Bøger om Demokrati

Udgivet af the Initiative for Science, Society and Policy, ISSP, der er et netværk af universitetsforskere, som ønsker at forskningen skal bidrage til udviklingen af politik.Bogen beskriver, hvilke store spørgsmål politik burde handle om, hvis Danmark skal kunne løse sine reelle udfordringer i det 21. århundrede?Forfatterne er:Fremtidsforsker Lene Andersen, der også har skrevet Baade-Og, Danmark 2030 og Globalt gearskift Fysikprofessor Steen Rasmussen, der forsker i levende og intelligente teknologier på Syddansk Universitet

Kan man argumentere for, at det mest demokratiske er at lade være med at stemme til det kommende folketingsvalg? Det er i hvert fald, hvad forfatterdebutanten og samfundsdebattøren Søren Mau forsøger i sin nye bog, Hæv stemmen!, der bærer undertitlen I hvilken det vises, at folketingsvalget er et ideologisk ritual, der opretholder et udemokratisk politisk system, og at det første skridt på vejen mod et demokratisk samfund er at lade være med at stemme. “Målet med denne bog er at overbevise dig om, at du ikke skal stemme til det kommende folketingsvalg.” Med disse ord indleder Søren Mau bogen, der er et indspark i debatten op til folketingsvalget senere i år. Hæv stemmen! har form af et langt essay, hvori Søren Mau hudfletter en række af det politiske livs vigtigste aspekter, heriblandt mediernes rolle, partiernes indretning som moderne virksomheder, personfikseringen og udviklingen i den internationale økonomi – alt sammen aspekter, som forfatteren mener undergraver Folketinget som demokratisk institution. Søren Mau er specialestuderende i filosofi, initiativtager til gruppen “Stem ikke til folketingsvalget” og talsmand for studenterbevægelsen “Et andet universitet.” Han er forfatter til en række kronikker og debatindlæg i landdækkende medier, og Hæv stemmen! er hans første bogudgivelse. Fra forordet til bogen: "Målet med denne bog er at overbevise dig om, at du ikke skal stemme til det kommende folketingsvalg. Grunden til, at jeg vil opfordre dig til dette, er at folketingsvalget i dag udgør en forhindring for udviklingen af et i sandhed demokratisk samfund. Det lyder måske lidt paradoksalt - for er stemmeafgivningen til Folketinget ikke netop den demokratiske handling par excellence? I denne bog vil jeg forsøge at vise, at den alt for udbredte forståelse af folketingsvalget som en afgørende demokratisk institution er forkert, og at valget i langt højere grad fungerer som et ideologisk ritual, der bidrager til at opretholde en udemokratisk samfundsorden. Lad os fra starten slå fast, hvad bogen handler om: det kommende folketingsvalg. Den handler altså ikkeom alle folketingsvalg i fortiden og fremtiden, heller ikke om kommunalvalg eller valg til Europaparlamentet. Den handler ikke om valg i andre lande. Jeg er ikke imod valg som sådan, ligesom jeg heller ikke er imod parlamenter som sådan. Jeg tror faktisk ikke, at man overhovedet kan have en holdning til disse ting på et generelt plan – det ville være en abstrakt måde at danne sin holdning på. Den konkrete analyse af den konkrete situation må altid være udgangspunktet, når man tager stilling til, om man skal stemme til dette eller hint valg. Dette er netop, hvad denne bog er et forsøg på: at analysere den aktuelle politiske situation i Danmark, i det omfang og med den grad af detaljering, der kræves for at besvare spørgsmålet: skal jeg stemme til folketingsvalget?"

I 2014 trækker Danmark, USA og en række allierede lande de sidste kampsoldater ud af Afghanistan. Herefter skal afghanerne selv overtage ansvaret for deres fattige land og forsvare det mod Taliban-oprørere, kriminelle krigsherrer og korrupte politikere. Undervisningsbogen Afghanistan – Kampen for demokratiet fortæller landets omtumlede historie fra Djengis Khan og frem til i dag. Den beskriver den vanskelige demokratiske, økonomiske og sociale genopbygning, som lige nu er i gang og diskuterer nogle af de voldsomme dilemmaer, som Afghanistan står over for. Bogen fortæller også om almindelige afghaneres kamp for en bedre fremtid for sig selv og deres familie. Afghanistan – Kampen for demokratiet udkommer i bogserien VerdenNu.

Folketinget besluttede i 1997 at gennemføre En analyse af demokrati og magt i Danmark - eller i daglig tale Magtudredningen. Til at forestå projektet blev der nedsat en uafhængig forskningsledelse. Denne bog er en kort udgave af forskningsledelsens sammenfattende konklusioner på baggrund af de mange projekter, som er blevet gennemført som led i Magtudredningen. Bogens hovedfokus er folkestyrets tilstand i Danmark ved overgangen til det 21. århundrede. Hvordan er det gået med folkestyret, har udviklingen været til det bedre eller til det værre, og i hvilket omfang lever folkestyret i dag op til vore demokratiske idealer?Bogens svar er, at folkestyret i mange henseender har det bedre, end man kunne forvente, når man tager efterkrigstidens stærke pres mod nationalstaten og de demokratiske institutioner i betragtning. Der er fortsat demokratisk livskraft i den danske befolkning og en betydelig demokratisk robusthed i de politiske institutioner. Men alting er ikke gået godt nok eller er godt nok. Der findes fortsat betydelige sociale skel i det danske samfund, selv om de i nogen grad har ændret karakter. Idealet om en oplyst offentlig debat har ikke altid lige gode kår. Massemedierne er blevet styrende for den politiske kommunikation, og mange politiske beslutninger præges af, at politikerne reagerer som lemminger på enkeltsager. Andre er præget af, at store og stærke private interesser har en uigennemskuelig indflydelse på de politiske beslutninger. Endelig har overførslen af kompetencer til EU efterladt os med et demokratisk underskud i relation til en stigende mængde politiske beslutninger.

I den offentlige debat i Danmark om mediernes rolle i den demokratiske proces har der i årtier været enighed om, at medierne i stigende omfang underminerer borgernes muligheder for at fungere demokratisk hensigtsmæssigt. Det gælder ikke mindst vurderingen af det underholdende tv-medies rolle i demokratiet. Det er imidlertid påfaldende, at debatten har været ført stort set, uden at der har foreligget nogen forskningsmæssig viden om samspillet mellem borgere og medier. De undersøgelser, som fremlægges i denne bog, indeholder den første større kvalitative analyse af, hvordan medierne iscenesætter politik defineret i bred forstand som hele spektret fra parlamentarisk politik over græsrodspolitik til politisk handling i hverdagen. Det viser sig blandt andet, at mediernes iscenesættelse af politik i høj grad er præget af den positive fremstilling af ´demokratiet i arbejdstøjet´, samtidig med at der også ofte anlægges en kritisk vinkel, der viser borgeren i et modsætningsforhold til det politiske system.Bogen undersøger også, hvad borgerne faktisk bruger medierne til i samspillet mellem hverdagsliv og demokrati. Det viser sig her, at borgerne generelt er velorienterede om samfundsanliggender og politik. Dertil kommer, at de er særdeles mediekyndige og ikke uden videre køber mediernes billede af den politiske virkelighed.

Det amerikanske samfund er ? sådan groft sagt ? kendetegnet ved at være et multikulturelt, civilt, forbrugs- og rettighedsbaseret samfund. I modsætning hertil har det danske samfund været karakteriseret ved en homogen befolkning, en stor offentlig sektor og en svag rettighedstradition. Der er imidlertid noget, der tyder på, at den danske velfærdsstat er ved at udvikle sig til et velfærdssamfund, hvori vi begynder at gebærde os lidt ligesom amerikanerne. Vi er ikke ved at få ?amerikanske tilstande?. Men i forsøget på at bearbejde de problemer, som naturligt opstår, fordi vi bliver mere multikulturelle og globalt orienterede, synes vi at vælge løsningsmodeller, der er bekendte fra en amerikansk kontekst.

Hvis det centrale ideal i demokratiet er, at de politiske beslutninger hviler på en fri offentlig debat med lige adgang for alle borgere, hvordan står det da til med det danske demokrati?Bogen søger at besvare dette spørgsmål gennem analyser på forskellige niveauer, og det generelle billede tegner sig dobbelt. Betragtet over tid kan der ikke herske tvivl om, at demokratiet er blevet styrket. I kraft af stærkere individuelle rettigheder, social-økonomisk udligning og et markant højnet uddannelsesniveau er den lige status som borger blevet stadig mere udtalt. Med hensyn til adgang til information, muligheden for at komme til orde, politisk deltagelse og demokratisk overbevisning har udviklingen været præget af fremskridt snarere end forfald.Samtidig kan der også konstateres negative udviklingstendenser. Både velfærdspolitikken og uddannelsespolitikken besidder træk, som risikerer at svække rollen som borger. Partierne synes i stigende grad optaget af kampen om stemmerne og positionerne som et mål i sig selv, og medierne opererer efter egne nyhedskriterier uafhængigt af, hvad der er væsentligt. Derved svækkes grundlaget for det offentlige politiske ræsonnement til skade for politikkens saglighed. Desuden har der udviklet sig en lovgivningspraksis, som i en række situationer udelukker offentligheden fra at gøre sig gældende.Konklusionen er, at der er et misforhold mellem på den ene side de eksisterende potentialer for demokrati og på den anden side det politiske systems evne til at realisere disse potentialer.

Billeder af magten sætter fokus på, hvordan danskerne i dag oplever magten i samfundet og deres egen rolle i demokratiet. Gennem 11 portrætter møder læseren ´manden og kvinden på gaden´, som vi på godt og ondt kender dem fra vores egen hverdag.Niels Nørgaard Kristensen dokumenterer på baggrund af kvalitative interviews, at de stereotype sort/hvide magtopfattelser med modsætninger mellem over- og under-Danmark eller mellem systemet og ´den lille mand´ ikke dominerer danskernes billeder af magten og samfundet.Danskerne har en nuanceret magtopfattelse med blik for både den politiske, økonomiske, sociale og kulturelle magt. Magten anses desuden for at være fordelt på mange instanser, og mest af alt er danskerne på tværs af køn, alder, sociale klasser, økonomisk baggrund og status i samfundet enige om, at ´magten har jeg selv!´ Troen på individuel autonomi er stor, og det samme er viljen til ´selv at klare ærterne´ - uanset om man er invalidepensionist, taxachauffør eller advokat.

Ikke så snart var freden brudt ud i 1945, før der i Danmark - og andre lande - begyndte en voldsom debat om demokratiet. Det skete samtidig med, at retsopgøret tog sin begyndelse, og de første store strejker løb af stabelen. Danmark befandt sig med andre ord i en turbulent tid og havde behov for afklaring.Det er artikler fra denne debat, der her præsenteres. Debatten varede ca. halvandet år og ebbede først ud ved årsskiftet 1946-47. Blandt debattørerne var flere af samtidens fremtrædende kulturpersonligheder og akademikere, såsom Hal Koch, Mogens Fog og Poul Henningsen.Debatten fortjener opmærksomhed, dels fordi den i sig selv lå på et højt niveau, dels fordi den rejste en række principielle spørgsmål til og om demokratiet, som igen er blevet højaktuelle: Hvor går grænsen for ytringsfriheden? Skal demokratiet have ret til at forsvare sig selv med, om fornødent, udemokratiske midler? Er demokrati ikke kun et politisk, men også et kulturelt, økonomisk og socialt anliggende?

Karikaturtegningerne af Muhammed krænkede mange muslimers følelser. Og de islamistiske fanatikeres mordtrusler og ambassadeafbrændinger krænkede demokratiet. I bogen argumenteres for at de voldsomme reaktioner i den islamiske verden ikke er udtryk for et sammenstød mellem civilisationer, men et sammenstød mellem religiøs fundamentalisme på den ene side og demokratisk humanisme på den anden side. Mens profeten er omdrejningspunktet for islam, er ytringsfriheden altafgørende for demokratiet. Vi har en ubetvivlelig ret til at sige, hvad vi mener. Men vi behøver ikke gøre det. At tænke sig om fordi man ikke vil krænke andre, er ikke det samme som uacceptabel selvcensur. Tværtimod er respekt og forståelse en altafgørende kvalitet i en demokratisk kultur. I sagen om Muhammed-karikaturerne er ønsket om tolerance og kravet om ytringsfrihed tørnet sammen. Selvom islamistiske fundamentalister ude i verden og den nationalistiske højrefløj i Danmark ønsker mere provokation, mere kulturkonflikt og mere hårdt mod hårdt, er der intet alternativ til dialog.

2013 har været et historisk år i og omkring Mellemøsten. I Syrien kæmper Assad-styret og oprørerne videre i den krig, der har passeret 100.000 dræbte. I Egypten afsatte landets magtfulde militær Præsident Morsi. I Mali gik Frankrig i krig mod et oprør i nord. I Iran: en ny præsident, i Irak: ny vold og uro, i Tyrkiet: vedholdende demonstrationer, i Afghanistan: en fuldstændig uafklaret fremtid efter mere end 10 års krig. Vil det „arabiske forår“ vende tilbage? Er USA under Obama ved at overlade denne del af verden til sig selv? Hvem er venner og fjender med hinanden i Mellemøstens nye verden? En række danske eksperter giver deres svar i denne bog udgivet af RÆSON og DIIS (Dansk institut for Internationale Studier). Blandt forfatterne: Lars Erslev Andersen, Helle Malmvig, Daniella Kuzmanovic, Mona Sheikh, Rasmus Alenius Boserup og Poyâ Pakzâd. Se mere om bogen på www.raeson.dk

Vi har flere og bedre kilder til demokratiet i Athen end til noget andet politisk system i antikken. Kildematerialet er uhyre varieret. Det omfatter f.eks. politiske pamfletter, taler holdt for folkeforsamlingen og folkedomstolene, kritiske analyser af folkestyret skrevet af Platon og Aristoteles, love og dekreter mejslet i marmor, samt tusinder af de potteskår, som man benyttede, når man stemte om landsforvisning af en statsmand.I denne bog bringes et udvalg af disse kilder i oversættelse, hver forsynet med en kort indledning, der sætter den oversatte tekst ind i sin sammenhæng.

Et kultursamfund kan måles på, at det sætter grænser og opstiller forbud, og at det er i stand til med civiliserede midler at forsvare sit værdigrundlag.

I stedet for at begræde, at alting ikke længere er, som det var engang, har forfatterne til Kunder i politikken skrevet en bog om, hvorledes demokratiet i dag synes at basere sig på en ny og moderne type borger. Den forbrugeristiske medborger. Denne medborger udfolder sit samfundsmæssige og politiske engagement i offentlige sammenhænge, der i stigende udstrækning er struktureret efter markedslignende principper. Nøgleordene i dag er privatisering og frie valg, hvad enten det drejer sig om børns kommunale madpakker eller de mange muligheder, som vi kan vælge inden for ældreplejen. Det centrale omdrejningspunkt for den forbrugeristiske medborger er de individuelle valg i forhold til de offentlige og private serviceydelser. Konsekvensen af denne udvikling må nødvendigvis være medborgere, der jævnligt viser sig på den politiske scene og oftest med et forsvar for individuelle præferencer, kald det bare menneskerettigheder.Det er svært at forestille sig, hvorledes demokratiet, forstået som det fælles bedste, skal kunne fungere under disse forudsætninger. Det har ikke desto mindre været VK-regeringens projekt i de forløbne 10 år. Projektet indebærer en masse støj og meningsmålinger, flere og flere mål og smagsdommere, mere og mere konkurrence, der ifølge Mercuri Urvall rimer på kompetence. De sidste ti års udvikling har omskabt samfundet og påvirket den demokratiske medborgerkultur. Bogerne eller medborgerne er med andre ord blevet forvandlet til kunder. Kunder i butikken og kunder i politikken.