Bøger om Autofiktion

”Vågn op,” siger han.Hans spidse ører står skarpt mod den hvide væg, mens det lodne kostume gør resten af hans omrids utydeligt.”Jeg sover ikke.””Det hele; samfundet, livet, du er illusioner.”Koldsved kryber ud fra sit hulrum bag min navle og glider gennem mave, bryst, arme, hals, underliv, ben, bølger dovent ud mod huden.”Du ved, det hele er en illusion,” siger han. ”Men hjertet pumper videre. En tragisk maskine pumper videre, pumper, pumper, pumper som en kanin, der stamper. Dit hjerte, dyret, maskinen, der elsker dig i kærlig afhængighed. Jeg er også en kanin, og jeg elsker dig.”Han har hovedet lidt på skrå, fanger månelyset med øjet.”Nej, du og jeg hader alting,” svarer jeg.”Mia Dall debuterer med sin groteske roman Frank – en autofiktiv depressionsgyser om kvælende samfundssystemer, autoriteter og et sønderrevet ønske om forandring.Det er sommer i København og jeg-fortælleren er plaget af kvalme, sygdoms-angst og håbløshed, da hendes uhyggelige og kaninlignende spaltning Frank slår følge med hende på en af hendes endeløse gåture rundt på Assistens Kirkegård. Frank vil have magt, og jeg-fortælleren skal starte hans revolution.Bogen handler om at opløse sig selv i forbrugersamfundets lyksaligheder. Om at være født som lige dele ventende venstrefløjsrevolutionær og perfektionssøgende 12-talspige. Om at finde meningen med livet på Instagram og ikke turde spise.

»Det var nok det bedste!« sagde du, når nogen døde. Ung som gammel. Mens du gned dine tunge hænder. Og jeg fandt en mærkelig trøst i dine ord …Det var nok det bedste! er en betagende, gennemillustreret bog for voksne, begået af forfatter-illustrator Dorte Karrebæk; en autofiktiv fortælling om en barndom med en døv mor, der har haft afgørende betydning for Karrebæks udvikling som billedkunstner. En bog om at miste og savne, og med ét få sat ord på efter mange års stilhed. Samtidig et generationsportræt af de stærke kvinder, der i årene efter krigen, og inden ungdomsoprøret, aldrig fik foldet deres talenter ud, skønt de gik i frakker syet af faldskærmsstof. En forunderligt smidigt fortalt billedlitterær, sanselig læseoplevelse. "Karrebæks billedfortælling mimer en sorgproces mellem tungsind og eufori, og det er samtidig en fortælling om at rekonstruere et helt liv på umulige betingelser. Den særlige refleksion over det livslange mor/datter-forhold er måske bogens allermest vedkommende element, som også rummer udblik til en interessant kvindehistorie. Hvis en billedbog for børn er af høj kunstnerisk kvalitet, bliver det ofte fremhævet, at den også kan læses med rigt udbytte af voksne. I forhold til dette værk forholder det sigpræcis omvendt: Den lange billedbog er eksplicit adresseret til voksne, men den kan fint læses og forstås af unge mennesker. Læs den gerne i fællesskab med din mor eller din datter – eller måske begge to!" Anna Karlskov Skyggebjerg, Weekendavisen

"Hver søndag tager hun fårene med ud at køre. Hun synes, det er synd for dem at være indespærret for længe ad gangen. De første par gange var de meget modvillige, men efterhånden har de lært selv at hoppe ind i bilen (...) Hun kører forsigtigt ad grusvejene, styrer udenom hullerne, holder øje med fårene i bakspejlet. Hun forsøger at variere ruten en smule fra gang til gang, hvis de husker, hvor de har været." Daniel Boysen, forfatter til den anmelder- og læserroste Fordi ilden er vores (2016), er klar med en ny roman. På sit yderste følger en kvinde, der ramt af en hjerneblødning foretager flakkende, famlende erindringsvandringer gennem brændte barndomsminder; glædesglimt i den danske natur og sviende sorg. En roman om at bevæge sig på kanten af tilværelsen, og en karakteristik af de mennesker, der går gennem det meste af livet i tavshed. ”Det hele serveres i et poetisk og sansemættet sprog, der kan minde om Josefine Klougarts. Større cadeau fås næsten ikke fra denne anmelder” Litteratursiden.dk Daniel Boysen (f. 1986), cand.mag. i Nordisk sprog og litteratur samt Religionsvidenskab, er som forfatter og lyriker en ny stemme i dansk litteratur. Ophavsmand til bl.a. Litterær Lounge, arrangementer med vækstlagets forfattere (og mere etablerede) på forskellige scener i Aarhus, og ansat som litteraturformidler på Dokk1.

”⭐⭐⭐⭐⭐ En roman om et uudtømmeligt emne: hvordan et menneske bliver sig selv. Fortællingen flyder med et knastfrit sprog, som sluser talesproget ind i skriftsproget og gør det allerstørste til at føle på. ... ‘Til gengæld kastede jeg håndgranater som en engel.’ – Det modsætningsfyldte i citatet behøver ikke forklaring, og netop sådanne fylder på spændende vis psykolog og oberstløjtnant Karen Schultz´ anden bog i serien ‘Uren’ – her udfolder de psykologiske pointer sig på en fin måde, så den dybe bund kan anes lidt efter lidt." – Af Christen Bonde, Bogmarkedet. Karen melder sig som soldat og gør hurtigt karriere. Indeni kæmper hun videre med sin manipulerende mor, sin fordrukne far og sit kæresteliv - er det med kvinder eller mænd? Hun gør både sin mor og far stolte, men vanviddet vokser: Flere officerer begår selvmord og viser en vej for hende selv. Medmindre hun tager opgøret med sin egen mor. Man skyder da mødre, gør man ikke? Romanen er en historie om at snøre kampstøvlerne, om at danse på de bonede gulve med dametasken fuld af snavset bondejord, og om at lede efter sandhed og kærlighed når man indeni skammer sig, ikke tør elske sig selv og slet ikke den anden, kæresten. Fakta om forfatteren: Karen Schultz, f. 1959, er psykolog, oberstløjtnant af reserven, tidligere matematikstuderende, censorformand i psykologi på universiteterne og ejendomshandler.

Solsorten i mit våben er en roman om en tid og et sted: Rødovre i 70'erne og 80'erne. En kærlig-kritisk skuen tilbage på forstadsmiljøet og en finkæmning af området for sansede detaljer og fundne følelser. Rødovre fortroliggjort. En del af romanen foregår i en nutid, hvor en voksen fortæller tager afsked med sin døende mor i barndomshjemmet. Og således afsked med barndommen som vi møder i forskellige nedslag: den første forelskelse, sommerhusferierne, bøllerne, kammeraterne, den Arne Jacobsenske skole, fluorskylning, Rødovre Centrum, Legolege, Vestvolden. Udkom første gang i 1999 på forlaget Rosinante.Anmelderne skrev bl.a.:“Det er hverdagsrealisme, når den er bedst.” Nordjyske Stiftstidende “(…) En usædvanlig tiltalende og indsigtsfuld bog om barnealderen. (...) Solsorten i mit våben er en beskeden og uanseelig bog. Den gør intet postyr af sig selv og står uden for alle litterære moderetninger.” Fyens Stiftstidende “Det handler om alt det, alle vores barn- og ungdomme handler om, og som vi tærer på resten af livet, men det gør det på en ny og original, levende og sanddru måde, og det er det, der er en kunst.” Weekendavisen "Det lykkes faktisk Boris Boll-Johansen at skrive det dagligsprog, andre taler, op til knitrende litterær kvalitet.” Jyllands-Posten “Solsorten i mit våben (…) fremskriver det sære i det ordinære, det fascinerende i det kedsommelige, det hemmelighedsfulde i det trivielle (…)” Information “Veloplagt og charmerende generationsroman.” Politiken “En fin og indfølt roman fuld af underfundig humor og varme.” Det fri Aktuelt “Siden Dan Turell skrev sit skelsættende generationsportræt Vangede billeder i 1975, har jeg længtes efter et tilsvarende projekt omkring den generation, der kom til verden midt i 1960’erne. Det ønske har Boris Boll-Johansen hermed indfriet.” Vejle Amts Folkeblad “Man får lyst til bare at fylde op med brudstykker af disse eminent citérbare sider og lade enhver, der kan læse, selv få syn for sagn.” Litteraturmagasinet Graf

"Ung mand søger kærlighed" er 2. del af "Kærlighed & eksil" - den amerikansk-jiddische forfatter Isaac Bashevis Singers selektive, semi-fiktive erindringer. Singer kommer blandt andet ind på sin senere litterære karriere i Warszawa og sine kærlighedsaffærer i jagten på ægte kærlighed. Bogen efterfølges af "Fortabt i Amerika". Ung mand søger kærlighed er første bind af to af den amerikansk-jiddische forfatter Isaac Bashevis Singers erindringer. Isaac Bashevis Singer, 1904-1991, amerikansk-jiddisch forfatter. Han fødtes i Polen, men udvandrede i 1935 til USA, og hans værker er nok bedst kendt på engelsk, selvom de blev skrevet på jiddisch først. I centrum for forfatterskabet står livet i jødiske landsbyer i Central- og Østeuropa før holocaust, fremskrevet i en realistisk stil med et islæt af mystik – en stil, der af flere bliver anset for både grotesk og obskøn. Persongalleriet udspringer af jødisk folklore og byder på alt fra synske personer, troldmænd, tåber, vise, ludere, bodfærdige, fanatikere til djævle, dæmoner og intellektuelle. I tråd hermed afspejles indholdsmæssigt kampe mellem tradition og modernitet, godt og ondt og moral og liderlighed. De mandlige hovedpersoner er Don Juan-typer, der pines af samvittighedsnag, mens de drives frem af deres lidenskaber. Kvindeskikkelserne lider under Singers tvetydige eller ligefrem fjendtlige holdning. Forfatterskabet, der tæller romaner, noveller, børnefortællinger og erindringer, indbragte i 1978 Singer Nobelprisen.

Da Kjersti var 17, løb hun hurtigere og længere end alle andre. Hun ville være den bedste til alt og var ustoppelig indtil sygdom fik hendes verden til at bryde sammen.Nu, få år senere, ligger hun i sengen på et plejehjem, omgivet af gamle, døende mennesker og afskåret fra den verden hun så sultent ønsker at være en del af. Men en plan begynder spire i hendes smertende krop: Hvis det lykkes hende at skrive en roman, vil hun måske kunne føle sig som et menneske igen. Og snart er væggen over sengen overstrøet af gule post-it-sedler med noter.Kjersti Annesdatter Skomsvolds anden roman, Monstermenneske, er en gribende personlig rejse fra det buldrende mørke af fortvivlelse tilbage til livet og lyset. En stærk og smuk fortælling som med et nådesløst blik og hjerteskærende humor viser vigtigheden af at tro på sig selv, finde sit sprog og blive et menneske.