Bøger i Nye romaner serien

Tor Ulven (1953-1995) regnes for en af de vigtigste forfattere i Norge i 80erne og 90erne og er nærmest blevet en myte og kultforfatter i Norge, ligesom Michael Strunge herhjemme. Der er sagt om ham at han var en fornyer af norsk litteratur og sprog. I løbet af sit korte liv udgav han fem digtsamlinger og seks prosabøger. Han var desuden en af de bedste essayister i sin generation og en fremragende oversætter af franske forfattere som René Char, Samuel Beckett og Claude Simon. Trods denne position fik Tor Ulven aldrig nogen bred læserkreds, men forblev en forfatternes og kritikernes forfatter. Måske skyldtes det at han altid holdt sig udenfor den litterære offentligheds rampelys. Han holdt aldrig foredrag, deltog ikke i debatter og modtog litterære priser in absentia. Han gav kun ét interview i sit liv, hvor han citerer Ibsens ord at mit kald ej er at tale, kun at skrive. "Jeg er af principielle grunde interesseret i at skrive uhøflige bøger. Bøger som skaber uro, måske plager læseren. Jeg må insistere på det ubehagelige ved eksistensen i det jeg skriver. Der er allerede nok morfin i omløb." Gravgaver. Fragmentarium, Ulvens første prosabog, regnes for hans hovedværk og vakte betydelig opmærksomhed da den udkom i 1988. Det er en gravalvorlig tekst, men gennemsyret af en galgenhumor der gør bogen til en danse macabre, en allegorisk fortælling om døden som uden skånsel fører alt menneskeligt i graven. Bogen handler om de "gaver" døden har efterladt os, som løsrevne fragmenter og bidder efter en katastrofe. Bogens sidste sætning er: "Den eksakte dato for katastrofen er kendt." Ulvens projekt er - nærmest som en litterær arkæolog - at afdække den fortid vi bogstaveligt talt træder på, og den fortid vi bærer med os. Ligesom man kan sige at nuet nærmest opfattes som en fiktion, for det som sker er i næste øjeblik fortid. Musikken f.eks. forsvinder idet den spilles og optagelsen du hører er musikkens "gravgave" eller "genfærd". Hans litterære kirurgi er således nært knyttet til bevidstheden om alle døde og levende ting og væsners forgængelighed, deres udslettelse og undergang. Undertitlen Fragmentarium spiller på at livet kun kan gribes i sine fragmenter. Ligesom musikken løber også livet ud i ingenting, og med en omskrivning af Heraklits metafor siger Ulven: "Du stiger ikke ned i den samme kloak to gange." Intet er identisk med noget andet, livet gentager sig aldrig, men alligevel går det paradoksalt nok i ring. Den kronologiske tidsopfattelse er brudt sammen og det fortællende subjekt er opløst. Forfatteren bliver "et videokamera af ord", men Ulven nøjes ikke med at beskrive tingenes overflade. Han trænger ind i dem, ind til det der bliver tilbage når alt det ydre er forvitret. Uddrag fra anmeldelser:6 stjerner (af seks mulige)"Den afdøde norske kultforfatter Tor Ulven er med 'Gravgaver' for første gang aktuel på dansk, og det med en bog, der i tankekraft og sproglig intensitet rager langt op over gennenmsnittet. Bogen beskriver i smuk prosa livets og erindringens flyktighed." Peer S. Høgsbro, URBAN "Ingenting hænger sammen. Men alt kan sammenlignes. Så alligevel: Der ligger gemt en kunstens protest mod livet i alle disse simulationer, en insisteren på tekstens virkelighed, der afmægtigt peger på sig selv. Patetisk er det i al nøgternhed. Og i stor skønhed." Torben Brostrøm, Information "Dens tekster er poetiske, keramisk hårde og klingende, ind i mellem af stor skønhed. Øjeblikket fastholdt i blivende form som muslingens perle. "Gravgaver" er smal litteratur; men for den der vil give af sin knapt afmålte tid, venter en stor oplevelse, der holder længere end dyrehavstiden ud." Henrik Schovsbo, Fyens Stiftstidende"Det er en meget dristig, meget modig og også stædig bog. Den er særdeles neurotisk, men også dybfølt og har denne selvberoende selvstændighed, som kun

Per Petterson er det største nordiske navn i udlandet siden Peter Høeg. Han er oversat til 40 sprog og får den ene pris efter den anden, senest IMPAC-prisen, verdens største litteraturpris for en enkelt bog. I Danmark har han en stor fanskare blandt forfattere, bl.a. Ida Jessen og Lone Hørslev. Naja Marie Aidt har udtalt at hvis hun skulle skrive en roman, ville hun gerne skrive som Per Petterson gør i I kølvandet, Helle Helle kom til at græde da hun hørte ham læse op af hans nye bog og Kirsten Hammann læser hans bøger så langsomt hun kan for at bogen ikke skal holde op og anbefaler Ud og stjæle heste og I kølvandet med følgende ord: »Han er en fantastisk forfatter, der er så god, at vi forfattere går rundt og anbefaler ham til hinanden. Jeg kan ikke lægge hans bøger fra mig, når jeg først er i gang. Ikke fordi de er spændende, men fordi bøgerne fanger en som menneske og nærmest hiver en ind i hans univers.« Per Petterson tager os I kølvandet med på en rejse til nattens ende. Romanens jeg-fortæller, forfatteren Arvid Jansen, befinder sig i et eksistentielt tomrum - i kølvandet på en katastrofe som trækker dybe spor i hans liv. En rå og øm, sårbar og barsk historie om at miste fodfæstet i tilværelsen, men mesterligt fortalt i et glasklart rytmisk sprog og med en varm sort humor. I åbningsscenen står hovedpersonen foran den boghandel han engang har arbejdet i. Det er tidligt om morgenen, han er mørbanket efter en druktur, har brækket et ribben, brillerne er borte, og et blackout forhindrer ham i at huske hvad der er sket. Så starter rejsen, både den ydre tilsyneladende formålsløse flakken omkring på landevejene i den gamle bil og den indre hvor billederne af familien, ikke mindst hans far, dukker op som flashbacks. Bogens nutidshandling foregår nogle dage i marts og april 1996, men bagved rulles historien op og den dystre kulisse er en skibsbrand som medførte at hovedpersonen mistede sin far og mor og to brødre. Skibet nævnes ikke ved navn, men det er alment kendt at Per Petterson mistede fire familiemedlemmer da Scandinavian Star brændte. Mens Til Sibirien kan læses som en roman om forfatterens danske moder der blev gravid med en nordmand, handler I kølvandet om forholdet til faderen, fabriks­arbejderen og sportsmanden der ikke rørte en cigaret i hele sit liv. For kroppen skal være et tempel, sagde han, ikke en kalket grav.

Galsan Tschinag voksede op som yngste søn i en tuvinsk nomadefamilie i Mongoliet, men modsat mange af sine jævnaldrende kom han i skole og studerede mongolsk sprog og litteratur ved universitetet i Ulaanbaatar og fra 1962 til 1968 tysk og germanistik ved universitetet i Leipzig. I 1976 vendte han tilbage til sit hjemland, underviste ved universitetet og fungerede som udenrigspolitik kommentator, før han i 1991 debuterede som forfatter. Året efter modtog han Adelbert-von-Chamisso-prisen for sin debutbog "En tuvinsk historie og andre fortællinger" og i løbet af 90"erne har han udsendt en række bøger.I 1994 kom hans første roman, Den blå himmel, som Der Spiegel karakteriserede som "visuel, fyldt til randen af virkelighed", hvis "patos har en kraft, som om en shaman fra en fremmed egn var blæst ind i den tyske samtidslitteratur". To år senere førte han de tuvinske nomader ud på en 2000 kilometer lang karavane tilbage til Altajbjergene i det nordvestlige Mongoliet hvor de kom fra før den stalinistiske tvangsflytning, 130 kameler, 300 heste og et utal af får, fjerkræ og hunde. Galsan Tschinag, hvis bøger kommer på Insel Verlag i Tyskland, er i dag oversat til en række sprog.Den blå himmel begynder med den 6-7 årige drengs onde drøm og ender ved dens opfyldelse: hans elskede ven og arbejdsfælle, hunden Arsylang, dør af forgiftning. I en kultur hvor man lever i pagt med naturen spiller det elementære en hovedrolle som kraftens og åndernes hjem, Moderfloden der giver og tager, det evige kredsløb, dagligdagen som en kamp på liv og død. Den blå himmel er en myldrende, episodeagtig fortælling om det nomadiske dagligliv, set fra barnets perspektiv, mens verden endnu erfortryllet og fuld af uforståelige ord og hændelser.En dag kommer den statslige lærer op i højlandet for at samle et kul af skolepligtige. Nogle forældre lyver børnene yngre end de er, for der er brug for deres arbejdskraft. Drengen spørger sig selv hvad det er der får faderen, som selv er en ægte søn af nomadefolket, til at skille ham fra stammen. Er det lydighed over for magthaverne, eller er det fremsynethed? Konflikten mellem traditionel og moderne levevis ulmer under overfladen, ligesom man fornemmer stammens mundtlige tradition, det knappe og klare sprog, under den stilistiske overflade.UDDRAG AF ANMELDELSER"Det er en smuk, klar og enkel fortælling fra Mongoliet, Galsan Tschinag har skrevet. Med en slutning af mytologiske dimensioner. (-) Så eksplosivt smertefuldt beskrives drengens kamp, at jeg kun kan komme i tanke om Jobs Bog for at finde et sidestykke. (-) Galsan Tschinags roman Den blå himmel begynder således som en fortælling en miniature, klar og enkel, med hverdagens gøremål nær jorden, kvæget og bålet i centrum - og løfter sig på et hjerteskærende øjeblik til tidløs verdenslitteratur."Liselotte Wiemer, Weekendavisen"Læsningen af den 'Den blå himmel' er på sin vis ligesom den natur den beskriver - fuld af kræfter som kun vanskeligt kan styres. Der er drama, magi, kærlighed og sorg fra start til slut. (-) Her er ingen Lassi romantik - her gælder det nemlig liv og død, her og nu, for familien, for drengen - for hele den tuvinske kultur."Torben Brandt, KulturNyt, DR Ret"Dshurukuwaa er hovedperson i det yderst sjældne litterære kig ind i en fremmed verden, som forlaget Batzer & co. nu udgiver: romanen Den blå himmel af den tuvinske forfatter Galsan Tschinag. Og sikke et kig. Allerede omslagets storslåede, øde bjerglandskab med små hvide prikker af jurter og græssende får er en rejse til et andet sted, hvor mennesker er bittesmå væsener på en stor, barsk og åndende jord." Lotte Folke Kaarsholm, Information"Det er en brobyggerbedrift af ... Tag springet, læs noget virkelig anderledes, bliv nomade for en stund."Niels Brunse, Politiken"Man griber bogen, glider ned i stolen og bliver i et s

Den norske forfatter Gert Nygårdshaug er en fortæller af Guds nåde på niveau med en Fosnes Hansen eller en Ib Michael. Hans roman, Provst Gotvins geometri, handler om livets store spørgsmål, Guds eksistens, universet og kærligheden, men fortalt som en historie man ikke kan ryste af sig, spændende, frodig, filosofisk, humoristisk og betagende. Nygårdshaug, der har et stort forfatterskab bag sig, har tidligere fået kritikernes ord for at have skrevet "årets roman" og for at være "en af de allerstørste" i norsk litteratur - "om ikke den største". Forfatteren Lars Saabye Christensen præsenterede den norske bogklubsudgave af romanen således: "Der er ingen som ligner på Gert Nygårdshaug i Norge, og ingen andre steder heller, for den sags skyld. Gert Nygårdshaug skriver så totalt. I Provst Gotvins geometri finder man kærlighedshistoriens patos, kriminalromanens spænding, eventyrets poesi, en encyklopædisk nysgerrighed og indsigt, og folkelivsskildringens burleske humor. (-) Du er sandsynligvis ikke helt den samme når du kommer til den sidste linie i Gotvin Solengs geometri." Romanen starter med at den unge, bly præst Gotvin Soleng fra en lille norsk bygd drager ud på sin første store rejse til Santiago de Compostella, for at undersøge et katolsk mirakel på nært hold. I toget møder han en smuk ung kvinde, indhyllet i lavendelduft, som giver ham en gåde i form af en tegning over danske vikingeborge og fortæller at hvis han løser den, får han svar på hvad himmelen virkelig indeholder. Dette møde med Lucienne LopÚz, som viser sig at være en spansk arkæolog med speciale i neandertaler, udløser en lavine i Gotvins liv, hvor ingenting bliver som før. Med hovedet fuldt af tanker om Gud og mirakler, katedraler og geometri, synd og lavendelduft, og fuld af anfægtelser, anger og bodstanker over det kærlighedsforhold han indleder, rystes hans verdensbillede i sin grundvold. Læseren bliver taget med en 450 siders odysse som indholder alle facetter af livet: Fromhed og besættelse, kærlighed og vemod, ydmyghed og tvivl, galskab og glæde. Forfatterens filosofiske dristighed og forrygende begavelse som historiefortæller trækker os ind i en roman man ikke kan ryste af sig før den læst. Og selv om den handler om livets store mysterier, er den fortalt med en uforlignelig humor.Danske anmeldelser:"Indledningsvis: Læs den! Jeg kan ikke påstå, at Gert Nygårdshaugs Provst Gotvins geometri er sæsonens bedste roman, da jeg ikke har læst dem alle. Men den er ubestridt den bedste af de mange, som jeg har læst. GN er en vidunderlig fortæller, handlingen er fuld af overraskelser, man kastes fra kvantefysik til kærlig-hedsscener skildret så smukt, at man får tårer i øjnene, og man jagter gennem bogen besat af ønsket om, at den aldrig får ende..." Mogens Damgaard, Fyens Stiftstidende. "Provst Gotvins geometri er noget så usædvanlig som en videnskabsteoretisk knaldroman, skabt med fantasi og indsigt og et sproglig mesterskab som sag-tens kan måle sig med vore hjemlige koryfæer Peter Høeg og Ib Michael, og som i hvert fald placerer GN i klasse med hans utrolige landsmænd som Erik Fosnes Hansen og Jan Kjærstad." Carsten Clante, DR/Kulturnyt. "På et hængende hår, jo, men vi nåede det: Vi nåede at få en stor, stor nutidsroman ud på dansk, der maner det europæiske menneske anno 1999 frem. (-) Inden for norsk litteratur er Gert Nygårdshaug en ener." Pernille Bramming, Aktuelt. "..spændende og indsigtsfuldt om den menneskelige tilværelses vilkår ... Tegningen over vikingeborgene gemmer på en geometrisk gåde, og med den som ledetråd fører Nygårdshaug os nu ud i alle afkroge af Gotvins bevidsthed. Det bliver til en spændende og indsigtsfuld tur gennem emner som arkæologi, geometri, fysik, historie, filosofi og teologi. Og til tider i et tempo, så man som læser må slippe både lænestol, tid og rum

NOBELPRISEN I LITTERATUR 2023Melancholia I-II er et hovedværk i nyere norsk litteratur og handler om Lars Hertervig (1830-1902), lysets maler, måske det største navn i norsk malerkunstved siden af Edvard Munch. I sin karakteristiske besværgende og musikalske stil har Jon Fosse skabt en gribende roman om bagsiden af lyset, om melankolien og galskaben. Fosse inviterer læseren indenfor i Hertervigs plagede sind der befinder sig i grænselandet mellem klarsyn og galskab – så man oplever hans smerte på egen krop. På Nasjonalgalleriet i Oslo har forfatteren Vidme set et billede af sin slægtning Hertervig, et billede der har ramt noget i ham – som et glimt af noget guddommeligt, selv om det er et ord han nødig tager i sin mund.“SUBLIM GALSKAB. Mesterlig skildring af det melankolske sind set indefra.” Politiken“…en romanfiktion, et sprogligt kunstværk, der bliver sin egen autonome størrelse, en kværn, der maler sine ofre, så skøn musik opstår.” Information

”En følsom, sprød og knivskarp registrering af en drengs univers.” Weekendavisen “En James Dean-historie fra halvfjerdsernes Norge ... skrevet i et mesterligt neddempet sprog.” Der Spiegel “Per Petterson er en litterær seismograf, en af den slags som ethvert samfund har brug for.” Neue Züricher Zeitung “En stilist af guds nåde ...” Bibliotekernes lektør Audun er 13 år gammel og skal begynde i en ny skole. Han og hans mor er lige flyttet til byen, på flugt fra en alkoholisk og voldelig far. Moren er vild med Jussi ­Björ­ling og opera, mens Audun hører Jimi Hendrix og Bob Dylan – for at rense ­hovedet. Første dag i skolen møder han ­Arvid, der kommer fra en velfungerende familie, og de bliver bedste venner. I en tid hvor Vietnam-krigen sætter sine spor og folk engagerer sig politisk, finder Audun og Arvid sammen i et litteraturens fællesskab. Audun identificerer sig med Jack Londons Martin Eden og drømmer om at blive forfatter. det er okay med mig er en barsk og gribende historie om at vokse op i en forstad til Oslo i 1970’erne, fortalt i et skarpt og maskulint sprog, men den varme og lavmælte humor som kendetegner Per Petterson. Per Petterson (f. 1952 i Oslo) har udgivet ni bøger og fik sit store internationale gennembrud med romanen ud og stjæle heste der er blevet oversat til 49 sprog og er solgt i mere end 1 million eksemplarer verden over. Per Petterson har modtaget en lang række fornemme, litterære priser for sine bøger, både i Norge og i udlandet, bl.a. Nordisk Råds Litteraturpris, Independent Foreign Fiction Prize og Impac-prisen.