Bøger udgivet af Arne Herløv Petersen

Edvard Søderbergs "Det daglige brød" fra 1901 giver et levende billede af et københavnsk kvarter, hvor fattigdommen var så forfærdelig, at vi næppe kan forestille os det. De fleste levede dengang i fattigdom og sult og i evig angst for at miste arbejdet og for uønsket graviditet. Uhyggeligt mange var alkoholikere, og børn blev ofte opdraget med tæsk.

Den spaltede maskulinitet, hvor jeget svinger mellem despotisk foragt for kvinden og betingelsesløs underkastelse af hendes væsen, karakteriserer Viggo Stuckenbergs forfatterskab som helhed. I det dramatiske digt Den vilde Jæger (1894) flettes temaet ind imiddelalderlegendernes folkevisetone

Bondedrengen Asmadæus drives af sin indre trang til det eventyrlige og uberegnelige ud på landevejene, hvor han ender son vagabond, småtyv og vinterpensionær på fattiggårdene

Satirisk roman, der rummer tidstypiske opgør med Estrups politik, kristendommen og seksualmoralen med et ungt studenterliv i centrum: diskussioner, forfatningskamp og deklamationer i Studentersamfundet og beruset revolutionsromantik på Damhuskroen

Stuckenbergs fortællinger kredser i reglen om den problematiske kærlighed, om jalousi og tab og længsel. Efter en ægteskabelig krise udgav han i 1895 "Romerske Scener" med to skuespil, henlagt til antikkens Rom. Men selv om historien er iklædt romerske gevandter, handler det også denne gang om hvor svært det kan være at elske hinanden.

"Silhuetter" fra 1891 er Gustav Wieds første skønlitterære prosaværk - en samling fortællinger om mennesker på Lolland, skildret med både skarp realisme og en særlig nænsomhed.

Hjortens Flugt, romantisk versfortælling af Christian Winther, udg. 1855. Handlingen er henlagt til Erik 7. af Pommerns tid og beskriver de elskendes kamp mod troldkvinden Rhitra, kongens dæmoniske elskerinde. Forsmået af Junker Strange hævner hun sig ved at lade ham binde til en hjort. Versformen er hentet fra Nibelungenlied og lyder således i junkerens mund: "Hvor tindrer nu min Stjerne?/Hvor dølger sig min Skat?" Christian Winther har tegnet en slags selvportræt i Folmer Sanger, dronningens trubadur.(Store Danske Encyklopædi)

Sine mange mere almene betragtninger, der også omfatter adskillige bidrag til æstetikken, bl.a. bygget på hans eksperimentelle arbejde med klangfigurer, samlede Ørsted sent i sit liv i Aanden i Naturen (1850-51). På det tidspunkt var totalanskuelser af denne art imidlertid ikke mere i kurs, og grænsen mellem videnskab og religion var det ikke mere muligt at overskride. I slagsmålet om Schelling havde Grundtvig tidligt protesteret mod Ørsteds harmoniseringer, og selv den rummelige Mynster må nu melde pas: „Vor Hoved-Divergents fra Forfatteren bestaaer deri, at han, som os synes uberettiget, har identificeret denne Verdens Natur med den evige Fornuftorden. Denne aabenbarer sig unegtelig i hiin, men er i denne Natur fordunklet og forstyrret, og kan ved denne selv ikke gienoprettes.“Det er altså læren om faldet og arvesynden, Ørsted har sprunget over, og når Mynster nu bekymrer sig så meget om den, har det at gøre med en ny kirkelig situation, fremkaldt af en begyndende grundtvigianisme, Kierkegaard og ikke mindst de folkelige vækkelser, der med demokratiseringsprocessen gør sig stadig mere synlige og hørlige op gennem århundredets første halvdel. Som kirkens førstemand kan Mynster ikke mere se bort fra kristendommens basale lærdomme.I en litteraturhistorisk sammenhæng skyldes H.C. Ørsteds betydning mindre hans egne digte og æstetiske afhandlinger end den indflydelse, han som ven og rådgiver øvede på Oehlenschläger. Ligesom han ikke så nogen modsætning mellem religion og videnskab, så han heller ikke nogen mellem kunst og videnskab. Det er betegnende, at han og Oehlenschläger på et tidspunkt havde en plan om et tidsskrift for naturvidenskab og æstetik, der skulle hedde „Prometheus“. Af hans breve til Oehlenschläger får man samtidig indblik i hans omfattende indsigt i æstetiske forhold og sikre litterære vurderinger, allerede dokumenteret i den guldmedaljeafhandling, han skrev som 19-årig om de rette grænser mellem poetisk og prosaisk sprog. Men også andre er blevet inspireret af ham, bl.a. J.L. Heiberg, Carsten Hauch og H.C. Andersen.(Store Danske Encyklopædi)

Adolph Wilhelm Schack von Staffeldt (28. marts 1769 – 26. december 1826) var dansk guldalderdigter og amtmand. Historien om den tyskfødte Schack von Staffeldt er historien om at komme for sent. Mere præcist ét år, som var den tid der gik fra Adam Gottlob Oehlenschläger udgav sin skelsættende digtsamling Digte 1803(egentligt udgivet ved juletid 1802, men på førsteudgaven står 1803. Dette var et hyppigt brugt kneb til holde litteraturen yngre end den i virkeligheden var) til Staffeldt udgav sin debutsamling Digte 1804. Hvor Oehlenschläger blev dyrket og hyldet som nationaldigter, kom Staffeldt aldrig til at spille den store rolle for samtiden. Hans karriere som digter varer kun fem år, og han udgiver kun to samlinger digte. Det er dog ikke kun tiden, der gør forskellen på Oehlenschläger og Staffeldt. Hvor Oehlenschläger var nationalromantisk, og i sine digte både imiterede folkevisernes måde at skrive på og brugte emner fra den folkelige overtro, var Staffeldt nyplatonist. Han afskyede modpartens begejstring for oldtiden. Hans digte behandler splittelsen mellem jorden og det ideele rige; det er digterens opgave at forbinde disse to adskilte enheder. Han er derved betydlig mere radikal med henblik på sit syn på digtningen og digterens rolle, end den Oehlenschläger.Et eksempel på denne panteistiske holdning kan ses i digtet Indvielsen. Her får digteren en anelse af den store ånd der gennemstrømmer naturen. Men lige så hurtigt som anelsen er kommet, er den væk igen, og tilbage står digteren med et livsprojekt om at genopleve denne himmelske tilstand. Det er det der er digterens opgave hos Staffeldt. Dette er et typisk romantisk træk. Digteren er et geni, en éner, der modtager sin inspiration direkte fra Gud. Hans opgave er at formidle det guddommelige til de "ikke-indviede" (jfr. Indvielsen).(Wikipedia)

"Det nøgne menneske" er Gustaf Munch-Petersens debutsamling. Her finder man kendte digte som "Til mine forældre", der begynder: "jeg blev ikke det, i ventede -jeg blev alt det, i havde frygtet -" og "Til en", der begynder: "- dig tør jeg ikke elske -din store blødtfavnende kærlighedlægger sig som oljepaa min ungdoms urolige hav -"

Digteren Morten Nielsens dagbøger er først blevet tilgængelige efter udløbet af copyright i 2015. De bevarede dele af dagbøgerne giver et levende indblik i Morten Nielsens tanker og liv i to perioder: da han var femten og tog mellemskoleeksamen, og omkring den tid, han som attenårig rejste til København for at studere litteraturvidenskab og skrive digte.

Kaj Munk var først og fremmest præst og forkynder, så hvis man vil lære ham at kende, skal man også læse hans prædikener. Ikke mindst prædikerne i Vedersø kirke under krigen gjorde ham til det nationale samlingsmærke og bannerfører for modstanden mod besættelsesmagten.

Aladdin, figur fra eventyret om Aladdin og den vidunderlige lampe fra den arabiske eventyrsamling Tusind og én nat. Det er Antoine Gallands (1646-1715) franske oversættelse fra 1704 og flg. år, der indeholder den i Europa ældste kendte version af det yndede eventyr.Handlingen, der er henlagt til Kina, men fortalt med arabiske kulturtræk, viser, hvorledes den fattige skræddersøn Aladdin ved hjælp af magiske rekvisitter (lampen, ringen) vinder sultanens datter og tronen i rivalisering med en afrikansk troldmand.På dansk grund kendes historien først og fremmest fra Adam Oehlenschlägers lystspil Aladdin, eller Den forunderlige Lampe (Poetiske Skrifter bd. 2, 1805); miljøet er her søgt opretholdt i form af en ubestemt "poetisk Orient", men iblandet københavnsk lokalkolorit.Af det arabiske eventyr har Oehlenschläger — under indflydelse af William Shakespeare og den tyske romantiker Ludwig Tieck — skabt et filosofisk drama i romantisk ånd; handlingen er blevet koncentreret, og lampen og ringen gjort til symboler på kunstnerisk skaberkraft og digterisk fantasi.Hos Oehlenschläger lægges der afgørende vægt på modsætningen mellem Aladdin og hans modstander troldmanden, her navngivet Noureddin. Hvor Aladdin fremstilles som spontan, doven og erotisk, kendetegnes Noureddin som reflekteret, flittig og usanselig.Når Aladdin ender med at opnå lykken (sultandatteren og magten), skyldes det ifølge dramaet Aladdins umiddelbarhed og hans evne til at modnes i modgang. Som "naturens muntre søn" er han født til lykken; han får appelsinen i turbanen — men til det sidste må han kæmpe for sin ret.(Store Danske Encyklopædi)

Phantasterne, roman af Hans Egede Schack, udg. 1857 (på titelblad 1858). Trods tydelige romantiske træk indvarsler denne dannelsesroman en naturalistisk psykologi i skildringen af tre drenges fantasifulde barndomsliv og senere livsskæbne. Jegfortælleren, Conrad, er omgivet af den mere nøgterne Thomas, der kun får gavn af fantasilegene, og den rablende Christian, der ender i sindssygen. Conrad får gennem en krise af ikke mindst erotisk fantasteri styr på sit sjæleliv ved sejt og mangeårigt prosaisk arbejde og belønnes med en prinsesses kærlighed. Forfatteren udleverer både ironisk og moralsk engageret sin fortæller som repræsentant for tidens idealistiske strømninger.(Store Danske Encyklopædi)

I "Julies dagbog" af Peter Nansen, der udkom i 1893, fortæller en ung pige fra et velstående hjem om sine trængsler og glæder gennem et år. Bogen kan sammenlignes med "Diary of Bridget Jones" og "Nynnes dagbog" - men den er præget af sin tids uskyld og moralske normer.

"simon begynder" er Gustaf Munch-Petersens eneste roman. Den fortæller impressionistisk, i korte afbrudte afsnit, om en ung mand. om den besværlige kærlighed, angst for gravidtet, flugt fra et forhold og arbejde til søs, og om drømmene om at blive digter.

Kaj Munk rejste i 1934 til Jerusalem. Undervejs besøgte han Tyskland og Italien, og han lægger ikke skjul på sin beundring for Hitler og Mussolini. Rejsebogen giver et indblik i, hvor meget store dele af de konservative og nationale i Danmark nærmede sig til fascismen i trediverne.

Adda Ravnkilde (1862-83) kom til København i september 1883. Aftalen med forældrene hjemme i Sæby var, at hun skulle gå på Zahles lærerindeseminarium, men hun ville hellere være forfatter. Hun var optaget af det moderne gennembruds ideer, havde læst Darwin og Stuart Mill, og en måned efter ankomsten opsøgte hun Georg Brandes for at få hans mening om de tre romaner, hun foreløbig havde skrevet. På hans råd opgav hun seminariet for i stedet at læse til student, men i slutningen af november tog hun sit eget liv.Judith Fürste (1884), handler om et sådant ægteskab mellem en magtfuld mand og hans modvillige, kolde hustru. Judith har de samme drømme om kærlighed og arbejde som den unge Elisabeth i „En Pyrrhussejr“, og den samme viden om umuligheden af at realisere dem som den ældre Elisabeth. Fuld af had indgår hun et forsørgelsesægteskab med den rige og magtfulde godsejer Johan Banner, fordi hun er uden midler til at forsørge sig selv. I frierscenen overgiver hun sig passivt til ham, men slutter sig samtidig inde i sig selv. „Han følte det, hendes virkelige Jeg var i samme uopnaaelige Afstand som forhen. Han havde som Ixion omfavnet Skyen“. Ixion var en græsk sagnkonge, der forelskede sig i Hera, men som i omfavnelsen fandt hende forvandlet til en sky. Talemåden 'at favne skyen' bruges om én, der tror at have fundet noget væsentligt, som imidlertid viser sig at være et fantasifoster. Judith og Banner går ind i ægteskabet „som to jævnbyrdige Fjender, parate til at værge sig eller gøre et Udfald, hvis Modstanderen skulle blotte sig“.Judith får både en rig mand, sin selvstændighed og en søn i ægteskabet, men hun begynder ikke derfor at dyrke de intellektuelle og sociale interesser, som Elisabeth drømte om. Hun længes efter sin mands kærlighed, „en evig Higen efter noget, som jeg ikke selv ved, hvad er, en brændende Anger over at forspilde noget, som jeg heller ikke forstaar, hvad er“. Efter syv års kamp og præget af sorg over sønnens død er hun klar til at „ydmyge sig og bede om Tilgivelse“. Det sender „en forunderlig nervøs Gysen gennem hende“ som tegn på, at hengivelsen til den herskesyge ægtemand forbinder sig med masochistiske træk i hendes psyke, som hun hidtil har vægret sig imod at give efter for, og som romanen også igen fortrænger. Den slutter i en romantisk vision om gensidig kærlighed, hvor Judith selv beslutter sig for at genoprette de traditionelle kønsroller. „Fordi han frivillig nedlagde Vaabnene, skulde han gjøres til Sejrherre“.(Dansk Litteraturs Historie)

Nathansens romanproduktion kulminerede i serien Af Hugo Davids Liv som i firebind fortæller om en moderne jødes forsøg på både at være sig sinrace og kultur bevidst og blive accepteret i det danske samfund.Forsøget mislykkedes og Hugo David der har kæmpet for at bliveanerkendt som skuespiller, søger efter en række ydmygelser ognederlag tilflugt i barndommens provinsby. N. har givet hansdesillusion både perspektiv og resonans ved at analysere den påbaggrund af erkendelsen af altings forgængelighed. Man oplever idette værk både gennem sin tanke, sin følelse og sin sansningtidens gang, man lærer at kende ikke blot kulminationspunkterne ien menneskelig tilværelse, men også de lange, de træge, de usikretidsrum, hvor skæbnen famler, forbereder sig, tager tilløb som denatter opgiver. Værkets vedholdende undertone af smerte trædertydeligst frem i det fine portræt af Hugo David, hvis stemningsliv,lyrisk ømfindtlige gemyt, længselsvemod og erindringstungsindpåfaldende minder om Johs. Jørgensens, uden at der bliver tale omnogen direkte litterær påvirkning.(Dansk Biografisk Leksikon)

Oehlenschlägers debut var en af de store begivenheder i dansk litteratur. Den indvarslede en helt ny periode, romantikken. "Guldhornene" er stadig et hovedværk, der tåler en genlæsning, og det afsluttende Sankt Hansaftens spil er lige så lyst og levende, som da det blev skrevet.

Peter Nansens novellesamling "Troskabsprøven" blev i samtiden opfattet som dristig. Det kan måske være svært at se i dag, men den kynisk-elegante tone gør stadig indtryk, og Peter Nansen kan betragtes som en slags dansk udgave af Guy de Maupassant.

"Mendel Philipsen & Søn" er en slægtsroman om det jødiske borgerskab i København i tiden før første verdenskrig. I forlængelse af Goldschmidts romaner giver den en indgående beskrivelse af et miljø, der ikke er skildret så mange andre steder. Hovedpersonen i bogen er den unge Sofie, der forelsker sig i en ikke-jødisk maler, men i stedet ender i et kærlighedsløst ægteskab med sin fætter. Bogen blev i 1992 filmatiseret af Liv Ullmann som "Sofie". Hovedrollen som Sofie blev spillet af Karen-Lise Mynster.

"Gyldholm" fra 1902 om arbejdernes vilkår på en herregård er blevet kaldt for Danmarks første arbejderroman.Den verden, Skjoldborg skildrede, havde ikke tidligere været beskrevet i litteraturen."Der skal imidlertid også research til, så Johan Skjoldborg lader sig fæste på herregården Aakær i nærheden af Gyllingnæs øst for Horsens. Her lærer han sig, hvad det vil sige at arbejde i det store kollektiv af landarbejdere, karle, fodermestre, piger, tyende og knægte, som udgør folkeholdet ved en stor herregård. (Dansk Litteraturs Historie)"Allerede fra begyndelsen af romanen ridses bogstaveligt talt to spor op – et højt og et lavt: da gruppen af arbejdsmændene kommer ridende, må de vige af sporet på vejen for godsejeren og hans vogn....Fra starten beskrives arbejderne med stor indlevelse, varme, individuelle kendetegn og interne skærmydsler, hvilket står i kontrast til den ensartede arbejdende masse, som de bliver til i deres arbejde på godset. Ikke kun arbejdernes tøj og fattige ydre fremtoning står i kontrast til deres herrer, men også sproget bliver en skelsættende faktor, hvor dialekten afslører undersåtten, mens det rigsdanske tilhører herrerne.... Men så ankommer en ny husmand og med ham det socialistiske budskab om sammenhold, faglig forening og rettigheder til Gyldholms måbende og skeptiske arbejdere. For første gang i romanen indtræder her en dialog mellem to af de høje herrer – en dialog nødvendiggjort af den nye husmands skaben røre i andedammen. Kammerherren forviser husmanden, som lader sin harmonika spille oprørske toner, der tilsyneladende forsvinder med ham – og dog. For herefter indtræder romanens klimaks, da Per Holt mister to børn i en brandulykke. To børn ud af mange, der er ladt alene hele dagen, fordi også mødrene arbejder fra morgen til aften på godset. Ulykken bliver romanens stærkt kritiske kommentar til arbejdernes ringe vilkår, der her koster menneskeliv. Begravelsen bliver vendepunktet, hvor byarbejdere forener sig med landarbejdere for sammen at udtrykke sorg og protest over misforholdet. Vendepunktet iscenesættes i kirken, hvor den gamle tro symboliseret ved præsten og hans traditionelle og her meningsløse ord bliver afløst af den nye tro, socialismen, der via en talsmand ved begravelsen italesætter de rigtige og meningsfulde ord: placerer ansvaret for ulykken hos herremændene. ..Per Holt står herefter i spidsen som agitator for den socialistiske tro: "Er dette da ikke et Slaveliv? - Men vi mærker det ikke tilsidst. Saadan lever vi op, saadan levede vore Forældre, og saadan lever vore Børn - og tilsidst kan vi hverken høre eller se, eller fatte eller føle!" Sanserne vækkes bogstavelig talt til live og Per Holt ser nu misforholdene omkring sig. (Litteratursiden)

Lyrikeren L.C. Nielsen (1871-1930) er mest kendt for fædrelandssangen "Havet omkring Danmark, vort moderlige have". Men hans tidlige digtsamling "Mit land" fra 1898 viser et ganske andet billede. Her har kun hån og foragt til overs for det Danmark, der ikke vover at tænke stort:Der er saa fattigt i Danmark/paa Mænd med store Maal;/vover de sig en Fodsbred frem,/saa fyldes Længslernes Skaal.//Vinder de blot en Fodsbred frem,/saa bliver de staaende dér./Ingen himmelhøj Stræben/og intet Sejrsbegær.//Ingen grænseløs Higen/ud over Rum og Tid./Man dyrker sin egen Boelslod/med megen Kunst og Flid.//Man dyrker sin lille Boelslod/Med baade Korn og Kaal./- Der er saa fattigt i Danmark/paa Mænd med store Maal

Skram havde en „Livsanskuelse grundet paa Elskov“, som han skrev til Georg Brandes, der havde udbedt sig biografiske oplysninger til brug for Det moderne Gjennembruds Mænd. I den korte roman "Agnes Vittrup" fordyber han sig i kærlighedens psykologi, i kærighedens lov, der for ham står over alle andre love.

En dag i maj 1902 befinder Eigil Holst sig i de nordsjællandske skove. Overanstrengt og stresset af storbyen København har han besluttet sig for at tage en fridag og nyde forårets pragt. Den unge mand, der er tidligere løjtnant, er til daglig en ærgerrig overbetjent ved opdagelsespolitiet i København.Ved en skovsø nord for Esrum møder Holst en forhenværende ritmester ved de skånske dragoner og ikke mindst dennes yndige datter, Ulla. For at underholde pigen kaster Holst en sten i søen. Vandet kommer i uro, og frem dukker et barnelig. Et trist, men ikke usædvanligt eksempel på desperationen over en uønsket graviditet. Men som nidkær opdager går Holst videre og lader søen tømme. Og da er det, at et endnu mere alvorligt fund dukker op:»Vandet sank, og medens Blodet stivnede i hans Aarer, saa han Liget af en fuldstændig nøgen Kvinde, strakt paa Ryggen, holdt nede ved to svære Sten, hvoraf en var bunden om Fødderne, en om Halsen«.Ikke uden grund er Holst detektiv. Ganske som forbilledet Sherlock Holmes mestrer han deduktionens kunst, da han alene ud fra liget kan afgøre, at det er tale om en »ung Kvinde, der uden at tilhøre de egentlige løse Fugle, næppe har udmærket sig ved Dyd og Ærbarhed«. Første skridt er taget i jagten på en hensynsløs morder.Sådan foregår optakten til romanen 'Hvad Skovsøen gemte', der udkom på Gyldendalske Boghandels Forlag i oktober 1903 og senere blev bragt som en populær føljeton i Politiken.Bogens omslagsbillede er tegnet af den dansk-norske illustrator Louis Moe. Det viser en ung, velproportioneret - og ikke mindst velkonserveret - nøgen kvinde, der ligger livløs i vandkanten. Det var lidt mere gavmildt fra tegnerens side, end der var dækning for i romanen, men så var der også noget at komme efter for husarerne.Mere opsigtsvækkende er dog, at bogens håndtegnede undertitel stolt proklamerer, at der er tale om en 'Detektiv-Roman'. Det er nemlig den første danske af slagsen, og forfatteren er baron, cand.jur. Palle Rosenkrantz (1867-1941).(Benny Bødker, Politiken)

En samling noveller af Nis Petersen fra blandt andet Færøerne og Irland...Nis Petersen havde størst held med at formidle sin fascination af Irland, når han var mindst prætentiøs. Det sker i novellen „Kelp“ (fra samlingen Dagtyve og Andre, 1941), der slet og ret er en bittersød og underholdende anekdote om Fitz Avalon og hans forsøg på at få økonomisk succes på begge sider af Atlanten. Her neddæmpes de sværmeriske ideer om det essentielt og uforveksleligt irske, som det også sker i skildringen i Spildt Mælk af IRA-ekstremisterne: Det er ved at gå i biografen og se amerikanske gangsterfilm, de har lært, hvordan man plyndrer en bank!(Dansk Litteraturs Historie)

Lauritz Petersens "Gadens Roman" fra 1896 var det første af en række krast realistiske proletarskildringer.. Skildringen koncentrerer sig om kvarteret - gaden, beværtningen, det opløste hjem.. De skildrede personers typiske livsopfattelse er en håbløs, resigneret, todelt klassebevidsthed. (Dansk littraturhistorie. 1984)

Gustaf Munch-Petersen skrev en hel digtsamling på engelsk og kaldte den "Black God's Stone". Den blev ikke udgivet i hans levetid, men kommer nu som e-bog.Digtene er anråbende og besværgende, en opfordring til broderskab og sammenhold mod undertrykkelse og ufrihed.

Et udvalg af Poul Martin Møllers digte som "Scener i Rosenborg Have" med "Hans og Trine", Aprilvise (Grøn er vårens hæk) og "Glæde over Danmark" (Rosen blusser alt i Danas Have).