Bøger om Evne

Beboerne i den lille sammenspiste by på én gang både tiltrækkes og skræmmes af hende – den fremmede – hvorom rygterne går. At hun kan noget mystisk, noget, det er bedst at holde sig på afstand fra. Hun har en evne, som hun har arvet fra sin bedstemor. En evne, hun troede kunne bruges til noget godt, til at hjælpe mennesker. Men evnen er hendes mareridt – ikke en gave! Uddrag af bogen Hun vågnede badet i sved. Ordet ”heks” kørte rundt i hendes hoved. Var det i virkeligheden det hun var – en heks! Hun bad: ”Kære Gud, lad mig ikke være en heks! Lad de ting jeg kan se og høre, være en meddelelse om noget godt – noget der kan hjælpe mennesker! I nat måtte der ikke ske den mindste uforklarlige overnaturlige ting, det ville hun ikke kunne klare. Hun ville bare være et helt almindeligt menneske – en helt almindelig ung kvinde – i en helt almindelig by. Om forfatteren Lis Rytter er født i Støvring v. Randers i 1944 og opvokset i Gl. Aaby. Hun er tidl. sygehjælper og forfatter til bogen Og hun levede – (2004). Desuden er hun foredragsholder om ”positiv tænkning”, clairvoyant håndlæser og syngepige.

Man har altid vidst, der blev født børn med specielle evner. Disse børn kunne se andre virkeligheder og det, der var skjult bag drømmesløret. Børnene talte med naturen og dyrene. Deres klare blik afslørede løgne og så de usynlige verdener. Mange havde medfødte evner, og det var vigtigt, de fandt deres kraftfulde vej og lærte, hvordan evnerne skulle bruges. Der bliver stadigvæk født sådanne børn, men i vores moderne tid er der ingen til at lære dem op. De bliver overladt til selv at finde vej og bliver ofte set som sårbare, særligt følsomme eller alt for fantasifulde. Sådan et barn var jeg. Født i Vestjylland med forældre, der ikke forstod pigen med de mærkelige oplevelser. Bogen handler om, hvordan jeg oplevede verden på min helt egen måde og som voksen selv måtte lære at styre og forholde mig til et verdensbillede, som så helt anderledes ud end mine omgivelsers. Uddrag af bogen For fodenden af sengen står en mand, hans klæder falder i lange folder mod jorden, han er gylden som klart sollys, og hans øjne gløder deres stærke kærlighedslys mod mig. Vi elsker hinanden, vi to. Jeg har ikke noget sprog, alligevel er der mellem ham og mig en eller anden form for samtale uden ord. Vi har kendt hinanden meget længe, altid måske. Jeg er badet i kærlighed og jublende livsglæde. Så går døren op, min mor kommer ind, jeg vender ansigtet mod hende. Kroppen er for tung endnu. Min mor er meget mørk i forhold til manden for fodenden. Men jeg er forbundet med hende, føler kærlighed til hende og fra hende. Arme og ben banker livsglæde mod sengebunden. Om forfatteren Margit Kristensen (f. 1956) er uddannet pædagog og underviser. Tog kunstterapeutuddannelsen i 1993, hvor hun udviklede særlig interesse for shamanistiske metoder og traditioner samt brugen af eventyrterapi for både børn og voksne. Efterfølgende har Margit Kristensen modtaget Munai Ki-riterne og taget uddannelse som healer inden for Perutraditionen.