Bøger i Den hvide serie serien

SMAGEN OM CHILI er ikke en gentagelse af Lene Tvedgaards DEN LILLE STÆRKE OM CHILI, der især er en dyrkningsvejledning, men et selvstændigt værk, der lægger hovedvægten på den mange forskellige chilli´ers anvendelse i madlavningen, SMAGEN AF CHILI er en inspirationsbog til alle, der vil vide mere om sorter, aroma og styrke og dermed blive i stand til at anvende de forskellige chilisorter endnu bedre i madlavningen. Det nye oplag anvender de internationale chili-styrkebetegnelser Chili gør en delikat gastronomisk forskel og er en fantastisk smagsforstærker. Men de mange chilisorter har meget forskellige aromaer og styrker, og det er en stor fordel at vide rigtig meget om dem, når du står ved køkkenbordet og skal trylle. Hvordan finder jeg ud af hvor stærk chilifrugten er? Hvilke chilisorter bruges bedst i denne ret, og hvordan doserer jeg? Osv. Når du har lært dig at afstemme styrke og aroma, giver der uendelig mange flere spændende og overraskende muligheder for at bruge chili i en lang række forretter, hovedretter, desserter og hotte og mindre hotte chilisaucer. Samtidig får du selv og dine gæster et væld af nye smagsoplevelser. Her beskrives ca. 42 udvalgte chilisorter af forskellig styrke og smag. Opskrifterne dækker alt fra gourmet-hovedretter til salsaer, tørring og konservering af chilifrugter efter høst. Opskrifterne er komponeret af kokken Jimmy Weber, sylteeksperten Vivi Nordestgaard madhistorikeren Gunvor Juul samt forfatteren selv, chiligartner Lene Tvedegaard. Lene er bl.a. kendt for klassikeren DEN LILLE STÆRKE OM CHILI. Lene Tvedegaard har tidligere udgivet DEN NYE RØDE OM TOMATER - og det enestående storværk KRYDDERURTER - Bogen for urteelskere. Koustrup & Co. 2013. Lækre madbilleder af Bjarni Jacobsen, Detaljerede tegninger af alle sorter ved Anne Hviid Nicolaisen. Stort format (21x 26 cm).

Det særegne trumfer alt, det enestående belønnes, mens det almindelige og standardiserede nærmest virker kedeligt. Gennemsnitsmennesket med sit gennemsnitsliv mistænkes for at være konformt. Den nye målestok for alting er ikke blot de autentiske subjekter med originale interesser og “kuraterede” biografier, men også de unikke varer og events, fællesskaber og byer. Senmoderne samfund dyrker det singulære.Med udgangspunkt i denne diagnose udforsker Andreas Reckwitz den singulariseringsproces, der i begyndelsen af 2000-tallet foregår inden for økonomien, i arbejdsverdenen, i den digitale teknologi, på livsstilsområdet og i det politiske liv. I et forsøg på at opstille en ny teori om moderniteten viser han, hvor tæt sammenvævet denne proces er med kulturaliseringen af det sociale, hvor modsigelsesfuld en dynamik den rummer, og hvordan dens vrangside ser ud. Singulariseringens samfund kan nemlig ikke kun opvise prægtige vindere, men producerer også sine helt egne uligheder, paradokser og tabere.Andreas Reckwitz er professor i kultursociologi ved Europa-Universität Viadrina i Frankfurt an der Oder og har begået en banebrydende og retningsanvisende bog om den samtid, vi lever i.

Krydderurter er skønne og uundværlige smagsgivere i vores mad, og de kan løfte selv simple retter op til nye højder. Krydderurter er som navnet siger, et krydderi som kan bruges i maden. Aroma og smag (aromaen) stammer især fra de flygtige og smagsgivende olier i planterne, de æteriske olier. Disse smagsstoffer kan med fordel ”indfanges” i olie eller i forbindelse med tilberedning af forskellige retter. De æteriske olier er også helsebringende, og en hel del af krydderurterne har været anvendt og bruges stadig som lægeplanter. Spist i rette dosis er mange af urterne gode for vores immunforsvar mv.I denne bog omtales mere end 40 almindelige krydderurter, deres egenskaber, dyrkning og der er opskrifter på deres anvendelse. Forfattere er Lene Tvedegaard, ejer af Gartneri Toftegaard, der er kendt for sine krydderurter, chili, tomater mv., og som også har skrevet bøgerne: Krydderurter - bogen for urteelskere, Den lille stærke om chili, Den nye røde om tomater, Smagen af tomat, Smagen af Chili samt Gunvor Maria Juul, der er madhistoriker og forfatter til: Danmarks første kogebog 1616 samt medforfatter til flere af Lene Tvedegaards bøger.

I Outsidere forklarer Becker, hvordan afvigelse først og fremmest handler om andres reaktioner. Et individ bliver stemplet som afviger, når andre observerer hans eller hendes opførsel og reagerer herpå ved at stemple vedkommende. Ingen særlig handling er i sig selv afvigende – den bliver det først, når en socialt magtfuld gruppe stempler den som sådan. Howard Saul Becker (f.1928), sociolog, jazzmusiker og fotograf, bor og arbejder i San Francisco, USA. Ud over Outsidere har han skrevet bøgerne Art Worlds (1982), Writing for Social Scientists (1985) og Doing Things Together (1986). Oversat fra engelsk efter Outsiders. Studies in the Sociology of Deivance af Søren Søgaard. 

”Axel Honneth er en vigtig teoretisk begrebsstærk figur i det sociologiske felt”. - Johnny Lauritsen, Akademiske Sygeplejersker "Axel Honneth's recognition theory constitutes one of the most ambitious philosophical undertakingsof our time" - Nancy Fraser, New School for Social ResearchDen tyske sociolog Axel Honneths Kamp om anerkendelse udkom første gang på tysk i 1992 og har i dag status som et uomgængeligt socialfilosofisk hovedværk.Med afsæt i en kritisk rekonstruktion af Hegels ungdomsskrifter suppleret af nyere socialpsykologiske teorier skitserer Honneth vilkårene for en ny kritisk samfundsteori. Det teoretiske omdrejningspunkt er begrebet anerkendelse.Honneth analyserer de formelle betingelser for selvrealisering, dvs. det gode liv, og viser hvordan den enkeltes selvtillid, selvagtelse og selvværd er afhængig af anerkendelse - i privatlivet, som retssubjekt og i det sociale liv i bred forstand. Honneth undersøger menneskers indbyrdes anerkendelsesrelationer og fremhæver de sociale relationers betydning for udviklingen af vores identitet.Samtidig viser Honneth, hvordan manglende anerkendelse slår igennem i form af en række patologiske bevidsthedsforstyrrelser, der udstiller det moderne samfunds skrøbelighed og peger på den stadige samfundsmæssige ubalance mellem individuel frihed og social anerkendelse.Axel Honneth (f. 1949) er Jürgen Habermas' efterfølger på Johann Wolfgang Goethe Universität i Frankfurt. Han er den første siden Max Horkheimer, som både er professor i socialfilosofi på Institut für Philosophie og har direktørposten på det verdenskendte Institut für Sozialforschung. Han regnes i dag for den ledende tredjegenerationsteoretiker fra den såkaldte Frankfurterskole.Oversat fra tysk efter Kampf um Anerkennung af Arne Jørgensen.

Fattigt på historiske katastrofer var dette århundrede i sandhed ikke: to verdenskrige, Auschwitz, Nagasaki, så Harrisburg og Bhopal, og sidst Tjernobyl (...) Hidtil har al lidelse, nød og overgreb som mennesker har begået over for andre mennesker, kendt katagorien "de andre" - jøder, sorte, kvinder, asylanter, dissidenter, kommunister osv. På den ene side var der hegn, lejre, bydele, militærblokke, og på den anden side ens egne fire vægge - reale og symbolske grænser, bag hvilke de tilsyneladende ikke-berørte kunne trække sig tilbage. Alt dette findes stadigvæk, og siden Tjernobyl alligevel ikke: Med den atomare smitte er det blevet muligt at erfare ophøret af "de andre", ophøret af alle vores raffinerede distanceringsmuligheder. Nød kan man ignorere, men ikke atomalderens trusler.For Beck er dette det moderne (verdens)samfundets centrale tema, og alle andre sociologiske mener må finde sig i at stå i skyggen heraf. Der er tale om farer, som ikke gør forskel mellem rig og fattig, optimist og pessimist. Ironisk nok er de på en måde demokratiske, og et risikosamfund kan derfor med passende alvor betegnes som et samfund, der er i stand til at ødelægge alt liv på jorden. Der er ikke kun tale om en civilisation, der trues, men om en civilisation som truer muligheden for fremtidige civilisationer overhovedet. Et sådant samfund producerer varer og sociale relationer, men producerer også konstant risiko, og det præger det. Det moderne globale samfund, risikosamfundet, omfatter hele menneskeheden og gør selv store nationalstater til subsystemer. Der er ifølge Beck tale om en "civilisatorisk vulkan" (tænk bare på aids, ozonlag, forurening, terrorisme, trafik, genteknologi foruden atomtruslen). Det er emnet for hans bog.

Sigtet med bogen er at vise, bl.a. gennem en lang dialog mellem Wacquant og Bourdieu, hvordan sidstnævnte som samfundsforsker tænker sine begreber ind i en metode og knytter dem sammen i en konkret praksis.Oversat fra fransk efter Reponse af Henning Silberbrandt.

Moderniteten har både positiv og negativ betydning for det enkelte menneske. På den ene side tilvejebringer samfundets ekstreme udviklingsdynamik en række nye muligheder for et sikkert og berigende liv. På den anden side er der skabt grundlæggende tvivl om en række af tilværelsens eksistentielle spørgsmål, og nye risici er opstået.Oversat fra engelsk efter The Consequences of Modernity af Søren Schultz Jørgensen.

I de gode gamle dage var Rockefeller optaget af at eje stadig flere boreplatforme, bygninger, maskiner og jernbaner. I dag har den nye kapitalismes ikon, Bill Gates, gjort det til et succes-parameter, at nye produkter forsvinder lige så hurtigt som de lanceres for straks at blive afløst af noget lige så flygtigt. I Flydende modernitet viser Bauman sig endnu en gang som en blændende essayist med et sikkert blik for tidens paradokser og forskydninger – og for den usikkerhed som fraværet af normer skaber blandt samfundets svageste, der med god grund frygter at synke til bunds i udviklingens rivende strøm. Zygmunt Bauman var professor ved Warszawas Universitet indtil 1968, hvor han som følge af antisemitisk pres måtte forlade Polen. Efter tre år i Israel, slog han sig i 1971 ned i England som professor i sociologi ved universitetet i Leeds. Bauman – der er en flittig gæst i Danmark – er forfatter til en lang række bøger, hvoraf mange er udkommet på dansk. Bogen er oversat fra engelsk efter Liquid Modernity af Tom Havemann.

At eksistere i senmodernitetens tid indebærer, at traditioner og sædvaner ikke længere nedarves og dermed heller ikke bestemmer vores normer. Giddens redegør for, hvordan de enkelte individers identitet udvikles under sådanne betingelser.Oversat fra engelsk efter Modernity and Self-Identity af Søren Schultz Jørgensen.

Vær Kreativ! I nutidens samtid er kravet og ønsket om at være kreativ og skabe noget nyt udbredt på en måde, som ikke er set tidligere. Hvor kreativitet før var forbeholdt subkulturelle kunstnere og kunstneriske miljøer, er det nu blevet et almengyldigt krav – et imperativ – at være kreativ! Andreas Reckwitz undersøger i denne bog, hvordan kreativitet er blevet forceret op gennem det 20. århundrede. Det gælder i avantgarde- og postmoderne kunst, i kreative industrier og innovationsøkonomi, i kreativiteten- og selvudviklingens psykologi, i mediernes præsentation af kreative stjerner og kreativ byplanlægning. Det viser sig, at tiden i dag er præget af radikale krav om social æstetisering der hæfter sig til økonomisk udvikling.At kravet om kreativitet er blevet så udbredt er en overskridelse af den ånd som hører til den smalle kunst. Andreas Reckwitz peger på både fordele og ulemper ved denne udvikling og peger også på faren for pervertering af kreativiteten, når den kobler sig til institutioner og de økonomiske systemers indre logik om profit og standardisering. Kreativitet er senmodernitetens motor, stoffet til kapitalismens hemmelige drømme, eller som Reckwitz siger. Æstetisk kreativitet er samtidens socialiseringens modus og kreativiteten forbinder nu subjekt og system. Denne forbindelse gør bl.a. at kreativiteten er overgået fra en sakral til en profan sfære.Andreas Reckwitz bog ” Die Erfindung der Kreativität” fik stor omtale i sit hjemland, da den udkom i 2012 og bogen danner fundament for hans senere udgivelse ”Singulariteternes samfund” som blev udgivet på dansk i 2019. Bogen udgives med et eksklusivt efterord af Reckwitz, hvor han reflekterer over de to bøgers sammenhæng.Andreas Reckwitz er professor i socialteori og kultursociologi ved Humboldt Universitet.

Den svenske urtegartner og aromaterapeut Eva Olsson skriver om lavendlens historie, dyrkning, indholdsstoffer og anvendelse. Krydderurtegartner Inger Vaaben har oversat og bearbejdet til dansk. Her er opskrifter på lavendel i kager og mad, på lavendelposer med duftende frø, til fodbadesalt, afslappende badesalt og meget andet. Lavendlen hører til favoritterne i haven. Den forbindes den med ro, harmoni og renhed. Har man én gang set en lavendel-mark i blomst, glemmer man det aldrig. Blomsternes intensive blå farve, den stærke duft og lyden af de mange summende humlebier over marken påvirker alle vores sanser. Og så er der få planter, som kan bruges til så meget som lavendlen. Den har i århundreder været anvendt flittigt både i hudplejen, som lægeplante og som en dejlig krydrettilsætning til maden. En lille bog med et stort indhold og smukke illustrationer, bl.a. af Kirsten Tind.

At være moderne er at kunne skelne mellem tro og viden, natur og kultur, ting og menneske. Men hvor skal vi placere fænomener som huller i ozonlaget, genmodificerede planter, reagensglasbørn, skovdød og global opvarmning? Er de naturlige eller menneskeskabte? Lokale eller globale? Begge dele? Moderne videnskab har produceret så mange komplekse teknologier og netværk, hvor kultur og natur er vævet ind i hinanden, at det bliver stadig vanskeligere i praksis at opretholde skellene mellem politik, videnskab, teknologi og natur.Vi har aldrig været moderne er en blændende analyse af paradokserne i det moderne, oplyste projekts distinktioner mellem naturvidenskab, humaniora og samfundsvidenskab, og et forsvar for en tænkning, der er hybrid og kompleks som verden selv.Latours ambitiøse og provokerende bog udkom første gang på fransk i 1991 og regnes i dag for en videnssociologisk klassisker.

Den slovenske filosof og sociolog Slavoj Žižek er en af vor tids mest markante intellektuelle og en iøjnefaldende skikkelse i såvel akademiske kredse som i offentligheden. Han er forfatter til en lang række bøger og artikler, hvor analyser af populærkultur og politik blandes med teoretiske landvindinger - ofte med fokus på den franske psykoanalytiker Jacques Lacan. Ideologiens sublime objekt udkom første gang i 1988 og er Žižeks gennembrudsværk. Bogen er et af Žižeks absolutte hovedværker og sætter fokus på ideologi - de ofte skjulte og automatiserede regler for, hvad der anses for godt og normalt. Žižek sætter sig for at analysere, ikke alene hvordan ideologier virker, men også hvorfor de virker. Det giver anledning til en række banebrydende analyser af, hvorfor mennesker har en tendens til at tilslutte sig normer, uanset hvor ubehagelige de måtte forekomme - hele tiden med Žižeks karakteristiske sans for hverdagsfænomener som film og litteratur.Ideologiens sublime objekt er oversat fra engelsk af Morten Visby.Slavoj Žižek er seniorforsker på Institut for Sociologi, Ljubljana Universitet. Desuden er han tilknyttet en lang række førende universiteter verden over.

I denne tankevækkende bog sætter den polsk-britiske sociolog Zygmunt Bauman fingeren på et af de ømme punkter i vores postmoderne tilværelse: Fællesskabet. At være en del af et fællesskab giver på den ene side tryghed, men begrænser på den anden side vores personlige frihed. Bauman fremhæver at vi er nødt til at konfrontere fordi det er den eneste mulighed vi har, for at undgå fortidens fejltagelser. Globaliseringen, den nye kulturelle mangfoldighed, de nye krav i arbejdslivet og de nye roller i velfærdssamfundet udfordrer såvel samfundets fællesskabsnormer som det enkelte individ. At stille sig selv i centrum som handlende individ og samtidig erkende ansvaret for fællesskabet og handle derefter kræver en bevidsthed om personlige og almene værdier. Den diskussion tages op af Bauman i Fællesskab. Zygmunt Bauman (f. 1927) er professor emeritus ved universitet i Leeds, England. Oversat til dansk fra Community af Tom Havemann.

"[...] det er en nydelse at hengive sig til Bourdieus rige tekst"Ole Thyssen, WeekendavisenDen praktiske sans er et helt centralt værk i Bourdieus store produktion. Her beskriver han den afgørende forskel mellem en befolkningsgruppes umiddelbare forståelse af deres verden og den antropologiske forskers blik.”Den praktiske sans” betegner det ubevidste system af handlingsmønstre, præferencer og principper for, hvordan man er i den praktiske virkelighed. Den praktiske sans er forskellig fra kultur til kultur, men vi benytter os alle af den. Denne sans er imidlertid sjældent lig med de samfundsregler, forskeren kan identificere med sit udefrakommende blik. Derfor er det vigtigt, at forskeren er bevidst om sin egen rolle.Bourdieu arbejdede hele tiden med at raffinere sit videnskabelige arbejde. Således er Den praktiske sans (orig. 1980) en gentænkning og nyformulering af de tanker og begreber, han opridser i klassikeren Udkast til en praksisteori (orig. 1972/da. 2005). I begge bøger er udgangspunktet et grundigt feltarbejde i Algeriet, men analyserne og eksemplerne er forskellige. I Den praktiske sans vender Bourdieu desuden tilbage til Béarn i Frankrig, hvor han er vokset op. Her bliver kontrasten mellem hans praktiske sans for sin hjemstavns kultur og det antropologiske forskerblik for alvor blotlagt.

Bogen indeholder kapitler om samfundsstrukturen eller de sociale klasser, med Bourdieus formulering: det sociale rum; om uddannelsessociologien - hos Bourdieu: fordelingen af den kulturelle kapital inden for det sociale rum; om litteratursociologien, som Bourdieu kalder videnskaben om kunstværker; og om solidaritet eller egoisme som baggrund for handlinger.Oversat fra fransk efter Raisons pratique af Henrik Hovmark.

Niklas Luhmanns teorier oplever i disse år en hastigt voksende udbredelse herhjemme både inden for forskning og uddannelse. Det er ikke alene i relation til samfundsvidenskaberne, at Luhmann teoretisk gør sig gældende, det er også tilfældet inden for en lang række andre fag som filosofi, æstetik, retsvidenskab, teologi, pædagogik og informationsvidenskab. Sociale systemer fra 1984 betragtes, på trods af at den ligger midt i forfatterskabet, som Luhmanns teoretiske hovedværk. Heri fremlægger han den generelle teori om sociale systemer, som var målet for hele hans videnskabelige virke. En teori bygget på et gennemgribende systemteoretisk grundlag og med det formål at kunne analysere alle former for sociale kontakter fra tilfældige møder til komplekse samfund. Bogen er provokerende og en udfordring for sin læser fordi den på én gang nyformulerer en række grundbegreber inden for sociologien, fx kommunikation, handling, mening, struktur og konflikt, og indfører helt nye begreber som afgørende for en sociologisk teoridannelse. Oversat fra tysk efter Soziale Systeme af John Cederstrøm, Jens Rasmussen og Nils Mortensen. Jens Rasmussen har forsynet bogen med en introduktion til Luhmanns værk og forfatterskab.

Den sociologiske metodes regler (Les règles de la méthode sociologique) udkom første gang i 1895 og hører - bl.a. sammen med andre af Émile Durkheims værker - til blandt de grundlæggende og uomgængelige klassikere inden for samfundsvidenskaben. Med bogen forsøger Durkheim at formulere et antal egentlige metodeprincipper, som ifølge ham bør iagttages ved studiet af den slags samfundsmæssige fænomener, han kalder ’sociale kendsgerninger’. Hermed mener han de overindividuelle sociale lovmæssigheder og funktionssammenhænge som konstituerer et samfund og gør det til andet og mere end summen af dets borgere. Durkheim nøjes selvfølgelig ikke med alene at fremlægge sine teoretiske overvejelser i forbindelse med formuleringen af reglerne. Bogen igennem giver han konkrete eksempler på deres anvendelse ved observation og analyse af sociale fænomener som fx arbejdsdeling, retsforhold, kriminalitet og familiemæssige forhold. Den sociologiske metodes regler er forsynet med en introduktion af lektor Gorm Harste, Institut for Statskundskab, Århus Universitet. Oversat fra fransk efter Les Règles de la méthode sociologique af Esbern Krause-Jensen.

Traditionelt opfattes samfundet som et slags edderkoppespind med fyrsten, staten eller folketinget i midten. For den tyske sociolog Niklas Luhmann er det en forkert beskrivelse. Samfundet har ikke ét centrum, men består i stedet af en hel række funktionssystemer – politik, økonomi, ret, kunst, religion, videnskab m.fl. – der er i konstant karambolage om at skabe en kompleks og dynamisk, men dog stabil orden.   Luhmann skrev en imponerende mængde bøger, der hver især kortlagde disse systemer ét for ét. I Samfundets uddannelsessystem, der udkom fire år efter hans død, analyserer han uddannelsessektoren og dens funktion i samfundet. Med nøgtern præcision afdækkes mekanismerne og strukturerne i et system, hvis funktion på den ene side er at forandre gennem ”dannelse” og ”opdragelse” og på den anden side at sortere folk med hensyn til karriereselektion. Bogen rummer en række skarpe og usentimentale iagttagelser af den pædagogiske verden og dens selvforståelse og er allerede en uddannelsessociologisk klassiker.

Indtil for få år siden syntes vestlige samfund at bevæge sig fremad i en ukuelig tro på sociale fremskridt: Den verdensomspændendetriumf for demokrati og markedsøkonomi virkede ustoppelig; liberalisering og frigørelse, informationssamfund og pluralisering af livsstil så ud til at være ledende principper for fremtiden. Inden for de senere år er den samfundsmæssige optimisme dog punkteret – blandt andet med valget af Donald Trump og Brexit – og en ny desillusion er opstået. I Illusionernes undergang viser Andreas Reckwitz os, at det først er nu, at omfanget af samfundets strukturændring er blevet synligt:at det gamle industrielle samfund er blevet erstattet af en senmoderne tidsalder, der er præget af nye polariseringer ogparadokser – og her er fremskridt og angst uløseligt sammenflettet. I en række essays kortlægger Andreas Reckwitz nutidens centrale strukturelle karakteristika: det nye klassesamfund, en post-industriel økonomi, konflikter inden for kultur og identitet, den træthed, der opstår som følge af imperativet om selvrealisering,og liberalismens krise.Andreas Reckwitz, f. 1970, er professor i social teori og kultursociologi ved Humboldt Universitet, Berlin. Hans bog Singulariteternessamfund fra 2017 blev tildelt Bayerischer Buchpreis. I 2019 modtog han en Leibniz-Preis, og Reckwitz betragtes som en førende stemme blandt vor tids tyske sociologer.

Den amerikanske sociolog og samfundsdebattør C. Wright Mills’ hovedværk Den sociologiske fantasi fra 1959 er et opgør med samtidens sociologer, der efter Mills’ mening stod for en alt for teoretisk og abstrakt – det vil sige fantasiforladt – måde atbedrive videnskab på. Ifølge Mills bør de, der bedriver samfundsvidenskab, udover at besidde teoretisk indsigt og metodisk bevidsthed navnligt belyse vekselvirkningen mellem individ og samfund. Det er nødvendigt at være opmærksom på forholdet mellem individuel biografi og kulturel historie, for derved vil man kunne forstå og forklare sammenhængen mellem sociale og individuelle problemer. C. Wright Mills’ Den sociologiske fantasi er en bog, der opfordrer til at lære af fortiden for at udfordre nutiden med henblik på atforbedre kvaliteten af menneskelivet i fremtiden. Den sociologiske fantasi er blevet en sociologisk klassiker, og nu foreligger så andenudgaven af den danske oversættelse fra 2002 med nyt forord af professor i sociologi Michael Hviid Jacobsen.  Bogen vil forhåbentligt fortsætte med at inspirere nutidige og kommende generationer af samfundsforskere.Oversat fra amerikansk efter The Sociological Imagination af Tom Havemann.

I Modernitet og Holocaust undersøger den polsk-jødiske sociolog Zygmunt Bauman, hvad Holocaust - det nazistiske regimes ombringelse af 6 millioner jøder - kan lære os om modernitetens væsen. En af hans hovedpointer er, at menneskeudryddelserne ikke blot var et irrationelt tilbagefald til barbari. De forløb tværtimod "civiliseret", ved hjælp af også i dag gængse organiseringsformer såsom bureaukrati og instrumentel rationalitet.Derfor kan selve Holocaust hverken betragtes som et isoleret jødisk problem, ej heller alende forklares med henvisning til Hitlers tvangstanker, hans tilhængeres grusomhed og det moralske forfald, som hans ideer gav anledning til."Holocaust blev udtænkt og gennemført i vores moderne, rationelle samfund, på vores høje civilisatoriske stade, de menneskelige og kulturelle præstationeres tinde, og af denne grund udgør det også et problem for dette samfund, denne civilisation, denne kultur."Formålet med bogen er at indlemme den sociologiske, psykologiske og politiske lære, vi kan drage af Holocaust-begivenhederne, i samfundsinstitutionernes og borgernes selverkendelse og praksis. I sidste ende stiller den det centrale spørgsmål, om moral er noget, der læres, altså et socialt produkt, eller en uadskilleig del af selve den menneskelige eksistens.

Globalisering er på alles læber, et modeord næsten med status af trylleformular, der kan åbne samtlige porte til nutidens og fremtidens mysterier. Men som alle modeord også med en tendens til selv at blive mindre og mindre præcist, desto flere områder det foregiver at belyse. Derfor er det vigtigt – som Zygmunt Bauman gør med sin bog – at sprede noget af den tåge der omgiver udtrykket og begrebet ”globalisering” bl.a. ved at afdække de sociale rødder og menneskelige konsekvenser af globaliseringsprocessen og vise, at der ligger betydeligt mere i fænomenet end man umiddelbart kan se. Globalisering er således ikke udelukkende en proces, hvor kapital, handel og information flyder frit over samtlige kontinenter, og hvor mennesker kan rejse, hvorhen de vil. Det der for nogle forholdsvis få – en global og eksterritorial elite - betyder en grænseoverskridende frihed, kan for mange andre blive en påtvunget, men uafværgelig fastlåsning såvel geografisk som økonomisk - med alt hvad det kan føre med sig. Oversat fra engelsk efter Globalization af Helga Poder.

"[...] det er en nydelse at hengive sig til Bourdieus rige tekst"Ole Thyssen, Weekendavisen Den praktiske sans er et helt centralt værk i Bourdieus store produktion. Her beskriver han den afgørende forskel mellem en befolkningsgruppes umiddelbare forståelse af deres verden og den antropologiske forskers blik.”Den praktiske sans” betegner det ubevidste system af handlingsmønstre, præferencer og principper for, hvordan man er i den praktiske virkelighed. Den praktiske sans er forskellig fra kultur til kultur, men vi benytter os alle af den. Denne sans er imidlertid sjældent lig med de samfundsregler, forskeren kan identificere med sit udefrakommende blik. Derfor er det vigtigt, at forskeren er bevidst om sin egen rolle.Bourdieu arbejdede hele tiden med at raffinere sit videnskabelige arbejde. Således er Den praktiske sans (orig. 1980) en gentænkning og nyformulering af de tanker og begreber, han opridser i klassikeren Udkast til en praksisteori (orig. 1972/da. 2005). I begge bøger er udgangspunktet et grundigt feltarbejde i Algeriet, men analyserne og eksemplerne er forskellige. I Den praktiske sans vender Bourdieu desuden tilbage til Béarn i Frankrig, hvor han er vokset op. Her bliver kontrasten mellem hans praktiske sans for sin hjemstavns kultur og det antropologiske forskerblik for alvor blotlagt.

I denne klassiker, der udkom første gang i 1972, præsenterer Bourdieu for første gang sin teori om menneskelig adfærd og handlen i et socialt rum. Bourdieu tager udgangspunkt i feltstudier af slægtskabsforhold, æresbegreber, magt- og interessespil blandt kabylerne i det nordlige Afrika. Han viser, hvordan de enkelte agerende i vidt omfang indkorporerer og reproducerer de komplekse sociale strukturer og koder, de er rundet af. I kabylernes stærkt ritualiserede hverdagsliv handler den enkelte ud fra et erhvervet sæt af skemaer, præferencer og principper for, hvordan verden skal anskues og opdeles. Og meget ofte er den enkeltes praksis ikke i samsvar med de normer han eller hun prætenderer at følge eller de repræsentationer de selv giver af deres egen praksis. Bourdieu forstod sin egen teori som et alternativ til både eksistentialismens og rational choice-teoriernes ekstreme ”subjektivisme” og de mere rigide former for strukturalistisk ”objektivisme”, der ikke levner noget råderum for det handlende og vælgende subjekt. Hans tilgang, der understreger de sociale strukturers betydning for menneskelig interaktion, men også den enkeltes mulighed for at handle, er en antropologisk klassiker. Oversat fra fransk efter []Esquisse d’une théorie de pratique – précédé de trois études d’ethnologie kabyle[] af Peer F. Bundgaard. PIERRE BOURDIEU (1930-2002), filosof, antropolog og sociolog, var forskningsleder på Ecole des Hautes Etudes en Sciences Sociales, indtil han i 1982 afløste Raymond Aron som professor ved det prestigefyldte Collège de France. Han var en meget produktiv skribent og en af de vigtigste intellektuelle stemmer i den franske og internationale debat.

Globalisering er på alles læber, et modeord næsten med status af trylleformular, der kan åbne samtlige porte til nutidens og fremtidens mysterier. Men som alle modeord også med en tendens til selv at blive mindre og mindre præcist, desto flere områder det foregiver at belyse. Derfor er det vigtigt – som Zygmunt Bauman gør med sin bog – at sprede noget af den tåge der omgiver udtrykket og begrebet ”globalisering” bl.a. ved at afdække de sociale rødder og menneskelige konsekvenser af globaliseringsprocessen og vise, at der ligger betydeligt mere i fænomenet end man umiddelbart kan se. Globalisering er således ikke udelukkende en proces, hvor kapital, handel og information flyder frit over samtlige kontinenter, og hvor mennesker kan rejse, hvorhen de vil. Det der for nogle forholdsvis få – en global og eksterritorial elite - betyder en grænseoverskridende frihed, kan for mange andre blive en påtvunget, men uafværgelig fastlåsning såvel geografisk som økonomisk - med alt hvad det kan føre med sig. Oversat fra engelsk efter Globalization af Helga Poder.

Hvad sker der, når samfundet udvikler sig fra et producentsamfund til et forbrugersamfund, og dermed fra et samfund styret af arbejdsetikken til et samfund styret af forbrugets æstetik? Hvad er konsekvenserne af overgangen fra et samfund, der har brug for hver eneste voksen som en produktiv arbejdsressource, til et samfund, der sagtens kan producere alt hvad der behøves og mere til uden deltagelse af en betydelig del af sine medlemmer? Det er denne gradvise, men ubarmhjertige overgang fra det tidlige til det seneste stadium af det moderne samfund, Zygmunt Bauman beskriver i sin vigtige og ikke så lidt provokerende bog. For også normerne og borgernes indbyrdes forhold forandres i et samfund, hvor livsprojekterne bygges op omkring forbrugsvalg snarere end arbejde, faglige færdigheder og job. Taberne i dette komplicerede spil er de arbejdsløse, samfundets fattige, der både er overflødige på arbejdsmarkedet og defekte som forbrugere. De står dermed tilbage uden nogen anvendelig social funktion – hverken nu eller i fremtiden – med vidtrækkende konsekvenser for deres sociale status og chancerne for fremskridt. Kan denne ’nye’ fattigdom og forarmelse bremses og overvindes med de ortodokse midler, der blev skræddersyet til et samfund, som ikke længere findes? Eller må der nye løsninger til? Det er på denne baggrund og gennem løsningen af bl.a. den slags problemer, at velfærdssamfundet skal stå sin prøve. Zygmunt Bauman (f. 1925) er professor emeritus ved universitet i Leeds, England, og har et stort forfatterskab bag sig. På dansk er tidligere udkommet Fællesskab (2002), Globalisering (1998) og Modernitet og Holocaust (1994).Oversat til dansk af Susanne Arends og Tom Havemann.

Viden om viden og refleksivitet er en let bearbejdet gengivelse af den franske sociolog Pierre Bourdieus afskedsforelæsninger på Collège de France 2000-2001. På baggrund af en historisk og sociologisk analyse af videnskaben og videnskabsbegrebet forsvarer han den videnskabelige frihed og den frie forskning, der i stigende grad bliver klemt mellem økonomiske og politiske kræfter. Bourdieu analyserer forskellige aspekter af begrebet objektivitet inden for human- og samfundsvidenskaberne og advarer mod, at økonomiske interesser får stadig større indflydelse, og at grænsen mellem universiteternes grundforskning og den anvendte forskning udviskes. Bogen slutter med et spændende kapitel, ”udkast til en selvanalyse”, hvor forskeren for første gang kommer systematisk ind på personen Bourdieu. En væsentlig pointe er, at forskningen ikke kun er styret af objektivitet og rationalitet, men er underlagt en række sociale og samfundsmæssige betingelser, der definerer og virker styrende for den videnskabelige praksis. Pierre Bourdieu (1930-2002), filosof, antropolog og sociolog, var forskningsleder på École des Hautes Etudes en Sciences Sociales, indtil han i 1982 afløste Raymond Aron som professor på Collège de France. Han var en meget produktiv forsker og skribent og en af de vigtigste intellektuelle stemmer i den franske og internationale debat. Oversat fra fransk efter Science de la science et réflexivité af Henning Silberbrandt.

Bogen indeholder et udvalg af de mest centrale essays af sociologen Erving Goffman. Typisk for teksterne er, at de har skiftende perspektiver og analyserer det moderne hverdagslivs mikroskopiske og ofte upåagtede detaljer, samtidig med at de, ofte implicit, fortæller noget om sociale møders indlejring i normative og kulturelle rammer. Goffman kaldte dette område for ‘samhandlingsordenen’, og han mente, at mikroanalysen var den mest velegnede tilgang til at indfange dette domæne.Tekstsamlingen repræsenterer med sine 11 oversatte tekster et bredt udvalg af Goffmans mikrosociologiske perspektiv lige fra de tidlige bidrag om ansigtsarbejde og den oversete situation, over hans udvikling af begreber og analyser i forhold til den sociale samhandlings regler, emotionalitet og rumlighed til de senere og mere teoretisk og socialfilosofisk funderede temaer om forståelsesrammer og samtalens former.Fælles for alle teksterne er Goffmans formidable evne til ved hjælp af konkrete eksempler og med sproglig finesse at vise, hvad analyser af hverdagslivets forholdsvis trivielle og tilsyneladende upåagtede foreteelser kan fortælle os om vores samfunds sociale organisering.Tekstsamlingen genudgives nu med ny introduktion af Michael Hviid Jacobsen og Søren Kristiansen.