Bøger i Nordisk kriminalreportage serien

Mange narkotikasager er omfattende og tidskrævende. Narkotikahandelen er international, og gerningsmændene er spredt over hele verden. "Udholdenhed belønnes", plejer man at sige, og i kraft af udholdenhed sker retfærdigheden fyldest.

"Fængslet styrtet i døden fra politistation". Aften­avisernes spisesedler slog nyheden op med store sorte overskrifter i begyndelsen af juni måned 1981. David Baltschuck (fingeret navn), en 40 år gammel mand, var samme morgen blevet fundet hårdt kvæstet i politistationens gård i Göteborg. Han var i live, da han blev fundet, men afgik ved døden kort efter sin ankomst til hospitalet. Hans død betød en uventet og tragisk epilog på en efterforskningssag om grove narkotikaforbrydelser, der var startet for flere måneder siden, og hvor man havde benyttet sig af ukonventionelle metoder for at opnå det bedste opklaringsresultat. En kvindelig politibetjent, her benævnt Kristina, spillede en vigtig rolle i politiaktionens slutfase, hvor hovedmændene i forhandlerkæden blev pågrebet i Amsterdam. Overskriften hentyder til det navn, som der hollandske narkotikapoliti døbte sagen.

Jeg hørte engang et foredrag af en italiener. Han er gift med en norsk kvinde bosat i Oslo. Foredraget handlede om forskellene mellem italienere og nordmænd, og om hvilke egenskaber vi sætter højest. I Norge lå ærlighed øverst. Loyalitet kom lige efter. Vi stoler på hinanden. I Italien var ærlighed rangeret som nummer fem, mens loyalitet kom længere nede på listen. Jeg kom af en eller anden grund i tanke om dette foredrag, da jeg læste om "Røde Kors-sagen". Den viser, hvordan det går, når en arbejdsgiver, der jo er en veldædig organisation, stoler fuldt og helt på en medarbejder.

Denne historie om Henry Oliver Rinnan og hans håndlangere er et forsøg på at give læseren en kortfattet skildring af det mest kyniske landsforræderi i Norges historie og af den person, der stod bag og dirigerede det hele. Det drejer sig om organisatio­nen "Sonderabteilung Lola", som under Rinnans ledelse udviklede sig til at blive nazisternes måske mest frygtede efterretningsorganisation i Vesteuropa under Anden Verdenskrig. Rinnan-korpset stod for rendyrket kriminalitet, terror og vold, tortur og mord. Deres infiltrationsvirksomhed førte til, at over 1.000 aktive deltagere i den norske modstandsbevægelse under Anden Verdenskrig blev afsløret og arresteret. Henimod 100 af disse mennesker mistede livet, og flere hundrede blev udsat for brutal og systematisk tortur.

Overalt i verden er i de seneste år en bestemt type forbrydelse "kommet på mode". Denne forbrydelse er gidseltagning – for at lægge vægt på krav i visse sager. Det er imidlertid sjældent, at en politimand havner i offerets situation, d. v.s. bliver kidnappet under tjenesten. Men denne artikel fortæller netop om et sådant tilfælde, iøvrigt det første af sin art i Finland. Artiklen er skrevet på grundlag af den kidnappede politimands egen historie og de vidneudsagn, som bl.a. politimandens kolleger gav bagefter.

Netop kunst og kultur er noget, der kendetegner Arne Rivald, en interesse, som også har manifesteret sig i hans virke som mangeårig rejseleder – hovedsageligt til Rom, den evige by og Rivalds favoritdestination. Her har vi samlet nogle af hans farverige oplevelser i et kalejdoskop af "muntre episoder". Der er dog også iblandet stor alvor.

Den optimistiske dans omkring guldkalven i 1980‘erne gav lettjente penge til mange pengeglade aktører. Men ikke alle var lige heldige. Yuppietiden krævede også sine ofre. Nogle måtte bøde for den sanseløse jagt på guld og status. Dette er historien om en mand, der oprindelig kunne glæde sig over en udmærket stilling. Men en næsten sygelig grådighed tog overhånd. Han ville have mere. Han udnyttede hensynsløst både venner og familiemedlemmer i sine økonomiske transaktioner. Til sidst forvildede han sig ind i en labyrint, som det var vanskeligt at komme ud af, og for at overholde sine finansielle forpligtelser måtte han ty til ulovlige midler. Dette førte ikke kun til hans eget fald. Hans krumspring på lånemarkedet blev også en tragedie for mange troskyldige mennesker.

Antallet af rejsende til Sverige og det øvrige Europa fra Finland via Åbos havn er stort. Samtidig kommer der årligt tusindvis af passagerer til Finland via Åbo. To rederier har store flydende "luksushoteller", der sejler i fast rutefart fra den ene havn til den anden. Gennem de sidste mange år er der kommet fire af disse Østersøkæmper til Åbo havn hver dag; to om morgenen og to om aftenen. De lægger omtrent samtidig til kaj, og afstanden mellem passager-terminalerne er kun cirka 300 meter.

Der er mennesker, som til stadighed giver politiet noget at lave. Paavo Laine var præcis et sådant – når han var ude i friheden og ikke befandt sig bag fængselsmurene, hvilket han ofte gjorde. I denne artikel bliver der skildret nogle af de forbrydelser, som Laine stod bag. (Alle navne i denne artikel er fingerede.) Her bliver også aktualiseret indtil videre uopklarede forbrydelser - indtil nu har domstolene ikke ment, at politiet har tilstrækkelig med beviser til at dømme ham. Læseren kan tage stilling til efterforskningsresultaterne og måske fungere som "detektiv".

Det begyndte, som det så ofte gør i store sager – i det små. Tanken om at skaffe sig nogle lettjente penge, er nok noget de fleste af os drømmer om. Lige efter årsskiftet 1992-1993 gjorde den 38-årige batteribygger fra Oslo det også. Batteribyggeren drømte om at skaffe sig nogle lettjente penge, måske så meget som 350.000 kroner, på en meget speciel måde. En stor sum penge for mange, men for en, der virkelig planlagde at gå i gang med en sådan operation må beløbet nok siges at være beskedent. I modsætning til de fleste, der bare lader det blive ved drømmen, ville batteribyggeren føre den ud i livet. Det forholdsvis beskedne beløb, som han planlagde at lave, endte med at et trykkeri trykkede 164 millioner kroner i 1.000 kronesedler i løbet af to nætter. Da revnede ballonen, og de i alt otte personer, der var involveret i tidernes største falskmøntnersag i Norge, endte med lange fængselsstraffe og ikke en krone i ekstrafortjeneste.

Der har været utrolig meget sjov med vin, kvinder og fest, sagde den 30 år gamle Henry Aakre, da han kom hjem til Norge fra Bangkok den 23. november 1986 på 1. klasse med SAS – på statens regning. Sammen med sin medspiller, Tor Helge Ramlo, havde han det sidste år været på luksusrejse jorden rundt. Deres rejser blev højst ufrivilligt finansieret af flere store kreditkortselskaber. Nu lukkede fængselsportene sig igen bag de to venner. Opgørets time var kommet.

I sommeren 1988 lanceredes en historie, der i første omgang virkede så absurd, at det meget vel kunne have været en agurketids-skrøne eller fri fantasi om at leve perverse seksuelle lyster helt ud. Men det var både virkelighed og alvor. Den handlede om overgreb mod børn, begået af en gruppe mennesker, der under en religiøs etikette drev et kollektiv, hvor de modtog børn på ridelejr: Gruppen fik hurtigt tilnavnet "sexsekten".

For tredje år i træk viste opklaringsprocenten en faldende tendens til trods for, at en række af byens kendte kriminelle ansigter sad inde og afsonede deres straffe. Bunken af uopklarede sager burde være reduceret betragteligt. Problemet blev diskuteret ved K IV's morgenparole umiddelbart efter nytår i 1993. Stod man over for organiseret kriminalitet? Eller var nye smarte profitjægere slået ind på en kriminel løbebane? Der var meget, der talte for, at man burde børste støvet af en del uopklarede sager for at se nærmere på dem. (Alle personnavne er fingerede).

Der er mange måder, man kan komme frem på i denne forunderlige verden. Nogle har store ambitioner og satser på at komme højt op på den akademiske rangstige eller i politik, mens andre satser på deres færdigheder inden for idrætten. Vi har forskellige forudsætninger for at gøre nytte som gode samfundsborgere, og lige så forskellig bliver vores vej her i livet. Arvid Aas havde også sin måde at komme frem på, og han havde en høj status i de miljøer, som han færdedes i.

Regnbuefolket begyndte deres traditionelle, glade march fra Senatstorget i Helsinki til akkompagnement af musikkens dunken, balloner, sæbebobler og regnbueflag. I optoget deltog folk i alle aldre, lige fra spædbørn til bedsteforældre samt flere firbenede venner iført regnbuefarvede halsbånd. Den solrige sommerdag tog en dramatisk vending, da en gruppe på ni personer smed en røgbombe ind midt i optoget og sprayede peberspray i ansigtet på deltagerne.

I ledelsesgruppen for den regionale kriminalitetsbekæmpelse ved politiet i Östra Nyland foretog man omkring årsskiftet 2006-07 en vigtig grænsedragning angående efterforskning af økonomiske kriminalitet og miljøovertrædelser. Denne strategiske beslutning betød, at man fremover lægger sager angående miljøovertrædelser ind under afdelingen for økonomisk kriminalitet. Samtidig besluttede man at videreuddanne politifolk inden for efterforskning af økonomisk kriminalitet, så de er bedre rustede til at opklare miljøovertrædelser.

Natten til den 28. april 1993 blev der begået et indbrud i et ældre hus i Veitastrond i Sogn. Tyvene fik godt en halv million kroner i kontanter med sig. En ældre kvinde, der boede alene i huset, var tunghør. Da hun vågnede næste morgen, var hun helt uvidende om, at hun havde haft natlige gæster. Tyvene havde rumsteret rundt i huset og brugt koben til både kister og skabe, så de måtte have vidst, at kvinden var døv.

Hovedpersonen i denne beretning – Esko Johannes Karhu – havde sit hjemsted på det Karelske næs. Måske var det det urolige miljø der, som var grobund for hans eventyrlige og bedrageriske levned. I hvert tilfælde: Da storsvindleren afsluttede sine bedrifter med en voldsdåd, og da det hele blev opdaget, lukkede fængslets port sig for altid bag ham.

Søndag den 14.februar 2010 gik "altmuligmanden" i ejendommen Storgata 28 ned i vaskekælderen for at skifte en pære. På vej ned i kælderen så han, at døren fra trappen var brudt op. Da han kom ned i kælderen, var en dør fjernet, og der var boret et hul i væggen ved siden af denne dør. Han ringede straks til politiet, og der ankom en politipatrulje klokken 15.30. Ingen vidste, at det var et af Norges største guldkup.

En mand og en kvinde, begge af finsk herkomst, mødte hinanden i Sverige i 1987. De flyttede sammen til Imatra i Finland, hvor de begyndte at bygge et fælles hjem op. Takket være de penge, som kvinden havde sparet op købte de en villa. Huset var ganske vist i meget dårlig stand, men med fælles hjælp forvandlede de villaen til et nogenlunde beboeligt hjem. Parrets lykke varede dog kun et års tid. Så begyndte alle truslerne, mishandlingerne, plagerne og chikanerne. Politiet havde gennem længere tid haft kendskab til ægteparret.

I årene fra 1989 er hundredvis af mænd blevet afhørt i de to sager, nogle af dem har endda siddet varetægtsfængslet, men sagerne var aldrig blevet opklaret. Ikke før nu og det takket være efterforskningsteknikker, der ikke har været tilgængelige før. Det afgørende var de spor, som gerningsmanden havde efterladt på ofrene og gerningsstederne i kombination med nogle politifolks opmærksomhed og uvilje mod at slippe sagerne. Gerningsmanden, den 53-årige Ulf Olsson, kunne anholdes efter en efterforskning, der er den næst mest omfattende i Sverige; kun mordet på statsminister Olof Palme har krævet større ressourcer.

Kort før klokken 03.00 natten til den 26. august 2001 blev der ringet til politiet i Jæren: - Der er sket et eller andet på Herikstadvegen i Bryne. Min bror har set et par, der skændtes, og der skal vist have været en kniv med i billedet. Manden, en 24 år gammel mand fra Bryne, bad politiet om at undersøge sagen.

I foråret 2001 blev Thomas Quick dømt for et mord, der var begået i 1980. Med dommen satte samfundet punktum for den syvende mordsag - angående det ottende mord - mod denne mand, som har tilstået op mod 30 mord!Den fældende dom bar nyt ved til den allerede tidligere livlige debat angående Thomas Quick: Kan han virkelig have begået alle de mord, som han har tilstået? Som svar på denne reaktion udtalte Quick i efteråret 2001, at han havde bestemt sig til at "tage time out" og ikke længere medvirke i diverse forundersøgelser!

I løbet af 1993 blev der begået et stort antal røverier i Helsinki-området. De fleste gik ud over banker, men også andre forretninger blev ramt. Kriminalpolitiet i Helsinki opdagede snart, at der var en række fællestræk ved røverierne. Politiet drog derfor den slutning, at det var en og samme bande, der stod bag alle røverierne.

Da den 46 år gamle Stig Rogne kom ud ad porten til Ullersmo landsfængsel, færdig med sin sidste afsoning, havde han bestemt sig til at bryde med sin normale livsførsel. Fra nu af ville han være en lovlydig borger. Men det var ingen let opgave, han gav sig i kast med, for hans omgangskreds bestod mest af fængselsfugle. Hvis han skulle have held med sit forsæt, måtte han væk – langt væk.

Onsdag den 13. maj 1992 blev en værditransport fra Securitas plyndret uden for Sørlandssenteret ved Kristiansand. De tre mænd gennemførte røveriet efter en nøje gennemarbejdet plan. Der gik næsten et år, fra ideen blev undfanget, til den blev gennemført. Røverne investerede omkring 40.000 kroner i forberedelserne. Sammenlagt kørte de skønsmæssigt 10.000 kilometer i forbindelse med rekognosceringer og prøvekørsler af de mulige flugtruter.

Anden juledag i 1994 udspillede der sig et natligt drama i Norrbotten, der kunne have endt i en tragedie. Flere politifolk blev beskudt med automatvåben af to desperate mænd, der flygtede efter et mislykket indbrudsforsøg. For at ryste de forfølgende politifolk af sig smed gerningsmændene håndgranater og affyrede automatvåben med det formål "at gøre en ende på dem".De to forbrydere var ingen vårharer. De havde tidligere begået en række tyverier fra våbendepoter i det nordlige Sverige. Udbyttet fra disse – sprængstoffer, håndgranater og ammunition – havde de gemt i et mineret folkevognsrugbrød, som de havde parkeret i et boligområde i Umeå seks uger tidligere.

Mellem 2004 og 2010 skete flere grove røverier mod pengeinstitutter i Sverige. Politiet efterforskede røverierne grundigt, og det var tydeligt, at der var mange ligheder mellem dem. Efter røveriet mod Sparbanken i Broby i september 2010, hvor vidnet Gate Nilsson gjorde nogle vigtige iagttagelser, kunne politiet rette søgelyset mod Peter Pohla, Jan "Nisse Pistol" Nilsson og Ulf Nilsson. Denne trio blev efterhånden kendt i massemedierne som "Pensionistbanden". Der blev oprettet en midlertidig arbejdsgruppe for at inddæmme og standse trioens voldsomme fremfærd. Og på grund af gedigen efterforskning blev trioen idømt lange fængselsstraffe af retten i Hässleholm ca. et år efter røveriet i Broby.

Mandag den 28. november 1881 omkring klokken 19.00 om aftenen smældede et skud fra gårdspladsen ind gennem et vindue på gården Bessinge i Östra Sallerup sogn i Skåne. Skuddet ramte gårdejeren, Ola Månsson, i hovedet, og han afgik umiddelbart ved døden. Denne ugerning, som går under navnet Bessingemordet, blev begået på en ejendom, som nu til dags hedder Guddastad, i Horby kommune. Forbrydelsen var et mord på bestilling i et klassisk trekantdrama.Sammensværgelsen blev afsløret takket gedigent politiarbejde, der inkluderede et par tidlige eksempler på kriminaltekniske undersøgelser.

Han var 18 år, da han forlod Norge sammen med sin kæreste Tove. Erling lngvaldsen fra Kristiansand skulle til Amerika og gøre det helt store, sådan som så mange nordmænd drømte om. Året var 1958, og Amerika tog imod unge ihærdige mennesker, der viste, at de ville gøre en indsats. Erling gjorde det efterhånden rigtig godt. Han kunne besøge hjembyen og vise, at han havde gjort det godt. Besøgene satte deres spor. Gulddrengen fra Amerika lod ingen være i tvivl om, at livet havde behandlet ham godt. Men en juli dag i 1981 blev der vendt op og ned på tilværelsen for manden fra Kristiansand.