Bøger om Essay

Uden forudsætninger for at skrive om cykelløb, faktisk uden nogensinde at have overværet et cykelløb, sendes den italienske forfatter og journalist Dino Buzzati (1906-1972) af sin avis afsted for at dække Giro d’Italia 1949: krigsstøvet har knapt har lagt sig, man famler efter normalitet og mening, og publikum hungrer efter en helt anden type dramatik – hvad de får i det endelige opgør mellem giganterne Fausto Coppi og Gino Bartali.Buzzatis ikoniske reportager sætter nye standarder for sportsjournalistik: Buzzati placerer cykelløbet i en levende litterær og poetisk ramme; han bygger bro mellem rytterne og publikum; og han giver stemme til landskabet, kammeratskabet, pinslerne og lidenskaben. Dino Buzzati formår at skrive om cykelløb, så selv cykel-fornægtere må overgive sig til den funklende og betagende prosa.I Italien er Buzzatis cykelbog blevet en klassiker; et tilbagevendende referencepunkt, såvel litterært som indenfor sportsjournalistikken (der trækkes f.eks. i dag ivrige paralleller mellem henholdsvis Bartali og Coppis opgør og Pogačar og Vingegaards). Buzzatis reportager betragtes den dag i dag som et nybrud indenfor genren.

Fortabt og forgabt i byernes by. På en og samme tid. I løbet af 37 sommerdage sætter Jytte Lund Larsen sig for at udforske særligt tre arrondissementer i Paris. Målet er at komme ind under huden på pariserne og undersøge, om det er muligt at få en fællesskabsfølelse med byen og dens borgere og forstå den multinationale kultur og livsstil på så kort tid. Jytte Lund Larsen skifter de overrendte turiststier ud med nye og spændende veje, der alle fører til helt særlige møder, oplevelser og tanker. Intet er helt, som de 27 andre gange hun har været i byen. Fortabt i Paris er et essay om en sommer ud over det sædvanlige …

”Christopher Herwig er fotograf, men jeg kalder ham for busstoppestedsjæger. Som fortælleren i en roman af Ivan Turgenev går han på jagt. Han opsporer, finder og fanger sit bytte, men trofæerne er ikke udstoppede bjørne eller sommerfugle sat på nåle. Det er fotografier af busstoppesteder, mere præcist: sovjetiske busstoppesteder.” De står som små trodsige helte i vejsiden. Poetiske modstandsformer. Sådan ser Kristoffer Hegnsvad dem i hvert fald. De sovjetiske busstoppesteder. I årevis har han fulgt i fodsporene på den canadiske fotograf og busstoppestedsjæger Christopher Herwig, der siden 2002 har opsporet de oprørske læskure, som blev til under det sovjetiske styre. Rejserne går gennem bl.a. Rusland, Ukraine og Belarus og er blevet til en tekst om monumenternes kraft på vejene, men også omvejene og tankerne i grøftekanten: om sovjetmentalitet, undertrykkelse og selvmord; om håb, opposition og frihed.

Filmen er det mest substantielt tvetydige, man kan forestille sig. Af denne grund: Film er en uendelig sekvens, der udtrykker virkeligheden med virkeligheden. Der er altid foran enhver af os et muligt og virtuelt filmkamera, med uudtømmeligt chassis, som “filmer” vores liv, fra vi fødes, til vi dør. For hele vores FØRSTE OG RENE sprog er vores væren, virkelighed i virkeligheden.

En afvekslende voksenbilledbog, hvor alvor om fortid og fremtid krydser klinge om natur, kunst, individ og samfund, giver gode råd og inspiration til eftertanke.

Tusind borgerhaikuer indeholder ganske bogstaveligt tusind haikutekster, dvs. at hver tekst består af tre dele efter stavelsesskemaet 5-7-5. Haiku er en japansk digtform, der opstod i 1600-tallet, og som i moderne tid er blevet almindeligt udbredt og nærmest ‘demokratiseret ihjel’ som en slags altædende skabelon. I Tusind borgerhaikuer fremskrives komplekse forbindelser mellem forskellige figurer, der i større eller mindre grad afspejler nutidens politisk-kulturelle virkelighedsbillede, på en sådan måde, at hver tekst i sig selv virker som en ultrakoncentreret tankebevægelse, der ud fra sine begrænsede præmisser synes at drage en åben, men alligevel specifik konklusion. Hver haiku indledes med et nummer samt et borgernavn anført med versaler, hvilket skaber følelsen af, at den efterfølgende haiku er ‘funktionelt personaliseret’, som om en algoritme havde ‘oprettet’ haikuen i en given borgers navn og dermed skabt en form for indholdsmatch. Et eksempel: “0263. Borger MØLMAND / Kromosomtrompet // Sæt sfinksen i / stinkskabet // Spænd kyskhedsbæltet”. Men hvis læseren lader blikket glide hen over bogens sider, viser det sig, at borgernavnene alle er frembragt via en ‘borgergenerator’, der arbitrært kombinerer hhv. et forled og et bagled af ‘typisk dansk’ herkomst: ABILDGREN, DAMSBALLE, ABILDBALLE osv. Der findes ingen sen-navne eller navne, der afslører ‘anden etnisk herkomst’. Åbenbart er der gennem et filter skabt et navnenes ekkokammer, en slags incestuøs boble, der synes at indramme haikuernes udsagn.

Jørgen Michaelsens Cockroach er en sangbog på engelsk. En sang det ville tage mere end fire timer at afsynge. Melodien som er komponeret af kunstneren, er meget enkel og bringes indledningsvis som notation med becifring, sådan at der lægges op til musikalsk inklusion: fællessang. Cockroach er genereret ud fra stramme principper: Hver strofe består af fire linjer, hvis enderim udgør strukturen ABAB, sådan at linjerne har hhv. 6 og 5 stavelser. Endvidere påbegyndes hver linje med ordet “Cockroach”, der på den måde bliver en ‘overtydelig’, obskøn omdrejningsfigur. Et eksempel: “Cockroach needs reactor / Cockroach needs repair / Cockroach flaky factor / Cockroach nudist stare”. Cockroach udgør en syntetisk-strukturel ‘boreprøve’, hvor samtidens forestillingsunivers og vokabular udsættes for syntetisk sondering. Udgivet i forbindelse med udstillingen Cyber versus Buddha, Holstebro Kunstmuseum, 2023-24.

Regn, rusk og ræsermavepå Camino del Norte med familien i rygsækken På ingen af Lene Theills fire Caminoer har hun kunnet holde på følelserne, og de har fået afløb i hendes Caminobøger. Det gælder også denne tredje bog, der er lige så meget en familiehistorie, som det er en Caminobog. Lene Theills vandring på Camino del Norte går slet ikke som forventet. Den ene hindring efter den anden dukker op, og undervejs på turen drukner hun nærmest i regn. Og tanker. For især kommer hendes erindringer til at fylde alt, og det giver nye indsigter. Vi kommer med tilbage til Lenes barndom i Ballerup, hvor hun voksede op som efternøler i en driftig entreprenørfamilie. Pænhed, penge og prestige var de bærende værdier i familien, hvor faren styrede alt, og alle andre føjede sig. Da han døde, blev kimen lagt til et drama, der splittede familien i atomer. Mens tankerne folder sig ud, strider Lene sig frem gennem mudderet. På vejen møder hun også andre vandrere, blandt andet den tyske rocksanger, André, der må platte sig igennem Caminoen for at overleve – og senile Walther, der har huskeseddel med hjemmefra, men som alligevel konstant er helt fortabt. På denne tur mærker Lene hver dag sveden, der løber ned af ryggen, vandet, der driver ned af regnslaget og tårerne, der blander sig med den piskende, kolde regn på hendes kinder. Allermest fylder ’den store familieballade’ og Lenes smerte over at blive gjort forkert, banket på plads af sine nærmeste og det efterfølgende brud, ligesom vi deler Lenes glæde ved den frihed, der fulgte med. Friheden til udvikling, muligheden for at se sin familiehistorie i et nyt lys og blive til den, hun er i dag. På Camino del Norte kæmper Lene med regnen, med sig selv og sin familiehistorie og med den maveforgiftning, der tvinger hende til for første gang at afbryde en Camino i utide. Læsere har sagt om Lenes tidligere caminobøger: ”Af alle de caminobøger, jeg har læst, er din den bedste af dem alle. Jeg kan li' din ærlighed, og at du får så mange sjove detaljer med.” ”Du har ført os et sted hen, hvor vi ikke har været før. Bogen har været kimen til mange gode snakke, og vi er vilde med alle de oplevelser, du har haft undervejs. Vi beundrer den måde, hvorpå du omtaler de mennesker, du har været i konflikt med i livet. Ikke fordømmende, men nøgternt og konstaterende.” ”Nu har jeg fået to nye favoritter på hylden. Det er spændende at vandre side om side med dig og møde de andre pilgrimme, krydse fingre for, at der er plads på et herberg for natten og tage de lange stræk af tankefuld ensomhed ind.”

Jeg er en jaguar tegner et billede af, hvad religion er – eller kan være. Læseren bliver ført fra det nyeste til det ældste, fra det lokale til det eksotiske, fra det harmoniske til det konfliktfyldte. I bogens essays møder vi bl.a. kannibaler i Brasilien, en fallisk sten på Hawai‘i, religiøse broderier fra Skåne, en rørende barnegrav fra stenalderen, religiøse tekster som ikke findes, Julemanden foldet ud, neandertalere og 70.000 år gamle hulemalerier, Karen Blixens fugle og missionsramte folk på Borneo. Teksterne er faglige, men skrevet så alle interesserede kan følge med.Mag.art. og Ph.d. Mikael Rothstein (f. 1961) er lektor i sammenlignende religionshistorie ved Syddansk Universitet (SDU) og forskningsprofessor ved Museum Lolland-Falster. Hans arbejdsfelt spænder fra de nye religioner i Vesten, over jæger-samlere og hovedjægere i Borneos regnskove samt religion i hellenistisk-romersk tid, til religion i stenalderen.

I Hvad stiller vi op med middelklasserne?, som er bådeessay, poetik, selvbiografi og programskrift i ét, er det de selvfornægtendemiddelklasser hun forsøger at få hold på. Det er særligt middelklassernesparadokser, f.eks. arbejderen der gik ind på kontoret, blev sit job, ogbegyndte at sige ”os” når han egentlig talte om sig selv. Essayet baserer siglige dele på research og dokumentation, bakket op af citater fra en rækkeforfattere (Nietzsche, Debord, Ballard, såvel som Lojkine, Huelin og Brustier).Resultatet er en finurlig definition af middelklasserne, selvkritisk,engageret, syrligt lysende og poserende (i øvrigt et klassisk karakteristika;middelklasserne poserer). Nathalie Quintane er i bogen en etnolog over det absurde og gør sociologi tilen kampsport, og selvom ”dramaets” udgangspunkt; data, citater og interiør, erfranske, så resonerer teksten særlig godt med den skandinaviske velfærdsmodel,hvor ”samfundskontrakten” i dag er ved at smuldre, i den paradoksalekvantificering af omkostninger og udbytte af alt, selv det allerhelligste ”detgode liv”. Middelklasserne sidder, ifølge Quintane, ubehjælpeligt fast iflaskehalsen, mens den rigeste 1% fortsætter sin absurde akkumulation, mensmiddelklassernes identitet og samfundsorganisationen som helhed udhules ogfamler. ”Den Europæiske drøm” er gået fra tro til overtro, hvor vi fortsatprædiker for vores børn, at hvis de gør det godt i skolen, vil de få "etgodt liv" eller bare ”et job”, til trods for at virkeligheden viser detmodsatte. Det er særligt middelklassernes afstand mellem hvad de siger og hvadde gør, Quintane undersøger, middelklassernes benægtelser og vrede, der endermed at ”straffe virkeligheden”, blandt andet ved at inkriminere demokratiet,som gøres ansvarlig for vores strukturelle mangel på opstigning og nydelse.@font-face {font-family:"Cambria Math"; panose-1:2 4 5 3 5 4 6 3 2 4; mso-font-charset:0; mso-generic-font-family:roman; mso-font-pitch:variable; mso-font-signature:-536870145 1107305727 0 0 415 0;}@font-face {font-family:Calibri; panose-1:2 15 5 2 2 2 4 3 2 4; mso-font-charset:0; mso-generic-font-family:swiss; mso-font-pitch:variable; mso-font-signature:-536859905 -1073732485 9 0 511 0;}p.MsoNormal, li.MsoNormal, div.MsoNormal {mso-style-unhide:no; mso-style-qformat:yes; mso-style-parent:""; margin:0cm; mso-pagination:widow-orphan; font-size:12.0pt; font-family:"Calibri",sans-serif; mso-ascii-font-family:Calibri; mso-ascii-theme-font:minor-latin; mso-fareast-font-family:Calibri; mso-fareast-theme-font:minor-latin; mso-hansi-font-family:Calibri; mso-hansi-theme-font:minor-latin; mso-bidi-font-family:"Times New Roman"; mso-bidi-theme-font:minor-bidi; mso-fareast-language:EN-US;}.MsoChpDefault {mso-style-type:export-only; mso-default-props:yes; font-family:"Calibri",sans-serif; mso-ascii-font-family:Calibri; mso-ascii-theme-font:minor-latin; mso-fareast-font-family:Calibri; mso-fareast-theme-font:minor-latin; mso-hansi-font-family:Calibri; mso-hansi-theme-font:minor-latin; mso-bidi-font-family:"Times New Roman"; mso-bidi-theme-font:minor-bidi; mso-fareast-language:EN-US;}div.WordSection1 {page:WordSection1;}

Den tidslige åndenød er disse års obskure onde. … Ethvert øjeblik er blevet ubeboeligt.— Donatella Di Cesare: Suveræn virus? Den kapitalistiske åndenød

I tresserne lader Pep og hans venner sig med begejstring fange af de nye vinde, der blæser ind over dem fra alle sider. De siger ja til alt det nye, ja til at forandre verden, og de oplever, at de er en del af en verdensomspændende bevægelse. Med sig tager de en blandet bagage af hippiekultur, hurtig marxisme og flippet avantgardisme. I forvejen har deres solide opdragelse i halvtredserne forlenet dem med en portion dannelse og forpligtelse. Vejene igennem de næste årtier bliver ikke kun befriende, men også kringlede og besværlige. De prøver at fange tiden, men det bliver tiden, der fanger dem. Og imens spiller musikken – And the beat goes on, and the beat goes on …Så længe det varer blander genrerne erindring, fiktion og essay – og forsøger at sætte ord på, hvad tressernes stærke energier og vilde forestillinger førte med sig.

Politik er i dag de paranoides spil: fra paranoiaen over at blive cancelled af identitetspolitikkens forkæmpere til paranoiaen over den københavnske kulturelites magt. ”Bare fordi du er paranoid, betyder det ikke, at du ikke har fjender,” sagde Henry Kissinger.Dette essay om paranoide læsemåder er et af de bedste redskaber til at forstå samtidens politiske klima. Hvorfor foregriber så mange politiske positioner i dag den smerte, som de samtidig forsøger at begrænse eller undgå? Hvorfor smitter denne form for politik så voldsomt, og hvorfor tager den så ofte afsløringens form?Udover titelessayet indeholder denne bog også essayet Queer og Nu, som er en refleksion over at blive latterliggjort for sin forskning i pressen, og samtidig leve med døden helt tæt på kroppen i form af en brystkræft-diagnose. Det er den første oversættelse af Eve K. Sedgwick til dansk, som sammen med Judith Butler er en af queerteoriens grundlæggere.

"Den fugleunge, Ninna fandt under et træ ved vejsiden nede ved jernbaneoverskæringen, da hun var på vej ud for at løbe en runde, var ikke meget større end en kastanje. Hun bar den tilbage til huset i sine hulede hænder, som når en tryllekunstner skjuler en genstand i hånden for at få den til at forsvinde eller forvandle sig til et silkelommetørklæde, et æg eller … en fugl."Absint er historien om en adoptivfugl; om at møde en fjeret vejviser til en verden af absolut nærvær i nuet. Niklas Rådström (f. 1953 i Stockholm) er forfatter til en lang række udgivelser inden for lyrik, prosa, skuespil, essay m.m. I 2019 modtog han prestigefulde Övralidspriset for ”sin evne til at rejse i alle litteraturens retninger” og i 2021 modtog Rådström Selma Lagerlöfs litteraturpris ”for et fantastisk forfatterskab, en hyldest til fantasiens evne til at genoplade vores gejst og få os til at leve videre”.

Forestillingerom en udstilling med Sonja Ferlov Mancoba er en guidet tur gennem en spekulativudstilling med den dansk-franske billedkunstner Sonja Ferlov Mancoba(1911-1984). Den forestillede udstilling finder sted på et mellemstort, dansk, kunstmuseumspecialiseret i kunst fra det 20. og 21. århundrede. Udgivelsentager Sonja Ferlov Mancobas udtryk ”ingen skaber alene” bogstavelig og går idybden med udvalgte emner i hendes kunstnerskab. Det er derfor på ingen mådertale om en typisk monografisk fremskrevet udstilling, men derimod en udstillingsom med Sonja Ferlov Mancoba i centrum inddrager aspekter, der breder sig udtil sociale, politiske, religiøse, antropologiske og psykologiske forhold ipræsentationen. Udstillingen ønsker at gøre op med ideen om, at et kunstnerskabkan eller skal skilles skarpt fra kunstnerens liv og dennes samtid. Samtidenstænkning spiller ind, når man i dag på historisk afstand prøver at forstå etkunstnerskabs tilblivelse. Et afgørende aspekt for denne udstilling har væretat inddrage de mange forskellige informationskilder Ferlov Mancoba lader sigpåvirke af. Her er relationen mellem Ferlov Mancoba og hendes livslange partnerErnest Mancoba (1904-2002) betydningsfuld for at forstå hendes praksis.Udstillingen ser derudover hendes kunst i et lys af globalt udsyn ogtransnational udveksling over tid. Her er der fokus på de afkolonialespørgsmål, som Ferlov Mancoba blev stillet overfor og som vi i dag forsøger atbearbejde. Teksten behandler hvordan de kan inddrages på udstillingen oghvordan det er nødvendigt at arbejde med dem i dag. Tekstener skrevet i en essayistisk form og handler om kuratering og hvad detindbefatter af research, rammesætning af kunst og de diskussioner (med én selvog andre), spørgsmål og udfordringer som dukker op i arbejdet medkunstudstillinger. Udgivelsen er et nyt bidrag til hvad kuratering er og kansom fagligdisciplin. Essayet indgik som en del af kurator Johanne Løgstrupspraksis-baseret ph.d.-afhandling på Institut for Æstetik og Kultur på AarhusUniversitet som blev antaget efter forsvar i marts 2021.@font-face {font-family:"Cambria Math"; panose-1:2 4 5 3 5 4 6 3 2 4; mso-font-charset:0; mso-generic-font-family:roman; mso-font-pitch:variable; mso-font-signature:-536870145 1107305727 0 0 415 0;}@font-face {font-family:Calibri; panose-1:2 15 5 2 2 2 4 3 2 4; mso-font-charset:0; mso-generic-font-family:swiss; mso-font-pitch:variable; mso-font-signature:-536859905 -1073732485 9 0 511 0;}p.MsoNormal, li.MsoNormal, div.MsoNormal {mso-style-unhide:no; mso-style-qformat:yes; mso-style-parent:""; margin:0cm; mso-pagination:widow-orphan; font-size:12.0pt; font-family:"Calibri",sans-serif; mso-ascii-font-family:Calibri; mso-ascii-theme-font:minor-latin; mso-fareast-font-family:Calibri; mso-fareast-theme-font:minor-latin; mso-hansi-font-family:Calibri; mso-hansi-theme-font:minor-latin; mso-bidi-font-family:"Times New Roman"; mso-bidi-theme-font:minor-bidi; mso-fareast-language:EN-US;}.MsoChpDefault {mso-style-type:export-only; mso-default-props:yes; font-family:"Calibri",sans-serif; mso-ascii-font-family:Calibri; mso-ascii-theme-font:minor-latin; mso-fareast-font-family:Calibri; mso-fareast-theme-font:minor-latin; mso-hansi-font-family:Calibri; mso-hansi-theme-font:minor-latin; mso-bidi-font-family:"Times New Roman"; mso-bidi-theme-font:minor-bidi; mso-fareast-language:EN-US;}div.WordSection1 {page:WordSection1;}

Hvorfor er maskuliniteten så skrøbelig? Det er det polemiske spørgsmål, der driver Geir Gulliksens essaysamling om mænd, køn og seksualitet. Teksterne handler om faderskab, kvindelige forbilleder og feminismens betydning i en mands liv. Gulliksen tager udgangspunkt i genkendelige hverdagssituationer, hvor maskulinitetens absurde begrænsninger træder tydeligt frem: Hvorfor er det umandigt at sidde ned og tisse? Hvorfor føles det umuligt at gå ud på gaden i regnen med en lille rød paraply?Ligesom i sine romaner er Gulliksen nuanceret, nysgerrig og kritisk. Hans blik på sig selv og sine omgivelser er både åbent og hårdt. Mellem disse poler finder Gulliksen et håb, der kan besvare et af tidens store spørgsmål: Hvor findes frirummet for den moderne mand?Om forfatterenGEIR GULLIKSEN (f. 1963) er forfatter og forlægger på det norske forlag Oktober. Han debuterede i 1986 og har siden udgivet både romaner, digte, essays og børnebøger. Hans romaner har skabt debat om køn, ægteskab og autofiktion i flere skandinaviske lande. Gulliksen fik sit store gennembrud med romanen ”Historie om et ægteskab” (da. 2017). Seneste udgivelse på dansk er den anmelderroste ”Den jeg skulle blive” (2021).

Maurice Blanchot : Dagens vanvid & Mit dødsøjeblik – oversættelse og efterskrift Mikkel Thykier Normalpris Udsolgt Inklusive moms. Levering bliver beregnet ved kassen MAURICE BLANCHOT, 1907-2003I Danmark er Blanchot meget lidt læst og først og fremmest kendt som en kritiker, der udøvede en skjult, men stærk påvirkning på folk som Roland Barthes, Gilles Deleuze, Jacques Derrida og Michel Foucault, mens hans samlede forfatterskab, dvs. hans virke både som litteraturkritiker og skønlitterær forfatter i disse år diskuteres flittigt i resten af verden. Ikke bare Blanchots kritiske arbejde har været af afgørende betydning. Hans fiktion, som er samtidig med og tåler sammenligning med Samuel Becketts, har også været af afgørende betydning for den franske skønlitteratur i anden halvdel af det 20. århundrede, Marguerite Duras’ forfatterskab er fx utænkeligt uden Blanchot. Dagens vanvid er en kort og fortættet tekst fra de mest kreative år i Blanchots karriere, den gennemspiller hektisk et af de vigtigste temaer i forfatterskabet: Individet stillet over for døden, loven og kravet om sand tale. Mit dødsøjeblik er en sen tekst, tilsyneladende en erindringsskitse, som vender tilbage til en kort scene fra Dagens vanvid, uddyber den og sætter hele forfatterskabet i perspektiv. Udgivelsen er suppleret med et solidt essay (efterord) af oversætteren og forfatteren Mikkel Thykier, der sætter Blanchots diskussion af døden i forhold til H.C. Andersens forfatterskab, samt afklarer forholdet til Barthes, Deleuze, Derrida og Foucault.

Det selvmodsigende eller paradoksale er at virkelige ting i en dokumentar har en tendens til at miste deres virkelighed ved at blive filmet og præsenteret på den “dokumentariske” måde, og det er der ikke noget poetisk i. I poesi sker der noget andet. Det er svært at sige præcist hvad det er. Lad os kalde det nærvær, sjæl eller ånd, en empati for det der dvæles ved, at føle med det – til det punkt hvor man identificerer sig med det.

Velfærdssamfund er skrevet med henblik på at skabe overvejelser, forståelse og debat relateret til demokrati, velfærd og samfundsorganisering. Det enkelte essay er målrettet en bestemt samfundsdel og forholder sig kritisk til området, der med fordel kan drøftes og sandsynligvis give større indblik og sammenhængsforståelse.Sproget og forståelsen er det vigtigste, vi kan give vore børn, så de kan have et godt liv og forstå at bidrage til den fælles demokratiske debat om samfundets indretning og udvikling i stedet for som nu at skabe ’mursten’ til bygningen.Økonomistyringen af samfundet betegnes som finansiokrati og er på baggrund af menneskets grådighed medvirkende til at skævfordele verdens goder og skævvride demokratiet.IT-verdenen behandles kritisk på grund af dens dobbeltbundede funktion. Internet letter kommunikationen, omvendt gør den elektroniske kommunikation livet farligt, da alt på Internettet er offentligt tilgængeligt, hvilket blandt andet gælder vores forsyninger, som oplevet af kommuner og forskellige virksomheder.

Hvorfor har vandring betydning for mennesket, og hvordan kan vandringen få os til at indgå i verden på en meningsfuld måde? Sådanne spørgsmål er centrum for denne bog. Gennem forskellige essays eksperimenterer forfatteren sig med at tænke over vandringens væsen. Bogens afsæt er, at vi sanser med hele kroppen, hvilket bliver mærkbart, når vi vandrer. Bogen forsøger at udpege retninger, der styrker vores forbundethed – ikke kun med naturen, men med et større kosmologisk register. Vandringen understøtter en fornemmelse af forbundethed med et større udenfor. Forfatteren kredser om vandringens nærmere beskaffenhed, mening, dens metafysik og viser eksistensens grænser. Sideløbende hermed udforskes spørgsmål om pædagogik, sprog, ensomhed, fælleskab og dagbog som livspraksis. Bogen henvender sig til alle – erfarne som uerfarne vandrere. Uddrag af bogen Når jeg vandrer, leder jeg efter noget, jeg ikke ved, hvad er. Men jeg ved, at det er der, og at det er væsentligt. For at nærme mig det, jeg leder efter i vandringen, må jeg gøre brug af sproget på en særlig sensitiv og sanselig måde. I vandringen nærmer jeg mig verden på en bestemt måde – ikke der hvor verden begynder eller slutter, men der hvor verden er i gang med at blive til. Ved at søge mod virkelighedens små mellemrum lader jeg mig overmande og forbløffe af al den mening, verden udgøres af. Ved at sprede min væren ud flyder jeg med naturen. Jeg udnytter min væren til at deltage i verden som en før-objektiv realitet. Hermed muliggøres en gensidig omslutning af den indre og den ydre verden, hvor tanken og sanserne møder hinanden. Vandring repræsenterer en mulighed for at berøre og at blive berørt i sansezoner. Om forfatteren Jakob Kvist er uddannet cand.merc.fil. og en aktiv vandrer. Jakob har tidligere udgivet kronikker og medvirket i Eksistens på P1. Til daglig er Jakob underviser på en specialskole.

Det er en bemærkelsesværdig tekst, den er filosofisk, psykologisk, æstetisk, antropologisk, som franske filosofiske bidrag ofte er, og som François Flahaults tekster har været siden forfatterskabets start i de tidlige 1970ere. Men denne artikel er også i denne kontekst noget særligt; han har gjort en opdagelse – en iagttagelse, som jeg tror indfører en ny dimension i forståelsen af nutidig kunst og sandsynligvis i forståelsen af kunst i det hele taget.— Per Aage Brandt

Tankevækkende teaterfilosofiske essays om det at skildre druk, forførelse - og moderskabBogen indeholder fire teaterfilosofiske essay om fire af guldaldertidens mest elskede skuespillere, nemlig – som det fremgår af bogens forside – en kvinde og tre mænd: Anna Nielsen, Joachim Ludvig Phister, Christen Niemann Rosenkilde og Jørgen Christian Hansen. I de fire teaterfilosfiske essay filosoferer Søren Kierkegaard over de fire skuespilleres evner til at skildre henholdsvis en moden kvinde, skildre en brandert samt skildre en forfører.I Søren Kierkegaards essay om skuespillerinden Anna Nielsen roser han hendes evne til at skildre den modne kvinde. Skuespilleren Joachim Ludvig Phister roser han for hans evne til at skildre en brandert i et syngestykke. Druk er også temaet i Kierkegaards essay om skuespilleren Christen Niemann Rosenkilde, som han roser for hans evne til at skildre det at være fuld. I det sidste af de fire essay roser Kierkegaard operasangeren, barytonen Jørgen Christian Hansen for hans evne til at tolke sangteksten til bondepigen Zerlinas møde med ham i rollen som forføreren Don Juan i Mozarts opera ”Don Giovanni”.Søren Kierkegaards fire teaterfilosfiske essay er tekstnært ændret til nudansk af mag.art. Jens Staubrand, der tillige har udvalgt bogens billeder samt skrevet kommentarerne til dem. Det er forlagets håb, at bogens billeder og deres tekster giver læseren en mere rig oplevelse, end hvis man kun havde den nøgne tekst.

“Det er en kold tid, som vi lever i.” Sådan sang Kim Larsen tilbage i 1976, og statsminister Anker Jørgensen citerede ham efterfølgende i sin nytårstale. Sådan lærte vi at se det moderne samfund. Som et koldt sted, hvor man kunne blive en kold skid eller gå helt kold.I dag er vores tilværelse snarere præget af overophedning – af vores forhold til naturen, til hinanden og til os selv. Den offentlige debat raser, vi brænder ud af stress, og naturen er i bogstavelig forstand overophedet.Men COVID-19 slog feberkurven ned for en stund: Vi blev bundet til stedet, aktiviteter blev neddroslet og sociale kontaktflader reduceret. COVID-19 er en nedkøling, vi kan lære af og ikke blot frygte, argumenterer Stefan Hermann. Her har vi set en genkomst af beskedenhed, vedholdenhed og selvbegrænsning, som er nødvendige egenskaber i en varm tid.

Dette er historien om oplevelser i en mands liv, udformet som breve til venner og familie. Forfatteren fortæller om sin tid som værnepligtig og officer i flåden i Grønland; om rejser i årene som fiskeriinspektør for EF; om rideture i de belgiske skove; anekdoter fra høhotellet og meget mere.Brevene er skrevet med stor veloplagthed og humor om et spændende og begivenhedsrigt liv.De sidste breve er skrevet af datteren og indeholder essays fra hendes skoletid. Disse rummer megen lune om at stå op på en skolemorgen og at sejle jorden rundt i en sommerferie.Det er fornøjelig og interessant læsning med mange anekdoter fra to liv, levet i flere lande og forskellige kulturer igennem fire-fem årtier.Alle historier er sande.Lars Hans Pedersen (f. 1952) er uddannet skibsfører i handelsflåden. Reserveofficer i Søværnet. Bosat på Grønland i to et halvt år. Overstyrmand og fører af Fiskeriministeriets rednings- og fiskerikontrolskibe. Fiskeriinspektør ved Europakommissionen. Bosat i Bruxelles i 19 år. Certificeret ridelærer i Dansk Rideforbund. Guide ved Voer Kirke og kirkeværge i 12 år. Ejer af Flauenskjold Hestesport og HøHotel.

Udgivelsen samler de to centrale essays »Ti teser om politik« og »Politik, identifikation, subjektivering« som er oversat fra fransk af Anton Sylvest Lilleør. Disse to essays udgør Rancières væsentligste kortere politiske bidrag, og er forsynet med et forord, der opridser de vigtigste hovedlinjer i forfatterens tænkning.Fra forordet: »Samfundet er til enhver tid ordnet på en bestemt måde: Nogle aktiviteter og personer er synlige, mens andre ikke er; nogle kan få ørenlyd og andre kan ikke; og nogles ytringer, når de lykkes med at trænge igennem, høres som tale, mens andres høres som støj. […] Sagt på en anden måde: Politik er ikke regering eller styring. Politik er snarere uregerlighed og forstyrrelse.«

”Den personlige historie kan anklages for at være falsk, den kan bruges til at hævne sig, til at få genoprejsning eller sætte hændelser i nyt perspektiv. Jeg er spændt ud mellem et ønske om at være loyal mod virkeligheden, og et ønske om at skabe noget, der er mit, som virkeligheden ikke har krav på.” Sådan skriver Anne-Louise Bosmans i sin poetik Jeg kan godt genkende mit ansigt, når jeg ser det, men jeg tror ikke på, at det er sådan, jeg ser ud, der handler om forholdet mellem det personlige og det upersonlige, mellem sandheden om en punkt-for-punkt forståelse af verden og løgnen, der opstår, idet man begynder at fortælle. Bosmans poetik nærmer sige essayet eller brevet, og arbejder med en spørgende og søgende struktur. Poetikken blev oprindeligt udgivet i 2018 på det svenske forlag Autor knyttet til den svenske forfatterskole Litterär Gestaltning i Göteborg.

Howard Pehrsson er hovedperson i En suite. Romanen fremviser et filmholds koncentrerede arbejde med at skabe en postmoderne film bestemt af kroppen. Som location manager og rekvisitør er Howard på evig udkig efter rum, lys og vinkler, men også efter noget, der kan forklare hans smerter og sorger; som hos de andre af bogens medvirkende – og læseren – kastes det filmiske blik indefra og ud og udefra og ind. Bedst hviler Howards blik på Henriette. En suite er et litterært forsvar for kroppen og en litterær kærlighedserklæring til filmmediet og malerkunsten. Skrevet af Klaūs Rød Frederiksen (f. 1965), der i 2016 debuterede som forfatter med romanen Henrik, omkuld; denne anvender teatret som prisme, mens En suite benytter filmmediet.

"Et skarpt blik - og et stærkt intellekt" De Standaard"Hun vover og lykkes. Det er en kunst" PolitikenEn ung kvindelig lyriker drager ud for at se værkerne efter tretten arkitekter, der begik selvmord på grund af et mislykket værk, den manglende anerkendelse, græs der ikke vil gro m.m.: En rejse fra en svømmehal, der sank i jorden, til en ugleset skulpturpark i et velhaverkvarter.Tretten både selvironiske, humoristiske og sørgelige essayistiske kapitler om kunstnerens stræben og skæbne. Om arkitektur, litteratur og billedkunst. Charlotte Van den Broeck (f. 1991) er flamsk lyriker og forfatter. Vovestykker er hendes prosadebut og er allerede udkommet i ikke mindre end otte oplag i hendes hjemland samt solgt til udgivelse i bl.a. Danmark, Tyskland og England.

Atami indeholder seks klummelignende tekster og én reportagelignende tekst. Teksterne skriver om og fra Japan, primært Tokyo.Atami er optaget af komposition som ødelæggende og udsigelse som inhuman. Tanker om de ting gør teksterne sig med udgangspunkt i mødet med Japan, installationskunst og land art.Første bog i en uformel bogserie af digteren Ander Abildgaard (f. 1977). Atami-serien vil arbejde diskursivt med essays, reportage, samtale, mm.

Jordens drejebænk er en personlig rejsedagbog som blander rejsefragmenter med essays og breve. I korte prosatekster beskriver forfatteren, rejsen, skriften og samtalen som en måde at nære en tro på egne oplevelser af verden, finde frem til en anden erfaring. En erfaring af hengivelse, henrykkelse, intimitet, planetariskhed, kedsomhed. I dag ser jeg rejsen som en måde at vende tilbage til de samme tanker, standse dem i flugten, gå videre. Mit mål med at fremhæve egne oplevelser er ikke oprigtighed, forstået som udlevering af mig selv, men forvandling. Oprigtighed er en kunst, ikke noget passivt. Det er en vanskelighed. Som sådan følger der forvandling med. Et lys hvis støv hvirvler op i den tynde luft. Gennemsigtigt, æterisk uskarpt. I en verden hvor alting skifter plads, hvor alt kan være alle andre steder. Alting passerer forbi, det gode og det onde, glæder og sorger, eller gør det?Digitale kursteder efter jordens sammenbrud. Det keder ham. Det keder os begge.Hvad er det at være i live andet end er at finde plads til det målløse, plads til tabet, til det overflødige, døden, den blotte væren, det uproduktive? Hvad skal man gøre når man ikke kan finde trøst i falske guder? Man må blive ved med at skabe, stille spørgsmål, overraske, henrykke: i dag, i morgen, i overmorgen. Så længe en sang varer, et digt, en film, kan vi afskabe alt, hvad der er skabt ved os, og forestille os en anden måde at leve på.