Bøger om Ekspressionisme

Læreren Josef Blau kommer, modsat de velhavende drenge, han underviser, fra små kår. Klasseskellet giver ham en overvældende følelse af mindreværd. Han har blikket stift rettet mod eleverne, når han træder ind i klasseværelset efter en nøje indstuderet rute. Han mærker, hvordan eleverne holder øje med ham fra alle sider, hvordan de afventer hans mindste fejltrin. Den mindste forstyrrelse af klasseværelsets orden vil føre til altings undergang. For at opretholde ordenen og afværge elevernes (forestillede eller virkelige?) planer om hans ødelæggelse møder Josef Blau klassen med streng disciplin.Men det er ikke nemt at afværge undergangen, når man ikke blot plages af eleverne, men også af en veksel, en hedonistisk og forgældet onkel, en kraftstruttende og indsmigrende kollega og en konspirerende barndomsven, der hader én. Og ikke mindst er der frygten for at miste sin alt for smukke kone samt en grundangst for at overføre sine synder til det barn, man venter. For i Josef Blaus paranoide verden hænger alt sammen, en dømmende, gammeltestamentlig Gud fører alle hans fejltrin til protokols, og selv antydningen af et fejltrin kan føre til katastrofen.Hermann Ungars anden roman Klassen (1927) er en usædvanlig skoleroman, hvor læreren og ikke eleverne er i centrum. Det er et psykologisk portræt af en hæmmet og isoleret mand, der lider af tvangstanker og forfølgelsesvanvid, og som bliver sadist af nødværge. Og som Ungars første roman, De lemlæstede (1922, da. 2016), er det en roman, hvor en nærmest pervers fornedrelseslogik blander sig med grotesk komik i et persongalleri bestående af neurotikere, manipulatorer og fedladne levemænd.Hermann Ungar (1893-1929), tysksproget tjekkoslovakisk forfatter, dramatiker og diplomat. Hans komiske og groteske forfatterskab er befolket af mennesker med tvangstanker, paranoia og perversioner, hvis velordnede tilværelser afspores på grusomste vis. Ungar, der var en anerkendt forfatter i sin samtid, blev glemt efter sin død, men er de seneste årtier blevet genopdaget og oversat til flere sprog. På dansk er tidligere kommet De lemlæstede (2016).

Kannibalisme, euforiserende stoffer, fanatisme, sindssyge, blasfemi, sadisme og hallucinationer fylder siderne i denne antologi, hvis ti tekster er optaget af det naturstridige, misdannede og sygelige. Denne type litteratur har aldrig været særlig ud­bredt i Danmark, men den blomstrede ikke de­sto mindre op i første del af det 20. århundrede.Vi har stået på hovedet i Det Kongelige Biblioteks bunker af glemte tidsskrifter og støvede, halvvejs formuldede bogudgivelser og her samlet de bedste fund fra en omfangsrig arkæologisk udgravning af den litteraturhistoriske køkkenmødding i perioden mellem 1910 og 1920. De udgør det bedste fra en fragmenteret og relativt upåagtet litterær strømning, der kulminerede i årene omkring Første Verdenskrig. Set på afstand udgør disse tekster en stort set glemt litterær strømning gemt bagved tidens publikumssucceser og avantgardens eksperimenter.Stilistisk varierer de fra det lavmælte og poetiske til det overspændte og feberhede, men alle opsøger de det aparte og groteske, og alle er de bundet sammen af en interesse for det, der bryder med menneskets almindelige, hverdagsagtige eksistens.Menneskekød: Grotesker 1910-1920 er med sin præsentation af denne strømning et forsøg på at nuancere og udbygge den historie, der normalt fortælles om dansk litteratur i perioden. Først og fremmest er antologien dog tænkt som en kilde til nye læseoplevelser.De fleste tekster i bogen har ikke været udgivet, siden de udkom første gang. Antologien indeholder blandt andet to noveller af Astrid Ehrencron-Kidde, der fik flotte anmeldelser, da Det sukker så tungt udi skoven udkom i Serie for grotesker i 2018.Indhold:Thorkil Barfod: ”Tandhjulet”Laurids Skands: ”Golgata-Studien”Astrid Ehrencron-Kidde: ”Flammerne”Karin Michaëlis: ”Erasta”Laurids Skands: ”Menneskekød”Gustav Bauditz: ”Morfinguden”Astrid Ehrencron-Kidde: ”Året før –”Johan Plesner: ”Nocturne”Carl Gandrup: ”Ene med Satan”Ingeborg Johansen: ”Tanker”

Alderen har ikke mildnet den færøske digter Jóanes Nielsen, nærmest tværtimod. I Tapet mellem århundreder undersøger han “om der findes nye uniformer i mareridtets klædeskab”, men han skruer også “pærer i nye eventyr”. Jóanes Nielsen er igen stævnet ud på den færge, der udforsker alle sammenhænge i et storladent tapet mellem himmel og jord, mellem før og nu, væbnet med “et hjerte beklædt med fjer”. “Jóanes Nielsen er en af Nordens bedste lyrikere for tiden og til tiden. (…) Læs ham før din nabo. (…) [Han] skriver poesi. Eksistenspoesi fra helt derude, hvor vinden vender og blæser mågerne væk med drukne skrig. Men også helt derindefra, hvor tapet hvisker mellem århundreder om levet liv og en død inden for rækkevidde.” – Henrik Wivel i Kristeligt Dagblad “Jeg skraber indmaden ud af ordene, skriver Jóanes Nielsen et sted. Det er en fryd at følge, hvordan han udfører operationen. (…) Jóanes Nielsens sproglige fantasi er betydelig, både når han udforsker naturen og raser over kulturen. (…)” – Thomas Bredsdorff i Politiken “Jóanes Nielsens saftfyldte digte vader ind i læseren med gummistøvler på. (…) han [har] opfundet en roligt vejrtrækkende digtform med brug af parallelle sætningsoptakter og listeformede opremsninger af verber og substantiviske led (…) et udtalt episk, fortællende præg, men interessant nok kombineret med en original, tit næsten surrealistisk, billedbrug.” – Eriks Skyum-Nielsen i Information. “Jóanes Nielsens digtsamling Tapet mellem århundreder er det skønne og det ækle blandet sammen i en række vellykkede digte, der, når de er bedst tvinger en til at tænke hårdt og længe over tilværelsen og den retning vi bevæger os i.” – Daniel Boysen på Modspor.dk “Tapet mellem århundreder er en glimrende digtsamling, der er nem at gå til.” – Bogrummet.dk “Når det er bedst, lykkes Jóanes Nielsen med nogle usædvanligt hårde og smukke ordbilleder, der bygger bro mellem det adskilte og modsatrettede, håbet og døden.” – Dansk BiblioteksCenter

Fjorten tekster fra dansk og norsk litteratur er samlet i denne antologi. De stammer alle fra perioden mellem 1900 og 1910, hvor den overnaturlige uhygge og det groteske begyndte at manifestere sig som en mærkbar understrøm i de to landes fælles litterære landskab.Bogens sider befolkes af et righoldigt udvalg af bizarre skabninger fra genfærd og menneskeøgler over havfruer og døde guder til kannibalistiske katte, mens teksternes ophav strækker sig fra i dag totalt glemte skribenter til kanonforfattere, der lejlighedsvis udforskede det fantastiske og groteske. Også geografisk spænder fortællingerne vidt og byder på en rejse rundt i Europa – fra Danmark til Sverige og Norge og fra Island til Frankrig og Spanien.Perioden fra 1900 til 1910 er lige på kanten af modernitetens endegyldige indtog i Norden, og bogens fortællinger gennemløbes både af erindringen om folketroens gamle sagn og myter og af en gryende modernisme.Teksterne i bogen foregår i grænselandet mellem det virkelighedsnære og det overnaturlige og mytologiske. En mand bevæger sig gennem en giftig og regnvåd skov frem mod stedet, hvor den store gud Pan har lagt sig til at dø. En ond norsk olding har gemt en uhyggelige hemmelighed i gammel jernmine. En sindssyg gammel kone driver et herberg i en dyster storby, hvor både mørkets kræfter og hendes katte har frit spil. En desperat adelsmand i Paris opdager, at han kan dræbe alene ved hjælp af sit eget dybe, glødende had. En mand i Danmark taler i telefon med sin afdøde ven. En udhungret mand i Spanien forvandler sig til en menneskeøgle. Og i den sidste fortælling lægges hele verden øde af ragnarok.Vildsindet forfølger en relativt upåagtet grotesk litteraturhistorisk strømning i dansk og nordisk litteratur tilbage til det tyvende århundredes begyndelse. Udgivelsen viderefører det litteraturarkæologiske gravearbejde, som i 2017 resulterede i udgivelsen af antologien Menneskekød i Serie for grotesker.Indhold:Harald Kidde: ”Pan”Thit Jensen: ”Den lodne hånd”Sigurd Mathiesen: ”Den gamle grube”Holger Rygaard-Hansen: ”Rundjernet”Sten Drewsen: ”Hunger”Thomas Krag: ”Djævlebesættelse”Johannes V. Jensen: ”Vinternat”Sigurd Mathiesen: ”Jernkor­set”Thit Jensen: ”Spøgelset i bispereden”R. Jahn Nielsen: ”Et brev til en ven”L.C. Nielsen: ”Visioner II”Astrid Ehrencron-Kidde: ”Marietta – Marietta!”Johannes V. Jensen: ”Kondignogen”Harald Kidde: ”Vidar”

"Men ved du, hvordan det, der foregår i en, viser sig udadtil? Det er som et sort ildsted i ens sjæl, og ingen kommer nogen sinde for at varme sig derved, og de, der går forbi, ser kun lidt røg fra skorstenen, og så går de videre."Vincent van Gogh var ikke bare en uforlignelig kunstner. Også i sine breve formåede han at give udtryk for sine inderste tanker og følelser i farver og billeder, så ordene giver genklang i læserens hjerte.Den danske forfatter og musik- og kunstkritiker Kai Flor har udvalgt og oversat et væld af de smukkeste og mest sigende af den lidenskabelige kunstners mest personlige breve, som til sammen tegner et spændende portræt af en af kunsthistoriens største talenter.Den hollandske maler Vincent van Gogh (1853-1890) er en af de største kunstnere i den europæiske kunsthistorie, og hans bidrag til postimpressionismen og ekspressionismen kan ikke overdrives. Foruden hundredvis af maleriske mesterværker efterlod van Gogh sig et væld af breve, som tegner et spændende billede af en lidenskabelig kunstner, der hele livet igennem sloges med psykisk sygdom.

Marcel Schwobs dekadente hovedværk Monelles bog (1894) er en hallucinatorisk hyldest til det flygtige, et portræt af titelfiguren Monelle og hendes tolv søstre. Hun er en flygtighedens profet, både kynisk og klartseende, naiv og omsorgsfuld. Hendes skikkelse er gadepigens og moderens, men først og fremmest barnets.Monelle lærer fortælleren om kunsten at miste i en roman, hvis handling er lige så svær at fastholde som Monelle selv. Første del handler om fortællerens møde med Monelle og hendes lektion om at leve i et evigt nu. Anden del er en serie af bittert ironiske lillepigeeventyr om Monelles søstre: unge piger, præget af lige dele barnlig enfoldighed og overmenneskelig viljestyrke, som konfronteres med en mindre eventyrlig virkelighed. Tredje del handler om Monelles død og genopstandelse.Romanen er skrevet på forfatterens sorg over tabet af en ung kvinde ved navn Louise. Man ved ikke mere om hende, end at hun formentlig var prostitueret, at hun døde af tuberkulose, og at Schwob elskede hende. Romanfiguren Monelle er Schwobs litterære genopvækkelse af Louise, som belærer ham: "Glem mig, og du skal få mig tilbage."Ud over at være et vidnesbyrd om personlig sorg er romanen en dybt intertekstuel bog, der trækker på folkeeventyr, på nietzscheanske aforismer og på Tusind og én Nat. Og ligesom den er inspireret, har den inspireret andre: André Bretons roman Nadja, en kernetekst i surrealismen, ville være utænkelig uden Monelles bog. Derudover har Schwob, virkelig en forfatternes forfatter, fundet så forskellige beundrere som Oscar Wilde, R.L. Stevenson, Alfred Jarry, William Faulkner, Jorge Luis Borges og Roberto Bolaño.Marcel Schwob (1867-1905) var fransk-jødisk polyhistor, journalist og forfatter. En opvækst mellem bibliotekshylder gav ham det encyklopædiske fundament, som han byggede sine selv- og altandetrefererende fiktioner på. Han var plaget af dårligt helbred, døde for tidligt af lungebetændelse og efterlod sig adskillige ufuldendte værker.

Dass Beck's art traces an "invisible thread" across cultural boundaries--the human need to discover, contemplate, and communicate via art. Part I focuses on non-Indian content, e.g. American and African, Part II on comparable Indian arts.

Kunstsammlerin, Mäzenin und Vermittlerin - Hanna Bekker vom Rath (1893-1983) war Wegbereiterin der künstlerischen Avantgarde und eine der bedeutendsten weiblichen Persönlichkeiten der Vor- und Nachkriegsmoderne in Deutschland. Mit Karl Schmidt-Rottluff, Alexej von Jawlensky, Ida Kerkorius oder Paul Klee war sie befreundet. Der Band bietet in dichter Illustration ein lebendiges Bild einer außergewöhnlichen Frau.Ein Refugium für die Moderne - Hanna Bekker vom Rath förderte auf vielfältige Weise die Kunst der Brücke und Avantgarde. Ihr »Blaues Haus« in Hofheim diente - auch zu Zeiten des Nationalsozialismus als - intimer Austausch- und Ausstellungsraum für befreundete Künstlerinnen und Künstler. Nach dem Krieg gründete sie das Frankfurter Kunstkabinett, die erste Nachkriegsgalerie der Stadt, und war auf zahlreichen internationalen Reisen für die moderne Kunst im Einsatz. Text und Bild zeichnen ein facettenreiches Porträt einer »Botschafterin der Kunst« und dokumentieren die Strahlkraft ihres Schaffens.KÜNSTLER:INNENWilli Baumeister | Hanna Bekker | Wilhelm Haerlin | Alexej von Jawlensky | Ida Kerkorius | August Macke | Emy Roeder | Karl Schmidt-Rottluff | Louise Stomps | Benno Walldorf

Noch während der jungen Weimarer Republik endet mit dem Expressionismus eine höchst eigenwillige Kunstepoche und mit ihr eine literarische Zivilisationskritik, wie es sie in dieser Form noch nicht gegeben hat. Dichter wie Georg Trakl, Georg Heym und Ernst Toller werfen die Frage nach der Zukunft der modernen Welt auf, respektlos gegenüber der bislang gebräuchlichen Syntax und Grammatik in ihrer übertreibenden Ausdrucksweise, voller Dynamik, Leidenschaft und Sinnlichkeit.Der bedeutendste Vertreter der expressionistischen Dramatik ist Georg Kaiser (1878-1945), der 1912 mit "Von morgens bis mitternachts" eines der Gründungsdokumente des dramatischen Expressionismus geschaffen hat: kein kontinuierliches, dramatisches Drama mehr, sondern ein zweiteiliges Stationendrama. Sprunghaft und in symbolischer Raffung gibt Kaiser typische Erlebnissituationen, die nicht mehr Aristoteles, Gottsched und Lessing verpflichtet sind, sondern den mittelalterlichen Mysterienspielen, August Strindberg und der Filmmontage.Und Friedrich Nietzsche, dem ganz besonders.Dass und wie Georg Kaiser das Denkwerk des großen deutschen Philosophen in seinem Erneuerungsdrama rezipiert hat, untersucht Ulrich Wirth in seiner rezeptionsgeschichtlichen Studie: auf breiter Quellenbasis, kritisch und umsichtig, gekonnt und selbstbewusst.

A pioneering artist who subverted conventions in her depictions of the nude, self-portraits, and still-lives. An iconoclast in her own time, Modersohn-Becker is today considered an icon of modernity. Throughout her career, Paula Modersohn-Becker boldly experimented with styles while steadfastly pursuing the truth of everyday life and her own female experience. This monograph looks at the entire spectrum of her work-figure drawings, still-lifes, self-portraiture, landscape, nudes, and portraits of young girls and old women-to illustrate the evolution of an artist reacting to seismic cultural change at the turn of the nineteenth century. Whether she was embracing or subverting the principles of realism, naturalism, impressionism, symbolism, or expressionism, Modersohn-Becker remained interested in issues of identity, peeling away outer layers to uncover what she understood as the true essence of life. This book features numerous examples of Modersohn-Becker's striking and relatively unknown drawings of men, women, and children facing poverty, as well as her highly original figure paintings and nudes-including her unprecedented nude self-portraits. Accompanying the first museum exhibition of Modersohn-Becker's work in the United States, it reveals the deeply personal and authentic work of an artist who resolutely forged her own path.

Gelebtes 2023 in Wort und Bild,lyrisch eingefangen, mit verkratzter Linse festgehalten.

Rau, ungeschönt, in konservativen Kreisen als »Rinnsteinkunst« verschrien: Kompromisslos setzt Käthe Kollwitz ihre Kunst als politisches Sprachmittel für das soziale und humane Elend ihrer Zeit ein. Stets steht dabei die Würde des Menschen im Fokus. Der Band gibt einen umfassenden Einblick in Engagement und Schaffen der Künstlerin, deren Werk aktueller denn je ist.Mit den weltberühmten Grafikzyklen Ein Weberaufstand und Bauernkrieg, seltenen Probedrucken sowie berührenden Zeichnungen und Skulpturen deckt das Buch das gesamte Spektrum von Kollwitz' Wirken ab und zeigt alle Facetten ihres virtuosen Könnens. Besonders eindrucksvoll wird die politische Dimension ihrer Kunst anhand ihrer Plakate greifbar. Die ungebrochene Gültigkeit ihres Werks führt die Gegenüberstellung mit den Interventionen der Künstlerin Mona Hatoum (* 1952) vor Augen, die um Themen wie Verletzlichkeit, Vertreibung und Konflikterfahrung kreisen.

Demonstrating a wide array of influences-from Chinese calligraphy to Expressionism-Liu Wei's work deals with universal themes of humanity. With a career spanning over thirty years, he has proved a master of rendering human flesh and combining figuration with text and abstraction. Liu Wei's deft grasp of technique and acute awareness of color and composition is evident in his lush landscapes, in which flora and fauna often escape the confines of the canvas and spill out onto the Rococo-style frames. Featuring texts by distinguished specialists in contemporary Chinese art, this first major English-language monograph provides an in-depth look at the historical context and traces his development from his early paintings reflecting disenchantment with political and artistic utopias through the lenses of skepticism and satire, to lush landscapes, striking portraits, and more recent philosophic and contemplative calligraphic works on paper. LIU WEI (*1965, Beijing), studied printmaking at the Central Academy of Fine Arts in Beijing, where he still lives today. He first rose to prominence as a preeminent figure in China's "cynical realism" movement of the 1990s. His paintings have been shown in museum exhibitions and biennials worldwide, including the Museum of Contemporary Art, Sydney, the Singapore Art Museum, the San Francisco Museum of Modern Art, and the Venice Biennale.

Lyonel Feininger (1871-1956) war Maler, Grafiker und Karikaturist. Er lehrte als Bauhaus-Meister der ersten Stunde seit 1919 in Weimar und später Dessau und übersiedelte 1937 nach New York, wo er bis zu seinem Lebensende arbeitete. Das Buch präsentiert neben seinen berühmten prismatischen Architekturdarstellungen alle Facetten seines OEuvres und Stationen seines Lebens.Mit rund 140 Gemälden, Zeichnungen, Karikaturen, Aquarellen, Holzschnitten, Fotografien und Objekten aus allen Schaffensphasen zeichnet der Band ein Gesamtbild von Feiningers Werk, das auf seine Aktualität hin befragt wird. Entwicklungslinien und Themen, die seine Arbeit bestimmt haben, werden anhand von zentralen Hauptwerken in Beiträgen internationaler Autor:innen herausgearbeitet. Eine besondere Würdigung erfahren zudem sein malerisches Frühwerk wie neueste Forschungen zur Bedeutung der Fotografie im Schaffen des Bauhaus-Meisters.

Der Maler Rudolf Levy (1875-1944) war eine zentrale Figur der Münchner und Pariser Avantgarde und feierte mit seinen farbkräftigen Bildnissen, Landschaften und Stillleben auch im Berlin der 1920er-Jahre große Erfolge, unter anderem in der legendären Flechtheim-Galerie. Die Machtergreifung der Nationalsozialisten führte zu einem jähen Karriereende. Nach einer Flucht-Odyssee konnte Levy sich schließlich in Florenz niederlassen, wo sein Schaffen bis zur Deportation und Ermordung im Konzentrationslager Auschwitz einen letzten eindrucksvollen Höhepunkt erlebte. Als erstes deutsches Ausstellungshaus widmet sich das Museum Pfalzgalerie Kaiserslautern in einer Retrospektive nun Werk und Leben von Rudolf Levy. Der Katalog öffnet den Blick auf einen Künstler europäischen Ranges, dessen reiche Bildwelt immer wieder neu zu entdecken ist. Beiträge namhafter Autorinnen und Autoren beleuchten Levys Schicksal als verfolgter Künstler und als verfolgter Jude, das künstlerische Kaleidoskop seiner Zeit, die Jahre im Florentiner Exil sowie die Rezeption und Re-Kanonisierung seiner Kunst in der jungen Bundesrepublik. Wiederentdeckung eines großen Klassikers der Moderne anlässlich einer ersten Retrospektive in Deutschland - Internationales Kooperationsprojekt mit den Uffizien in Florenz Standardwerk zu Rudolf Levy in deutscher Sprache Mit einem zeitgenössischen Kunst- und Wortbeitrag von Edmund de Waal Ausstellung, Museum Pfalzgalerie Kaiserslautern, 28. Oktober 2023 bis 11. Februar 2024 (Schirmherrschaft Bundespräsident Frank-Walter Steinmeier)

– NU ER DET NOK, DET ER FAKTISK ALT FOR MEGET, råber Mo og smækker med døren. – Farvel, farvel, jeg flytter på hotel!Mo er blevet uvenner med sine voksne og de bliver enige om at gå hver til sit. Men sikke et hotel, Mo har fundet at bo på. Der er dyr allevegne. Hun må hjælpe en gnu ved morgenmadsbuffeten, men får også selv brug for hjælp – en tiger vil spise hende, og sådan noget er aldrig sjovt (selv om den lover at være blid). En pingvin – der ligger på sengen og spiser pingvinmix – kommer med halvdårlige råd og til sidst ender Mo på taget i et kæmpe dyre-diskotek.På hotel er en vidunderligt farvestrålende og helt igennem gakket historie om … at være på hotel. (Måske lidt som hvis man forestillede sig, at Palle ikke var en dreng, der engang var alene i verden, men en pige, der i nutiden boede på hotel med en masse dyr).

Ein Buch über Bildhauer. Leben, Werk, Freundschaften, politisches Umfeld, Institutionen und Stile der letzten figurativen Klassiker, geboren bis 1900. Sie widmeten ihr Leben speziell der menschlichen Figur. Mit dieser gemeinsamen Prämisse prägten sie die Plastik vom Klassizismus hin zur Moderne.Das Kompendium dokumentiert ihre Meisterwerke, benennt heutige Standorte im öffentlichen Raum, liefert Anekdoten und geschichtliche Hintergründe während einer Zeit der Umbrüche sowie Zeittafeln.Die erhellende, kurzweilige Lektüre ist als Reisebegleiter und heimisches Nachschlagewerk ein Gewinn für den Kunstfreund.Jules Dalou · Giulio Monteverde · Auguste Rodin · Jean Gautherin · Louis-Ernest Barrias · Ernst Herter · August Kraus · Stephan Sinding · Albert Bartholomé · Edmund Hellmer · Max Klinger · Paul Aichele · Ernst Moritz Geyger · Ernst Seger · Peter Christian Breuer · Walter Schott · Aristide Maillol · Arno Breker · Richard Daniel Fabricius · Selmar Werner · Franz Stuck · George Grey Barnard · Camille Claudel · Victor Rousseau · Otto Stichling · Arthur Lewin-Funcke · Constantin Starck · Roland Engelhard · Karl Gundelach · Hans Dammann · Käthe Kollwitz · Martin Schauß · Max Levi · Emil Fuchs · Jacques Loysel · Luigi Secchi · Emil Kiemlen · Gustav Vigeland · Henryk Glicenstein · Fritz Klimsch · Ernst Barlach · Franz Metzner · Felix Pfeifer · Georg Wrba · Georg Herting · Lilli Finzelberg · Jenny von Bary-Doussin · Josef Limburg · Bernhard Hoetger · Georg Kolbe · Richard Scheibe · Fritz Röll · Hermann Hahn · Bernhard Bleeker · Marnix d¿Haveloose · Wilhelm Lehmbruck · Milly Steger · Rudolf Belling · Joseph Enseling · Edwin Scharff · Alexander Archipenko · Emil Jensen · Gerhard Marcks · René Iché

This generously illustrated and comprehensive book focuses on a decisive decade in Max Beckmann's career as one of the leading figurative painters of the twentieth century. This publication will provide insight into a critical period in the artist's development and the accomplishments that earned him such high esteem. Max Beckmann's brief but profoundly jarring service as a medical orderly during World War I led to a nervous breakdown. He assimilated his experiences and incorporated recent and radical developments in art, such as Cubism and Expressionism, leading him to advance new pictorial conceptions beginning in 1915. To many of his contemporaries, the work Beckmann created between 1917 and 1925 placed him at the forefront of the latest developments in representational painting. In 1925, Beckmann's celebrated status was confirmed by his prominence in the groundbreaking "Neue Sachlichkeit" (New Objectivity) exhibition in Mannheim, although he later distanced himself from the term. This book will situate Beckmann artistically and historically. Essays by both established experts and emerging scholars investigate the seminal energy found in the work he created between 1915 to 1925-a period to which the artist himself repeatedly returned over the course of his lifetime. The self- referential aspect of Beckmann's output is key to understanding his progression as an artist, which comes more clearly into focus via an analysis of these critical early years.

Das Buch begleitet und dokumentiert die gleichnamige Ausstellung, die vom 21. November 2022 bis 19. Februar 2023 teils im Museum Moderner Kunst Kärnten/MMKK und teils im neu eröffneten kärnten.museum (Landesmuseum Kärnten, Rudolfinum) zu sehen ist. Sie basiert auf einer Auswahl von elf malerischen Positionen der Zwischenkriegszeit (Herbert Boeckl, Hans Böhler, Josef Dobrowsky, Albin Egger-Lienz, Anton Faistauer, Gerhart Frankl, Anton Kolig, Sergius Pauser, Rudolf Wacker, Alfons Walde, Alfred Wickenburg), die das Leopold Museum Wien 2021 präsentierte. Diese Inhalte wurden nach Kärnten übernommen und zusammen mit Werken aus der Kunstsammlung des MMKK diskursiv zu einer ganz neuen Ausstellung geordnet, die die Auseinandersetzung mit der Malerei der Zwischenkriegszeit in verschiedenen, den Menschen und seine Existenz betreffenden Themenbereichen vertieft, eine Brücke bis zur zeitgenössischen Kunst schlägt und die Thematik der "Menschheitsdämmerung" in die Gegenwart transportiert, in der sie wieder von größter Aktualität scheint.Zu den Leihgaben aus dem Leopold Museum Wien hinzugekommen sind Werke aus den 1920er und 1930er Jahren von Werner Berg, Adolf Christl, Arnold Clementschitsch, Jean (Hans) Egger, Felix Esterl, Maximilian Florian, Emanuel Fohn, Elisabeth Guttenberg-Sterneck, Ludwig Heinrich Jungnickel, Anton Mahringer, Georg Pevetz, Stefan Pichler, Alfons Purtscher, Ernst Riederer, Franz Wiegele und Willibald Zunk."Reflexe der Gegenwart", Kontrapunkte und ein Gegengewicht zur männlichen Dominanz in den Sammlungsarchiven jener Zeit setzen Arbeiten von 19 Künstlerinnen aus der zweiten Hälfte des 20. Jahrhunderts bis heute, namentlich Ute Aschbacher, Theres Cassini, Ines Doujak, Helga Druml, Gisela Erlacher, Ilse Haider, Karin Hazelwander, Bernadette Huber, Gudrun Kampl, Kiki Kogelnik, Suse Krawagna, Maria Lassnig, Zorka L-Weiss, Maria Petschnig, Verena Resch, Meina Schellander, Katarina Schmidl, Nina Rike Springer und Karin Sulimma.Der Titel und auch der Aufbau ("dynamisches, motivisches Zusammenklingen: Symphonie!") von Ausstellung und Buch sind der Anthologie expressionistischer Lyrik "Menschheitsdämmerung" entliehen. Kurt Pinthus gab dieses Standardwerk 1919 heraus und stellte in seinem Vorwort eine Verbindung zur bildenden expressionistischen Kunst her, die in Österreich in der Zwischenkriegszeit umfänglich Ausdruck fand. Der Katalog zitiert aus der Anthologie Gedichte von Theodor Däubler, Albert Ehrenstein, Iwan Goll, Walter Hasenclever, Kurt Heynicke, Jakob van Hoddis, Wilhelm Klemm, Else Lasker-Schüler, Alfred Lichtenstein, Ernst Wilhelm Lotz, René Schickele, Franz Werfel, Alfred Wolfenstein und Paul Zech.

"Hvis det bliver mørkt, svøber jeg mig i et stykke af himlen. Stjernerne kilder som sodavandsprikker over hele kroppen."En pige og en morfar ser på skyer og blomster og fugle. Mormor snakker med fra foderbrættet foran køkkenvinduet eller fra en sky på himlen. Så vinker pigen og morfaren og trutter i deres trompeter, til morfars kinder er ved at eksplodere.Hvis det bliver mørkt er en livspoetisk bog om rødder og vinger, om før og nu, og om barnets blik på at blive gammel og skulle dø. Velegnet til oplæsning og som udgangspunkt for samtaler mellem generationer – om generationer.Bogen er skabt i tæt samarbejde mellem Inge Duelund Nielsen, som – med egne ord – er "lidt gammel", og som har arbejdet med værket gennem en periode, hvor hun mistede sin sidste forælder og selv blev bedstemor; og illustrator Simon Væth, der er ung og nybagt far ... og det er tydeligt i værket, at de begge er optaget af liv og død, fortid og fremtid.

Studienarbeit aus dem Jahr 2015 im Fachbereich Didaktik für das Fach Deutsch - Literatur, Werke, Note: 1,0, Bayerische Julius-Maximilians-Universität Würzburg, Sprache: Deutsch, Abstract: ¿Heym liebte das Leben. Mit großer Alb-Angst zitterte er vor dem Aufhören. Aber er beneidete gleichwohl diejenigen, die aufgehört hatten.¿ (Schneider, Heym, 2000)Eine solche Einstellung gegenüber dem Leben gleichwie dem Tod ist typisch für Georg Heyms gesamtes Werk, das immer wieder die Gratwanderung zwischen diesen beiden Gegensätzen thematisiert. Auch sein Gedicht Ophelia 2 reflektiert diese Tendenz. Ziel dieser Hausarbeit ist es, den Zustand des Todes unter dem Aspekt der Vitalität zu betrachten. Wird der Tod wirklich als etwas Abgeschlossenes und Trostloses dargestellt? Inwiefern schafft es Heym, die Tote Ophelia in eine Wechselwirkung mit der Natur treten zu lassen? Wird am Ende der Tod sogar als Wunschvorstellung angesehen, als ein Zustand, der im Gegensatz zum Leben als erstrebenswert gilt? Zu diesem Zweck erscheint es sinnvoll, die Ophelia-Figur in ihrem literarischen Kontext zu sehen und Heyms Adaption mit Shakespearesches Ursprungstext zu vergleichen. Die Parallelen zu Rimbaud, welchen Heym überaus bewunderte, erscheinen auch inhaltlich von signifikanter Bedeutung, weswegen darauf im Folgen näher eingegangen wird. Neben diesem literaturhistorischen Überblick liegt das Hauptaugenmerk natürlich auf Heyms Werk selbst und seiner Darstellung des Todes. Dafür ist die Gegenüberstellung von Natur und Stadt elementare Grundlage sowie die symbiotischen Verhältnisse, welche Ophelia mit der Natur eingeht. Dadurch soll die Lebhaftigkeit des Todes in den Vordergrund geschoben werden und die anfängliche These von einer morbiden Vitalität grundlegend stützen. Dass der Tod eine Wunschvorstellung ist, wird zuletzt mithilfe der Freudschen Triebtheorie sowie Tagebucheinträgen von Heym selbst beleuchtet.

"Featuring a selection of women artists active between 1890 to 1924, this book investigates divergent responses to the dramatic historical events and structural transformations during the early twentieth century. It reveals their efforts, with greater or relative success, to negotiate the competitive market economy of the late Wilhelmine empire and the uncertainties of the early Weimar Republic. In examining these artists, Shulamith Behr uncovers the overlooked importance of women's emancipative ideals to the development of avant-garde culture. Behr explores the richness of the women's engagement with and shaping of Expressionism, the modern art movement noted for its intention to express the emotional-rather than physical-reality of the artist. Behr examines the posthumous critical reception of Paula Modersohn-Becker as a prime agent of the feminization of the movement; Kèathe Kollwitz's use of printmaking as a vehicle for technical innovation and socio-political commentary; and the dynamic relationship between Marianne Werefkin and Gabriele Mèunter, including their different national and cultural origins and paths towards Expressionism in the Blaue Reiter, a group of artists that included Wassily Kandinsky and Paul Klee. Additional chapters examine the role of Herwarth Walden's and Nell Walden's role as art dealers who promoted women Expressionists during the First World War, Mèunter's encounter with Swedish Expressionism in Scandinavia, and the recognition of Dutch-born abstractionist Jacoba van Heemskerck as an honorary German Expressionist"--

Zwei der vorliegenden Trios schließen an die Ästhetik der klassischen Moderne an, nämlich das Trio für Flöte, Violine und Klavier und das Trio für Oboe, Violoncello und Klavier. Diese beiden Stücke sind im Hinblick auf die technischen Anforderungen an die Spieler als mittelschwer einzuordnen.Die fünf Stücke für 2 Violinen und Klavier sind hingegen tonal-traditionell gesetzt und charakterlich als "Spielstücke für Anfänger" konzipiert.