Gør som tusindvis af andre bogelskere
Tilmeld dig nyhedsbrevet og få gode tilbud og inspiration til din næste læsning.
Ved tilmelding accepterer du vores persondatapolitik.Du kan altid afmelde dig igen.
Max Stirner (pseud. f. Johann Caspar Schmidt): Kierkegaards samtidige, Hegels skarpeste kritiker, bekæmpet og hadet af Marx og Engels, af Feuerbach kaldt ´den mest geniale og frie forfatter, jeg har kendt´, beundret og plagieret af Nietzsche, Dostojevskijs inspiration til Raskolnikov-figuren i romanen Forbrydelse og straf, udstødt og forvist til litteraturens giftkabinet!"Den ultimative individualistisk-anarkistiske provokation... Nådesløs skarp er Stirners sensibilitet for den kærlighed til abstrakta, der fører til had til det konkrete, som hans genkommende kritik af humanister, der dyrker Mennesket, og som for at fremkalde dette fremdrømte idealvæsen er klar til at tage langt værre midler i brug mod enkelte, konkrete mennesker end folk, der ikke er vakte af drømmen om Mennesket".Frederik Stjernfelt i Weekendavisen, 10. september 1999."Bogen er udkommet på dansk med 150 års forsinkelse i en fin og fortjenstfuld oversættelse, og her kan man læse formuleringer, der foregriber Nietzsches opgør med hykleriet".Martin Zerlang i Politiken, 7. oktober 2000.Lyst til at vide mere? Så prøv AI (kunstig intelligens). Brug: bing.com - Tryk øverst: Copilot - Spørg om: Fritz Wolder Max Stirner Helikon
Det guddommelige er Guds sag, det menneskelige „menneskets” sag; min sag er hverken det guddommelige eller det menneskelige; den er hverken det sande eller det gode, det rette eller det frie osv.; — den er blot min sag, og den er ikke almindelig, den er — den eneste, som jeg er den eneste. For mig har intet større betydning end jeg selv.
Élisée Reclus’ Et vandløbs historie udkom første gang i 1869. Det er en underlig bog. Halvt poetisk besyngelse af vandløb og natur. Halvt anarko-socialistisk manifest. Grundlæggende består bogens projekt i at beskrive et vandløb fra kilde til hav. Men det er ikke udelukkende en geolog, som taler. Sproget er ikke udelukkende videnskabeligt, selvom ordforrådet er præcist og varieret. Naturen beskrives ikke bare nøgternt og registrerende. Videnskabsmanden har fået selskab af digteren og socialisten. Digteren fortaber sig i naturen og beskriver den indgående ned til mindste detalje. Ikke som et korrektiv til geografen, men som en udvidelse af det videnskabelige blik. Den skal også beskrives sanseligt, som den optræder for det åbne, modtagelige og påvirkelige menneske. I titlen Et vandløbs historie er det tydeligt, at bogen ikke kun er interesseret i en direkte og naturvidenskabelig udlægning af surhedsgrad og vandstand. Vandløbet har en historie, og det indskriver sig dermed også i menneskets evolution og har relevans for den måde, vi indretter vores samfund på. Vi flakser således med Reclus rundt i historien fra stenalderens hulemænd over den romerske hærfører Scipios badeture og videre op til forfatterens samtid, hvor vandløbet indgår i den topmoderne industrialisering. Flere steder bevæger vi os endda ud over samtiden og ender i en socialistisk utopi, hvor arbejderne forenes, og menneskeheden samles i et magtfrit fællesskab. Bogen er i høj grad relevant i dag, fordi den tilbyder os et frisk og bejaende blik på naturen som noget, der ikke ligger uden for os selv. Naturen hos Reclus er ikke den store Anden, som man enten kan passe på eller ødelægge. Den er ikke udelukkende et objekt, men optræder i menneskets historie og kultur som en drivende kraft. Vandløbet er som resten af naturen evigt forbundet med mennesket på godt og ondt, og det løber som en understrøm i bogen, at det er essentielt for mennesket at vedligeholde denne forbindelse. På den led flyder Reclus’ poetiske projekt sammen med hans politiske overbevisning. Den geografisk præcise og poetisk sanselige indoptagelse af naturen bliver en modstandskamp for digteren. Naturen er både et middel til at genoplade batterierne og samle kræfter til den store kamp for frihed og retfærdighed, men den har også en iboende værdi for os som del af vores fælles historie og udvikling.
ANARKISME er et begreb og et ideologisk tankesæt, der dækker over en lang række af samfundskritiske idéer og politiske visioner. Navne som Kropotkin, Bakunin, Proudhon hører til de mere kendte. Anarkismen har sat mange aftryk i store dele af verden, især fra midten af det 19. og op gennem det 20 århundrede. I denne bog får mange i dag ukendte historiske personer og begivenheder nyt liv, og nye sammenhænge fremlægges. Den første bog på dansk om anarkismen og dens tænkere i mange år. Fælles for alle anarkister er et absolut krav om en herskabsfri orden, kamp mod enhver ulighed og et liv i nære fællesskaber, med lige fordeling af alle goder til alle. Anarkismen har som politisk ideologi en lang historie og udmærker sig af én særlig grund: Hvis ikke praksis er forenet med teori, er det ikke anarkisme.Bogen bygger på forfatterens årelange research som historiker med speciale i spansk anarkisme og er en vild og forgrenet beretning om anarkismens nedslag i historie og litteratur op til i dag, hvor anarkistiske idéer kan synes nok så påkrævede. Der kan da også spores et vist anarkistisk aftryk i mange nutidige grønne natur- og miljøbevægelser, i nye former for arbejdsorganisering og politiske projekter, som er inspireret af anarkistiske tanker.
Hvis du gerne vil forstå, hvad Christiania er for en størrelse, er denne bog et godt sted at starte! Bogen beskriver fristadens historie, dens værdier og dens stærke og svage sider.Individualismen og anarkismen på Christiania betyder, at man har været imod alle regler og "systemer", som søger at blande sig i folks liv. Så dele af den danske lovgivning gjaldt i mange år reelt ikke på Christiania.På Christiania kan der kun træffes beslutninger, hvis alle er enige. Det kan ofte virke som en lang gang kværulanteri, men har alligevel skabt bemærkelsesværdige resultater i form af virksomheder og en "mini-kommune". Der har dog også ind imellem været et beslutningstomrum, som har fået Pusher Street til at løbe helt af sporet. I 2012 blev Christiania retligt normaliseret, så der gælder nu de samme regler her som i resten af Danmark. Spørgsmålet er, om det også har "tæmmet " individualismen og anarkismen på Christiania?
Til dem, for hvem afslutningen på en civilisation ikke er verdens ende;Til dem, som ser opstanden som et gennembrud, i begyndelsen et gennembrud i dumhedens, løgnens og forvirringens organiserede rige;Til dem, som bag “krisens” tætte tågebanker aner en scene for operative indsatser, finter og strategier, og dermed også for modangrebets mulighed;Til dem, som slår fra sig;Til dem, der lurer på det gunstige øjeblik;Til dem, der er på udkik efter medsammensvorne;Til dem, der deserterer;Til dem, der holder ud;Til dem, der organiserer sig;Til dem, der vil opbygge en revolutionær styrke; en styrke, der er revolutionær, fordi den er følsom:Et beskedent bidrag til forståelsen af denne tid.
Pjotr Alekseevitj Kropotkin, født 9. december 1842 i Moskva, død 8. februar 1921 i Dmitrov) blev født i en adelig familie, hvis overhoved var titulær fyrste af Smolensk. Efter sin militæruddannelse drog han til Sibirien. Dele af Sibirien var endnu uudforsket, og Kropotkin gjorde nogle vigtige geografiske og antropologiske opdagelser.Men han besluttede sig for at give afkald på videnskaben, og i 1872 drog han til Schweiz, hvor han kom i kontakt med Juraføderationen. Kropotkin gik ind i Første Internationale og støttede her Juraføderationen, som repræsenterede Internationale libertære og føderatives fløj.Efter en opfordring fra James Guillaume i Juraføderationen drog han tilbage til Rusland for at propagandere i sit hjemland. Det førte til, at han blev arresteret, men i 1876 gennemførte han en dramatisk flugt. Tilbage i Schweiz grundlagde Kropotkin tidsskriftet Le Révolté (Oprøreren). Da han blev udvist fra Schweiz i 1881, drog han til Paris og videreførte tidsskriftet nu under navnet La Révolte (Oprøret).
Roman fra Rusland i tiden før første Verdenskrig. En gruppe Nihilister forbereder et Attentat på Tsaren. Vi følger deres illegale liv og deres forhåbninger om en ny samfundsorden. Det er en tid, hvor terroren udøves af statsapparatet og bekæmpes af nihilisterne med knive, pistoler og primitive bomber. Sergey Mikhaylovich Stepnyak-Kravchinsky (1851-1895). Ukrainsk revolutionær, kendt for knivattentatet i Sankt Petersborg 1878 på general Nikolaj Metsentsov, chef for det russiske gendarmeri og leder af det hemmelige politi. I revolutionære kredse gik han under navnet Sergius Stepniak.
En vidunderlig surrealistisk roman om Tom og Troels og Trine og Tine - og Tim. En spændingsbog og en kærlighedsroman fuld af sær lyrik og smukke billeder - skrevet med en ekvilibristisk sprogsans af digteren Asger Schnack, som har fundet tilbage til sit gamle navn.
Tilmeld dig nyhedsbrevet og få gode tilbud og inspiration til din næste læsning.
Ved tilmelding accepterer du vores persondatapolitik.