Bøger udgivet af Arne Herløv Petersen

Viggo Stuckenbergs digte om det umulige kærlighedsforhold mellem ham og hustruen, Ingeborg Stuckenberg, er nogle af de smukkeste kærlighedsdigte, der er skrevet på dansk. Særlig kendt er det fjerde digt:Nu brister i alle de Kløfter,som fured og sprængte mit Sind,Alverdens fagreste Blomsterfor Sommerens sagte Vind.Thi to, som elsker hinanden,kan volde hinanden mer' ondtend alle de argeste Fjender,som hævner sig Jorden rundt;og to, som elsker hinanden,kan læge de ondeste Saarblot ved at se paa hinandenog glatte hinandens Haar.

"Sidste Digte", der udkom efter Stuckenbergs død, indeholder nogle af hans smukkeste digte, som "Morgen på hospitalet", som han skrev en måned før sin død:Himlen er saa høj derudemed smaa gyldne Skyer mærket,jeg kan se en Poppel ludeblæstspændt over Plankeværket.Hospitalets Standerlygtedirrer under Blæstens Tuden,og de visne Blade flygteog slaa raslende mod Ruden.Der finde sødme i Stuckenbergs digte, men også klarhed og hårdhed. Dansk Litteraturs Historie taler om "den metalliske skarphed i Stuckenbergs karakter, der skærer sig igennem hans poesis bløde længsel, melankoli og natlige ensomhedsfølelse."

"Vejbred" er en samling ironiske og underfundige eventyr, der fortæller om den virkelige verden, hvor det ikke går sådan som i de gamle sagn. Det er meget muligt, at den pukkelryggede dreng kan dræbe dragen og vinde prinsessen, men prinsessen svigter ham alligevel til fordel for en, der ikke er pukkelrygget.

Romanen omhandler Morten og Johanne, deres ungdomsforelskelse og den første tid i ægteskabet. I begyndelsen giver de sig hen til hinanden og er næsten drømmeagtigt lykkelige, men lykken smuldrer gradvist for dem. Johanne begynder at væmmes ved det tomme hjem, hun bliver usikker over for Morten, hans arbejde og hans venner, og Morten forstår ikke hendes ulykke. Hun føler sig overset og indelukket, de prøver at tage på landet en tid med Johannes søster Jutta, men det hjælper ikke.Tvivlen og den brudte tillid kommer imellem Morten og Johanne, når de forsøger at få ægteskabet til at hænge sammen. De forelsker sig begge i andre, først Johanne og siden Morten i søsteren Jutta. Mortens forførelse af Jutta er underligt forkrampet, fordi det svigt og den hårdhed, han oplever fra Johanne, hele tiden er en del af deres samtale. Morten føler sig snydt for kærlighed og vil elskes af Jutta, han vil hævne sig, måske også såre Johanne bevidst.I slutscenen sidder Johanne og Morten sammen til Juttas bryllup, som Morten ellers er blevet forment adgang til. Stemningen er anspændt, der er ingen konfrontation, udveksling eller forløsning, men parterne forbliver i hinandens selskab i kirken og bliver ved med, ved deres blotte tilstedeværelse i hinandens liv, at stå i vejen og skygge for hinanden. Teksten er rig på sansninger, detaljer og beskrivelser, både af selskaber, af de unge menneskers spøgefulde leg med hinanden før de bliver gift, af deres tøj, af lyset, men også af de følelser, som Johanne og Morten gennemspiller i deres forhold til hinanden. Der optræder forskellige typer af tekst i romanen, eksempelvis udskrevet dialog og komprimerede handlingsforløb. Oftest har teksten Johannes synsvinkel, somme tider Mortens og andre gange antager fortællerstemmen en mere observerende ydre karakter. Endvidere bryder teksten i enkelte kapitler med sin tredjepersonsfortælling og lader et Johanne-jeg komme til orde; her er skriften særligt lyrisk og billedrige. Denne fremstilling varierer udtrykket og bidrager til, at relationen mellem Morten og Johanne nuanceres og ses fra mange forskellige vinkler. ***Ingeborg og Viggo Stuckenberg skrev romanen "Fagre ord" i fællesskab. Litteraturhistoriske undersøgelser viser, at det var Ingeborg Stuckenberg, der stod for omkring to tredjedele af bogen, men alligevel udkom den under Viggo Stuckenbergs navn. Den blev rost af anmelderne, og ironisk nok blev den kaldt den mest mandige af Viggo Stuckenbergs bøger.

Den lille brevroman "Gylden Ungdom" skildrer et forelsket par, der trodser tidens normer og ser stort på en graviditet i utide - for de flytter bare sammen uden at tage sig af, hvad folk mener. Brevromanen bygger angivelig på Viggo og Ingeborg Stuckenbergs korrespondance i forlovelsestiden.

Som lyriker debuterer Stuckenberg i 1886 med Digte, hvor de nyromantiske toner mødes med radikalismens gudsfornægtelse. Bogen indeholder en suite politiske digte vendt mod Estrups provisorier, og Christiansborgs brand ses, ikke under Herman Bangs impressionistiske optik, men som en national apokalypse. Stuckenberg hylder i stedet den enkelte, der skal rejse sig ved egen hjælp. Gud skal ikke anråbes i himlen, men i selvet: „du har Gud i dit Kød, du har Gud i dit Blod,/ i din Arm, i din Røst, i dit knejsende Mod“, hedder det med besværgende vitalisme i „Resultater“, skrevet til Studentersamfundet, hvor også efteråret og vinterens „ægte, kolde Død“ skal styrke digter-jegets trods:Jeg har ej Brug for disse Tankeguderi Lampeos og filosofisk Skrud! –den friske Sne mig Livets Pragt bebuder,og Livet og dets Pulsslag er min Gud!(Dansk Litteraturs Historie)

"Proletardrengens læreår", der udkom i 1911, giver et levende og rystende billede af forholdene i Københavns værste slumkvarter, Adelgade-Borgergade-kvarteret, i tiden før første verdenskrig. Børn voksede op mellem ludere og lommetyve, og druk og vold var dagligdag for mange. Forfatternavnet C. Staun er et pseudonym.

Edvard Søderbergs "Hypatia - Det nye samfund i Regnegade" fra 1905 er en satirisk og ganske festlig skildring af en lille gruppe mænds besværlige forsøg på at oprette et anarko-kommunistisk kollektiv i Store Regnegade. Bortset fra at kollektivisterne går med knækflip og lorgnetter, siger De til hinanden, taler boglærd og omstændeligt og ryger cigarer, kunne en stor del af kontroverserne - såsom hvem der tager først af sardindåsen eller bruger for meget smør på brødet - såmænd godt være hentet fra et kollektiv halvfjerds år senere.

Christian Wilster er i dag mest kendt for sine oversættelser af Iliaden pg Odysseen, men han var også selv en habil digter.Hans vers om bondeknøsen Hans, der havde været udenlands, var kendt af de fleste, ligesom hans vers om forholdene før Holberg:Hver Mand, som med Kløgt gik i Lærdom til Bund, Latin paa Papiret kun malte. Med Fruerne Fransk, og Tysk med sin Hund, Og Dansk med sin Tjener han talte. ***Men der er også andre af hans digte, der kan fortjente at blive læst - stemningsfulde natur- og kærlighedsdigte og ikke mindst det oprørske digt om manden, der blev fredløs, fordi han af sult havde stjålet et lam: "Den undvegne"

Flugten til Amerika, digt af Christian Winther, første gang trykt i Nogle Digte (1835). Digtet er som selvstændig udgivelse (1900)... blevet en af den danske børnelitteraturs klassikere.Det handler om Peter, som i vrede vil flygte til Amerika, hvor der vokser "Konfektrosiner og Mandler" på træerne, og hvor det "regner med Limonade". Det ender dog med, at moderen kalder ham og hans lillebror ind fra gaden, og Peter drukner sin sorg "paa Bunden af Sagosuppen".

I "Fra min Bitte-tid" fortæller Jeppe Aakjær om sine første år, om at være hyrdedreng og blive sendt ud at tjene, om skolen og om at læse. Jeppe Aakjær fortæller også om sin slægt og sin egn, så vi får en hel kulturhistorisk beskrivelse af livet på landet i det nittende århundrede.

Efter at Ditleff von Zeppelin var død som 28-årig af en uhelbredelig tyktarmslidelse, udgav hans venner Otto Gelsted og Johannes V. Jensen hans efterladte tekster. Der er smukke naturskildringer, der kan minde om Knud Poulsens og Knud Sønderbys essays. Og der er smertefulde overvejelser fra den sidste sygdomstid, der svarer til de tilsvarende tanker, man finder hos Marinus Schneider og Jakob Hansen. Og der er forelskede skildringer af Zeppelins andet fædreland, Frankrig, der på smukkeste vis modsiger angrebet på Frankrig og franskmændene i debutbogen "Franskmanden". Samtidig med at Zeppelin giver udtryk for sin dybe kærlighed til sin hustru og deres barn. Det er tekster, der fortæller os, hvor meget dansk litteratur mistede ved Zeppelins tidlige død.

I Slægten centreres historien om den fede, dumpt brutale og moderbundne baron Helmuth von Leunbach, der overtager det fædrene gods, vanrøgtet gennem et par generationer. Hans mor, enkebaronessen, må forlade godset og flytte på aftægt, da han gifter sig med den forfinede, fraskilte Alvilda Raskowitz, der desperat søger efter forsørgelse for sig selv og datteren Karen. En mesalliance, der udvikler sig til et faretruende trekantsdrama, da Alvilda indleder en affære med sin fætter, den dekadente grev Scheele, hvis åndfulde væsen afspejler sig helt ud i hans navn. Romanens dramatiske højdepunkt indtræffer ved høstfesten, hvor baronen ude af sig selv af jalousi og raseri brænder de to elskende inde. Bagefter nages han af skyld og anger og er ved at gå til bekendelse for at „lide sin Straf“, da hans magtfulde mor igen tager over på godset og sætter ham på plads. I nietzscheanske stanzer afsværger hun hans „Plebejermoral, Bondemoral, Malkepigemoral“ til fordel for en aristokratisk radikalisme og herremoral, der „laa uden for Loven“. Wieds roman skriver sig op imod Karl Gjellerups samtidige på en gang dekadent farvede og moralsk opbyggelige jalousiroman Møllen (1896), hvor mølleren udleverer sig selv til straf efter at have taget livet af sin elskede og hendes elsker. I Slægten er der ingen nåde hos „den gamle Naade“, baronens magtfulde mor, der tager sin dranker og mordbrænder af en søn i skole og i favn og fælder dommen: „Skidt Slægt! mumlede hun. – Raadden Slægt! Ingen Rygrad! Levet for længe!“(Dansk Litteraturs Historie)

"Ranke viljer" er en dramatisering af Wieds erindringsroman "Ungdomshistorier" - en selvironisk beretning om forfatteren, der med åben pande vandrer i tugthuset for at have overtrådt datidens skrappe censurregler, men som ikke kan holde styr på sit familieliv.

Valravn er rendyrket symbolisme. To eksistentielle fabler om maskuline drømme, hvor sjælene glider hinanden i møde som „dalende Snefnug, formet i den Luft, som er uden Grænser“. Dens episke struktur er sindsudvidende, konsekvent symbolistisk i sit formsprog og tidstypisk i sin udspaltning af jeget som en dobbeltbevidsthed: „Jeg er som to Personer“. Det dialogiske, som kan iagttages flere steder i forfatterskabet, bliver her omsat i et spil mellem to sider af det samme maskuline jeg: den stærke lykkesøgende og den svage vigende. Og i begge fortællinger opløses jeget i smerte, intethed og vanvid og går til grunde i jagten på den kvinde, der skal indfri lykkedrømmen.(Dansk Litteraturs Historie)

"Sol" er en lille roman om kunstneren Hans Haven, der må ernære sig som vognlakerer. Han drømmer om at folde sig frit ud og afviser kærligheden og den elskede for at nå friheden:"Saa laa hun paa sine Knæ foran ham og hagede sine Hænder i hans Frakkes Flige.- Bliv! hviskede hun.Men med sin Fod skød han hende fra sig.- Du Kærlighedens Hund! sagde han og rev sig med et Ryk fri og gik.Hun rejste sig langsomt, stod og saa ned over Gaden, hvor han gik. Saa spyttede hun efter ham og slog i det samme sine Hænder for sit Ansigt og stod og rokkede og rokkede med Hovedet."**Henrik Pontoppidan skrev i et brev til Stuckenberg 4.2. 1897: "Bogen er et Kunstværk, gennemført, stilfuld, ejendommelig".

Ditleff von Zeppelins debutbog, "Franskmanden", der udkom, da han var 25, er et rasende angreb på ikke bare fransk kultur og franske sædvaner, men selv på det franske sprog og franskmændenes udseende. Det er på mange måder en umoden bog, fordomsfuld og racistisk, og det er ikke ved siden af, når forfatteren i et forord kalder den en "ungdomssynd" og sammenligner med Hamsuns "Fra det moderne Amerikas åndsliv". Men samtidig er bogen godt skrevet, og den giver et spændende indblik i fransk dagligliv i årene før første verdenskrig. Ditleff von Zeppelin havde fransk som sit andet modersmål, og selv når han raser, kan man mærke, at han også elsker Frankrig - han er fanget ind af et had/kærlighedsforhold, der gør ham ubehersket, men han kan trods alle forsøg ikke løbe fra sin nære tilknytning til det franske civilisation.

Ambrosius Stub, maj 1705-15.7.1758, dansk forfatter med en sikker sans for sin tids forskellige lyriske genrer, visen, som kaldtes aria, drikkevisen, den gudelige sang, det moralske læredigt — men også med en iagttagelsesevne, der, især gennem den forkortede udgave af hans berømteste digt, "Den kiedsom Vinter gik sin Gang" (først udgivet 1771), har skaffet ham ry som en fin naturdigter. Ambrosius Stubs hovedgenre var det korte lejlighedsdigt.Den fattige husmandssøn kom fra Fyn til Københavns Universitet, hvor han blev hængende i ti år, hvorefter han uden eksamen måtte hutle sig igennem med småjobs og underholdning på de fynske herregårde, der ikke gav ham indtægter nok til at forsørge sin kone og deres efterhånden fem børn.Tre af dem døde, konen også kun 31 år gammel, og enkemanden endte sine dage, fattig som han begyndte, som skoleholder i Ribe.Af Ambrosius Stubs digte kendes 119, der på nær enkelte først blev trykt efter, at han var død, og hans tyngede og letsindige liv blevet en myte. Med digte som "Du deylig Rosen-Knop!" og "Hvad vindes ved Verdens vidtløftige Hav?" (begge først udgivet 1771) kunne han gøre selv tung moraliseren let.(Store Danske Encyklopædi)

Som lyriker er Stuckenberg uegal, men rammer med pludselig klarhed tonen i enkelte digte, der rummer linjer for evigheden. Mest helstøbt er digtkredsen Flyvende Sommer (1898), der indskriver en forelskelseshistories anslag, fuldbyrdelse og afsked i årstidernes rytme fra vinter til vinter. I denne samling er Stuckenberg gået fra det politiske rum ind i kærlighedens, genspejlet i den årlige naturs omskiftelser i en typisk lidenskabelig bevægelse, der fryses midt i vinterens hjerte. De enkelte digte beskriver et symbolsk forløb fra naturens ydre fænomener til sjælens indre. I „Fuldmaane“ sammenlignes den elskedes hår med en grenarabesk i månelyset, der fanger manden og hans tanker ind:som et Kvindehaar,der, mens Frosten synger,hvor jeg gaar,om min Fod sig slynger,fletter sig saa tæt,hvor mit Blik jeg sænker,slaar sit Netdulgt om, hvad jeg tænker.Det glidende i den strofiske opbygning modsvares af det dobbelttydige og dæmoniske i processen, hvor kvinden – som i Johannes Jørgensens roman Livets Træ – spinder manden ind med sit hår og suger kraften ud af ham i en typisk fin de siècle-attitude. Således fanget ind af begæret synker den elskede i „Aftensol“ ind i hans sjæl. Men efter begærets hede sommer ender hun med at blive et billede i hans sjæl. For han bærer den hvide, kolde sne i sit hjerte, og da vinteren igen bekræfter hans sande væsen, ender han bitter resigneret med at opgive hende – og lykken. Måneskinsnatten lukker sin hvide blomst omkring den ensomme skikkelse i „Vinternat“:Tyst om mit Liv den lukkersit stjærneduggede Bægers Mund,fjernt derude sig vuggermin Sjæl ved dens Sølvkalks Bund.Så Johannes Jørgensen dekadent sit unge livs forlis igennem et grønt rømerglas' bund, ser Stuckenberg det på bunden af en sølvkalk. Han har tømt lidelsens bæger uden at finde hverken Gud eller sin egen forløsning i kærligheden.(Dansk Litteraturs Historie)

En intrikat balance mellem rå kraft og et „underbillede“ af ømhed præger Viggo Stuckenbergs episke forfatterskab.Det tager udgangspunkt i 1880'ernes radikalisme og realisme med romanen I Gennembrud (1888) der rummer tidstypiske opgør med Estrups politik, kristendommen og seksualmoralen med et ungt studenterliv i centrum: diskussioner, forfatningskamp og deklamationer i Studentersamfundet og beruset revolutionsromantik på Damhuskroen. I debutromanen "I gennembrud" udfoldes motivet med en indlevet og drømmende hengivelse til det moderne Københavns virvar af liv, der på ejendommelig måde lindrer hovedpersonen Jørgens angst, når han giver sig hen til det, forsvinder i mængden og bliver et med vogntummelens åndedræt.(Dansk Litteraturs Historie)

Arne Herløv Petersens samlede indlæg på Facebook i 2015 fylder omkring tusinde bogsider og udgør både en samling korte essays om især politik og litteratur, men også en del andre emner, og dels en gennemgang af årets store og små begivenheder.

"Årsens tid" udkom i 1905, samme år som Stuckenberg døde. Samlingen består af tolv digte - et for hver måned. Digtene er henlagt til en middelalderlig folkeviseverden.

"Vildsomme Veje" (1890) er Vilhelmine Zahles eneste bogudgivelse.Dr. phil. Pil Dahlerup skriver om denne bog: ""Vildsomme Veje" er en lidt triviel titel, men der venter læseren en overraskelse, både tematisk og litterært. Bogen består af to noveller... og den første og længste af dem handler om lesbisk kærlighed.. Den er indfølende og distanceret fortalt".Edvard Brandes skrev i en anmeldelse: "Bogen fortjener langt større Opmærksomhed, end der normalt tildeles Damenoveller, den litterære Bestræbelse er meget alvorlig og Æmnet ingenlunde trivielt".

De bærende temaer i Gustav Wieds forfatterskab er ikke det sjælfuldt lyriske og åndfuldt spejlende eller vitalt livsforvandlende, der kendetegner en stor del af epokens litteratur. Han viderefører i stedet den naturalistiske litteraturs skildring af arv og miljø, drevet ind i en forfaldskurve med et overfølsomt blik på degeneration og driftsdeterminisme. Forfatterskabets fokus på de kødelige lyster og kroppens krav drives ud i det absurde og forlener denne alt for sene naturalistiske blomstring med en yderliggående dekadence, en grotesk og misogyn vrængen på eksistensens vegne. I et ødelæggende amokløb over 25 år brænder det store forfatterskab igennem alle illusioner.(Dansk litteraturs historie)

Edvard Søderbergs "En Ægtemands Dagbog" fra 1897 er en forpint, hjerteskærende og stærkt oprevet og medrivende beretning om utroskab og tab, om svigt og om at blive forsmået, om at elske til døden og forvolde døden.

Ditleff v, Zeppelins "Elskov" fra 1912 er en smuk skildring af meget ung kærlighed, komplet med bortførelse. I tonen kan den minde lidt om Hamsuns Victoria. Den er lyrisk, stemningsfuld og en gave til alle, der er forelskede eller husker, hvordan den første forelskelse var.Bogen bygger på von Zeppelins eget liv. Han var søn af en kammerjunker, men forelskede sig i en tjenstepige, bortførte hende og giftede sig med hende. Zeppelin døde 28 år gammel af en kræftlidelse. Hans samlede produktion omfatter tre bøger, den sidste, Fugletræk, blev udgivet efter hans død af vennerne Otto Gelsted og Johannes V. Jensen.

Jason med det gyldne Skind (1875) af Vilhelm Topsøe (1840-81) er den første naturalistiske roman i dansk litteratur. Når en af personerne bemærker, at det er overraskende at se, hvordan i den menneskelige sjæl „ondt og godt er spredt mellem hinanden som Malm og Sten i et Bjerg, ligger saa tæt op ad hinanden, at der ikke er Spor af Overgange“, så billedliggøres sociale og psykologiske forhold ved hjælp af naturfænomener. De samme forhold forklares ud fra naturlovene, når det hedder, at menneskelivet udvikler sig lige som naturen gennem „smaa Aarsagers langsomme, men uafladelige Virksomhed“. Et psykologisk fænomen som jalousi begrundes med en henvisning til fysikkens lov om energiens konstans: „Naturforskningen synes tilbøjelig til at antage, at de tilsyneladende forskjelligartede Kræfter ere identiske, og at deres Mængde er uforanderlig, saa at hvad der optræder paa et Sted, kommer til at mangle paa et andet. Maaske Psykologien vil gjøre lignende Erfaringer og finde, at Følelsernes Styrke paa en Maade hos det enkelte Menneske er en bestemt Sum, og at hvad der gives paa ét Sted, maa tages paa et andet, om det end har en anden Form“.Mennesket betragtes for en stor del som bestemt af „dette Ubevidste og dette Instinktmæssige“. Samfundet beherskes af de enkelte individers darwinistiske kamp for overlevelse: „Tag! Ellers bliver der ikke givet Dig. Tag! Tag! Begjær! Forlang! Altid mere, Verden vil gribes i Struben og plyndres. Den er ikke for den taalmodigt Ventende“.Stilistisk ligger romanen i forlængelse af den danske realismetradition, fra Poul Martin Møller over Carl Bernhard til især Hans Egede Schack og Goldschmidt, og den europæiske tradition, hvor Topsøe var stærkt inspireret af den schweiziske forfatter Victor Cherbuliez, som han havde lært at kende under et ophold i Schweiz. Realismen gjorde op med romantikkens tro på 'ideen' som et idealt udtryk for virkeligheden. Ideen blev kritiseret for at være en drøm, som sund virkelighedsforankring skulle udrydde. Det var hovedtanken i Schacks Phantasterne, hvor tre venner på hver sin måde kæmper mod barndommens fantasteri. I Jason med det gyldne Skind følger vi også tre barndomsvenner. Hasting, som er hovedpersonen, er læge og ingeniør. Bernhard er forretningsmand, og Felix er embedsmand. I den realistiske roman er helten ikke længere digter eller præst, men tilhører det praktiske livs mænd.(Dansk Litteraturs Historie)

I Hjemfalden skrues plottet deterministisk sammen i et knugende greb om en mands forliste lykkedrøm. Den monologiske jeg-fortælling beskriver et menneske, der er hjemfalden til straf i tredje potens. En svag, vigende og blød mand begår først underslæb for sin hustrus skyld og kastes i fængsel. Da han har sonet sin straf og kommer ud, har hun fundet en anden, som han i affekt myrder for at vinde hende tilbage. Hvorpå han ryger i fængsel igen. Men ved mordet mister han tillige sin selvagtelse, hævnen over rivalen bliver ikke en befrielse, men en skam, der martrer hans hjerte og slider hans forstand i stykker. Viggo Stuckenbergs skildring af denne ensomme eksistens, troldbundet af sin længsel efter hustruen og plaget af sin samvittighed, har mindelser om den besatte Raskolnikov i Dostojevskijs roman af samme navn. Det er en eksistentiel fabel, der bruger fængselscellens klaustrofobi som et særligt rum for erindring og erkendelse.(Dansk Litteraturs Historie)

Da Viggo Stuckenbergs ungdomsven Johannes Jørgensen konverterede til katolicismen, opfordrede han Stuckenberg til at angre sine ungdomssynder - sin gudløshed og sine revolutionære tanker. Men det ville Stuckenberg ikke. I stedet skrev han denne trodsige bekendelse, hvor han skriver, at han kun kan anerkende en Gud, der ikke ønsker, man kryber for ham, og at selv hans vildfarelser er en del af ham, som han ikke kan rive ud af sit hjerte:Thi tog jeg fejl i meget,der randt dog fra mit Hjærteen Draabe Blod i fejlest Id,. . . Ak, Hjærteblod! ak, Ungdomstid!da lykkelig vi leged!Fik vi saa grumme Hænder,at frejdigt vi kan skæredet halve af vort Hjærte ud,fordi det bar en anden Gudend den, vi nu bekender?

Hofjægermesteren, en godmodig storbonde, har inviteret den fornemme kammerherre til middag til minde om hofjægermesterens afdøde hustru Betsy. Det viser sig efterhånden, som middag skrider frem, at kammerherren var en nær ven af den afdøde. En særdeles nær ven.