Bøger om Der er altid nogen at befri

Katrina, hovedpersonen i Johanne Kirstine Fallsroman Der er altid nogen at befri,skal indlægges på Odense Universitetshospital på grund af anoreksi. Vi følgernøje Katrina i de tre måneder, hun er indlagt – et forløb, der spænder mellemen ikke-eksisterende sygdomserkendelse og en grad af selvindsigt, der gør, atKatrina kan udskrives fra psykiatrisk afdeling.Det er chokerende læsning. Ikke kun iportrætteringen af selvskaden eller slanke- og afføringspillerne, der smuglesind. Eller måden hvorpå personalet i visse tilfælde taler til patienterne på.Snarere er det fordi, den insisterende tone fremstår nødvendig. – den syge gøralt for at snyde, lyve og bedrage alle omkring sig. Der er altid nogen atbefri er en roman, der er gennemsyret af løgnen, og at lyve er, hvadKatrina gør bedst. Hun lyver over for lægerne, sygeplejerskerne, moren ogkæresten ... hun lyver over for sig selv.Romanen er fuld af galgenhumor og kynisme ogselvironi, men man er ikke i tvivl om, at det er er alvorligt, det her. Dødsensalvorligt. Døden byder sig således allerede til i prologen: ”Er du bange for at dø?”, spørger psykologen. ”Nej”,siger hun og kigger for første gang psykologen i øjnene. ”Jeg er ikke bange forat dø, men jeg mener… Når nu jeg skal dø, vil jeg da gerne have lidt kontrolover, hvornår det skal ske, og hvordan jeg ser ud, når jeg er død.”Katrina er i konflikt med sig selv. Hun ergrundlæggende i tvivl om, hvorvidt det kan betale sig at leve. Johanne KirstineFall har med rammefortællingen, der starter og slutter i tredjeperson, skabt etrum for det Katrina-jeg, der taler i resten af romanen som reporter – ikke fraen krigszone – men en anden zone, hvor det også handler om noget så umiddelbartog simpelt som at spise.Johanne Kirstine Fall skriver med pondus, ogKatrinas medpatienter beskrives med en indlevelse og humor, så deselvstændiggør sig med hver deres specifikke væsen, hver deres specifikkehistorie. Men Katrina er ikke bare anorektisk, hun frembyder også psykoser.Johanne Kirstine Fall formår med groteskens virkemidler at beskrive Katrinaspsykotiske anfald på en måde, så det giver et levende indblik ivrangforestillingen: Vi sidder samledeved frokosten. Jeg skal spise rejeost. Jeg tager en bid af knækbrødet, dervokser små buler frem under min hud. De bevæger sig op og ned under huden påmine arme, huden spændes og bliver stram over dem. Jeg ved, at det er rejernefra osten. Man kan se deres små ben arbejde under min hud …Derer altid nogen at befrier en voldsom, skrøbelig og sårbar historie, men opretholder hele vejen igennem– og det er noget af en bedrift – en usentimental indstilling. Man bliver somlæser klogere på anoreksiens mangeartede u-væsen.