Bøger i Kulturklassiker Klim serien i rækkefølge

Hannah Arendt er en af den politiske idéhistories væsentligste tænkere, og hun har inspireret og provokeret flere generationer af læsere med sine tanker om frihed, vold, revolution, totalitarisme, moral og politik.'Om revolution' er et af Arendts politiske hovedværker. Bogen er en samlet refleksion over forholdet mellem vold og handling, revolution og frihed, politik og privatliv, og den rummer en yderst tankevækkende fortolkning og sammenligning af den amerikanske revolution i 1776 og den franske i 1789. Samtidig udvider bogen vores forståelse af nutidens politik, frihedens vilkår, revolutioners formål og farer samt helt overordnet mennesket som et socialt væsen, der udøver sin frihed i handling.'Om revolution' ligger i krydsfeltet mellem en række discipliner: politik, historie, filosofi, sociologi og idéhistorie, og værket er blevet læst af såvel forskere som lægfolk med interesse for mange forskellige vidensfelter. Det er et utraditionelt og uregerligt skrift fyldt med skarpe analyser, spidse kommentarer, overraskende konklusioner og samtidsrelevante pointer.Bogen er forsynet med efterskrift af Mikkel Thorup.

Hannah Arendt er en af det 20. århundredes største tænkere. Gennem sine analyser af totalitarisme, kærlighed, erkendelse, moral, filosofi og politik har hun sat afgørende spor i den vestlige tænkning og inspireret generationer af tænkere. Hun kendes ofte som en politisk filosof eller samfundstænker, men her præsenteres en tænker, der også er optaget af eksistentielle, religiøse og moralske spørgsmål.I en række engagerede artikler diskuterer og analyserer Arendt en række tænkere, herunder Søren Kierkegaard, Jean-Paul Sartre, Albert Camus, Martin Heidegger, Karl Jaspers, Franz Kafka, Karl Marx, Platon, Augustin, Karen Blixen, lige som hun tager en række væsentlige temaer op fra eksistens¬filosofi, forholdet mellem moral og handling, litteraturens rolle i tænkningen og kristendommens funktion i det moderne. Udvalget af tekster viser en litterært og religiøst interesseret tænker med et aktivt og inddragende forhold til europæisk kultur og tradition.De udvalgte artikler demonstrerer, hvorledes hun forsøger at holde tænkningen åben, at give rum for samtalen med én selv (moral) og med andre (politik), og at dem, hun beundrer – herunder Karen Blixen, Franz Kafka, Søren Kierkegaard og Karl Jaspers – netop er dem, der kæmper for at tænke og skrive nyt, hvorved de udvider rammerne for det mulige og tænkelige.

Mikhail M. Bakhtin er en af det 20. århundredes mest visionære tænkere inden for kulturanalyse og litteraturteori. Med oversættelsen af »Tidens og kronopotens former i romanen - essay om historisk poetik« foreligger et af hans hovedværker for første gang på dansk. Bogen bringer også et andet centralt Bakhtin-essay: »Dannelsesromanen og dens betydning i realismens historie - bidrag til en historisk typologi af romanen« - ofte kaldet ´Goethe-fragmentet´.

Om mølleren Menocchio (1532-1599), der kunne læse og skrive, og som kom i inkvisitionens søgelys og blev brændt som kætter. Forfatteren gennemgår sagen i en analyse af samfund, kristendom og bondesamfund

Bogen fra 1863 er Baudelaires bedste kunstkritiske arbejde. Med udgangspunkt i den gådefulde Constantin Guys, der som tegnende reporter var vidne til en række af århundredets vigtigste begivenheder, indkredser Baudelaire den flygtige skønhed i de nye storbyer med deres dandyer, flanører, ludere, caféer, vogne. I en intens og dynamisk tekst beskrives pompen i det militære, det galante og elegante liv, men også den moderne krigs gru. I centrum står analysen af det kunstige, af moden, af kvinden som guddom og slave. Og af kunstneren, der i menneskemængden jager det nye i en verden, hvor intet skal bestå.

Bogen handler om en storladen kultur, men også om den samfundsmæssige magt, der væver sig gennem sind og krop.

Rudolf Steiner udgav FRIHEDENS FILOSOFI første gang i 1894. Værket, som indtager en central plads i Steiners forfatterskab, har siden opnået status som et væsentligt etisk værk. Den gamle pligtetik har mistet sin overbevisende kraft, de utilitaristiske teorier har vist sig utilstrækkelige, og om det meste af det, der forstås som postmodernisme, må det siges, at det savner en videnskabelig acceptabel karakter. Rudolf Steiner vil vise, at den etiske tænkning må have en erkendelsesteori som forudsætning. Han giver en idealistisk-empirisk erkendelsesteori som begrundelse for sin etiske individualisme i værkets første halvdel. I den anden halvdel af værket viser han, hvorledes frihed kan forstås som grundlaget for en almenmenneskelig etik, som ikke vil kræve overensstemmelse mellem menneskene som etisk fordring, men som vil vise frem til, hvordan overensstemmelse og samdrægtighed kan opstå. Bogen er forsynet med et efterskrift af Oskar Borgman Hansen, som også har oversat.

Th. W. Adorno udgav sin bog om Gustav Mahler i 1960, og den er med sine banebrydende indfaldsvinkler et centralt værk i Mahler-forskningen. Den indskriver sig som et led i Adornos formulering af det modernes projekt og udgør sammen med Wagner og ´Den ny musiks filosofi´ tyngdepunktet i hans musikteoretiske forfatterskab.

Tzvetan Todorov afstikker i denne banebrydende bog grænserne for en genre: Fantastikken placeres i et grænseområde mellem to tilstødende genrer, og et centralt element i bestemmelsen er læserens reaktion på fortællingens fantastiske hændelser.Ifølge Todorov forudsætter det fantastiske, at et rationelt verdensbillede forefindes, så læseren, konfronteret med det tilsyneladende overnaturliges indgriben, må undres - og dermed bringes til en tøven. Hvad er der her på færde? Er der en mulig naturlig forklaring? Eller må det anerkendes, at naturlovene kan sættes ud af kraft? Den gådefulde uro og tvivl, som forekomsten af det uforklarlige vækker hos aktørerne - i teksten såvel som hos læseren - er konstitutiv for genren. Det er essentielt, at denne vaklen mellem modstridende forklaringsmodi opretholdes, for vælges den ene eller den anden, forlades også den fantastiske genre. Med afgørelsen bestemmes tekstens genremæssige tilhørsforhold.Bogen anses for at være hovedværket inden for studiet af den fantastiske litteratur. Todorovs teori står ikke uanfægtet, men siden bogen udkom i 1970, har stort set enhver, der har forsket inden for feltet, relateret sig til Todorovs bestemmelser som et inspirerende udgangspunkt for teoretisk videreudvikling.

Ludwig Wittgensteins 'Kultur og værdi – Spredte bemærkninger' rummer knap 40 års refleksioner, iagttagelser og kommentarer fra en af det tyvende århundredes mest originale tænkere. Bogen består af et udvalg af Wittgensteins efterladte papirer, og det blev først udgivet af Wittgensteins elev Georg Henrik von Wright i 1977. Siden er den blevet et centralt referencepunkt i Wittgenstein-forskningen. Tematisk rækker udvalget bredt: fra religion til musik, fra civilisation til anstændighed, fra genialitet til forfængelighed, fra drømme til undergangsvisioner. Men det er ikke kun bredden, der er slående. Mindst lige så iøjnefaldende er dybden, ægtheden og skønheden i mange af disse betragtninger. Hertil kommer så en prægnans i udtrykket, som er uden sidestykke i moderne tænkning. Bogen er forsynet med efterskrift af Hans-Jørgen Schanz.

Th. W. Adorno skrev sin Wagner-analyse i 1937-38, mens han befandt sig i eksil, og nazismens fremmarch danner historisk baggrund for tekstens tilblivelse. Forsøget på en politisk demaskering af den store komponist må ses som et led i Frankfurterskolens bestræbelse på at bestemme det nazistiske voldsherredømme som del af en større historisk proces: Hvad der var gløder og flammer hos Wagner, er i bogens nu en brand over Europa