Bøger af Tor Ulven

Afløsning (1993) er en trist og morsom roman om forgængelighed og ensomme mænd, som forestiller sig “det liv, der kunne have været, og det liv, der var, men var så lidt, at det næsten ikke var”, som Mikkel Thykier skriver i sit efterord.I alt er der femten forløb i romanen. En gammel, sengeliggende mand; en dreng, der tænker på sin operation; en lidt ældre dreng, der er gået hjemmefra; en nattevagt, som går sin runde og væmmes over sin egen stemme (“en grufuld stemme, et uudholdeligt, skærende hvin, en sav, et nedstrygerblad, som snitter gennem bevidstheden på den, der lytter”), mens han længes efter kvinden, han elsker; en ung mand, der vågner med tømmermænd, vækker sig selv med en øl og ringer til en kvinde, der afviser ham; en aldrende motionist, hvis foragt for ikkemotionerende svæklinge (“hvis nogen bare havde rystet dem vågne, knækket deres cigaretter, hældt sprutten ud, smidt den rådne mad ud, jaget dem ud i skoven, til motion, motion og atter motion, og råkost”) modsvares af kærligheden til en afdød hund. Sådan afløser de hinanden, alle disse mænd af forskellig alder, fyldt med tab og savn og spildt liv.Bogen er den indflydelsesrige norske forfatter Tor Ulvens eneste roman, men det er langtfra en traditionel roman med ét handlingsforløb. Det er en fragmenteret roman, hvor det ene forløb næsten umærkeligt afløses af det næste, og trøstesløse tankebaner glider over i eksakt beskrevne synsindtryk og tilbage i trøstesløse tankebaner. Sammen formes de tilbagevendende temaer til en mangestemmig fuga, hvor den ydre virkelighed og det indre liv spiller sammen, og de enkelte skæbner bliver til variationer over længsel og angst, tristesse og tab, men også med en beckettsk humor i den menneskelige tragikomedie.Afløsning er den første bog af Tor Ulven, der er oversat til dansk, siden Christina Hesselholdts oversættelse af Gravgaver betog anmelderne i 2002.Tor Ulven (1953-1995), norsk forfatter, ­essayist og oversætter. Den unge Tor Ulven arbejdede på byggepladser, bl.a. som kranfører, og deltog ved ­World Surrealist Exhibition i 1976. Senere forlod han surrealismen til fordel for en »for­dybelsens æstetik«, der nøje registrerer alt fra hver­dags­fænomener til hændelser i geologisk tid. Hans tilbagetrukne livsførelse – i perioder forlod han ikke barndomshjemmet, hvor han boede indtil sin død – forhindrede ham ikke i at blive en helt central figur i nyere norsk litteratur. Tor Ulven tog sit eget liv i en alder af 41 år.

Tor Ulven (1953-1995) regnes for en af de vigtigste forfattere i Norge i 80erne og 90erne og er nærmest blevet en myte og kultforfatter i Norge, ligesom Michael Strunge herhjemme. Der er sagt om ham at han var en fornyer af norsk litteratur og sprog. I løbet af sit korte liv udgav han fem digtsamlinger og seks prosabøger. Han var desuden en af de bedste essayister i sin generation og en fremragende oversætter af franske forfattere som René Char, Samuel Beckett og Claude Simon. Trods denne position fik Tor Ulven aldrig nogen bred læserkreds, men forblev en forfatternes og kritikernes forfatter. Måske skyldtes det at han altid holdt sig udenfor den litterære offentligheds rampelys. Han holdt aldrig foredrag, deltog ikke i debatter og modtog litterære priser in absentia. Han gav kun ét interview i sit liv, hvor han citerer Ibsens ord at mit kald ej er at tale, kun at skrive. "Jeg er af principielle grunde interesseret i at skrive uhøflige bøger. Bøger som skaber uro, måske plager læseren. Jeg må insistere på det ubehagelige ved eksistensen i det jeg skriver. Der er allerede nok morfin i omløb." Gravgaver. Fragmentarium, Ulvens første prosabog, regnes for hans hovedværk og vakte betydelig opmærksomhed da den udkom i 1988. Det er en gravalvorlig tekst, men gennemsyret af en galgenhumor der gør bogen til en danse macabre, en allegorisk fortælling om døden som uden skånsel fører alt menneskeligt i graven. Bogen handler om de "gaver" døden har efterladt os, som løsrevne fragmenter og bidder efter en katastrofe. Bogens sidste sætning er: "Den eksakte dato for katastrofen er kendt." Ulvens projekt er - nærmest som en litterær arkæolog - at afdække den fortid vi bogstaveligt talt træder på, og den fortid vi bærer med os. Ligesom man kan sige at nuet nærmest opfattes som en fiktion, for det som sker er i næste øjeblik fortid. Musikken f.eks. forsvinder idet den spilles og optagelsen du hører er musikkens "gravgave" eller "genfærd". Hans litterære kirurgi er således nært knyttet til bevidstheden om alle døde og levende ting og væsners forgængelighed, deres udslettelse og undergang. Undertitlen Fragmentarium spiller på at livet kun kan gribes i sine fragmenter. Ligesom musikken løber også livet ud i ingenting, og med en omskrivning af Heraklits metafor siger Ulven: "Du stiger ikke ned i den samme kloak to gange." Intet er identisk med noget andet, livet gentager sig aldrig, men alligevel går det paradoksalt nok i ring. Den kronologiske tidsopfattelse er brudt sammen og det fortællende subjekt er opløst. Forfatteren bliver "et videokamera af ord", men Ulven nøjes ikke med at beskrive tingenes overflade. Han trænger ind i dem, ind til det der bliver tilbage når alt det ydre er forvitret. Uddrag fra anmeldelser:6 stjerner (af seks mulige)"Den afdøde norske kultforfatter Tor Ulven er med 'Gravgaver' for første gang aktuel på dansk, og det med en bog, der i tankekraft og sproglig intensitet rager langt op over gennenmsnittet. Bogen beskriver i smuk prosa livets og erindringens flyktighed." Peer S. Høgsbro, URBAN "Ingenting hænger sammen. Men alt kan sammenlignes. Så alligevel: Der ligger gemt en kunstens protest mod livet i alle disse simulationer, en insisteren på tekstens virkelighed, der afmægtigt peger på sig selv. Patetisk er det i al nøgternhed. Og i stor skønhed." Torben Brostrøm, Information "Dens tekster er poetiske, keramisk hårde og klingende, ind i mellem af stor skønhed. Øjeblikket fastholdt i blivende form som muslingens perle. "Gravgaver" er smal litteratur; men for den der vil give af sin knapt afmålte tid, venter en stor oplevelse, der holder længere end dyrehavstiden ud." Henrik Schovsbo, Fyens Stiftstidende"Det er en meget dristig, meget modig og også stædig bog. Den er særdeles neurotisk, men også dybfølt og har denne selvberoende selvstændighed, som kun

Et sted i Sten og spejl lyder det: ”Hvis den virkelige sorg var lige så smuk og ophøjet som kunstens, som et storslået rekviem, og vi ikke følte mere smerte end tonerne, som flyder ud af instrumenterne, så ville vi leve et liv i sorg og svir. Og ikke fornemme stanken af muggent cirkus og rådnende zoologiske haver inde i os.” Passagen er typisk for Ulvens forfatterskab: på den ene side en søgen efter skønhed, på den anden side en sorg over, at virkeligheden ikke kan leve op til kunsten, en markant dødsbevidsthed, en stedvis næsten munter galgenhumor.Sten og spejl er den sidste bog, den norske forfatter Tor Ulven nåede at færdiggøre før sin død. Den regnes for et hovedværk i et forfatterskab, der står som et af de væsentligste norske i nyere tid.Bogens undertitel – mixtum compositum – er også en genrebetegnelse: en kollage af tekster af højst forskellig karakter, som spænder fra aforismer, minimalistiske skuespil og digte over beskrivelser og observationer til korte fortællinger og erindringsglimt, alle med en billedlig eller scenisk karakter.Hver tekst er nummereret og præsenteres med en titel, som angiver en kunstgenre uden for litteraturen, fx ”Udstilling”, ”Koncert”, ”Forestilling”, ”Mellemspil”, og med kuriøse undertitler som ”skyggeteater”, ”readymade”, ”stilleben”, ”nyhedsfoto”, ”opera: duet” m.m. Dette greb får bogen til både at virke som et forsøg på at sprænge eller udvide litteraturens rammer og som en parodi på kunstens forsøg på at begribe en virkelighed, som aldrig lader sig helt begribe. Nogle af teksterne i bogen nærmer sig det absurde, andre er morbide eller desorienterede, atter andre morsomme, rørende, mystiske, men alle er karakteriseret af Ulvens evne til at beskrive forfald med størst mulig præcision, detaljerigdom og skønhed.Sten og spejl er den anden bog på Sidste Århundrede efter romanen Afløsning (2020), som fik strålende anmeldelser, da den udkom.

Replacement, Ulven s only novel, is a miniature symphony, uniting the perspectives of fifteen unrelated characters into what seems a single narrative voice, dramatizing the tension between concrete realities and our interior lives.

Tor Ulven is one of the most renowned Norwegian authors of the twentieth century, beginning his career writing poetry and ending it with unclassifiable explorations of the possibilities of prose, reminiscent of writers such as Ingeborg Bachmann and Peter Handke. Replacement, his only novel, published two years before Ulven's suicide, is a miniature symphony, wherein the perspectives of unrelated characters are united into what seems a single narrative voice: each personality, directing the book in turn; each replacing its predecessor and forming another link in a chain leading nowhere. These people reminisce, reflect, observe, and talk to themselves; each stuck in their respective traps, each dreaming of escape. A masterpiece of compression and confession, Replacement dramatizes the tension between the concrete realities we think we cannot alter, and our interior lives, where we feel anything might still be possible.