Bøger om Åndsfrihed

OM METODEFRIHEDEN OG DENS FJENDER handler om forholdet mellem politik og pædagogik. Artiklerne er skrevet som indlæg i de sidste 35 års debat om skolen. De seneste er af helt ny dato. Artiklen „Pædagogikkens frihedskamp“ er nyskrevet og må læses i lyset af Gert Biestas og Carl Anders Säfströms pædagogiske manifest fra 2010, som Holger Henriksen selv har oversat. Manifestet publiceres i denne bog således for første gang på dansk. Artikelsamlingen er blevet til under indtryk af tragedien i Oslo og på Utøya, Norge, 2011, og ikke mindst 1900-tallets totalitære bevægelser samt erkendelsen af, at børn og unge gennem indoktrinering og manipulation så let lader sig mobilisere af disse bevægelser. Skolen er de senere år i stigende grad blevet underlagt politiske og økonomiske interesser. Den demokratiske samtale er truet og deltagerdemokratiet nødlidende. Artiklerne forholder sig til den sammenhæng, der ifølge Holger Henriksen bør være mellem undervisningsbegrebet, oplysningen og skolens opgave, det deliberale demokrati og de historisk hårdt tilkæmpede menneskerettigheder. Holger Henriksens ærinde med denne udgivelse er således at fastholde og videreudvikle en politisk kultur og bidrage til et oprør mod konkurrenceskolen og markedets anonyme magt. Meget få i den hjemlige debat om skole og pædagogik har deltaget så ivrigt, så indsigtsfuldt og så vedvarende som Holger Henriksen, der er én af den demokratiske pædagogiks danske fædre. Holger Henriksen er tidligere central studielektor i undervisningsministeriets direktorat for folkeskolen, seminarier m.v. Han er forfatter til en række meget læste bøger om pædagogik og skolepolitiske forhold.

THOMAS AASTRUP RØMERS nye bog er en intellektuel ballade, en filosofisk og karnevalistisk tekst, der sigter mod at skabe offentlig og uddannelsespolitisk røre og rørelse. Det er en bog om samfundet fra Danmarks pædagogiske forsamlingshus, hvor der både er debat, mylder, fest, glæde, vildskab, kamp og ustyrlig fælles aktivitet. BALLADE I DET PÆDAGOGISKE FORSAMLINGSHUS er opbyggelig i den forstand, at den sigter mod at skabe forståelse, klarhed og ægthed i sproget i en pædagogisk verden, der ifølge Rømer domineres af fortegninger, reduktioner og grimme ord fra den radikale konstruktivisme, poststrukturalismen og konkurrencestatstænkningen. Det er en kunstig pædagogisk verden, hvor virkeligheden reduceres gennem metodiske greb, strategi og teknik. Hvor praksis i et skjult opgør med åndsfriheden og metodefriheden reduceres til ren funktionel anvendelsesorientering og instrumentalisme under nye og teknokratiske formåls herredømme. Alt opfattes som konstrueret og alting tømmes for mening. Men pædagogik er noget andet, skriver Rømer. I pædagogikken genskabes det, der er værdifuldt. Pædagogik er pædagogiske formål og pædagogisk praksis i magnetisk stridbarhed – en fri, kritisk, sammenslynget og u-ligegyldig relation i en tingslig syntese. På den måde er BALLADE I DET PÆDAGOGISKE FORSAMLINGSHUS også en modstandsbog. En bog, der maner til kamp mod den herskende pædagogik og uddannelsespolitik. -Jeg skriver bare, hvad jeg ser, siger Thomas Aastrup Rømer, der med sin stærke pen har markeret sig som landets måske skarpeste og mest energiske iagttager af og deltager i den offentlige debat om pædagogik, skole og uddannelsespolitik. I BALLADE I DET PÆDAGOGISKE FORSAMLINGSHUS fortsætter han med baggrund i både pædagogik, filosofi og politologi sit arbejde med at registrere, kritisere og analysere, hvad han har set i det pædagogiske landskab siden 2014. ”Pædagogik og strategi er modsætninger. Kommer der en leder rendende med en strategi, så sæt ham på plads. Jo mere ”strategi”, desto mere fjerner handling sig fra samfundets realitet, og jo vanskeligere vilkår får fornuften. Strategi fjerner et folk fra det selv. Folket skjules. Strategi skjuler folket. Folket kan ikke regere sig selv. Noget forsvinder. Hvad hedder dette ”noget” på græsk? Det er pædagogik, polis og bios. Hvad er pædagogik så? Pædagogik er eksistens. Vær her! Tænk på tingene, som de er i sig selv. Brug din forestillingsevne? Hør! Tal! Skete der noget? Læring er et resultat af handling og ikke af strategi. Hop fra ting til ting, lyt opmærksomt til tingenes tale og til hvilke ord, de bygger på din tunge. Find dig selv i tingenes tumultariske tale. Slå på strategierne. Slå dem. Det er bedre at tage fejl end at følge en strategi. Hvad kan du se? Sig det! Så har vi en skole!”

I PÆDAGOGISKE LANDSKABER – 232 INDRE DRYS er der alt fra pædagogiske spidsformuleringer, mindre politiske og kulturelle analyser, små digte og polemiske indlæg om aktuelle pædagogiske, politiske og kulturelle begivenheder. Der er 232 indre drys fra Thomas Aastrup Rømers og den pædagogiske filosofis værksted. Et par eksempler: ”Dårlige mål er fortidens fremtid. De binder fremtiden i fortidens fejltagelser, som så kan bestyre og tæmme fremtidens muligheder. Gode mål er rumlige. De søger og finder mål i kulturens vekselvirkninger, så både fortid og fremtid altid holdes i maksimal spændstighed og liv.” ”Det største problem med finanskrisen er, at den også gør alt muligt andet end finanserne til et finanskritisk problem. Hele samfundet bliver en finanskrise. Alle vores institutioner skal ”sikre”, at finansernes ”udfordringer” bliver ”adresseret”. Skolen er en metode til finanskritisk problemløsning, og det er børnehaverne også. Det samme er universitetet og mange andre institutioner.” ”Problemet med velfærdsstaten er ikke, at den er for stor. Problemet er, at den har mistet sin kontakt med den dyd, som har skabt den, nemlig syntesen mellem solidaritet og åndsfrihed. Problemet er med andre ord, at velfærdsstaten ikke er velfærdsstatsmæssig.” ”Kundskaber er det, man finder, når man nærmer sig tingene i sig selv og opdager deres indre liv og konstitution, der samler dig i deres kreds. Kundskaber er at blive væk i kulturel essens. Der, hvor tingene ikke er tæmmet af kompetencer, men hvor tingene kan tale frit og overraskende tilbage til en kundskabssøgende opmærksomhed.” ”Skolen er et sted, hvor vi arbejder med åndsfrihed, solidaritet og fantasi samt med elevernes følelsesmæssige og sanselige samspil med deres omverden.” ”Hvis man ikke – også som ansat – kan kritisere sin arbejdsplads, bliver hele skoletænkningen jo bygget op på ren klap-hat, og ingen borger eller kollega vil kunne stole på nogen som helst.”