Bøger i Tidlig Moderne serien i rækkefølge

Bogen tager udgangspunkt i den strenge sædeligheds-lovgivning under den tidlige danske enevælde, hvor førægteskabelig seksualitet og ægteskabsbrud efter Bibelens anvisninger blev straffet med åbenbar skrifte, bøde, fængsel, landsforvisning eller døden. Men hvor den religiøse synd i begyndelsen af 1700-tallet var det centrale, blev det i slutningen af 1700-tallet vigtigere for styret at sætte de ugifte forældre i stand til at forsørge de uægte børn. Det ledte til en afkriminalisering af ugiftes første og andet seksuelle forhold i 1812, der i bogen kobles med en generel sekularisering af den enevældige konges politiske legitimitet.Nina Javette Koefoed, ph.d., er adjunkt på Institut for Historie og Områdestudier ved Aarhus Universitet.Modtager af Krakaprisen 2005.Fra priskomiteens begrundelse:"Der skabes opmærksomhed på børns forsørgelse og på de uægte børns vilkår og større ligeret. Parallelt hermed dokumenteres, at faderskabet udvikler sig fra at blive opfattet som reelt ægteskabsløfte til forsørgelsesansvar over for barnet, men ikke over for kvinden.Denne udvikling, der er helt original og ikke tidligere har været påvist i Danmark, tegnes med en historikers og arkivrottes sikre hånd. Med et omfattende og vanskeligt tilgængeligt arkivmateriale argumenterer Nina Kofoed i detaljer overbevisende for denne overordnede udvikling...Afhandlingen igennem forholder forfatteren sig selvstændigt og originalt til komplicerede historieteoretiske positioner, der udfoldes og diskuteres igennem analyserne og det empiriske materiale uden at blive påtrængende. Kønnet står klart, men diskret frem som det sted, hvor de afgørende skred sker."

Denis Diderot (1713-1784) var fransk forfatter og filosof. Han blev en prominent figur under oplysningstiden og var selv en af de to hovedredaktører på storværket L’Encyclopédie. Diderots mest kendte bidrag til litteraturen er romanen Fatalisten Jacques, hvor han bryder med de eksisterende konventioner for romanens struktur og indhold.For oplysningsmanden, kunstkritikeren og forfatteren Denis Diderot repræsenterede fysiologiens teorier om kroppens sensibilitet en vej ud af den kristne metafysik og overtro. I Sensibilitetens bevægelse spores den fysiologiske påvirkning igennem Diderots alsidige forfatterskab med særlig vægt på hans æstetiske refleksioner over maleri og musik.Bogen handler om, hvordan den nye vitalistiske retning inden for det 18. århundredes fysiologi påvirker Diderots forståelse af sanseerfaringen, herunder erfaringen af bl.a. billedkunst og musik.I en række tekstnære læsninger af nogle af de mest centrale naturfilosofiske og æstetiske skrifter i Diderots forfatterskab undersøger og diskuterer Anne Fastrup det erkendelses-mæssige og emancipatoriske potentiale, som Diderot tilskriver kunsten i forlængelse af impulserne fra den vitalistiske fysiologi.Bogen er den første i en ny serie om 16-1700-tallet, som udgives af Museum Tusculanums Forlag.Anne Fastrup (f. 1963), ph.d. i Litteraturvidenskab, er lektor og viceinstitutleder ved Institut for Kunst og Kulturvidenskab, Københavns Universitet.Forlagets emneord: Filosofi og psykologi - Kunst og kunsthistorie - Litteraturvidenskab - Billedkunst - Fysiologi - Idehistorie - Litteraturhistorie - Oplysningstiden - Æstetik - Encyklopædi - Kunstudstillinger - Frankrig - Denis Diderot - 18. årh. - Dansk

Woldermar Hermann von Schmettau (1719-85) er i dag ikke kendt i bredere kredse. Ikke desto mindre var han en af de mest farverige blandt oplysningstidens mange interessante skikkelser. Schmettau var tysker af fødsel, men gik som officer i dansk tjeneste, avancerede senere til general i Norge og opnåede tilmed at blive udnævnt til Ridder af Elefanten. Han færdedes hjemmevant på de bonede gulve og fik – ikke uden grund – ry for at være en libertiner, der hengav sig til nydelser af enhver art. Samtidig var han optaget af kunst og teater, var bog- og møntsamler, frimurer og frem for alt: fritænker. I kamp mod dumhed og hykleri følger Schmettaus omskiftelige tilværelse og undersøger samtidig, hvordan han som fritænker i tale og skrift lagde sig ud med den lutherske statsreligion og dens repræsentanter: præster, biskopper og professorer. Hidtil er der ikke blevet skrevet meget om Schmettau, og hele hans fritænkeriske forfatterskab er stort set blevet forbigået. Jens Glebe-Møller kaster med sin medrivende fortælling om denne særegne skikkelse lys over både tiden, manden og forfatterskabet, og bogen giver således et nyt og interessant indblik i oplysningstidens verden. Jens Glebe-Møller, dr.theol., professor emeritus ved Det Teologiske Fakultet, Københavns Universitet. Glebe-Møller har skrevet en lang række bøger om teologiske og filosofiske emner.

Ikke de voldsomme handler om forholdet mellem trykt offentlighed og offentlig skønlitteratur i England i perioden 1640-1750. I århundredet efter den engelske borgerkrig voksede en anarkistisk, skandaløs og ofte voldsomt utroværdig trykt politisk offentlighed frem i England. Dens mulighedsbetingelse var øvrighedens afmagt og indre splittelse, dens typiske fremtrædelsesform forfalskningen og smædeskriftet.Det er på den baggrund, en offentlig skønlitteratur vokser frem i England. Hvordan det sker, gennemgås i Ikke de voldsomme, som indeholder kapitler om John Drydens Absalom and Achitophel, Joseph Addison og Richard Steeles The Spectator, Daniel Defoes Robinson Crusoe og Henry Fieldings Tom Jones. Bag disse meget forskellige værker løber den samme ide. Litteraturen skal henvende sig til de borgere, der også læser den politiske offentligheds småtryk, dens opgave er at lære dem ikke at interessere sig for politik. Offentligheden skal læse fiktioner, ikke forfalskninger. Den skal føle afsmag ved politisk engagement. Den skal forstå, at æstetisk behag er at foretrække frem for glæden ved sladder og smuds. Det er ved at påtage sig den opgave, litteraturen bliver offentlig i England. I samme bevægelse antager den de former, vi kender i dag.Tue Andersen Nexø er lektor på Institut for Kunst- og Kulturvidenskab på Københavns Universitet og anmelder på Information.