Bøger om Fattige

Jeppe Aakjær voksede op under fattige kår i en bondefamilie. I hans senere forfatterskab kom sympatien til at ligge netop her – hos almuens arbejdende folk – og han blev i høj grad agitator for, at de fattige og bondestanden skulle have bedre vilkår. "De stille folk" samler en række af Aakjærs artikler og fortællinger, der skildrer vilkårene for denne samfundsklasse i sidste halvdel af 1800-tallet med alt hvad det indebar af elendighed, sult og uretfærdighed.Gateway /title /head body center h1 502 Bad Gateway /h1 /center /body /htmlJeppe Aakjær (1866-1930) er manden bag flere af højskolesangbogens mest populære sange – "Jens Vejmand", "Jeg er havren" og "Ole sad på en knold og sang" er blot nogle af dem. Han er i dag bedst kendt for sin stemningsfulde naturlyrik fra og om den vestjyske hede, men han var også i høj grad en politisk forfatter, og arbejde, landskab, arv og miljø var alle vigtige komponenter i hans beskrivelse af almuens undertrykte tilværelse og trange kår. Disse temaer gjorde ham til en del af det, der litteraturhistorisk kaldes det folkelige gennembrud – en bevægelse, der også tæller forfattere som Johannes V. Jensen og Martin Andersen Nexø. Jeppe Aakjærs forfatterskab spænder vidt indenfor genrer som digte, romaner, noveller, skuespil, artikler, taler og diverse udgivelser om lokalhistorie, og han er kendt for sit letforståelige sprog og for undertiden at skrive på dialekt.

Det unge par Marina Quispe og Pascale Antilaf, som har baggrund i hver deres oprindelige kultur – quechua og mapuche lafhenche – forsøger at skabe et liv sammen i hovedstaden, hvor de dog må kæmpe for deres kærlighed og mod race- og kønsdiskrimination og manglende muligheder. Mari er datter af en enlig mor og barnebarn af en peruansk kvinde, der i sin tid migrerede til et land, som viser sig at være et diskriminerende, reaktionært klasseopdelt samfund; Pascale er ligeledes mærket af sin personlige historie og sine familietraditioner på øen Chilco. Dialogerne mellem de to er fyldt med sødme, menneskelighed og realisme og afspejler deres kulturelle og sproglige baggrund med ord på quechua og mapuche-folkets mapudungun. Bogen er således også i høj grad en hyldest til Latinamerikas oprindelige sprog og kulturer. Den stærke, men også poetiske fortælling er på sin vis samtidig historien om de fattige, som migrerer til de latinamerikanske storbyer i en søgen efter et bedre liv, hvor alt, de finder, er elendighed, overbefolkning, arbejdsløshed og forfald. I romanen afspejles det af de begivenheder med sammenstyrtede lejlighedskomplekser, jordfaldshuller og protestaktioner, som i sidste ende får Mari og Pascale til at tage deres liv op til genovervejelse og søge tilbage til Pascales rødder på Chilco. Daniela Catrileo er uden tvivl en markant ny stemme i latinamerikansk litteratur.

Oprindelig var denne bog tænkt som et indlæg imod det forfatterne oplevede som et tabu omkring en fri debat af spørgsmålet lighed/ulighed. Da de ønskede at åbne debatten, fik de folketingspartierne til at skrive hver deres indlæg til bogen, hvori partierne fremstillede deres opfattelse af lighed/ulighed. Bogen var klar i juni 2011, men som følge af misforståelser med forlaget omkring udgivelsestidspunkt, valgte forfatterne at opgive projektet. Udviklingen efter valget i september 2011 har rykket markant ved opfattelsen af lighed/ulighed hos toneangivende partier, herunder sat spot på velfærdsstatens fremtidige indretning. Derfor har forfatterne fundet det relevant alligevel at udgive bogen i redigeret form, men med de oprindelige - kun lidt mere end et år gamle partibidrag. Således bliver forhåndenværende bog den første litterære produktion, der fremstiller den nye og epokegørende udvikling, som dansk politik lige nu befinder sig midt i. Der er tale om en udvikling væk fra dogmet om lighed. Et dogme, som har været dominerende i dansk politik i mere end et halvt århundrede. Hos vennstrefløjen som rent hjerteblod og som rettesnor for denne fløjs valgte politik. Hos højrefløjen som væsentlig rettesnor for den politiske kommunikation til befolkningen.Udbredelsen henover det politiske spektrum af en accept af ulighed som den økonomiske væksts dynamo, vil få afgørende konsekvenser for indretningen af velfærdsstaten, som vi har kendt den de sidste ca. 40 år. Hvordan dette kommer til at spænde af, vil de kommende år vise.