Bøger i Holger Hauge og hans hustru serien i rækkefølge

Marie Bregendahl arbejdede i mange år med "Holger Hauge og hans hustru", der skildrer Danmarks udvikling under Estrups diktatur - fra 1877 til 1901. Bind 1 omfatter romanværkets to første dele, der udspiller sig i 1877 og 1883."I 1877 køber det unge ægtepar Hauge den forsømte proprietærgård Harreborg, og dermed planter de en ny tid i sognets muld. Holger vil forandring og fremskridt, han er ungdommelig, begavet, dygtig og optændt af andelsbevægelsens ideer. Han er andelsøkonomiens, foreningernes, folkehøjskolernes, forsamlingshusenes og folkestyrets mand, men samtidig opfattes han som en fremmed i sognet. De lokale sladdermaskiner er klar med fordommene, da Kirstine indlægges med nyrebetændelse, og der kommer en yngre pige i huset på Harreborg, for Holger anses for at være et lumskt driftsmenneske:..Holger er ikke af gammel bondeæt og bærer ikke traditionens arvelod, men er tidligere løjtnant og forvalter. På den måde udgør Holger Hauge og Kræn Højgaard modsætninger, som navnene også antyder i det gamle bondebrugs højgård over for den dyrkede have. Holger skaber omstilling og indfører det moderne, så han er romanens tilsyneladende helteskikkelse, der erobrer den Thorsted'ske offentlighed og fører den ind i det moderne. Hans fremmedhed og mangel på forankring i de gamle traditioner udvikler sig imidlertid til dæmoniske modkræfter, fordi han ikke bare repræsenterer den ny tids foretagsomhed, men også dens individualisme og egoisme. Holger vil ikke bare den ny tids andelsbevægelse, han vil også i høj grad sig selv, hvorfor han i stigende grad gør andelsbevægelsen til en løftestang for sine personlige ambitioner. På den måde viser hans værk og liv sig efterhånden dybest set at være koncentreret om at tilfredsstille egne mål. Så Holger Hauge vinder nok livtaget med Kræn Højgaard og den tunge traditionskultur, men han taber samtidig på et andet plan det ideale sigte og dermed selve sagen, fordi den undervejs forandrer sig fra fællesskab til et individuelt projekt. Holger er altså ikke i stand til at forløse idealerne i det fællesskab, han er stedt i. Den fremmede Holger Hauge fører nok de nødvendige forandringer ind i sognet, men fremskridtet savner folkelig forankring. Derfor får projektet et tragisk forløb og en tragisk udgang, hvilket afspejles i ægteskabshistorien." (Dansk Litteraturs historie)

Andet bind af Marie Bregendahls store roman om Holger og Kirstine Hauge er delt i to afsnit, der foregår i 1892 og 1901, hvor Kirstine dør. Dertil kommer et Efterskrift, der fortsætter historien frem til tyverne."Kirstine er således skildret som den, der med sin særlige kvindelige generøsitet ville have kunnet mediere den hårde konflikt mellem de gamle og de nye værdier, fordi hun rummer de menneskelige sider af traditionen såvel som begæret efter det nye, men i takt med at Holger i stadig højere grad bliver vidtløftig og kræmmeragtig, udvikles sygdommen i Kirstines krop. Hun dør på samme tragiske vis, som en række af de Bregendahl'ske kvinder må dø, for det er ikke deres værdier, der vinder. Og Holger bliver på en måde aldrig menneske mere. Kirstine var hans balance, repræsentanten for det menneskelige og dermed hans egentlige styrke.På den måde slutter bondestandens udviklingshistorie i en slags værdiernes tragedie, for nok lykkes det at løbe den gamle halstarrighed og stivhed over ende, men desværre kun for at etablere en ny kapitalistisk kynisme. Sådan er Bregendahls epos om bondestandens værdiopbrud, og sådan er historien om ægteskabet mellem Holger og hans hustru. Undervejs folder Bregendahl et lokalt landskab ud, som er stærkt symbolsk og dog realistisk med Igelmose-folkene, der er drikfældige og uordentlige. Som det symbolsk antydes med 'igel', der på ældre dansk betød en igle eller et pindsvin, har de suget sig fast eller stritter imod enhver form for forandring. Topografien omfatter Thorsted landsby, der med Kræn Højgaard i spidsen holder på de gamle dyder, sådan som aserne og dermed oldtiden antydes i navnet. I dette landskab udfolder Hauge sig på Harreborg, harre betyder harve, som den ny tids bonde, der skal dyrke folkestyrets og de folkelige idealers ager. Men begæret efter vinding og individualitet løber af med sejren for Holger, mens Kirstine må dø og hendes medierende kraft dermed gå under.I et „Efterskrift“, der også er romanens sidste kapitel, hedder det indledningsvis:Mere end et kvart Aarhundred er forløbet og vi er kommet langt ind i Tyverne.Det er Vintertid, og med Slud og Søle og raa Kulde i Følge hujer Blæsten op over det danske Land.Men værre endnu er den Blæst, der raser over det øvrige Europa, og med endnu raaere Slud og Søle og endnu mere bidende Kulde efter sig.Det er Krigens, – den forfærdelige, den blodige, den for alle sunde Mennesker ufattelige Krig, – dens Følger er det, der raser over Landene, dens raa Pestaande er det, der ætser og forgifter alt og alle, alle Folkeslag, alle Samfundslag, alle menneskelige Forhold.Romanens forløb er tilrettelagt, så handling, erfaring og bevidsthed bevæger sig frem mod erkendelsen af værdiernes forfærdende sammenbrud i verdenskrigens slagtehus ude i den store verden, og som også spejler sig i den lille historie, i Thorsted sogn, hvor det gamle bryder op og erstattes af nye, store idealer, som ikke viser sig bæredygtige. Den alvidende stemme fortæller, eller er det den erfarne forfatter, der som modent menneske lader sider af sit liv passere? Den lille, moderløse pige fra udkanten søgte håbet og lyset. Men var der lys? Kunne de personlige og de samfundsmæssige drømme bære?"(Dansk Litteraturs Historie)