Bøger udgivet af Herman & Frudit

Søren R. Fauths Det R bladenes måde at falde på er en jublende rastløs skrift om forelskelse og dyb kærlighed, men også om afmagt, selvhad og melankoli. Om hvad der sker, når et menneske bliver forelsket, og hvad der sker, når hun (R) er væsentligt yngre end ham. En bog om livet med R, med fire store børn, med en dement far og en mor, der må udholde så meget. Et digt om tiden. Som noget særligt er digtsamlingen ledsaget af en indlagt, selvstændig tekst – skrevet af Rebekka Boyding til Søren R. Fauth.

Marianergravens brud er ét stort digt, udformet som en personlig indføring i syndflodernes univers og med tvivl og tvetydigheder overalt. Vi føres gennem syndfloderne – de eksistentielle, psykiske, religiøse, etc. – og ender ved håbet, gennem en ny måde at bruge sproget på. Med andre ord, gennem det smukke og tragiske, gennem kosmos og komik, skaber Simon Grotrian nye muligheder for Poesi og mirakler og evig tid. Marianergravens brud er et af Simon Grotrians efterladte manuskripter, skrevet tilbage i vinteren 2017- 18, sideløbende med, eller rettere: vokset ud af Mit nøgne hjerte (2018).

Ursula Andkjær Olsens Morgenkåber er digte om drømme, sindrig systematik og stuer en suite, om satinblå morgenkåber, om trapper og boringer og beton, om et jordskælv ved Dybbølsbro Station og om at være tro imod de liv, vi ikke har levet.

REGENTFLAMMEHAVET er et af Simon Grotrians allersidste manuskripter, færdiggjort kun få uger, før Grotrian døde den 14. august 2019. Simon Grotrians nye digtsamling, REGENTFLAMMEHAVET, er et drilsk og dristigt farvel fra en af Danmarks største, mest vitale, gavmilde og nyskabende digtere. Her er bogstavfigurdigte og alle mulige andre slags digte, som ikke minder om nogen som helst andre end Simon Grotrian. Digtene er forvandlelige og legende, frække, nærmest forelskede, men som altid dybt personligt, alvorlige og sjælfuld.

Traballante e postverbale, skælvende og postverbalt betyder det, er skrevet under et ophold i Rom i foråret 2019. Vilde, tænksomme digte, arbejdsnotater, aforismer og poetik. Nummereret i 290 eksemplarer (2. oplag).

Il miglior fabbro, den større mester betyder det, er en bog om begyndelser. De bliver ved med at være der, og man bliver ved med at vende sig om for at kigge den vej, selv om man ikke må. Måske for at huske. Hvad var det? Hvad fik mig til det? Hvorfor begynder man at skrive? Fordi man opdager, at nogen har gjort det. At man kan gøre det selv. At det måske hjælper. Man er en fremmed. Man har ikke hørt spørgsmålet. Man er et andet sted. Man er tres år ældre. Man er der slet ikke.

»Det mindste fravær« er en omsorgsfuld bog. Men også en mangesidet bog, skrevet over mange år. Digte, der med al deres væsen er båret af en renhjertet søgen efter at mødes. Om at fare vild i hinanden. Og om alt det, der står i vejen. “Åbner jeg munden, bliver ordet til damp”, som det hedder i bogen. Midt i det omsorgsfulde sprog er digtene også fyldt med hemmeligheder og begær og savn.

Kærlighed, køn og død er centrale temaer i Nicolaj Stochholms forfatterskab – og i »Det regelmæssige«. Men stemmen er blevet ældre, dybere. Og mere direkte. Nicolaj Stochholms nye digte er helt klare og nådesløst ligetil. Konkrete, sansede og jublende desperate digte om det allermest elementære. Solen, sveden, stjernerne, havet, træerne, svalerne, kroppen, hænderne. Det dyrebare øjeblik imellem os. Klimakrisen. Og linjen i landskabet, billedet, ordet, skriften. “Hvert hjerte er hver eneste krops sol” står der et sted. Og tilsammen manifesterer »Det regelmæssige« en ny begyndelse, en ny mulighed, et frø, et kraftfelt af lige her. Lige nu. Nicolaj Stochholm er bl.a. blevet tildelt Michael Strunge Prisen 1994, Det Danske Akademis Beatricepris 2002 og Emil Aarestrup Medaillen 2004, Jan Sonnergaards Mindelegat 2019 og Statens Kunstfonds livsvarige ydelse 2021. »Det regelmæssige« er hans 12. digtsamlingen efter debuten med »Biografi« i 1991.

Hekseløbets blommetyder er vilde, vrede digte. Digte om en truende undergang, som vil udviske jorden. Men også om sagn og fugle og andre dyr, der sværmer i bjergene og nægter at lade sig kue. Digtsamlingen rummer digte om et “det”, som stærkt vokser frem og ikke lader sig undertvinge eller kue, og digte om en “en”, der efterlader sig afmærkninger på tværs af uendelige afstande. Digtene kredser om en undergang, hvor olie, ild og brand har sat sine spor og udvisket jorden, men også om grønne, ravrøde, okkergule farver og hulemalerier, som alligevel forbliver varige; de kredser om nogle satans øgler, hvis sjæle er tyndere end det tyndeste øl, og hvis hylstre er pakket ind i titler og afstandsstilladser; og så kredser de om noget, som på mystisk vis gærer i bjergene og først vil give mening i fremtiden.

“små sten under huden” er lyttende og uforudsigelig poesi, præget af en barnlig verdensfølsomhed, der er karakteristisk for 24-årige Liv Ea. “små sten under huden” er en poesi, der insisterer på at være en del af verden. En verden, der rummer blomster og bukseelastikker, sår og sten, væsker og væltede cykler, ord og porer, men også tiden – tiden, der går, og tiden, der kommer, og tiden, der både er et fællesskab og forpligtende. Liv Eas tone, mættet af omsorg og nysgerrighed, tager verden alvorligt på uhøjtidelig vis. Side om side med Liv Eas digte i “små sten under huden” står 20-årige Carla Nørremarks illustrationer, hendes karakteristiske blå tegninger, der skaber et visuelt parallelunivers til digtene.

Sigurd Buch Kristensens “Digefred” er en omsorgsfuld og vild, vilter bog. En skrift om sårbarhed, om hav der stiger og stendiger der langsomt nedbrydes, om afmagt og længsel, savn og samvittighed, smerte og lysende tanker, der lyser i sig selv. Bl.a. om hvad det vil sige at være menneske i naturen, og hvordan man kan være det, når naturen tager del i det menneskeskabte. Digtene kredser om stormfloden i november 1872 og dens indvirkning på de mindre øer syd for Fyn, særligt Birkholm, hvor Sigurd Buch Kristensen bor. Sigurd Buch Kristensen, f. 1988, er digter og bådebygger, bosat på Birkholm syd for Fyn. Han debuterede i 2014 med “De danskes Øer. Bind 1” og har siden udgivet “Hvis en anden” (2017) og “Uddrag uden titel” (2018). “Digefred” er Sigurd Buch Kristensens fjerde bog.

2023 er 100-året for udgivelsen af to af den store, østrigske digter Rainer Maria Rilkes (1875-1926) hovedværker, “Duino Elegier” og “Sonetterne til Orfeus”. De udkom begge i 1923. Som en lille gestus i den anledning genudgives nu den danske digter og litterat Mette Moestrups (f. 1969) ellers uopdrivelige afhandling, “Rilke & rytme” samt essayet ‘En måde at leve på’. “Rilke & rytme” er en undersøgelse af Rilkes lyriske rytme samt en analytisk og metodisk granskning af forholdet mellem metrik og rytme. Essayet ‘En måde at leve på’ drejer sig om Rilkes berømte ‘Breve til en ung digter’ og andre kortprosatekster. Her ses på brevet som genre og på kønstematikken hos Rilke. Til genudgivelsen har Mette Moestrup desuden skrevet en helt ny tekst, ‘Rilke revisited’, der kombinerer forord med eftertanker og bl.a. omhandler Rilke i hendes egen poesi og Rilkes Sapfo-digte. “Rilke & rytme” er signeret og nummereret af Mette Moestrup.

“AARHDOM I & II” præsenterer Peter Brandes’ kunstneriske, personlige og teologiske notater undervejs med den store udsmykning i Aarhus Domkirke. Tilsammen giver notaterne, lag på lag, et helt unikt indblik i kunstnerens skabelsesprocesser. De to bind handler om den store domkirkeopgave, men lige så meget om lys og rum, om Veronikas svededug og Maria, om farvepigmenter og græske kouroi, om papir og gips og Bremersten, om krybben i Betlehem, om kirkerum og kirkearkitektur, byzantinske ikoner og mosaikker, om Cézanne, Giacometti, Picasso og Whiteread, om Notkes altertavle og Barlachs engel, om Ekelöf og Fyrsten af Emgión, om barndommen på Fyn, om forældrene, om dåbskander og altervinkander, om Albertis gravkapel, om rejserne med hustruen Maja Lisa Engelhardt, om Thessaloniki og Chania og Paris, liv og død, om dåb og opstandelse, om kunstens transformationer og sedimenteringer, om Kristusbarnet og Lazarus og om meget meget mere. Alle notaternes veje fører til nordkapellet i Aarhus Domkirke, som bl.a. er blevet kaldt “et af det 21. århundredes betydelige værker indenfor kirkekunst”.

Simon Grotrians “Eventyrdigte” er en gribende, eventyrlige digte, gennemstrømmet af det særlige uregerlige, ustyrlige grotrianske billedsprog. I “Eventyrdigte” digter Simon Grotrian om prinsen og prinsessen, kongen og dronningen, Gud, svanen, dragen, det gamle søuhyre, havfruen, den brændende heks, men også om atombomben, Mutter Courage, punkeren, kranen, parasitten, fjerbusken, dragen, balletbørnene, Peter, fiskehandlerne og meget, meget andet. “Eventyrdigte” er et af Simon Grotrians efterladte manuskripter, som nu udkommer med 12 tegninger af billedkunstneren Adam Saks.

Midt i Eske K. Mathiesens manuskriptbunker er en lille samling digte dukket op. “Akvareller” præsenterer 25 efterladte digte, der nu udkommer med et farvestrålende omslag, tegnet med oliekridt af forfatteren selv. Her er digte om vipstjertens blåbærfarvede epigram, om præstekraverne på stranden, om klokkens tunge slag, om digtet og poesien, om at være naturens fange og meget, meget mere. Den nye digtsamling, “Akvareller”, bekræfter, hvad vi allerede ved: At Eske K. Mathiesen, der døde i 2021, er en af de største stjerner på dansk litteraturs himmel.

I Simon Grotrians nye “Vejen og sandheden og livet” stråler hans vilde, uregerlige, ustyrlige billedsprog. Salmerne i “Vejen og sandheden og livet” bevæger sig i spændet mellem lys og mørke. Det er salmer, der besynger livet, lyset og håbet, med klare beskrivelser af ensomhed og vildfarenhed. Den posthume “Vejen og sandheden og livet” føjer nu en musikalsk, billedrig og livsbekræftende samling salmer til et af Danmarks største og mest originale forfatterskaber.

I Min tidebog kredser Knud Steffen Nielsen – ligesom i Min kontrabog (2020) – om døden og om livet med den dødsdom, der er en kræftssygdom. Men det er også digte om at færdes i sproget. Digte, der protesterer mod sprogets begrænsninger, og digte, som hylder kærligheden og nysgerrigheden. Knud Stefffen Nielsens nye digte sammenfletter krop og sprog, det sanselige og intellektuelle, det umiddelbare og det komplificerede, det stramme og det uafsluttede. Knud Steffen Nielsen har siden debuten i 1980 med Indsskrift markeret sig som en af de mest eksperimenterende danske digtere. Knud Steffen Nielsen er digter og billedkunstner.

KOMMUNAL DIGTER er en kærlig og kritisk-satirisk digtsamling om at leve et vildt og poetisk liv indenfor arbejdsmarkedets og familielivets ramme. Det er digte om at finde en work-life balance – eller rettere, work-poetry-life balance. Sebastian Bunes digte følger hverdagen for en ung far (og kommunal digter), der har brudt den sociale arv, og nu administrerer kulturen i en mellemstor østjysk kommune. Med alt hvad det indebærer af humoristiske nederlag, eksistentielle kriser og fejllæsninger af hele Sebastians væsen, hvor han fremtoner i habit og sideskilning, som han bedst tror, han tager sig ud, selvom det skriger mod hans baggrund som barn af blokken.

Annemette Kure Andersens nye digtsamling fører os gennem et forhold imellem to mennesker, som elsker hinanden. Gennem arrene og krakeleringerne, gennem usynlighederne og naturens stemninger, frem mod en eksistentiel skrænt. Og muligheden for et håb. Annemette Kure Andersen (f. 1962) er en af Danmarks fineste lyrikere, debuterede i 1991 og har siden udgivet tolv bøger. Andersens digte er oversat til adskillige sprog, bl.a. kinesisk.

DØDEN OG BLÆSTEN er Juliane Preislers nye digtsamling. Digtene, skriften er et manende forsøg på at miste en elsket og være i det tab, der er så fuld af kompleksitet og ambivalente følelser. Men de handler også om den store kærlighed, som flytter os – ja, kaster og blæser os rundt. Det er sorg- og længselsfuldt, men også ømt og nærværende – det er helt igennem inspirerende og båret af en inderlig tro på, at sproget kan rumme det tabte. At det tabte stadig er i verden, men på en anderledes måde. Ordene lever. Digtene er her, lige nu, sammen med os, ligesom verden i øvrigt: fuglene, husene, himlen, fuldmånen, inderlommerne, tagterrassen, børnene, der leger og gynger, solen. Digtene er en kærlighedsskrift, det er himmeldigte. En ny begyndelse, en besyngelse, en åbning for et andet blik på verden og sproget og himlen. For kærligheden findes! DØDEN OG BLÆSTEN er Juliane Preislers (f. 1959) første digtsamling siden anmelderroste “Højtelskende” fra 2020. 1. oplag er signeret og nummereret af Juliane Preisler.

Da Danmark lukkede ned onsdag den 11. marts 2020 for at begrænse smittetrykket med COVID-19, begyndte Susanne Jorn at skrive på Situationsbilleder fra Coronakrigen. Situationsbilleder fra Coronakrigen er en digtsamling om at finde en menneskelighed i en undtagelsestilstand. I en pandemisk verden, hvor døden er blevet en naturlig del af livet, og hvor afmagten og truslen er rykket helt hen til digterens dørtrin. Det er en digtsamling, der tager os fra coronaangst til blå akelejer, til liljehvid sorg og bleggul tryghed, til restriktioner og coronafjende og pandeminederlaget, til Fuldmåne og fred, til senfølger og zoom-begravelse, til Ofelia Plads og Landbohøjskolens Have, til Støjbergs rigsret, til George Floyd, der døde i Minneapolis, og tilbage til Coronakrigens forsigtighedsprincip og til håbet om befrielse. Situationsbilleder fra Coronakrigen er signeret af Susanne Jorn og udkommer på toårsdagen for nedlukningen af Danmark.

Lady Dawn synger vuggeviser er et langdigt om Lady Dawn og Jordens forestående død, om varsler og drømmelogiske antydninger, om sårbarhed og ustyrligt begær og sorg og sex (Jorden har også kønsorganer!) og om et kærestepar, der rejser rundt i en bil. Men hvem er så denne Lady Dawn, der synger vuggeviser? En slags omnipotent, mytologisk væsen? En nordisk Pythia? En vølve? Det siges, at hun er vild og uregerlig og sprækkende frugtbar, og det samme gælder Lady Dawn synger vuggeviser: et komplekst og nærmest barokt, svulmende langdigt om at flås skælvende åben og flyde ud i et biologisk og mytologisk væv. Lady Dawn synger vuggeviser er signeret af forfatteren.

Kærlighed, mennesker og gamle genstande. Det er nogle af bestanddelene i Malte Frøslevs digtsamling Krukken. Her forsøger fortælleren at nærme sig sin hovedperson, Arkæologen, og hendes kærlighedsliv, sådan som det udspiller sig under en arbejdsferie til et solhedt Bologna, lidt på samme måde som Arkæologen selv forsøger at nærme sig sit fund. En gammel krukke – heraf titlen – som hun har snuppet fra udgravningspladsen. Digtene er i sig selv som en udgravning: en udforskende punktvis boring ned i Arkæologens liv og udvalgte hverdagsoplevelser. Krukken er stemningsfuld, legende og sanselig, samtidig med at den er ved at gå i opløsning, ved at koge over, fordi solen banker mod tankerne og gør dem løse i det. Det er ikke kun Arkæologen, men også omgivelserne, der er digtenes omdrejningspunkt. På den måde rummer Krukken en hyldest til det liv, som også de umælende ting rummer. Krukken er signeret af forfatteren.

Siden debuten i 1965 har Charlotte Strandgaard (f. 1943) skrevet digte om alt det, der er svært at tale om. Sex, menstruation, aborter, køn, spiseforstyrrelser, vold, stofmisbrug, sindslidelser og den store ukendte alderdom. Udvalgte digte 1965–2021 rummer Charlotte Strandgaards allerbedste, mest nødvendige, aktuelle, smukke digte. Udvalget viser alle sider af Charlotte Strandgaards poetiske praksis: den eksperimenterende digter, den bevægende, den (køns)politiske, den selvbiografiske, den religiøse og den socialt engagerede. Med digte om højaktuelle temaer som bl.a. moderskab og psykiatri viser Udvalgte digte 1965–2021, hvorfor Charlotte Strandgaard i dag er en af foregangskvinderne for nye generationer af danske forfattere. Signeret af Charlotte Strandgaard

“Mit sprog og fjordens & Gemmebogen” er en samlet udgave af Knud Sørensens anmelderroste digtsamlinger, “Mit sprog og fjordens” (2020) og “Gemmebogen” (2021). I digtsamlingerne tager Knud Sørensen os med til egnene ved Limfjorden, til markerne med de to grå stære, til havet og den jyske hede, men mest af alt handler “Mit sprog og fjordens & Gemmebogen” om den store enestående oplevelse af at være her, nu. Og om hvad det betyder, dag for dag, at blive ældre.

Alle ord i Liv Eas lys bliver til løv er sakset fra Danmarks Naturfredningsforenings medlemsblade og sat sammen på ny til en personlig naturpoesi. Det vrimler med vilde og forunderlige billeder, og det er, som om digtene har kriblet og krablet i Liv Eas fingre. Med digtsamlingen skriver Liv Ea sig ind i den højaktuelle, danske klimapoesi med en legende tilgang til poesi, med en dybfølt naturbegejstring og en stor umiddelbarhed.

Anna Malan Jógvansdóttirs Konkhjertet er måske den mærkeligste, mest eventyrlige, forvandlelige og personlige blanding af økokritik, pigeunivers og myte. Ifølge inuittisk mytologi kaster Sedna sig i havet, og hendes fingre blir skåret af, da hun forsøger at få fat i klipperne, så hun drukner. Men i stedet for at dø forvandles hendes krop og blod til havdyr, anemoner, tang og vandmænd. Myten om Sedna, havets gudinde, forvandles her i Jógvansdóttirs digte til en særegen udforskning af død og skabelse, af havet som bevidsthed og bevidstheden som et hav, og gennem havet og Sedna-myten udforsker Konkhjertet, hvad havet er og kan være.Anna Malan Jógvansdóttir, f. 1995, Nólsoy på Færøerne.

Christoffer Thunbo Pedersen (født 1989) debuterer med GENNEM DAGE AF HYLD OG TJØRN. En fascinerende og stærk digtsamling, der dyrker Skønheden, og som interesserer sig for naturens mystisk. Christoffer Thunbo Pedersen er blevet sammenlignet med Morten Søndergaard og Søren Ulrik Thomsen. Men GENNEM DAGE AF HYLD OG TJØRN er først og fremmest helt unikke debutdigte, der insisterer på at være frie, tænkende og åndelige. GENNEM DAGE AF HYLD OG TJØRN er signeret af Christoffer Thunbo Pedersen.