rygte, at en myndighedsperson, en statsrevisor er på vej til byen. Her gik man lige og hyggede sig med korruption og småsvindel, og så sker denne katastrofe. Alle i byen har noget at skjule, og der går totalt panik i dem. Man aner ikke hvad man skal stille op og begynder på må og få, at skjule skeletterne i skabene. En fremmed ung velklædt mand, flytter i det samme ind på hotellet med sin tjener, og alle tror, at det er ham der er statsrevisoren. Og så kan forviklingerne ellers begynde.Denne komedie er noget af det morsomste der er skrevet i denne genre.

Mertvye dushi - unikal'nyj roman, stavshij dlja russkoj literatury svoeobraznym jetalonom ironicheskoj prozy. Kniga, razdergannaja na citaty eshhe v XIX v. i no-prezhnemu potrjasajushhaja voobrazhenie. Istorija genial'nogo del'ca Chichikova, skupajushhego v gluhoj provincii mertvye dushi krepostnyh krest'jan, po sej den' porazhaet svoej sovremennost'ju i udivitel'nym jumorom! S illjustracijami!

Forfatteren Nikolaj Gogol (1809-1852) hører til klassisk russisk litteratur. Ligesom med Gogols St. Petersborg-noveller opleves fortællingerne fra hans ukrainske hjemland stadig vedkommende, relevante og rammende i deres personkarakteristik.Også her viser Gogol sig som den uforlignelige fortæller, der med sin koglende digterfantasi formår at sammensmelte sværmerisk poesi, kulderislende skrækromantik og burlesk humor med virkelighedens barske verden, som den tog sig ud i gamle dages små, afsondrede og standshovmodige steppesamfund med deres mylder af fængslende og bizarre folketyper.Denne danske oversættelse af Georg Sarauw (1907-1988) blev oprindeligt udgivet i 1973 på Forlaget Borgen.

I denne roman om den rå og blodtørstige Kosakkerhøvding Taras Bulba, behandler Gogol et Parti af Kosakkernes Streiftog i Slutningen af det 15de årh., et Sujet, der upåtvivleligt må have særligt tiltrukket ham, der selv er Lille-Russer og nøie bekjendt med de Egne af Rusland, der var Kosakkernes Hjemstavn. Han har derfor sikkert gjort grundige Forstudier med Hensyn til det historiske Grundlag for denne Fortælling, så at dette tør ansees for så pålideligt, som det overhovedet er muligt ved denne Art af Digtninger.I sandhed - kosakkerne var ikke Guds bedste børn.

En ung kunstmaler kommer i besiddelse af et maleri der viser sig at have særdeles ejendommelige, for ikke at sige uhyggelige egenskaber, der fuldkommen ændrer hans liv.

Denne slyngelroman, som spidder den russiske provins med overstadig humor og poetisk ynde, er en af verdenslitteraturens klassikere; svindlere og særlinge befolker denne roman, samtidig med at den er et hak i tuden til Zarens bureaukratiske statsappareat. Der udføres et gigantisk svindelnummer med døde sjæle (sjæle=bønder).