Bøger i Anton-bøgerne serien i rækkefølge

Anton er en dreng på ti år, og han har længe haft på fornemmelsen, at noget er galt.Det er lørdag, og Anton skal til påskefrokost med hele familien. Med onkler og tanter og fætre og kusiner. Normalt hader Anton den slags. Der er altid så mange voksne, der kommer hen til én og dikker én og siger:-Hvor er du blevet stor!Eller: -Hvilken klasse går du i?-Nej, virkelig?Anton hader det, men hans mor og far glæder sig sådan.Velegnet til højtlæsning sidst i indskolingen og først på mellemtrinet.

Anton har længe haft på fornemmelsen, at noget er galt.Helt, helt galt. Anton er begyndt at tro, at tingene har en sjæl.Antons far siger:-Selvfølgelig har tingene ikke en sjæl.Antons far hopper på græsset og knækker en gren af en lille blomsterbusk, der står i forhaven.-Hverken græsset eller busken kan mærke noget, Anton!Men Anton tror ham ikke. Han kunne høre busken skreg. Er der virkelig ikke en eneste i hele verden, der kan høre, hvad Anton kan høre?Velegnet til højtlæsning sidst i indskolingen og først på mellemtrinet.

Normalt er Anton den gladeste dreng i hele verden. Han kan godt lide at røre sig.Han kan lide at kaste bolden så højt op i luften, at den slet ikke kommer ned igen.Og han kan lide at dykke nede i søen. Helst så dybt, at selv fiskene holder op med at svømme.Og bare glor.Men en dag sker der noget mærkeligt. Det er, som om Anton har fået bly i sine sko.Han kan næsten ikke røre sig, og hans krop bliver tungere og tungere.Antons krop, der før var let som en fjer, er blevet så tung, så tung.Det er, som om at han bærer på den tungeste byrde.I hele verden!

Anton er en dreng på ti år, og han har længe haft på fornemmelsenat noget er galt. Helt, helt galt. Det hele begyndte en aften, Anton lå i sin seng og skulle sove. Antons mor havde lige læst en historie for hamputtet ham og kysset ham på panden og sagt :–Anton, ved du hvad? Du er sådan en god dreng. Pludselig slog det ham: Hvordan kan jeg, der er en god dreng overhovedet ligge og sove og smaske og drømme, når tusindvis af børn i verden slet ikke har en seng? Slet ikke har en dyne? Slet ikke har en mor? Hvordan kan jeg det?

Anton er en dreng på ti, og han har længe haft på fornemmelsen,at noget er galt.Helt, helt galt.Anton er begyndt at drømme. Ikke sådan nogle søde og rare drømme. Men lidt uhyggelige drømme. Meget uhyggelige faktisk. Fulde af dæmoner.Anton har spurgt sin mor om, hvorfor man har onde drømme. Men Antons mor har bare purret ham i håret og sagt:– Onde drømme, Anton, det er du slet ikke gammel nok til.Er der slet ingen, der vil tro på, at Anton er omringet af sorte dæmoner, som får ham til at ryste af skræk?Billedbog med tekst til det tænksomme og sensitive barn af Katrine Marie Guldager med illustrationer af Kirsten Raagaard.

LektørudtalelseAnvendelsesmuligheder/målgruppe/niveauSmuk billedbogsfortælling med fokus i skolen om en dreng på 10 år, der ikke selv forstår at han savner sin far. Kan bruges både i skole, institution og hjem til på en blid og indirekte måde at nærme sig et udbredt fænomen: en travl og fraværende far med en sød og veltilpasset søn, der indimellem mister gnistenBeskrivelseAnton på 10 år mærker, at alting bliver gråt omkring ham, selv beskriver han det som at han er ramt af sorgens pil. Hans mor kan ikke forstå og forklare, Anton plejer at være glad for at gå i skole. De søde lærere gør hvad de kan for at forklare hvor dejlig tilværelsen er ud fra hver deres vinkel, men forgæves. Selv rektor, der om nogen må forstå livets mening, kommer det ikke nærmere, men sender Anton ned til pedellen i kælderen. Han sætter sig stille med Anton på skødet og fortæller, at når man er ked af det, så er der altid en årsag. Da kommer Anton i tanker om, at far igen rejste bort til sit arbejde og ikke engang nåede at sige farvel. Det lettede, nu er Anton køreklar igen. Teksten er veldrejet, Kirsten Raagaards tegninger medfortællende både i udtryk, farveholdning og motivvalg, det store billedbogsformat muliggør oplæsning for grupper Samlet konklusionEn yderst anvendelig hverdagsfortælling der har sit fokus i skolens verden og som tager sin 10-årige hovedperson og hans livsstemning alvorligtJens Raahauge i FolkeskolenAf og til er det mol, der dur. Dette er tilfældet i historien om Anton, der pludselig bliver ramt af sorgens pil. Han selv står uforstående over for det uventede stemningsskift i sindet. Han spørger de voksne omkring sig, moren, lærerne og rektor, uden at få svar eller endsige hjælp. Men på skødet af pedellen går det op for ham, hvad han savner: Farens nærvær.Katrine Marie Guldager mestrer et sprog i mol, et sprog så afstemt, at man bliver fanget uden at føle sig manipuleret. Tonen er spinkel, solidarisk og begribelig.Kirsten Raagaards legende billedsprog indtager suverænt det rum, som ordfortællingen må lade stå åbent: at verden rundt om den, der er ramt af sorgen, fortsætter i sin egen groteske gang.Tilsammen giver forfatter og illustrator et indblik i en savnende drengs møde med både sine egne forvirrede tanker og omgivelser, der synes blottet for empati. Dette indblik må kunne give børn ord for at formulere savn, og det kan i hvert fald få os voksne, der er omgivet af børn, til at overveje vores egen grad af lydhørhed, når vi har grinet færdigt af bogens kolleger.