Bøger i Klims Kulturklassiker serien

Denne bog rummer et udvalg af tekster fra 'Den franske Encyklopædi'. Dette omfattende opslagsværk blev til i perioden 1751-72 med Diderot og d’Alembert som hovedredaktører og er blevet selve symbolet på oplysningsbevægelsen. Encyklopædiens udtalte ambition var at samle al verdens kundskab, teoretisk såvel som praktisk, for at denne kunne spredes til så mange mennesker som muligt i fremskridtet og oplysningens navn. Værket var et kollektivt projekt – intet mindre kunne gøre det, når der var tale om den encyklopædiske ambition at samle hele verdens viden i bogform. Blandt bidragyderne finder vi – ud over de to redaktører – navne som Voltaire og Jaucourt.De udvalgte artikler – med tilhørende plancher – centrerer sig især om oplysningstænkernes opgør med kirke, tradition og politiske uretfærdigheder. Over for en viden baseret på tradition, autoritet, overtro og frygt stillede man sin egen oplyste, sanddruelige og humane viden. På grund af dette stærke oplysningsmotiv og værkets altomfattende karakter lader encyklopædien sig beskrive som oplysningens bibel og som anledning til en række af tidens største kampe om meningsfrihed.

Hannah Arendt er en af den politiske idéhistories væsentligste tænkere, og hun har inspireret og provokeret flere generationer af læsere med sine tanker om frihed, vold, revolution, totalitarisme, moral og politik.'Om revolution' er et af Arendts politiske hovedværker. Bogen er en samlet refleksion over forholdet mellem vold og handling, revolution og frihed, politik og privatliv, og den rummer en yderst tankevækkende fortolkning og sammenligning af den amerikanske revolution i 1776 og den franske i 1789. Samtidig udvider bogen vores forståelse af nutidens politik, frihedens vilkår, revolutioners formål og farer samt helt overordnet mennesket som et socialt væsen, der der udøver sin frihed i handling.'Om revolution' ligger i krydsfeltet mellem en række discipliner: politik, historie, filosofi, sociologi og idéhistorie, og værket er blevet læst af såvel forskere som lægfolk med interesse for mange forskellige vidensfelter. Det er et utraditionelt og uregerligt skrift fyldt med skarpe analyser, spidse kommentarer, overraskende konklusioner og samtidsrelevante pointer.Bogen er forsynet med efterskrift af Mikkel Thorup.

Teksterne i denne bog er skrevet af en narkoman. Thomas De Quincey vandrede hele livet i et opiumfremkaldt tågeland mellem drøm og virkelighed. Hvor tid og sted ikke fandtes, hvor diabolske uhyrer huserede og groteske ansigter trængte sig ind på ham, hvor krige og storme rasede uophørligt, hvor alt var usammenhængende, forvrænget, skrækindjagende og undertiden smukt – og hvor opiumdråberne som regel var de eneste sikre trædesten. I bogen skildrer De Quincey disse rejser til de mørkeste lag af hans sind. Og dermed bliver bogen også en storslået beretning om en mand på vej til sig selv og verden – om en mand der i sin stræben efter lys aldrig ophørte med, som han sagde, at male på mørket. Det er nogle af verdenslitteraturens forunderligste og mest originale prosaværker, der hermed har fået stemme på dansk. Af de tre tekster har kun ungdomsværket 'En engelsk opiumbrugers bekendelser' tidligere været oversat, men i en senere og stærkt modificeret udgave. Ved at føre værket tilbage til sin originale skikkelse og udgive det sammen med 'Suspiria de profundis' og 'Den engelske postvogn' er det nu for første gang muligt i oversættelse at opleve De Quinceys vældige tableauer, som han oprindeligt havde tænkt sig dem.

En vinternat i 1811 myrdede John Williams en ung familie i London. To uger efter myrdede han en værtshusholder og dennes husholdning. Mordene var blodige og bestialske – men John Williams tog hemmeligheden om, hvorfor alle disse mennesker skulle dø, med sig i graven. Måske vidste han det ikke selv. Thomas De Quincey var dybt fascineret af John Williams. Han opfattede ham som symbol på et aspekt ved vores civilisation og skrev i årenes løb fire essays, hvor han med John Williams som udgangspunkt og rød tråd diskuterede mordet og morderen som begreb. Teksterne, der fik stor indflydelse på både 1800-tallets dekadente litteratur og eftertidens kriminallitteratur, er et festfyrværkeri af provokerende, barokke og begavede iagttagelser. Med den levende og dramatiske beretning om selve mordene som hjørnesten veksler De Quincey mellem livlig reportage, skarp psykologisk analyse og brillant satire og finder undervejs lejlighed til at diskutere både litteratur, æstetik og filosofi. Thomas De Quincey (1785-1859) hører til den lyrisk-følsomme del af den engelske romantik, selvom han skrev samtidig med de senere så fremherskende revolutions­romantikere anført af Percy Bysshe Shelley og Lord Byron. Sammen med En engelsk opiumbrugers bekendelser/Suspiria de profundis/Den engelske postvogn (Klim 2010) udgør denne bogs fire essays Thomas De Quinceys blivende bidrag til verdenslitteraturen.

'Den blå og den brune bog' er et sæt forelæsnings-noter, som Wittgenstein dikterede til sine elever i hhv. 1933-34 og 1934-35. Notesbøgerne udkom først i 1958 og er således som alle andre Wittgenstein-udgivelser med undtagelse af Tractatus udgivet posthumt. Teksterne omhandler hovedsageligt sprogfilosofiske problemstillinger, og med udfoldelsen af nøglebegreber som filosofisk grammatik, sprogspil og regelfølge får Wittgensteins filosofi et nyt omdrejningspunkt, der giver et vigtigt fingerpeg i retning af den sene Wittgensteins absolutte hovedværk Filosofiske undersøgelser.Omdrejningspunktet for store dele af 'Den blå bog' er de interne processer i bevidstheden, der ledsager sproget. Sådanne processer er ifølge Wittgenstein en inderlighedens myte, et okkult element, som vi tyer til for at gøre sproget levende og betydningsfuldt. Men da vi i ethvert forsøg på at eksplicitere indholdet af denne proces blot støder på mere sprog, er vi bedre tjent med at frigøre os fra ideen om, at vi kan komme bag om sproget.I 'Den brune bog' kommer sprogspillenes praktiske og forskellig-artede karakter til at fremstå klarere. At lære et sprogspil er her udelukkende et spørgsmål om praktisk træning, analogt til hvordan man træner et dyr til at gøre noget. Vi får således et hint om, hvad der skal forstås ved Wittgensteins berømte formulering “Mening er brug”.Bogen er forsynet med efterskrift af Michael Vernersen, som også har oversat.