Bøger udgivet af Forlaget Fjordager

TAG ANSVAR -opgør med læringstyranniet af Iben Valentin Jensen er en personlig beretning om at elske folkeskolen, højskolen og lærerseminariet og komme til skade på gymnasiet, universitetet og university college. Det er også en faglig fortælling om forskellen på den individualiserede, akademiske kultur, managementkulturen og den folkelige fællesskabskultur. Men det er først og fremmest en politisk fortælling om at have og give modet til at handle og tage et ansvar. At insistere på at være en fagpersonlighed. ”Gid fanden havde taget det sidste årti. Hvordan kunne en flok embedsmænd slå en hel praksiskultur ihjel på nul komma dut? Pludselig var der kun foragt for, at pædagogisk praksis altid indeholder dilemmaer, paradokser, konflikter, uenigheder, kritik, snot, blod og uforudsigelighed.” ”Folkeskolereformen er ikke et virkeligt, praktisk og pædagogisk projekt, da praksis i pædagogisk forstand er initieret af vilje, pligt og fornuft. Pligten som – i Grundtvigsk og Kierkegaardsk forstand – er en kærkommen, lystfyldt træden i karakter i forhold til den opgave, som mennesket har fået. Den opgave, som det er at realisere det almene, om end vi ikke kan vide, hvad det almene er. Det almene kan alene søges i selvbevidsthedens indtryk og udtryk; i erfaringen. Praksis kan ikke findes i folkeskolereformens videnskabelige, angelsaksiske empiri- og evidensforståelse, og denne dogmatiske videnskabsopfattelse gør ikke mennesket fremadrettet, innovativt og kreativt. Det gør alene den fundamentale, menneskelige frihed og det menneskelige ansvar.” ”På trods af at jeg var godkendt lektor, kunne jeg efterhånden ikke længere i min undervisning selv vælge litteratur, temaer etc. Den vurdering overlod ledelsen ikke længere til en lektorgodkendt kandidat i pædagogik, der fejlagtigt kunne tro, hun var en fagpersonlighed. Systemteorien erstattede nu den didaktiske faglighed.” ”Metoder kan højst virke i forhold til noget. Der findes ikke i sig selv metoder, der virker.” ”Læringsprocesser er per definition usynlige og individuelle. Vi hverken kan eller skal se ind i hinandens hoveder. Vi kan til gengæld planlægge en synlig undervisning, der giver eleverne mulighed for at møde et indhold, en sag.” ”I den pædagogiske praksis eller for den sags skyld alle faglige professioner hænger det faglige og det personlige uløseligt sammen. Det er simpelthen to sider af samme sag i et demokratisk og humant samfund.” ”Lad os genopfinde den folkelige bevægelse og insistere på, at folkets erfaringer og faglige begreber/teorier/videnskab mødes.” ”Mød mig på trappen til Christiansborg…”

Vi står på tærsklen til den plastiske hjernes æra. Hjernescanninger viser, at hjerner også er socialt og individuelt formbare, livslangt foranderlige og overraskende plastiske. Begrebet ’den sociale hjerne’ har holdt flyttedag - neurovidenskaben har lært noget af sine kritikere. For 10-20 år siden tjente det som eksplicit modstandsbegreb, der skulle demonstrere den naturvidenskabelige blindhed, kortåndethed og reduktionisme; men nu gør den ambitiøse neurovidenskab begrebet om den plastiske hjerne så rummeligt og inviterende, at alle mulige ikke-naturvidenskabeligt funderede eller skolede forskere og lægmænd tages ved vingebenet af dette åbne paradigme, der forlenes med et dynamisk, men frem for alt biologisk underlag. · Hvorfor tror nogle neurovidenskabelige forskere, at sandheden om mennesket skal søges inde i hjernen? · Er der grænser for hjernens plasticitet? · Skal hjernen trænes og tvinges til at levere idéer til den kognitive kapitalisme?

OM METODEFRIHEDEN OG DENS FJENDER handler om forholdet mellem politik og pædagogik. Artiklerne er skrevet som indlæg i de sidste 35 års debat om skolen. De seneste er af helt ny dato. Artiklen „Pædagogikkens frihedskamp“ er nyskrevet og må læses i lyset af Gert Biestas og Carl Anders Säfströms pædagogiske manifest fra 2010, som Holger Henriksen selv har oversat. Manifestet publiceres i denne bog således for første gang på dansk. Artikelsamlingen er blevet til under indtryk af tragedien i Oslo og på Utøya, Norge, 2011, og ikke mindst 1900-tallets totalitære bevægelser samt erkendelsen af, at børn og unge gennem indoktrinering og manipulation så let lader sig mobilisere af disse bevægelser. Skolen er de senere år i stigende grad blevet underlagt politiske og økonomiske interesser. Den demokratiske samtale er truet og deltagerdemokratiet nødlidende. Artiklerne forholder sig til den sammenhæng, der ifølge Holger Henriksen bør være mellem undervisningsbegrebet, oplysningen og skolens opgave, det deliberale demokrati og de historisk hårdt tilkæmpede menneskerettigheder. Holger Henriksens ærinde med denne udgivelse er således at fastholde og videreudvikle en politisk kultur og bidrage til et oprør mod konkurrenceskolen og markedets anonyme magt. Meget få i den hjemlige debat om skole og pædagogik har deltaget så ivrigt, så indsigtsfuldt og så vedvarende som Holger Henriksen, der er én af den demokratiske pædagogiks danske fædre. Holger Henriksen er tidligere central studielektor i undervisningsministeriets direktorat for folkeskolen, seminarier m.v. Han er forfatter til en række meget læste bøger om pædagogik og skolepolitiske forhold.

FOLKESKOLENS VEJE OG VILDVEJE af Niels Chr. Sauer Skolereformen i 2013 får ofte hele skylden for folkeskolens massive problemer, men den kom ikke ud af det blå, skriver Niels Chr. Sauer. Den var kulminationen på mere end 30 års afmontering af skolens forankring i lærerstanden til fordel for en topstyret virksomhed, der har vist sig at have svært ved at løfte sin opgave som den vigtigste, samfundsbærende institution. Skolens fælles oplevelseskultur fortrænges ifølge ham af en individuel præstationskultur med fokus på måleligt output og åndelig forarmelse og mistrivsel til følge. Niels Chr. Sauer beskriver folkeskolen indefra. Det kan han gøre i kraft af sin tilstedeværelse som lærer i folkeskolen fra 1975-2016 og som medlem af Danmarks Lærerforenings hovedstyrelse i to perioder, senest 2008-16. Hans iagttagelser af skolepolitik og pædagogik – især siden begyndelsen af 1990’erne – sættes i perspektiv af skolepolitiske begivenheder og personlige oplevelser. Sauers beretning har karakter af vidnesbyrd og rummer en opfordring til medborgerne, men også konkrete bud på nødvendige opgaveløsninger og overraskende pointer, der peger fremad mod en mere fri, åben og lystbetonet skole. Han peger desuden på tre felter, der har affødt nogle af de lykkeligste stunder i hans eget lærerliv.

I SKOLEREFORMENS KØLVAND handler om årene efter skolereformen fra 2014. Bogens indhold er en beretning, en form for vidnesbyrd fra pædagogikkens kampplads. Det er så vidt vides den første fremstilling, der omhandler skolepolitik i denne periode. Thomas Aastrup Rømer er én af de skarpeste iagttagere og kritikere af tidens pædagogik og uddannelse. Der er tale om en storslået og dramatisk beretning, hvori pædagogikkens lag og stemmer væver og genvæver samfundets mest grundlæggende strid, mens politikere, organisationer og ideologier kommer og går ind og ud af teksten. Rømer undersøger det pædagogiske og kritiske momentum, som udviklede sig i forbindelse med Merete Riisagers tid som undervisningsminister fra november 2016 til juni 2019, da reformen blev “justeret”. Kampen mellem kritik og justering bølgede frem og tilbage. DEN KRITISKE SKOLEPOLITISKE BEVÆGELSE toppede ifølge forfatteren i sensommeren 2018. Regeringens almene interesse for digitalisering og økonomisk vækst forstærkedes samme efterår af en række begivenheder på forskningsfronten, herunder en øget interesse i OECD og digitalisering. Begrebsmæssige processer flyttede nogle fagligt set tomme humanistiske værdier til neurovidenskab, globale curricula og psykologi, som igen knyttedes direkte til evidens og praksis. Den nye situation, som den så ud i starten af 2020, bar præg af en politisk accept af skolereformens vilkår tilført en stærk interesse for økonomen James Heckmans arbejde med forholdet mellem lighed, sociale metoder og økonomisk afkast. Med dette statistisk-økonomiske udgangspunkt kollapser det pædagogiske sprog ifølge Rømer i statistiske styringsformater. I SKOLEREFORMENS KØLVAND indeholder også en grundig gennemgang af to spektakulære personsager, der optog sindene, og som hang sammen med justeringsdiskussionen, nemlig sagen om Keld Skovmands kraftfulde kritik af skolereformen, og Erik Schmidt-sagen, der handlede om ytrings- og åndsfrihed i folkeskolen.

Gennem breve, historier, essays og digte kredser forfatteren til denne bog om opfattelsen af samtiden som en forvirret eufori, en mærkelig feber, et liv i en evig ungdom, som om en kraft udefra, ingen kan standse, er kommet ind i verden.Som om vi nu er nået til en grænse, den yderste grænse, jorden, lyset og mørket, som om vi har mistet evnen til gribe nuet, måske fordi der ikke længere er et nu at gribe og give et udtryk? Måske fordi der ikke længere er nogen ungdom, nogen fremtid, nogen drømme?Disse tekster bevæger sig i to retninger. Én hvori der rapporteres om undtagelses-lignende tilstande i land og by. En anden der fører de tomme hænder ind i den frie tid.

I ÅND OG IDEAL ser forfatteren på fire store idealistiske og åndrige drømme: drømmen om menneskeheden, drømmen om kærligheden, drømmen om livet og drømmen om lykken. Hensigten er at vække til eftertanke om disse drømmes idehistorie og muligheder. Kan og bør vi forsøge at bruge dem som rettesnore i vores respektive liv og i vores samliv? Og i så fald, hvordan?

“En god lærer påvirker sine elever og får måske afgørende betydning for deres valg i livet. Han kan skærpe deres sans for helt uproduktive fænomener som skønhed og poesi. Undertiden i engrad, så det etablerede system må anse det for en trussel mod samfundets orden.” Det skriver Mikael Busch i sin indledning til denne bog med henvisning til Peter Weirs tankevækkende film “Døde poeters klub” (1989), hvori den karismatiske gymnasielærer John Keating (Robin Williams) forsøger at lære sine elever at “gribe dagen”. CARPE DIEM handler om fænomener på alle niveauer i uddannelsessystemet– folkeskole, gymnasiet og universitetet. Mikael Busch har været gymnasielærer i 25 år. Teksterne, der dels er helt aktuelle, dels er skrevet i den nære fortid, sætter uddannelsespolitikken og den pædagogiske udvikling i et tiårigt perspektiv og er som nedenstående uddrag af forfatterens indledning skrevet med både forstand og følelse som drivkraft: Selvom der lå en god del 68-tænkning til grund for 2005-reformen, beskylder jeg ikke min gamle dansklærers generation for at have ansvaret for al uddannelsespolitisk dårskab de sidste 40-50 år. I virkeligheden har jeg et ambivalent had/kærlighedsforholdtil 68’erne. I store dele af min ungdom hørte jeg 68-generationens musik, selvom det ikke var min musik. Jeg misunder den selvfølgelighed, hvormed 68-generationen lod sig opsluge af en tidsånd og blev en del af en slags vækkelsesbevægelse, der føltes rigtig. Opgøret med den sorte skole forekom naturligvis indlysenderigtigt og nødvendigt, da det foregik. De fatale konsekvenser blevførst tydelige mange år senere. (…) I dag kunne jeg godt ønske mig et nyt anti-autoritært oprør. Denne gang rettet mod det nye professorvælde, der prædiker “læringsmålstyret undervisning”, hvor eleverne skal “lære at lære” og blive “så dygtige, som de kan” (hvad ellers?). Mod endnu mere ulyksalig kompetencetænkning. Kort sagt: mod det New Public Management-regime, der er ved at forvandle vores skoler, gymnasier og højere læreanstalter til målstyringsdrevne produktionsvirksomheder. Efter en række gennemgribende organisatoriske og uddannelsespolitiske reformer fremstår vores samlede uddannelsessystemefterhånden som noget, der er værre end den sorte skole. John Keating ville formentlig flygte skrigende bort, hvis han var underviser i dagens Danmark. I konkurrencestatens mistrøstige tidsalder handler det meste kun om fremdrift, om det målbare og det nyttige. Men dybest set bør undervisning selvfølgelig handle om det gode, det sande og det skønne. Og lærerjobbet er mere end nogensinde det vigtigste i verden. Carpe diem!