Bøger i Historier fra Smørhullet serien i rækkefølge

Ude i rummet findes der mange stjerner og planeter. På en af de planeter - lige mellem Spidsbjergene på den ene side og Tårntinderne på den anden - ligger en lille, fredelig dal, som hedder Smørhullet. Der bor snabelgrisen Nøffe og alle hans bedste venner: Bella, Tossetøsen, Katja og Katnej, far og mor Raffeberg og deres søn Raff.Der findes også andre væsner på planeten. For eksempel surmuler, søædere,sortørede skovgnaller; og de er ikke lige rare allesammen.Bogen indeholder farvelagte tegninger.Du kan læse flere historier fra Smørhullet i "Vintervæsner".Uddrag:3. MidnatsbærDet er sent, og Raff skal i seng. Han har allerede fået pyjamasen på, og han har også fået børstet tænder. Det eneste, der mangler, er en godnathistorie. Raff kravler op i sin seng, og far Raffeberg sidder på en stol ved siden af sengen. “Hvilken historie vil du høre?” brummer far Raffeberg. “En af dem, du selv finder på. En, der er uhyggelig.” “Er du sikker på det?” “Helt sikker,” nikker Raff. “Godt. Sig tre ord. Så skal jeg lave en historie med dem.” “Øh … mørke, monster og … øh … tænder.” “Det er i orden,” siger far Raffeberg, “men så håber jeg ikke, du får mareridt.” “Det gør jeg ikke. Kom nu! Fortæl!” Far Raffeberg hoster en enkelt gang. Så begynder han: “Monster … tænder … monster.” “Uhh. Uhyggelig start,” hvisker Raff. Historien fortsætter: “Mørke, tænder, mørke, monster. Tænder, mørke? MONSTER! Monster, tænder, mørke, tænder, monster, monster, mørke, monster. Tænder-monster-mørke, tænder! Mørke, mørke, mon…” “Nej, stop,” råber Raff. “Nu … nu bliver det alligevel alt for uhyggeligt.” “Det tænkte jeg nok,” ler far Raffeberg. “Så giv mig tre nye ord.” Raff kigger rundt i værelset. Lige pludselig er det, som om alt er uhyggeligt. Efter et stykke tid finder han dog tre ord, som han nok mener, han kan tåle at høre en historie om. “Loft, spejl, dør,” siger han. “Det er nogle gode ord, er det ikke far?” “Jo,” nikker far Raffeberg og begynder på en ny historie: “Loft! Spejl, dør, spejl, spejl, dør. Loft, spejl, dør, spejl, loft, loft, loft. Dør-spejl? Loooft! Loft dør, spejl, loft, spejl, spejl, loft.” Og sådan fortsætter historien, i lang tid indtil Raff sover. Men den uhyggelige historie kravler rundt inde i Raffs hoved og giver ham mareridt. Midt om natten vågner han pludselig med et spjæt og sætter sig op i sengen. Han lytter til nattens lyde og forestiller sig, at det er Mallebuh, der laver dem. Mallebuh er et stort farligt væsen, der lever dybt inde i Mørkeskoven; og alle små børn har hørt om det. De får nemlig at vide, at hvis de er frække, så kommer Mallebuh og tager dem. Og Mallebuh er frygtelig. Stor som et bjerg, hundrede gange stærkere end Bomme og farligere end de farligste vilde dyr. Pludselig er Raff sikker på, at Mallebuh ligger under sengen, og han sætter i et højt vræl, der straks får mor Raffeberg til at komme løbende. “Jamen, lille Raffebasse, dog. Hvad sker der?” “Mallebuh ligger under min seng,” græder Raff. “Visse-vasse, vel gør han ej. Du har bare haft mareridt.” Hun klapper Raff på stjernen og putter dynen ned omkring ham. “Jeg tror altså ikke, jeg kan falde i søvn igen,” siger Raff med en lille tynd stemme. “Hmmm … så kom med mig ned i køkkenet,” siger mor Raffeberg. “Så kan du få et stykke tærte med midnatsbær. De jager alle onde drømme væk.” “Gør de?” “Ja. Og nu er du blevet gammel nok til at smage dem.” “Hurra!” jubler Raff og springer ud af sengen. Og ganske rigtigt. Efter at have spist et stort, dejligt stykke midnatsbærtærte og drukket et glas mælk til, falder Raff straks i søvn hen over køkkenbordet. Mor Raffeberg må bære ham op i seng, og næste dag, mens de får morgenmad, fortæller hun om midnatsbærrene. “De vokser inde i skoven på nogle specielle buske, som krøller sig helt sammen og forsvinder ned i jorden om dagen. Men om natten, og kun i en time omkring midnat, folder buskene sig ud, så man kan plukke de prægtige bær.”Den historie fortæller Raff videre til Nøffe, da de møder hinanden nede ved åen.“Og ved du hvad,” siger han, mens et smil breder sig i hans ansigt. “Bærrene smager som en drøm. En rigtig dejlig sommerdrøm, hvor man kan høre englene synge, og man selv får vinger og flyver højt op mod månerne i den lune sommernat. Sådan smager de. Det er rigtigt!”Nøffe slikker sig om munden. Han har kun smagt midnatsbær én gang, og det er mange – alt for mange – år siden. “Jeg vil gøre alt, for at få fat i … øhm … få fat i sådan nogle bær.”“Det vil jeg også,” nikker Raff. “Simpelthen alt!”“Skal vi ikke … øhm … skal vi ikke tage ud og plukke nogen? Nu i nat?” “Den er jeg med på,” råber Raff. “Og ved du hvad? Jeg tager min fars mareridtslygte med, bare for en sikkerheds skyld. Hvis vi nu skulle møde noget uhyggeligt ude i skoven.” “God ide; og jeg har vist en … øhm … en gammel bøhmandsskralde liggende.” “Perfekt,” jubler Raff. “Så gør vi det!”Som sagt så gjort. Da det er blevet nat, mødes de ved klokketårnet med alt deres udstyr. Ud over lygten har Raff også taget et langt tov med, hvis de nu skulle få brug for at binde nogen. Nøffe har husket skralden og har desuden taget et sort natslips på i stedet for det røde med hvide prikker, som nattens væsner alt for nemt vil kunne få øje på. De går hen over bakkerne og lige ind i den mørke Mørkeskov.Vinden suser i træerne, men det lyder ikke helt, som det plejer. Det lyder nærmere som et stort væsen, der trækker vejret. Ud og ind. Ud og ind. Kan det være Mallebuh? “Hø… hørte du det?” hvisker Nøffe pludselig. “Hvad?” siger Raff. “D… den uhygge… øhm … uhyggelige lyd derovre.” Nøffe peger på nogle buske. Det ligner midnatsbærbuske, men han kan også se nogle små gule øjne, der lyser i mørket. Kan det være nogle af de onde skovgnaller, der ligger på lur? Raff lyser derover med sin mareridtslygte, der er lavet sådan, at alt, hvad den lyser på, bliver sødt og hyggeligt. Og minsandten om ikke busken er fuld af store og små sortørede skovgnaller. De vinker og smiler og misser mod det skarpe lys. “Gisp,” gisper Nøffe. “De er af … øhm … den sortørede slags.” “De allerværste,” hvisker Raff og holder lygten frem foran sig i strakt arm. Nøffe er også klar med bøhmandsskralden. “Og hvad laver sådan et par små fyre som jer så her ude i skoven, midt om natten?” siger den største af skovgnallerne. “Ik’ no’ed,” siger Raff. “Nej, slet ingenting,” siger Nøffe og ryster på hovedet. “Vi … øhm … vi leder skam ikke efter noget som helst.” “Nåårh. Og hvad er det så, I ikke leder efter?” Skovgnallerne kommer langsomt nærmere og nærmere, men så længe lygten lyser, er de ikke farlige. “Midnatsbær,” siger Nøffe hurtigt. “Vi … øhm … vi leder i hvert fald ikke efter midnatsbær.” “Det var godt,” siger skovgnallen, “for det er nemlig vores.” I det samme begynder lyset i mareridtslygten at blinke. “Åh, nej,” hvisker Raff. “Batterierne er ved at være brugt.” I det samme går lyset helt ud, og skovgnallerne bliver til onde, savlende, knurrende monstre, der gør sig klar til at kaste sig over de to. Men så svinger Nøffe bøhmandsskralden.Man kan ikke høre en bøhmandsskralde. Den siger ikke en lyd. Altså medmindre man er en bøhmand eller en skovgnalle eller en anden slags natvæsen; for så skærer skraldelyden, så det føles, som om man får trukket pigtråd gennem øregangene. Og nu skynder alle skovgnallerne sig væk, mens de hyler og holder sig for ørerne. Så går Raff og Nøffe i gang med at plukke. Men de når ikke engang et få plukket fem bær hver, før en stor, mørk skygge falder hen over dem. Det er, som om et bjerg er skudt op af jorden lige ved siden af dem. Så ser de, at det er … “Ma… Ma… Mallebu… bu… buuuh,” stammer Nøffe og taber bøhmandsskralden af bare skræk. “Spæn!” råber Raff, og så løber de. Alt hvad de kan. Ud af skoven, hen over bakkerne, hjem til Raffs hus, op i hans værelse og ind under sengen, hvor de ligger og ryster af skræk. “Hør, hvad er det for en larm her midt om natten?” siger mor Raffeberg. Hun kommer ind i værelset og tænder lyset. Så bukker hun sig ned og kigger ind under sengen. “Åh, hej med dig, Nøffe. Sover du hos Raff i nat?” “N… nej,” hvisker Nøffe. “For vi kan nemlig ikke sove,” siger Raff. “Vi er … øhm … alt for bange til at kunne sove.” “Vent lidt. Så kommer jeg tilbage,” siger mor Raffeberg og forsvinder. Lidt efter kommer hun tilbage med en bakke. På bakken er der to glas mælk og to tallerkener med et stykke midnatsbærtærte på hver. “Kom nu frem,” ler hun, “og spis det sidste af vores tærte. Så kan I sikkert sove bagefter.” De kravler ud, lægger sig op i sengen og begynder at spise. “Uhm … det … øhm … smager godt,” mumler Nøffe, med munden fuld af tærte. “Men ikke så godt, som jeg troede, det ville gøre.” “Nej,” nikker Raff. “Det kunne faktisk smage bedre.” “Jeg kan ikke forstå, at … øhm … at der er nogen, der vil gøre alt – simpelthen alt – for at få fat i … øhm … midnatsbær.” “Det kan jeg heller ikke,” siger Raff og slikker krummerne af sin tallerken. Så tager mor Raffeberg de tomme tallerkener og glas og siger godnat. De to i sengen svarer ikke. De sover allerede.

Ude i rummet findes der mange stjerner og planeter. På en af de planeter - lige mellem Spidsbjergene på den ene side og Tårntinderne på den anden - ligger en lille, fredelig dal, som hedder Smørhullet. Der bor snabelgrisen Nøffe og alle hans bedste venner: Bella, Tossetøsen, Katja og Katnej, far og mor Raffeberg og deres søn Raff.Der sker sære ting i Smørhullet og det er aldrig kedeligt. For eksempel vågner Nøffe op en dag og har lyst til at være vild. En anden dag møder Nøffe og Raff et stjernefrø, der drømmer om at blive stjerne for en aften. Og så er der Tør, tør-ikke bakken, Ispigen, Sukkertoppen og mange andre sjove historier.Bogen indeholder farvelagte tegninger.Du kan læse flere historier fra Smørhullet i "Den Store Månefest".Uddrag:En morgen vågner Nøffe, og endnu inden han har sat fødderne på gulvet, kan han mærke, at det er sådan en dag, hvor han har lyst til at være vild. Ja, det er noget underligt noget, men sådan er det med snabelgrise. “Jeg vil bare være så vild i dag,” råber Nøffe og springer ud af sin seng. “Hmmm, men … øhm … hvordan?” Han tænker og tænker, mens han finder dagens slips frem, og pludselig ved han det. “Jeg vil gå uden slips i dag!” råber han og stiller sig hen foran spejlet. Så kaster han slipset fra sig og står og kigger længe på sig selv fra alle vinkler. Han synes selv, at han ser meget mærkelig ud uden slips. Helt forkert. Nærmest nøgen. “Nej, det er for vildt,” mumler han og samler slipset op. Så tager han det på og smiler. Der må være en anden måde, han kan være vild på. Han tænker og tænker, men kan ikke finde på noget. Indtil han får øje på sine to hår på hovedet. “Ja!” råber han. “Nu ved jeg det. Jeg vil have en vild frisure. En helt … øhm … helt vild en.” Så skynder han sig at spise morgenmad, og bagefter løber han over til rafferne. I Smørhullet er det nemlig mor Raffeberg, der klipper alle dem, der skal klippes. Men det er nu ikke nogen stor opgave, for det er kun Tossetøsen og Nøffe, der har hår. For det meste behøver Tossetøsen slet ikke at blive klippet, for hun får det tit svedet af, når hun eksperimenterer med raketter, og Nøffe – ja, han har kun to hår. KLIP, KLIP, så er han klar; men så let går det nu ikke denne gang. Hør bare: Nøffe kommer løbende ind i mor Raffebergs køkken og råber: “Jeg skal klippes. Og det skal være vildt! Helt vildt.” Mor Raffeberg bliver glad. Hun forsøger altid at få dem, hun klipper, til at prøve nye frisurer, men indtil nu har hun ikke haft held med at overtale nogen til det. Så da Nøffe nu pludselig helt af sig selv siger, at han vil prøve noget nyt, finder hun hurtigt sine frisørsager frem og får Nøffe til at sætte sig i en stol foran det store spejl. Han får et sjal over sig, så der ikke kommer hår ned ad ryggen eller under slipset. Det kan nemlig godt begynde at klø, hvis der sidder afklippet hår der. “Hvordan vil du have det?” spørger mor Raffeberg og klipper et par gange i luften med den store saks. “Vildt!” råber Nøffe ivrigt. “Det lyder som en glimrende ide,” siger mor Raffeberg. “Må jeg foreslå krøller?” “Krøl… øhm … krøller?” “Ja! Jeg købte et krøllejern, sidst Ballonbutikken var her.” Hun holder krøllejernet frem, så Nøffe kan se det. “Tror du … øhm … det klæder mig med krøller?” “Ja, det tror jeg,” siger mor Raffeberg og nikker. Hun vil frygtelig gerne prøve sit krøllejern. “Godt. Bare lav nogle krøller, men … øhm … men kun to – til at begynde med.” “Du har jo også kun to hår.” “Øhm … nårh ja,” ler Nøffe, mens han kigger sig rundt efter et blad. Han læser altid i blade, når han er hos frisør. Også selvom det er meget gamle blade, som han har læst mange gange før. Derfor bliver han meget overrasket, da han finder et blad, som kun er et halvt år gammelt. Et blad, han aldrig har set før. Han kan godt lide at læse om de kendte fra Blommedalen og andre dale. Der står for eksempel noget om en mand, der kravlede ind i en tønde og lod sig rulle ned ad et højt bjerg. Han har været rundtosset lige siden, og det er to år siden, han gjorde det. Nøffe ler og kigger op for at se, hvor langt mor Raffeberg er kommet. Så får han en overraskelse. For han kan slet ikke kende sig selv i spejlet. Et kort øjeblik tror han, det er en helt fremmed snabelgris, der sidder inde i spejlet og kigger ud på ham. Så går det op for ham, at det er ham selv. Han har bare fået krøller. “Det ligner et snirkeltræ,” fniser han. “Kan du lide det?” spørger mor Raffeberg. Nøffe kigger og kigger. “Jeg ligner jo slet ikke mig selv,” mumler han. “Nej, men du ville jo også prøve noget vildt, ikke?” “Jo, men … øhm … det er næsten for vildt, synes du ikke?” “Vi kan også prøve med en anden frisure,” siger mor Raffeberg. “Hvad med strithår?” “Nej, det går ikke. Mit hår er alt for … øhm … tyndt til strit,” siger Nøffe. “Ikke hvis man bruger voks,” siger mor Raffeberg og glatter hårene ud igen. Så giver hun dem voks, så de stritter til hver sin side. “Er det ikke … øhm … ikke også lidt for vildt?” spørger Nøffe. “Man kan jo stikke sig på de hår. Det kan være farligt.” “Jo, men hvad så med en fletning?” Mor Raffeberg laver en smuk fletning og binder en sløjfe i til sidst. “Nej, det er for tøset,” sukker Nøffe. “Vi kan prøve med en midterskilning,” siger mor Raffeberg. Så reder hun de to hår til hver sin side. Nøffe studerer sig selv i spejlet. “Det … øhm … er en meget bred midterskilning.” “Ja, men den klæder dig.” “Jeg ved nu ikke rigtigt,” mumler Nøffe. “Hvad nu, hvis du bare prøver … øhm … at rede hårene lidt tilbage. Ja! Sådan! Det … øhm … dét klæder mig.” “Jamen,” sukker mor Raffeberg, “det er jo præcis sådan, du altid har dit hår.” “Er det?” “Ja!” “Det klæder mig nu også ret … øhm … ret godt, synes jeg. Hvis du bare klipper hårene en smule kortere, så jeg ikke … øhm … får dem i øjnene, når det blæser, så er jeg glad.” “Så prøver du jo ikke noget nyt,” siger mor Raffeberg skuffet. “Næh,” siger Nøffe, “men nogle gange er det, man har, også det bedste.” Mor Raffeberg nikker. “Det kan der være noget om.” Så klipper hun lidt af spidserne af Nøffes to hår, og så er han glad. Og det bedste ved det hele er, at han kan kende sig selv i spejlet uden problemer. “Gode gamle Nøffe,” hvisker han og blinker til sit spejlbillede, der blinker igen. Så hjælper han mor Raffeberg med at rydde op og feje gulv; og så har han været vild nok for den dag.