Bøger om Dement

Brugbar og motiverende bog til pårørende om at være i nuet med den demente trods livets omstændigheder. Når man netop har fået besked om, at ens elskede er ramt af en hukommelsessygdom, er der brug for en kort, kontant og relevant bog, som giver råd og vejledning til, hvordan man håndterer de svære følelser og situationer, som opstår hos alle demens-pårørende. Bogen er en personlig udviklingsbog, hvor Jobbe Pilgaard, hvis mor blev ramt af Alzheimers som 55-årig, fortæller personlige beretninger, der munder ud i metoder til, hvordan man takler de følelsesmæssige og praktiske udfordringer, som alle pårørende til demente kan nikke genkendende til. Samtidigt er den en positiv og livsglad fortælling om en søn, som vil lære den ”nye” version af sin mor at kende og insisterer på at bruge de erfaringer, som han gør sig på rejsen, til at skabe gode øjeblikke for dem begge. Jobbe Pilgaard er uddannet pædagogisk filosof ved Aarhus Universitet, selvstændig og gift med Hans. Jobbes mor fik i december 2016 diagnosen Alzheimers sygdom i en alder af 55 år.

Dette er en autentisk beretning. Forfatterens hustru fik konstateret sygdommen Alzheimers og blev langsomt dement. Forfatteren forsøgte selv at hjælpe hende i dagligdagen, men måtte på et tidspunkt anmode om hjælp fra det offentlige. Efterhånden fik hans hustru besøg i hjemmet fire-fem gange om dagen og indimellem også om natten. Det lykkedes til sidst at få en plejehjemsplads, hvor hustruen fik sin egen lille bolig. Bogen beskriver i brevform perioden fra det første besøg på plejehjemmet og indtil hustruens død to et halvt år senere. Forfatteren besøgte regelmæssigt sin hustru og skrev et brev til hende efter hvert besøg. Disse breve blev naturligvis aldrig sendt, men det var den måde, hvorpå han kunne gemme sine følelser, så han nogenlunde var klar til at modtage nye på sit næste besøg hos hustruen.Uddrag af bogenDu sad ved spisebordet og sov, da jeg kom til hjemmet. Der sad ligeledes et par andre kvindelige patienter omkring bordet. De sad bare og kiggede frem for sig. En mandlig patient for enden af bordet sad ligeledes og sov. Jeg skiftede sengelinned på din seng. Vi gik lidt senere en tur gennem korridoren, men pludselig klagede du igen over smerter i foden. Jeg troede, at lægen i løbet af ugen havde kigget på den, men ifølge lederen havde denne ikke haft tid til at komme ud til hjemmet. Jeg kontaktede derfor straks lægen, som svarede, at hun ville komme forbi næste dag. Du snakkede stadig om mærkelige ting, som jeg ikke kunne forstå eller følge med i. Vi deltog senere i sangeftermiddagen med de øvrige patienter. Du virkede glad og sang med på mange af sangene.Om forfatterenJørgen Løvgret beskriver i denne bog sin situation omkring hustruens sygdom. Han har valgt at fortælle, hvordan han efter hvert besøg på plejehjemmet forsøgte at ”arkivere” sine følelser på skrift, inden han igen skulle besøge hende.

Hvad gør du, når et nært familiemedlem rammes af demens? Romanen skildrer, med alvor og med stor humor, overgangen fra den trygge pensionisttilværelse til livet med en demensramt ægtefælle. Det er en både hjertevarm og hjerteskærende beretning om det at blive ældre, om dårlig samvittighed og om mødet med det danske social- og sundhedsvæsen."Gennem 40 år har Hille og Johan skabt et fælles liv, en fælles virkelighed. I medgang, i modgang, med børne­opdragelse, med hverdag, med venner, med tillid og med sammenhold. Men på et tidspunkt begynder den fælles virkelighed at slå revner. Johan begynder at gå tabt. Hille forstår ikke, hvad der sker med hendes mand. Johan forstår det overhovedet ikke."

Denne bog handler om, hvor svært det er at være pårørende til en dement. Daniel og Kirsten er henholdsvis svigersøn og datter til Nanna. På fire år bliver Nanna tiltagende dement. Vi følger dem over tid, hvor opgaverne for Daniel og Kirsten med f.eks. indkøb, lægebesøg, apoteksbesøg, samtaler med kommunen og hjemmepleje af Nanna bliver flere og flere. Daniel og Kirsten har svært ved at leve deres eget liv. De bliver “minidemente” efter besøg hos Nanna, og deres alkoholindtag bliver alt for højt. Det er en bog skrevet med stor ærlighed. Den tager emnerne griskhed og egoisme op som en naturkraft, der sætter i gang for de voksne børn, når forældregenerationen vender op og ned på verden. Dårlig samvittighed bliver de pårørendes mellemnavn.Sidst, men ikke mindst, kører der hele vejen igennem bogen en debat om, hvorvidt det er den demente eller samfundet, der skal tage de vigtige beslutninger i den dementes eget liv. Uddrag af bogen Mor kigger ikke på mig. Det er svært at komme i kontakt med hende i dag. Hun er optaget af noget helt andet, for hendes blik følger et eller andet ude på fællesgræsplænen, der ligger i forlængelse af hendes lille terrasse udenfor hendes plejehjemsbolig. – Har I set Bob? spørger hun Daniel og mig. Daniel og jeg kigger på hinanden, og ingen af os besvarer spørgsmålet. – Se, der er han. Han føjter rundt, tilføjer hun. Min mor slår ud med armene. Så falder 10-øren for os. Bob er en robotplæneklipper og min mors nye ven. Om forfatterenKirsten Louise From (f. 1962) er et menneske, som er flyttet langt ud på landet for at skrive bøger. Hun har en baggrund som journalist inden for lokalpressen og som pædagog og multimediedesigner.

Stjernekonstellationerne står ikke godt for præsten Sidsel for øjeblikket. Hun er desuden ramt af omsorgstræthed.Hun er gået gennem porten til helvede – eller var det Bogfinkevej? – hvorfra intet menneske vender tilbage. Hendes liv roterer om svigt med svigt på. Drysset med et krydderi af eksistentiel ensomhed. Hun har fået fælleskabsforstoppelse. Vælger hun at lade sig opsluge af bitterheden og mørkeT?Lunten er blevet så uendelig kort. Hvor går en midaldrende kvinde hen med sin vrede? Efter en trist skilsmisse? Når hendes egen mor er blevet dement og behandler Sidsel som et barn? Og når Sidsels sanser svigter hende, og hun pludselig ser ting og døde mennesker, der ikke burde være der. Hvad gør man så? Går til øjenlæge? Samtidig med at hun som præst skal være den lyttende, den rummelige, den altomfavnende. Så flink, så flink. Vil hun affinde sig med det? Gu vil hun ej.