Bøger om År 300 til 399

En gruppe hunnere er trængt ind i fjendeland, men der er ufred i Thrakien, og de må søge tilflugt i Balkans bjerge.Kun ved at gifte sig med Onam kan Helia blive accepteret af hunnerne. Og det er lige ved at få katastrofale følger på bryllupsnatten ...Hun skal lære at bruge sværd, bue og pil – hun skal trænes til kamp! Hun må ikke vise, at hun er kvinde! Hun skal være kriger! Kan hun det? Og vil dette frygtede barbarfolk stadigvæk acceptere hende, da Onam forsvinder?Trilogien "Ild og vand" foregår i det 4. århundredes krigshærgede Europa. Bøgerne henvender sig til de 12-14-årige.Silja Bødker (f. 1951) er forfatter. Hun debuterede med den socialrealistiske børnebog "Buksevand" i 1985 og har siden skrevet en lang række bøger for børn, unge og voksne.

Onam begærer den unge pige Helia, men da hun hører om smykkernes magi, flygter hun både fra ham og sine egne forældre, hun flygter også for at finde Netsi og få det delte smykke samlet igen.Efter en lang og farefuld rejse når hun til Thrakien, hvor store mængder af gotere, bekriget og jaget af hunnerne, er trængt over floden og har skabt krig og kaos. Hvis hun finder Netsi, hvordan skal hun så få smykket samlet? Hvordan kan hun – forklædt som mand – undgå tjeneste i den romerske hær, som lider hårdt af mangel på soldater?Ild & vand er Silja Bødkers fantasyinspirerede historiske roman-trilogi henvendt til børn og unge fra 12 år. Et barskt og krigshærget Europa danner baggrund for fortællingen om en mor, der en nat føder tvillingedrenge. Drengene er som dag og nat, og ved fødslen får de hver sin halvdel af et magisk smykke. Sammen med smykkedelene skilles drengene, og i bøgerne følges deres skæbne. Vil brødrene og det magiske smykke blive samlet igen?'Ild og vand'Ild & vand er Silja Bødkers fantasyinspirerede historiske roman-trilogi henvendt til børn og unge fra 12 år. Et barskt og krigshærget Europa danner baggrund for fortællingen om en mor, der en nat føder tvillingedrenge. Drengene er som dag og nat, og ved fødslen får de hver sin halvdel af et magisk smykke. Sammen med smykkedelene skilles drengene, og i bøgerne følges deres skæbne.Silja Bødker (f. 1951) er forfatter. Hun debuterede med den socialrealistiske børnebog ”Buksevand” i 1985 og har siden skrevet en lang række bøger for børn, unge og voksne.

Da Elena en mørk og stormfuld nat føder tvillingedrenge deler hendes smykke sig i to, ét til hvert barn, og en pagt besegles. Netsi er lys og glad, hvor Onam er opfyldt af mørke, farlige kræfter, og Elena har betalt en dyr pris med sine børns sjæle.Blod, ild og vand er nogle af ingredienserne i det 4. århundredes barske og krigshærgede hverdag, hvor kun den stærkeste overlever.På en rejse til Pannonien forliser et skib med Onam som den eneste overlevende, og en lang og farefuld kamp for at overleve begynder med kun ulvene og den vilde natur til at vise vejen mod overlevelse.Onam møder Aleda, en hunner-dreng på hans egen alder og nu starter rejsen tilbage til familien, til den lyse Netsi og det sidste opgør. Men – først er der slag, der skal kæmpes og mørkets magter ligger hele tiden som en sort tåge over Onams skæbne …Ild & vand er Silja Bødkers fantasyinspirerede historiske roman-trilogi henvendt til børn og unge fra 12 år. Et barskt og krigshærget Europa danner baggrund for fortællingen om en mor, der en nat føder tvillingedrenge. Drengene er som dag og nat, og ved fødslen får de hver sin halvdel af et magisk smykke. Sammen med smykkedelene skilles drengene, og i bøgerne følges deres skæbne. Vil brødrene og det magiske smykke blive samlet igen?'Ild og vand'Ild & vand er Silja Bødkers fantasyinspirerede historiske roman-trilogi henvendt til børn og unge fra 12 år. Et barskt og krigshærget Europa danner baggrund for fortællingen om en mor, der en nat føder tvillingedrenge. Drengene er som dag og nat, og ved fødslen får de hver sin halvdel af et magisk smykke. Sammen med smykkedelene skilles drengene, og i bøgerne følges deres skæbne.Silja Bødker (f. 1951) er forfatter. Hun debuterede med den socialrealistiske børnebog ”Buksevand” i 1985 og har siden skrevet en lang række bøger for børn, unge og voksne.

The pop-legend for the Europeanized Hypatia as a beautiful, young, virgin scientist comes to us through 1,600 years of hearsay, gossip and assumptions legitimized by Voltaire and other Age of Enlightenment anticlerical thinkers. This tabloid-like legend is summarized in Wikipedia as such: "Hypatia, born c. 350-370; died 415 AD often called Hypatia of Alexandria, was a Greek mathematician, astronomer, inventor, and philosopher in Egypt, then a part of the Eastern Roman Empire. She was the head of the Neoplatonic school at Alexandria, where she taught philosophy and astronomy. A pagan, Hypatia was murdered by a Christian mob known as the Parabalani after being accused of exacerbating a conflict between two prominent figures in Alexandria: the Prefect, Orestes, and the bishop, Cyril of Alexandria."The past to which Hypatia of Alexandria belongs, i.e., the 4th and 5th centuries of the Roman Empire of Late Antiquity, is to us today a foreign country. We may study written languages and other artifacts from that period, but not living it we remain tourists in a foreign land. Like all sightseers our assessment of long bygone times and places is often subject to our own beliefs and ignorance. The Wikipedia description above is, in fact, rife with both our modern beliefs and overwhelming ignorance.We are told, for example, Hypatia of Alexandria was brutally murdered in the year 415 A.D.. Notably, there were no eyewitnesses on record nor was there a corpus delicti nor was there any official inquiry or investigation into the supposed homicide. By modern standards this presumptive crime remains unsolved because it is based solely upon hearsay and rumor well after the putative event. Everything about Hypatia's death, whether in 415 A.D. or any other time, is a mystery. The same is true for the rest of her life before this.In fact, because Hypatia left scant trace of herself [See my "The Case of Hypatia of Alexandria" presented at the 2018 Hawaii International Conference of Art & Literature] we must conclude the legend is mainly bogus. Until, that is, the discovery of these Alexandria scrolls, which tell the story of Hypatia in her own words, by her own hand!So, who was Hypatia of Alexandria? This much is clear: She was mixed race; bisexual; and an entrepreneur. Also revealed is she was stalked by a psychopathic serial killer who was a prominent member of the clergy.

Frühe Handschriften bezeugen Ambrosius als den Verfasser der in fünf Bücher umgestalteten lateinischen Version der 'Geschichte des Jüdischen Krieges gegen die Römer', die Flavius Josephus in sieben Büchern griechisch vorgegebenen hatte. Diese Zuschreibung des seit ca. 830 meist unter dem Pseudonym 'Hegesippus' laufenden Werkes wird in dieser Studie u. a. durch Rekurs auf Prosarhythmus, Partikelgebrauch, idiomatische Wortkombination, ferner auf Nutzung und Fortentwicklung von Klassikerzitaten (gemessen an Aelius Donat und Arusianus Messius) gegen die heutige communis opinio gesichert, die Entstehung (im pannonischen Sirmium) auf die Jahre 367-372 eingegrenzt. Der zweite Teil beleuchtet historiographische Technik und Geschichtsdeutung des frühen Ambrosius, seine Entmythisierung des priesterlichen Propheten, Feldherrn und Geschichtsschreibers Josephus, dessen fiktionale Selbststilisierung zum gottgesandten Künder der Zukunft Vespasians er systematisch aus seiner Darstellung verbannt. Detaillierte Analysen erläutern die neue Werkstruktur, ihre an den "klassischen" Geschichtsdarstellern Sallust, Livius, Tacitus und Sueton orientierte literarische Form mit ausgeprägtem vergilischen und sallustischen Kolorit und die spezifisch ambrosianische Sicht auf die römischen Feldherrn und Kaiser von Pompeius und Julius Caesar bis zu Titus und Domitian. Über allem aber steht das Bild des christlichen Interpreten biblischer, vor allem alttestamentlicher Schriften, der die Kritik des Josephus an seinen von der Tradition der Väter abgewichenen Stammesgenossen schon vor dem Bischofsamt zur antijüdischen Polemik zuspitzt und in Anlehnung an Origenes und Eusebius ein Geschichtskonzept entwickelt, in dem die jüdisch-messianische Heilserwartung durch das Erscheinen Christi überholt worden ist.

Der Band nimmt gewisse, mit dem Begriff Theurgie assoziierte Wandlungen innerhalb des spätantiken Neuplatonismus in den Blick. Theurgie wird vor allem als Suche nach immanenten Medien zur Verkörperung göttlicher Kräfte verstanden. Entgegen dem häufig kolportierten Bild vom weltflüchtigen Platonismus zielt die von Iamblichos und seinen Nachfolgern verfochtene Philosophie, so die Grundthese, auf Integration der körperlich-materiellen Wirklichkeitsebenen ab und das Endziel der Philosophie wird stärker unter dem Gesichtspunkt einer positiven Teilhabe am demiurgisch-kosmogonischen Werk begriffen. Diese Aufwertung von Körperlichkeit wird anhand verschiedener Aspekte - z. B. dem Symbolbegriff, der "göttlichen Materie", aber auch des feinstofflichen Ochema-Pneuma-Konzepts - in ihrer Relevanz für das spirituelle Gesamtprofil der theurgischen Neuplatoniker erstmals umfassender untersucht. Abgerundet wird die Studie durch einen Vergleich mit ähnlichen Tendenzen im nicht-dualistischen Sivaismus von Kaschmir.

Die Arbeit untersucht die Hinwendung des römischen Rhetorikprofessors und Philosophen Marius Victorinus zum Christentum und seine trinitätstheologischen Schriften. Ein erster Teil widmet sich Voruntersuchungen zum Leben und zur Bekehrung des Victorinus, zur Datierung, zur historischen Verortung und zum literarischen Aufbau der trinitätstheologischen Werke. In einem zweiten Teil werden die zentralen Überlegungen des Victorinus zur Trinitätslehre, zur Seelenlehre und zur Lehre von der Materie und dem menschlichen Leib systematisierend dargestellt und in ihre philosophie- und theologiegeschichtlichen Kontexte eingeordnet. Die Leistung des Marius Victorinus wird in Auseinandersetzung mit der bisherigen Forschung völlig neu bewertet. Bisher galt Victorinus im Anschluss an Pierre Hadots Untersuchungen als weitgehend isolierter Denker, seine Schriften im Wesentlichen als Übersetzungen griechischer Texte des neuplatonischen Philosophen Porphyrius. Diese Arbeit zeigt, dass Victorinus als eigenständiger philosophischer Denker zu beurteilen ist, der die Probleme christlicher Theologie in Auseinandersetzung mit zeitgenössischen theologischen Entwürfen, mit exegetischen Diskussionen und mit philosophischen Konzeptionen durchdenkt und darstellt.

Zu den bereits erschienenen Bilinguen der Fabelsammlungen des Äsop, Phaedrus und Babrios treten zwei spätantike Sammlungen hinzu, deren Fabelversionen in Mittelalter und Neuzeit bekannter wurden als diejenigen der drei anderen, weil man sie im Gegensatz zu diesen kontinuierlich tradierte. Avians 42 Fabeln, in denen er aus den sonst eher kurzen Fabeltexten elegische Erzählungen nach der Art Ovids macht, wurden vom 9. bis 16. Jahrhundert über hundertmal abgeschrieben. Romulus fingiert, er ediere den "Aesopus Latinus" - in Wirklichkeit sind seine Fabeln größtenteils Prosabearbeitungen von Phaedrusfabeln, die lange Zeit verschollen waren - und galt somit als so "authentisch", dass er ein besonders reiches Nachleben hatte. Beide Sammlungen erschienen in der lateinisch-deutschen Editio princeps Heinrich Steinhöwels von 1476/77, die, in der frühen Neuzeit in 11 Sprachen übersetzt und als Druck ein Bestseller wie die Bibel, von Island bis Italien und von Mexiko bis Japan bekannt wurde. Beide Sammlungen, von denen die gesamte Fabeltradition der frühen Neuzeit in erster Linie abhängt, lagen bisher noch nicht Lateinisch-Deutsch vor. Sie ergänzen Äsop, Phaedrus und Babrios zu einer Gesamtausgabe der antiken Fabeln.