Bøger i Klim Kulturklassiker serien

I 1726 rejser den franske forfatter Voltaire til England. Tre år senere vender han hjem som engelsk filosof. Som vidnesbyrd om de religiøse, politiske, litterære og naturfilosofiske forhold i England udgiver han ‘Filosofiske breve – om den engelske nation’. Brevene bliver en skandaleombrust succes og grundlægger Voltaires status som den vigtigste af de tidlige Oplysningstænkere.Gennem 25 korte breve giver bogen et fantastisk indblik i, hvordan idéer rejser over landegrænser og sprogbarrierer: Voltaire optræder som kulturel rejseguide, der præsenterer sit franske publikum for religiøs tolerance, politisk frihed og empirisk naturforskning. Han bruger fremmedheden i den engelske kultur som anledning til en kritik af det gamle regime i Frankrig og skaber sig derved en ny rolle som intellektuel kritiker af det bestående. Denne forståelse af filosofiens formål blev en stor inspiration for den næste generation af philosophes, såsom Diderot, d’Alembert og Rousseau, og bliver betragtet som startskuddet til Oplysningsbevægelsen.I deres fyldige efterskrift opridser Christoffer Basse Eriksen og Thomas Palmelund Johansen konteksten for Voltaires breve og deres unikke og komplekse udgivelseshistorie.

Kant var levende optaget af pædagogiske spørgsmål. I oplysningstiden frigjorde pædagogikken sig mere og mere fra religionen, og mennesket blev forstået som et væsen, der ved egen kraft kunne forme sig selv og sin verden. Opdragelse og undervisning rykkede nu ind i samfundslivets brændpunkt. Kant var levende optaget af pædagogiske spørgsmål, men i ingen af hans filosofiske hovedværker findes en systematisk behandling af opdragelsen. Om pædagogik bygger på hans forelæsninger i 1770´erne og 80´erne og er et kildeskrift til forståelse af perioden. Her antræffes filosoffen i børnekammeret med gode råd til store og små, men også teoretikeren, der med sit værk indvarslede en ny tidsalder.

"En ny måde, hvorpå den ene bevidsthed kan opnå magt over den anden i et omfang, som ikke hidtil er set." – Således præsenterer den engelske filosof Jeremy Bentham sin bog fra 1791, 'Panoptikon', der skulle blive hans livs besættelse. Under udnyttelse af en avanceret, cirkulær bygningsstruktur stræber Bentham mod passager for blikket, der gør det muligt at iagttage fangerne i cellerne. Skjult i overvågningslogen ser inspektøren uden selv at blive set og sikrer med ejendommelige procedurer sin usynlighed. Her lever også hans kone og børn, der i indespærringen ikke har anden fornøjelse end at observere fangerne, som var de forbipasserende i storbyen. Princippet er synlighedens princip, midlet den arkitektoniske indretning. Målet er for Bentham ikke straf og pine, men beslaglæggelse af fangernes arbejde. Som vampyren suger han deres blod, skriver han. Som edderkoppen mærker han hver en bevægelse i sit spind. Fra fængslerne overfører Jeremy Bentham den nye opfindelse til fabrikkerne og videre til institutioner som hospitaler, galeanstalter og skoler i en bestræbelse på at opnå kontrol over menneskeansamlinger. I en foregribelse af langt senere samfundsudviklinger præsenterer han overvågningsteknikker, der i dag sætter sig igennem med rivende hast. 'Panoptikon' afsluttes med et længere interview med den franske filosof Michel Foucault, der i sin bog 'Overvågning og straf' satte panoptikonet på dagsordenen. “En begivenhed i menneskeåndens historie” kalder Michel Foucault Panoptikon. Jeremy Benthams 'Panoptikon' er et dybt originalt værk, der mere end to århundreder efter sin udgivelse har fået fornyet aktualitet.

'Sidste skrifter om den filosofiske psykologi II' indeholder tre hele notesbøger fra Ludwig Wittgensteins sidste arbejdsår 1949-1951 samt uddrag af tre andre notesbøger fra samme år. Notesbøgerne og uddragene blev først udgivet i 1992. Disse tekster udgør i dag et væsentligt omdrejningspunkt for Wittgensteinforskningens stigende interesse for den sene del af forfatterskabets beskrivelser af psykologiske begrebers brug og funktion.Notesbøgerne samt uddragene omhandler et bredt felt af problemstillinger, heriblandt flere erkendelsesteoretiske og enkelte religionsfilosofiske. Optegnelsernes omdrejningspunkt er Wittgensteins beskrivelser af den brug og misbrug, der gøres af begreberne “det indre” og “det ydre” i hverdagssproget, og inden for filosofi og psykologi. De sidste optegnelser fra notesbogen MS 173 er affattet få dage før Wittgensteins død i 1951.Bogen er forsynet med efterskrift af Peter K. Westergaard, som også har oversat.