Bøger af Olav Hergel

Sleiman Sleiman har palæstinensiske rødder, er født i Libanon og kom til Danmark som barn. Her voksede han op med en brutal og voldelig far og oplevede gennem hele sin barndom omsorgssvigt fra forældre og myndigheder. I vrede og afmagt tæskede drengen selv løs på alt, og i løbet af teenageårene blev han opgivet af skolen, men respekteret og frygtet som bandemedlem – i dag har han været involveret i mange hundrede straffesager, bl.a. drabsforsøg, og han har selv overlevet skudattentat. Når Sleiman som den første af de tunge bandemedlemmer fra indvandrermiljøerne har valgt at stå frem og fortælle sin historie, er det i håb om, at den kan hjælpe ham til en ny begyndelse og ikke mindst for at advare alle unge, vrede mænd om aldrig at gøre som ham. Bogen giver et helt unikt indblik i indvandrerbandernes miljø, i drengenes psykologi og kriminelle handlemønstre, og er en vigtig fortælling om et af de største samfundsmæssige problemer i vor tid. Biografien om Sleiman er en tragisk, brutal og forfærdende beretning om forkvaklede muslimske æresbegreber, fejlslagen integration, børn man gjorde fortræd og grov kriminalitet. Men også en universel historie om kærlighed og håb for en bedre fremtid. Om forfatteren:Olav Hergel, f. 1956, er journalist, bl.a. tidligere ansat på Berlingske Tidende og nu på Politiken. Han vandt Cavling-prisen i 2006 for en serie om flygtninge og flygtningebørn på danske asylcentre. Har tidligere bl.a. skrevet bestsellerromanen Flygtningen (2006), der blev filmatiseret med Iben Hjejle i hovedrollen, samt Indvandreren (2010).

Olav Hergel har skrevet en roman om sig selv og sin mor og om at leve i skyggen af svær sygdom.Olav er syv år, første gang hans mor bliver indlagt på den psykiatriske afdeling. Benedicte, der er fraskilt og enlig mor til to, har været en del af kredsen omkring Karen Blixen, og hun har en på alle måder uforløst kærlighedsrelation til digteren Thorkild Bjørnvig. En affære, der ikke kun lader hende gå til grunde, men også påvirker hendes to børn. I lange perioder taler hun ikke til dem, men lægger bare breve på deres hovedpuder. Hun lærer Olav at bede fadervor, og han beder og beder i det uendelige, om og om igen, men det lysner ikke rigtig tilværelsen. Først da moren slipper sit tag i sønnen, blomstrer han op. Han får et rigt liv, møder en pige, stifter familie. Men fortiden spøger. Benedictes bølger lyder også i Olavs sind. Tvangstankerne. Gentagelserne. Han er i 40’erne, da han første gang hører om OCD og ser brikkerne falde på plads. Ser sin mors sygdom i sig selv.Jeg husker dagen som lys er en kærlig og poetisk fremkaldelse af et liv i modgang. En gribende beretning om en mor og en søn, der kæmper med den samme lidelse, men forskudt i tid.

Mikkel Haslund blev journalist for at erobre de kvinder, der ventede for enden af en smuk sætning. Men tiderne har lænket ham til net-redaktionen på et stort dagblad. Han er en forvirret, bedrevidende midaldrende mand, som er ved at blive kørt over af den tid, han lever i. Nettet har erobret hans elskede papiravis og fremtiden er overladt til redaktører, der tror at journalister skal skrive til flere platforme tre gange om dagen. En dag trodser han sin unge kvindelige chef og rejser sig fra stolen for at rapportere fra virkeligheden. Her fyres små mænd af stærke kvinder for bagateller, ministre bringes til afgrundens rand og flygtningene invaderer Europa. Men det er et opgør, der får fatale konsekvenser, og det er ved at være deadline. For aviserne. For journalistikken. For ham selv.

Det er midsommer i Danmark, og med sin nyerhvervede studenterhue på hovedet skal den unge, velintegrerede indvandrerdreng Zaki i byen og feste med vennerne. Men i diskotekskøen går noget galt, et menneske dør, og snart er landet på den anden ende. Mens politiet jager de formodede drabsmænd, pisker pressen en stemning op, og politikerne bruger sagen til at positionere sig i forhold til hinanden. På Morgenavisens redaktion kæmper Rikke Lyngvig for at få lov at skrive det, hun mener, er den sande historie. Olav Hergels nye politiske spændingsroman går tæt på virkeligheden, og ligesom i hans første roman Flygtningen er mange af de kommentarer, som forekommer i bogen, hentet direkte ud af det sidste års politiske debat.

I Irak bliver den danske journalist Rikke Lyngdal kidnappet af lokale terrorister, truet på livet og skamferet for åbent tv-kamera. Senere flygter én af terroristerne til Danmark, men bliver genkendt, og en stadig mere rasende, landsdækkende menneskejagt er i gang. Olav Hergels debutroman er et stort anlagt panorama over disse års Danmark, hvor flygtningestrømmen og vores eget ansvar er blevet årtiers mest betændte emne. Hos den menige dansker såvel som blandt stemmefiskende politikere og massemedier i selvsving.

Rikke Lyngdal er journalist ved Morgenavisen Danmark. Hun opholder sig i en periode hos de danske styrker i Irak for at skrive om lejren, men kidnappes af en irakisk gruppe og fremstilles på Al-jazeera og CNN som et gidsel, der dømmes til døden, hvis ikke den danske regering går ind på gruppens krav. Hun når dog kun at få hugget det yderste led af lillefingeren, inden en af bortførerne, en ung idealistisk dreng med drøm om et bedre liv for alle, får moralske skrupler og slipper hende løs. For at redde ham fra gruppens hævn lyver hun og påstår, at hun selv slap fri fra sine bortførere. Hun bliver en mediestjerne.Men da Nazir, som den unge mand hedder, senere må flygte fra Irak og vælger Danmark, fordi han kender Rikke, kommer vi til den virkelige nervepirrende gyser: Han genkendes som 'terroristen', og en sand klapjagt indledes. Hergel fører os rundt blandt de laveste instinkter hos både presse og politikere, og man krymper sig over beskrivelsen af Danmark som et lille rigt, selvglad land i moralsk opløsning.