Hestehovedtågen

Ola Bauer (1943-1999) nåede at skrive 10 romaner før han døde, 56 år gammel. Han debuterede i 1976 med Grafitti, en debut som ifølge Johan Borgen gav ”et udslag på 7,7 på Richters jordskælvsskala”. Han er en kultforfatter og en forfatternes forfatter. Hans bøger er sanselige, kompromisløse, de lugter og stikker og lægger ikke skjul på noget. Som Per Petterson skriver: Han er Sandemoses arvtager og Norges eneste genuine beatforfatter, nøgen, vild, en drømmer og en løgner med en sort humor, men først og fremmest er han en oprører og outsider som ikke kan sættes i bås.
Ola Bauer (1943-1999) nåede at skrive 10 romaner før han døde, 55 år gammel. Han debuterede i 1976 med Graffiti, en debut som ifølge Johan Borgen gav ”et udslag på 7,7 på Richters jordskælvsskala”.
Hestehovedtågen er den første af fire bøger om Ola Bauers alter ego Tom. Den 11-årige Tom vokser op i efterkrigstidens Oslo sammen med sin mor, kunstmaleren Lister, og hendes to elskere. Krigen kaster fortsat skygger: Toms far er død, myrdet som overløber og stikker for tyskerne af den modstandsgruppe som Munken var med i, og Lister forfølges af tilnavnet Fehmers fisse. For at redde Munken, som befandt sig i Sachsenhausen, havde Lister under besættelsen et forhold til Siegfried Wolfgang Fehmer, chefen for den tyske sikkerhedstjeneste.

Med Tom som betragter føres vi ind i det højspændte spil mellem Lister, storcharmøren Robert og forfatteren Munken. Erotikken blomstrer da den frodige hushjælp Helga ankommer fra Island, og for Tom fører det til en seksuel opvågnen.

Bogens titel spiller på det femkantsdrama af seksuel energi, begær, forelskelse og jalousi som Tom inddrages i. De fem personers indbyrdes spændinger er som den forunderlige mørke stjernetåge, Hestehovedtågen, som kan ses i Orion.
Pressen skrev:
”Det er spændende, farverigt og samtidig nært og gribende. Bauer har brugt hele sit arsenal af sanseligt, sugende sprog, utrolig rigt på både drama og humor … Og den bør skaffe ham det store publikum han burde have haft for længe siden.” – Knut Faldbakken, VG
”Tematikken i Hestehovedtågen er dybt alvorlig. Alligevel formår Bauer i sjælden grad at få sine læsere til at le af det tragiske og latterlige i menneskene – i os selv – uden at han af den grund udleverer sine personer. Det er år siden jeg har grinet så meget!” – Bodil Steensen-Leth, Jyllands-Posten

”En af de mest fængslende bøger i norsk litteratur … Som portræt af moren er den hadefuldt-kærlige beskrivelse af den smukke, begavede, selvoptagede dekadente, tankeløst brutale og virkelighedsfornægtende Lister noget ret enestående på norsk.” Aftenposten

”Det er overbevisende … en sprudlende og sydende bog.” Stavanger Aftenblad
PER PETTERSON OM OLA BAUER I ”MÅNEN OVER PORTEN”:
“Olas favoritåbning på en roman var denne: “Nu vil jeg fortælle alt.” Sætningen stammer fra Sandemoses En flygtning krydser sit spor, og som Sandemoses Espen Arnakke flygter Olas helte fra den klasse de er vokset op i, og et eller andet sted midtvejs krydser de hinandens spor og går i clinch, og så springer der gnister. Man kunne sige at Ola er Sandemoses egentlige arvtager i Norge. Samtidig var han Norges eneste genuine beatforfatter, men han vidste mere om verden end dem, og hentede lige meget fra Jean Genet, Céline og Beckett, og fra den politiske virkelighed. Han var oprører, han havde set for meget til at være noget andet, men han lod sig aldrig sætte i bås. Heldigvis. Og han var en åben og strålende forfatter med en power som ingen andre i samtidslitteraturen. Da han døde lørdag den 12. juni 1999, var han bedre end nogensinde.
Han var en maskulin forfatter, fordi hans sprog var maskulint, hvis noget sådant findes, og det gør det vel, men han var aldrig macho. Han satte sig aldrig over kvinder i sine bøger. Aldrig. Han kunne se på dem med skrækblandet fryd, han kunne se på dem, om ikke altid med forståelse (hvilken mand kan det), så i hvert fald med beundring. Han kendte deres styrke, og han lod sig imponere. Det viser han gang på gang. Jeg ved ikke om verden har forstået hvor sjældent det er.”