Bøger af Poul Erik Kristensen

Grundloven kan være svær at forstå. Sproget er indviklet, og nogle ord har en mærkelig betydning. Kongen betyder ikke altid kongen, men hvornår skal der i grunden stå det ene, og hvornår det andet? Denne bog er en genfortælling af grundlovens enkelte paragraffer i et klart sprog. Materialet har været benyttet af adskillige skoleklasser i historie og samfundsfag. Det er grundloven, så den er til at forstå!

Al tale om primtallenes mere eller mindre tilfældige placering i talrækken må nu forstumme. Denne bog viser, at primtallene ligger placeret i ganske bestemte mønstre, det ene efter det andet, hele talrækken igennem. Det drejer sig blot om at forstå deres inderste logik. Den viser også, hvorledes primtalstvillingerne ligger placeret i mønstre, og hvorledes det går med dem talrækken igennem. Det kan ikke blot konstateres empirisk. Primtalstvillingernes antal kan simpelthen beregnes helt nøjagtigt i de enkelte mønstre. Bogen er først og fremmest grundforskning, men indeholder ikke en eneste formel. Den kan læses af alle, der kender talrækken. Hvor svært kan det være! Bogen har et fyldigt resume på engelsk.

"En stridsmand", der blev udgivet i 1896, er Johan Skjoldborgs gennembrud som romanforfatter. Hovedpersonen er Søren Brander, en ung husmand, fattig men arbejdsom indtil det maniske. Han har store drømme og planer med den dårlige klat jord, som han nu engang fik mulighed for at erhverve sig. Men når det hele går bedst, så ender det som regel med et dunk i hovedet. Det kan være en vanskelig fødsel, som truer familiens eksistensgrundlag, og det kan være mindre initiativrige naboers modstand mod de nye tider. Men hvad gør en stridsmand? Og hvad ender han med at få ud af det? Det er en roman, men det er også historieskrivning fra den bedste skuffe.

Alexander Rasmussen der var præst i Sønder Kongerslev, Nørre Kongerslev og Komdrup 1894-1929, var i sin fritid både en særdeles flittig og en særdeles omhyggelig lokalhistoriker. Bl.a. skrev han adskillige artikler til årbogen "Fra Himmerland" og "Kjær Herred". Hvad han ikke vidste om Østhimmerland var ikke værd at vide, og når han skrev noget, så var det i orden. Derfor er "Forvalteren på Lindenborg" heller ikke kun en roman. Det er historie serveret på en indbydende måde. Det fremgår vist også af følgende anmeldelse fra 1931: Emnet er hentet fra Lindenborgs righoldige arkiv og holder sig nær til de historiske fakta. Bogens hovedperson er Johan Anton Grabhorn, som var godsforvalter på Lindenborg 1769-71 under den berømte skatmester baron Heinrich Carl von Schimmelmann. Man får et levende billede af den tids tanker og levesæt i Østhimmerland. (Henrik Møller i Fra Himmerland og Kjær Herred 1931).

"Fra min bitte tid" er Jeppe Aakjærs barndomserindringer, der i detaljer beskriver dagliglivet i 1870erne i en ganske almindelig bondefamilie. Helt konkret foregår det i en landsby syd for Skive, men forholdene var de samme i resten af Danmark. Vi møder børnene, moderen, faderen, tjenestefolkene og aftægtsmanden, den gamle, sure Jeppe. Både de daglige, men også de mere specielle arbejdsopgaver i en af datidens stort set selvforsynende bondefamilier ruller frem som perler på en snor. Desuden er der levende beskrivelser af bygningernes indretning, børneopdragelse, skolegang m.m. Det er kulturhistorie, når det er bedst!

Denne bog er skrevet på baggrund af en lang række interviews i 1980 med kendte personer i Sejlflod Kommune. Følgende har været med til at trække erindringerne frem fra fortiden:Nr. Kongerslev: Erik Eriksen, Jens Christensen.Komdrup: Jens Schou Andersen.Sdr. Kongerslev: Aage Bach, Aksel Christensen, Kristine og Marius Frost, Sigfred Poulsen.Dokkedal: Theodor Larsen.Egense: Christian Steffensen.Mou: Optegnelser af N. C. Pedersen, Rigmor Sørensen.Kærsholm: Edvard Skøtt, Valdemar Bach Jensen.Gudumholm: Niels Krogh, Magda Solhøj Christensen.Gudumlund: Carl Møller.Gudum: Peter Hjelm.Lillevorde: Laurids Klitgaard.Sejlflod: Sine og Peter Kristensen, Søren Mortensen.Storvorde: Charles Christensen.

Denne bog består af en lang række jyske sange, der i dag må betegnes som klassikere. Blandt sangene kan nævnes Blichers Kær est du fødeland og Mads Doss; Aakjærs Jens Vejmand, Mors rok og Skuld gammel venskab; Skjoldborgs Husmandssangen og Der vokser skov på heden. Nogle af sangene er blevet redigeret, men med meget nænsom hånd. Rim, stavelser og versefødder består. Nyd de smukke tekster.

Dette bind bygger først og fremmest på interviews med et halvt hundrede ældre personer, der 1981/82 boede jævnt fordelt i det område, som dengang udgjordes af Sejlflod Kommune, og som havde levet deres liv i det samme område. De ældste af erindringerne går helt tilbage til omkring 1890. Alle de interviewede er døde i dag, men hvor har de fortalt meget om vor lille plet på jorden, som nu aldrig bliver glemt. Deres liv og deres oplevelser er blevet en del af den kollektive hukommelse.

Dette bind er skrevet på baggrund af kommunens bevarede arkivalier. Vi får bl.a. at vide, hvorledes de valgte sogneforstandere, som var noget nyt i 1841, tog sig af de lokale problemer. De har bestemt ikke fulgt det samme mønster i alle de fem kommuner, som i 1970 blev slået sammen til Sejlflod Kommune. Vi får historierne om 1800-tallets smugkroer og de lokale besværligheder under krigene 1848-50 og 1864. Vi hører om smitsomme sygdomme, og selv et alvorligt klassesammenstød bliver det til. Tidens ubarmhjertige fattigvæsen fremtræder i fuldt flor, og vi ser, hvorledes sager vedrørende vejvæsnet og et problematisk skolevæsen kan sætte sindene i kog. Problemernes størrelse behøver ikke at svare til de reelle omkostninger.

Teksterne i denne bog er en samling af alle de lokalhistoriske artikler, der blev bragt i bladet Lokalhistorie for Sejlflod Kommune, som blev udgivet i årene 1987/88. Med ganske få undtagelser står artiklerne i den oprindelige rækkefølge. I samlet flok udgør de forhåbentlig en broget buket af forskellige og til dels også så specielle historier, at de kan læses med interesse i hele den nordøstlige del af Østhimmerland, altså især den tidligere Sejlflod Kommune.

Det forjættede Land var med til at give Henrik Pontoppidan Nobelprisen i 1917. Bogen giver et fint billede af livet på landet i 1880'erne. Hovedpersonen er en ung præst, men vi kommer også indenfor hos den fattige landarbejder, den velstående bonde og den emsige købmand. Vi ser bl.a. hverdagens liv, vi er med til bryllup og begravelse, og vi får et fint billede af den kamp, der dengang udfoldede sig mellem forskellige religiøse bevægelser. Her kommer den unge idealistiske hovedperson også til at spille en betydelig rolle. Nærværende udgave af bogen holder sig strengt til udgaven fra 1918, men den er redigeret med nænsom hånd for at hjælpe nutidens læsere. Retskrivningen er moderniseret, ordstilling og tegnsætning er undertiden ændret en smule, og så er en lang række gammeldags ord erstattet af nye. Derfor kan denne bog læses af alle.

De dødes Rige var med til at give Henrik Pontoppidan Nobelprisen i 1917. Det er en stor kollektivroman, hvor de fleste hovedpersoner økonomisk set befinder sig på livets solside. Forfatteren forstår på en fin måde at lade dem mødes på forskellig vis, selv om de fleste egentlig ikke har ret meget med hinanden at gøre. Samlet set giver romanen et fantastisk kulturhistorisk billede af det danske samfund omkring 1910. Selve bogens handling er fiktion, men flere af tidens store personligheder har tjent som model for i alt fald en del af personerne. Nærværende udgave af bogen holder sig strengt til udgaven fra 1922, men den er redigeret med nænsom hånd for at hjælpe nutidens læsere. Retskrivningen er moderniseret, ordstilling og tegnsætning er undertiden ændret en smule, og så er en lang række gammeldags ord erstattet af nye. Derfor kan denne bog læses af alle.

Lykke-Per er den store samtidshistoriske roman, som giver et levende billede af Danmark for lidt over 100 år siden. Vi kommer ind under huden på både de fattige, de almindelige og de rige københavnere. Vi møder på samme måde livet i provinsen og adskillige steder i Europa. Vi befinder os i en periode, hvor de tekniske fremskridt foregår i fuldt firspring, og bogens hovedperson, den unge fremstormende Per, føler sig kaldet til at være med i dansen om guldkalven. Moralen må derfor komme i anden række. Nærværende udgave holder sig strengt til udgaven fra 1905, men retskrivningen er moderniseret, ordstillingen og tegnsætningen er undertiden ændret en smule, og en lang række gammeldags ord er erstattet af nye. Derfor kan denne bog læses af alle.

Henrik Pontoppidan giver i seks noveller et trøstesløst billede af husmandsklassens elendige sociale forhold i 1880'ernes Danmark. Druk, fattigdom og håbløshed er den daglige følgesvend. Vi hører om det fattige barn, der begraves uden større dikkedarer, og vi møder den gamle kone, som brutalt bliver kastet på fattiggården. For andre går det egentlig den rigtige vej, men så kommer den brutale død, en uønsket graviditet eller bristede håb og ødelægger det hele. Novellerne i denne samling er blevet betegnet som Pontoppidans bedste husmandshistorier.

Henrik Pontoppidan giver i fem forunderlige noveller et skarpt billede af en lang række sociale forhold i Danmark omkring 1880. Vi møder de fattige husmænd, de rige gårdejere, og præsterne som er noget for sig. Mest forunderlig er måske historien om to forskellige strandinger. De sker med mange års mellemrum, men ligheden er i grunden ganske forfærdelig. Ved den sidste stranding befinder vi os endda i det, som Pontoppidan et andet sted kalder for fremskridtets og humanitetens århundrede.

Johan Skjoldborg giver her en skarp skildring af gårdmændene, der både økonomisk og politisk er den herskende klasse ude på landet i slutningen af 1800-tallet. Ejeren af Hyldgaard er den absolutte sognekonge, der kan klare alt, og som har endnu større ambitioner på sin søns vegne. Sønnen Per, der er bogens helt, vælger imidlertid at leve sit liv efter et helt andet mønster, da hans succeskriterier ikke svarer til forældrenes. Han lader sig gerne glide et par trin ned ad den sociale rangstige for at blive gift med den simple proletardatter, der er hans store kærlighed. Han foretrækker at være sammen med sine dyr og børn og have tid til at glædes over naturen fremfor at påtage sig offentlige hverv. Han vælger heller ikke venner efter social anseelse. I følge Skjoldborg hører han til de nye mænd, som et ordentligt samfund har brug for.

Johan Skjoldborg, husmændenes forfatter, fik sin debut med novellesamlingen I skyggen i 1893. Han siger selv, at han henter sine emner fra livets skyggeside, altså fra de laveste sociale lag, hvor han har sine egne rødder. Det er disse mennesker han kender, og de har hans sympati. I novellerne møder vi en række hovedpersoner, som alle har en drøm. De har en sag at kæmpe for, men hvor er det svært at nå frem til målet. Hvor er det svært at gøre drømmen til et eventyr! Kan den grimme tudse virkelig blive en smuk prins? Hovedpersonerne mangler uddannelse og viden, og de mangler kapital. Det sidste skyldes ikke mindst, at der hele tiden bliver flere munde at mætte, da der almindeligvis kommer dumpende endnu et barn hvert eneste år. Men sådan er livet jo! Johan Skjoldborg fik stor succes med sin lille bog. Husmændene havde fået deres egen forfatter.

Henrik Pontoppidan er en af de få danskere, der har fået Nobelprisen, og hans lille roman "Isbjørnen", der er fuld af humor, er noget af det mest finurlige, der nogensinde er skrevet på dansk. Hovedpersonen er Thorkild Müller, i sin barndom og ungdom den fødte taber, som mod sin egen vilje bestod den teologiske uddannelse uden at have læst overhovedet. Så blev han præst på Grønland og en sand vinder. Han rejste senere til Danmark, blev landsbypræst og ... Det er en fantastisk historie, der fremrulles i "Isbjørnen", og så viser det sig, at den rent faktisk har en historisk kerne. Pontoppidan har nemlig selv fortalt, at modellen til Thorkild Müller var en af faderens gamle studenterkammerater, som under et besøg havde fortalt om sine grønlandske oplevelser. Senere forskning har godtgjort, at det var Morten Fabricius Dan Hammer, som var præst i Kongerslev 1857-74. Det skal understreges, at Henrik Pontoppidan ikke selv har mødt sin hovedperson, og at hans formål var at skrive en god fortælling og ikke en historisk korrekt beretning.

"Gyldholm" udkom første gang i 1902, og det er faktisk en ganske forfærdelig bog. Forfærdelig, fordi Johan Skjoldborg her maler et billede af de frygtelige vilkår, som en herregårds tyende og husmandsfolk levede under omkring år 1900. Samtidig ser vi den velstand, der er overklassens liv. Hvad er så vilkårene for de fattige husmænd? Det er slid, slid og slid. Det er at leve i hjem uden hygge, det er at måtte gå i tøj, som egentlig kun er lappede klude, og det er mangel på ordentlige dyner og sengeklæder. Jamen er det så mærkeligt, at snapseflasken blev deres følgesvend.

"Per Holt" var en af hovedpersonerne i romanen "Gyldholm", hvor han endte med at blive jaget bort af godsejeren, da han aktivt kæmpede for bedre arbejdsvilkår. I denne roman følger vi hans fortsatte liv, hvor han bliver ved med at kæmpe for at forbedre arbejdernes livsforhold. Processen er dog både lang og hård, og vi skal da også helt frem til næste generation, før de kastede frø begynder at blomstre. I romanen "Per Holt" følger vi den jordløse daglejers bestandige kamp for at skaffe føden. I romanen "Gyldholm" var det de herregårdsansatte husmænd, og i "En stridsmand" de små selvstændige, som næsten kunne leve af deres egen jordlod. I forening giver Skjoldborg med disse tre romaner et samlet overblik over den danske husmandsklasses livsforhold omkring år 1900.

"Vadmelsfolk" består af 16 noveller. De fleste af dem var med i den første udgave, der udkom i 1900, medens resten blev skrevet i de følgende år. Jeppe Aakjær betegner selv ved bogens fremkomst de sæder og skikke, vi møder i novellerne, som stadig eksisterende. Grisen, der slagtes til jul, ligger vel endda ikke så langt fra vor egen tid. Egentlig kan vi vel også sagtens forstå det lidt vovelige i at anskaffe sig en olielampe i 1880 erne. Men kan det virkelig passe, at der var en i Grundtvigs samtid, som ikke kendte denne mands erhverv. Ville det ikke svare til, at nogle i dag kunne være i tvivl om Michael Laudrups beskæftigelse? Jo, men dengang havde folk ikke fjernsyn og kunne holde forskellige blade. Derfor var der ikke så mange kopier, men mange flere originaler, og derfor skal Aakjær såmænd nok have ret i sine anførte betragtninger.

"Vredens børn", der udkom i 1904, bliver almindeligvis betegnet som Jeppe Aakjærs bedste roman. Hovedpersonen er fattighusdrengen Per, der bliver sendt ud at tjene allerede som 11-årig. Hans nye husbond kan ikke få nok ud af drengen, der helst skal slide som en voksen. Maden er god, men ellers er der ikke meget ved den plads. Lønnen er mere end ussel, arbejdsdagen begynder kl. 4 og fortsætter til sent om aftenen, og sengen må han dele med en karl ude i karlekammeret, der ligger i hestestalden. Her bliver han for øvrigt smittet med fnat. Vi følger Per i nogle år, indtil han som voksen træffer en temmelig drastisk beslutning. Romanen skabte ved sin fremkomst en enorm debat og flere hundrede avisartikler. Et af resultaterne blev endda, at rigsdagen nedsatte en tyendekommission, der skulle se på den gamle og forældede tyendelov fra 1854.

Jeppe Aakjær kendte og elskede den Jyske Hede. I et digt kalder han den for sin barndoms eventyr. Men det var et eventyr, som var i stærk tilbagegang allerede ved bogens første udgivelse i 1915. Aakjær havde selv oplevet, hvordan store dele af den var blevet opdyrket eller tilplantet. Bogen giver nogle pragtfulde skildringer af de forsvundne naturværdier, men også den forsvundne historie bliver rullet frem for vort blik. Således starter den med en flot beskrivelse af, hvorledes Viborg blev påvirket af bønderne fra de omliggende hedesogne. Vi hører om den enorme kalkbrydning i Daugbjerg, og vi hører om diverse tatere og andre specielle eksistenser, som ikke alle er kendt for det gode. Det gælder bl.a. Bittefanden, som i 1844 blev idømt livsvarigt slavearbejde. Endelig kommer Aakjær selvfølgelig også ind på selve hedens opdyrkning, hvor historien går tilbage til 1700-tallets begyndelse.

"Bondens søn", der udkom i 1899, er Jeppe Aakjærs første roman, og der er slet ingen tvivl om, at det på mange måder er en selvbiografisk skildring. Jens, der er bogens hovedperson, har således utallige lighedspunkter med forfatteren. På samme måde er det med forældrene og den gamle bedstefar. Sidstnævnte, der bestemt ikke er en sympatisk mand, får i øvrigt en særdeles fyldig omtale. Bogen er også et opgør med Indre Mission, hvor en usympatisk missionær forsøger at lægge sin klamme hånd på det lille samfund. For jens bliver de religiøse overvejelser endda så alvorlige, at han må have hjælp til at vriste sig løs. Senere er Jens på vej til også at bryde ud af sit sociale miljø, da han forelsker sig i en overklassepige, men ...

Jeppe Aakjær skrev romanen "Arbejdets glæde" i 1914. Hovedpersonen er drengen Visti, der vokser op hos sin far, enkemanden Niels Peter. Visti kaster sig gerne ud i vovelige foretagender, medens faderen, der har en lille gård, hører til den forsigtige type, og så forhindrer dårlig økonomi ham i øvrigt også i at lave selv det mindste krumspring. Som ung kommer Visti til at tjene hos en velhavende storbonde, der styrer både gården og sognet med hård hånd. Egentlig er han vel et godt menneske, men forstår ikke tiden og ødelægger derfor meget for sig selv. Visti, der forsøger at følge med i tidens fremskridt, bliver gift med datteren og overtager også gården samt det meste af svigerfaderens formue. Nu bliver der lavet de forandringer, som samfundsagitatoren Jeppe Aakjær så som tidens løsninger.

"Drengeår og knøsekår" er en fortsættelse af de erindringer, som Jeppe Aakjær begyndte i bogen "Fra min bitte-tid". Den begynder i 1879, da han kun havde et års tid tilbage i skolen og slutter med et højskoleophold på Askov i 1887, som bestemt ikke får en rosende omtale. Blandt bogens hovedpunkter er et ophold på Blaagaard Seminarium 1884-86, hvor han tog en præliminæreksamen, som kostede faderen 1500 kr. Beretningen indeholder mange gode detaljer om datidens københavnerliv, for Aakjær var en interesseret ung mand, der opsøgte begivenhederne. I den forbindelse er der f.eks. fine beskrivelser af Georg Brandes, og hvis vi går i en hel anden retning, får han selv et gevaldigt nakkedrag under en politisk demonstration i 1885. Endnu fyldigere er dog omtalen af Estrups forsøg på at knægte ytringsfriheden ved at fængsle politiske modstandere. Her blev Aakjær således varetægtsfængslet 17 dage under kummerlige forhold i Viborg i 1887, anklaget for at have afholdt et revolutionært foredrag. Og så var forklaringen endda, at foredraget kun havde omhandlet Den franske Revolution i 1789.