Bøger om Gladiator

Om Vor tids helt:Der er ingen plads til romantik, 68 er en gang for alle et overstået stadie, hjernen blæses ud. Arbejderen er og bliver arbejder, han og hun befinder sig på bunden, dannelse i betydningen borgerskabets dannelse er en by i Rusland. Men der er styr på det. Handlingen er enkel: Vores helt, skiderikkens første år i Kongens København og hvad som hændte fastholdt i et fantasmatisk metaperspektiv, idet det undervejs viser sig, at skiderikken er en alien.

Marie Bregendahl: En Dødsnat+ Ved Lars Skrædders Sygeseng (1912 og 1902)Marie Bregendahls En Dødsnat er uhørt moderne. Og også meget mere moderne end det meste af det, der bliver skrevet i dag. Som Johannes V. Jensens Kongens Fald. De er lige skånselsløse i beskrivelsen af undergang. Der er død og ødelæggelse i hver sætning. Men Marie Bregendahl er kvinde og som kvinde for længst skrevet ud af litteraturhistorien. Kanon tilhører manden.Set i dannelsesromanens perspektiv er der noget svimmelt og kantet og ufærdigt over En Dødsnat. Fortællingen som sådan er egentlig kun til som en ramme for sansning og refleksion. Og ikke desto mindre handler En Dødsnat netop om dannelse. Hvordan en moders død i barselsseng inden for mindre end et døgn forandrer alt for den 13-årige Lise.Romanen er båret af erindringens stof, men Marie Bregendahls tilrettelæggelse af dette stof og hendes stærke modellering af sproget forrykker blikket fra det opbyggelige eller jævnt fremadskridende til en aperspektivisk myldrende ornamentik. Fortælleren påtager sig på den ene side at sætte en scene og zoomeind og lade scenens personer overtage styringen, men på den anden side er denne selvsamme fortæller parat til at stige ned fra olympen og kommentere, hvad personerne, bundet som de er til øjeblikket, har gang i. Fortælleren sprænger tiden, strækker den langt ud over scenens tid, og skriver senere skete det og det. – Det vil sige, tiden er ikke fast, øjeblikket findes ikke, men er altid inficeret af både det, der ligger før, og af det, der kommer. Selve distraktionen, at rummeså mange følelser på en gang, og så megen viden, bliver hermed, fra nu og i al evighed, et vilkår.En Dødsnat + Ved Lars Skrædders Sygeseng, 188 sider,199,95 kroner.

Hans Lynge (1906 – 1988) var en grønlandsk maler, billedhugger og forfatter, men også samfundsdebattør og politiker, der igennem hele sit kunstneriske virke opponerede stærkt mod den danske kolonimagts umyndiggørelse af det grønlandske folk. Lynges Den usynliges vilje er et hovedværk i den grønlandske litteratur og burde også være det i den danske.Hans Lynge skriver om Grønland og grønlandsk kultur til og ikke mindst for grønlænderne. Men fortællingen er mindst ligeså medrivende for den uvidende læser. Værkets tematik – hævnmordet – er skrevet på baggrund af en virkelig begivenhed i en fangerbygd i det nordlige Grønland. To brødre opdager, at den mand der har opfostret dem ikke er deres far, men deres fars morder. Og så opstår kvalerne mellem ære og pligt, skam og samvittighed, familiekærlighed og samfundsforventninger. For hvem skal man ære og adlyde? Den afdøde far der beder om hævn, eller morderen, der har opfostret de to brødre, som var de hans egne?Dag og nat forfulgtes Ulloriaq af skyggen af den uhævnede faders sjæl, ikke et øjeblik lod den hans tanker i ro. Værst var det om aftenen, når han lagde sig for at sove, da kom den til ham fra graven for at bede ham om den eneste ting, man kan ønske sig fra det sted: fred. Hvordan skulle han da kunne undslå sig fra at lade det blod flyde, som kunne give faderens sjæl den fred, den sådan tørstede efter?Den usynliges vilje er ikke blot et overbevisende indblik i den nu næsten uddøde grønlandske fangerkultur, men også en bevægende fortælling om et menneskes indre konflikt mellem ære og samvittighed.

Om mørke handler om mørket i alting, eftermiddagen, døden. Den fortsatte undergang, kærlighedens mørke og naturens, skybrud og sygdom. Bogen er en moderne apokalypse og en protest mod nogle helt grundlæggende forhold. Og så handler den om sol og lys og øjne.

Vejen går gennem luften er en roman om en ung kvinde, der rejser til et seminarium i Vestjylland for at blive lærer. Her havner hun uforberedt i et miljø, der er præget på den ene side af en folkelig, glad grundtvigianisme, på den anden side af Indre Mission. Vi er i 1950’erne med frihedsdrømme, rock’n’roll, oprøret i Ungarn og en spirende seksuel frigørelse. Men som så mange seminarier dengang er dette ikke kun defineret af, at eleverne skal blive gode lærere. Der findes i lige så høj grad elementer af en moralistisk og kønsforskrækket vækkelsesånd. Og da veninden Mona bliver gravid, får det fatale konsekvenser.Romanens hovedperson kender vi fra Inge Pedersens to seneste romaner Og halsen af en svane og Til Amerika. Nu er hun 19 år, nysgerrig og oplevelsessyg. Der skal skenoget. Hun er sværmerisk, tvivler på egne evner, men er også kompromisløs og konsekvent. Og det er netop i denne omskiftelighed, i hovedpersonens mange facetter,at Vejen går gennem luften konstant overrasker. Man ved aldrig, hvad der kommer til at ske.

Josefine Graakjær er tilbage. Hendes debut Rosebud fra 2015 var formet som en kvindes henvendelse til en mand, ét langt brev. Som 1. en udredning af et forlængst kæntret kærlighedsforhold med en abort som omdrejningspunkt – og 2. en stadig insisteren på at få svar eller i det mindste at blive hørt.Men hele tiden, bag ved i Rosebud rumsterede familiehistorien med druk og selvmord og det er nu den historie, hun med romanen Johannes tager fat på. I prologen et resume af fortællingen:Min farfar blev læge, og han hængte sig på hospitalet. Nej, kvalte sig med en ledning på Ærøskøbing Sygehus 80 år gammel. Farfar havde den sygdom Grundtvig havde, sagde han. Han kunne godt have trængt til en gang elektrochok, til at få neuronerne spredt lidt. Men han selvmedicinerede sig med alkohol. Og blev til sidst mere og mere dement og depressiv. Og selvfølgelig også kærlig. Den her historie er en historie fra hans 80-årige krop der var ved at falde sammen, men med en stadig lyst til at skrive til en gammel elskerinde. Du er min, skriver han til hende – til Pia. Jeg ville gerne have mødt hende, den halvblinde sygeplejerske der læste teologi, og som farfar ville forlade hjemmet for og bo sammen med. Det her er deres historie. Som også blev min.Min farfar hed Johannes; hans bror Richard vandt EM med det danske landshold i 1992.Min families triumf og tragedie kan spores tilbage til ham. Nej, nærmere til hans mor. Hun var en tyran, som min farmor siger.Fra prologen fører Josefine Graakjær sin læser ind i hvad man kunne kalde et stemmernes rige. Idet forfatteren lader os lære sine personer at kende indefra, gennem deres tanker og tale. Farfaren, Richard, farfarens kæreste Pia, oldemor. – Alt sammen igennem barnebarnet Josefine Graakjærs eksklusive og tror-jeg-godt-man-kan-sige forelskede skrift. En skrift som så rammende – som en art poetik – beskrives i romanen:Hakke op i hovedsætningerne eller efterligne en almindelig mands tale. Personligheden stiliseret til sammenhængen, det samme jeg forladt af sig selv.Fortælleren er en snylter på karakterens bevidsthed og vælger tilfældigt fra det mulige. Man kan se spørgsmålstegnene i hendes ansigt, det der kunne være sket i stedet, en anden scene.Og det er her på sin plads at sige, at Josefine Graakjær skriver en særlig form for litteratur. Ikke lige ud ad landevejen. Hun skriver en form for litteratur, som indeholder sig selv. Hvilket vil sige, at man må forstå, at man er med forfatteren på herrens mark. Man må forstå, at der ikke er nogen andre autoriteter end dem, som teksten hele tiden definerer.Således på den ene side udgør teksten i den grad sin egen autonomi. På den anden side, hvis man accepterer præmissen, er Josefine Graakjærs indlevelse i sine karakterer så righoldig at man kommer dybt ind i den menneskelige krop og psykes kringelkroge. For krop og psyke hører hos Josefine Graakjær i romanen Johannes uløseligt sammen.Ligesom man, når man taler om form, bliver kastet over i indhold, og når man taler om indhold bliver kastet over i formen, sådan hænger også krop og psyke sammen. – Ikke på et abstrakt plan, men i sætning for sætning.Og det er netop sætningerne hos Josefine Graakjær, der gør en svimmel. Det er her, det sker, det er her, man frydes og det er her, man næsten ikke tør trække vejret, for hvad sker der.Farfaren, Johannes, romanens ubestridte hovedperson er ramt på kornet. En gammel mand, liderlig og fortabt, hallucineret, sødmefuld og vulgær. – Man bliver klogere som menneske af at læse Josefine Graakjær.

Modsat sin tids medsøstre har Adda Ravnkilde ikke brug for et pseudonym: Der er ikke noget at skjule, tværtimod tror hun på sig selv - hun vil sig selv og er i den grad dedikeret til kunsten. Satiren og lidelsen hænger sammen i Adda Ravnkildes værker: Hendes selvmord som 19-årig var ikke noget almindeligt selvmord, men et rasende sådant, en art kommentar til selvmordet. Også i selvmordet smeltede lidelsen og satiren sammen for Adda Ravnkilde. Adda Ravnkilde henvendte sig til Georg Brandes med et manuskript, de mødtes, Brandes fandt hende talentfuld – og hun tog livet af sig. Først da Brandes læste i avisen om hendes død, tog han affære. Han foranstaltede udgivelsen af Judith Fürste, skrev forord, mens Erik Skram forestod udgivelsen af de to fortællinger En Pyrrhussejr og Tantaluskvaler. Judith Fürste udkom først, selv om Adda Ravnkilde var klar over, Tantaluskvaler var et mere betydeligt værk, hendes foretrukne, og det, hun først lod Georg Brandes se. Adda Ravnkilde kan sit kram og bør læses som en forfatter der insisterede på at gøre noget helt og med denne insisteren som drivkræft skriver hun om kunstnerisk arbejde – javist – men også om omkostningerne ved at give sig hen, lade sig forføre og overgive sig, også til lidelsen. Og så er det værd at huske, at det altså var hende, Adda Ravnkilde, der i en alder af blot 19 år indførte ordet lady-like på dansk.

En stor og smukt illustreret fagbog til både børn og voksne, der tager læseren med tilbage i tiden og tæt på det romerske imperiums fascinerende skatte. Læs om gladiatorernes flotte hjelme og oplev, hvordan det var at kæmpe i en stor arena. Hør om krigsguden Mars, det slangehårede monster Medusa og de romerske husguder. Lær, hvordan byen Pompeji blev ødelagt af en vulkan, og se det gyldne slangearmbånd, der lå begravet i ruinerne. De fantastiske illustrationer viser nogle af Det Gamle Roms mest storslåede skatte på nært hold og introducerer en af de største civilisationer, verden nogensinde har kendt.Fra ca. 8 år.I samme serie: Den fantastiske bog om Det gamle Ægypten

Romerne tager gallernes barde, Trubadurix, til fange og fører ham til Rom som en gave til Julius Cæsar. Asterix og Obelix sætter efter ham om bord på den fønikiske købmand Simonix’ galej. Imens aner Cæsar ikke, hvad han skal stille op med Trubadurix, og sender ham til cirkus som løvefoder. For at frelse Trubadurix må Asterix og Obelix optræde som gladiatorer, og snart får de indført en helt ny form for gladiatorkampe, som romerne og Cæsar aldrig før har set. Asterix har været udgivet i albumform på dansk siden 1969, men de klassiske album har ikke været tilgængelige i mange år. Fra 2021 udgiver Forlaget Cobolt dem på ny alle sammen i Per Dås klassiske og prisbelønnede oversættelse og med teknisk optimeret streg og farvelægning. Fire album genudgives hvert år. Samtidig udgiver Forlaget Cobolt også hele serien i luksussamlebind under titlen Den store Asterix med to album i hver foruden et omfattende og rigt illustreret ekstramateriale om tilblivelsen af tegneserien, sjove detaljer, persongalleriet, livet i Romerriget og meget mere.

I denne boks er de første 10 udgivelser i Gladiators Sandalserie samlet i en limited edition håndlavet æske fra ELVO.Gladiators Sandalserie er klassikere på kanten. Dansk litteratur fra oldtiden til i dag. Principielt set. Det vil sige den litteratur, der udvider undersøgelserne af hjernens geografi. Som rapporterer om nye opdagelser, andre erfaringer. Og som i en vis forstand har gjort arbejdet før os, flyttet grænserne for det normale, så vi ikke behøver at kæntre."[...] forlaget Gladiators alternative klassikerserie, der genudgiver værker, som ikke har fået den plads i litteraturhistorien, som de fortjener. Det er på alle måder både æren - og læsningen - værd.” - Weekendavisen

Sonja Hauberg blev født i 1918 og døde i 1947. 29 år blev hun. Hun nåede at udgive to romaner: Hvad vil du med mig? og Syv Aar for Lea, og et enkelt skuespil: Ebbe Skammelsøn.Ved sin død efterlod Sonja Hauberg manuskriptet til sin tredje roman: April, der først blev udgivet i 1961.April er Sonja Haubergs sidste og mærkeligste bog.Bogstaveligt talt skrevet til ende på dødslejet.Sonja Haubergs skrift tér sig. Den tér sig i det realistiske, og den tér sig i det kaotiske og afvigende.For April er en roman der drømmer. Drømmer sig bort fra mareridtet der er virkeligheden, krigen, fornuften, apatien, volden, løgnene.April er en forbløffende almindelig og en forbløffende ualmindelig roman. Et meget charmerende paradoks at stifte bekendtskab med. Det er realisme, i én forstand, i udgangspunktet, men romanen kan ikke holde sig på måtten, den må ud og skal ud og afsøge grænseområder..

Hulda Lütken har på mange måder banet vejen for den autofiktionelle bølge, der har indtaget den nye danske litteratur igennem det sidste årti. Hun debuterede med digtene Lys og Skygge og udkom allerede to år efter med romanen Degnens Hus – et værk præget af realismetraditionen og Lütkens egne livserfaringer, fra livet som ung pige og kvinde i et lille jysk samfund.Romanen, der følger en lille lærerfamilie, præcis som den Lütken selv voksede op i, er episodisk bygget op: Karakterne, hvad enten de optræder alene eller som ægtefæller, er lukket inde i episodens korte tidsrum og kan ikke handle sig ud af det dilemma, som de står i og som er særskilt deres, hver især. Lütken fremmaler, med uovertruffen psykologisk indlevelse, livet i en familie, et ægteskab og et samfund, der er fuld af både glæder og sorger, og hvordan vi hver især håndtere hvad livet har at bringe. Portrættet sikrede hende de varmeste anbefalinger fra blandt andet den norske forfatterkollega Knut Hamsun, der i et uopfordret brev til Lütkens forlag skrev, ”Her er Rikdom og Overflod, Natur, Poesi og Kunst, Menneskene hisses levende i al sin Forvirring, her er Skikkelser af høi Originalitet ... Forfatterindens Navn var indtil nu ukjendt for mig, nu husker jeg det“Til trods for Hamsuns varme anbefalinger er Lütken gang på gang hos kritikerne og i litteraturhistorien blevet lagt ud på et sidespor. Måske fordi hun var kvinde, måske fordi hendes sprog repræsenterede det man dengang opfattede som særlig kvindeligt (i al sin negativitet): nemlig det overspændte og tenderende til hysteriske. Hendes personer er ekstreme, utilpassede og ofte mislykkede: de har ikke en plads i verden. Ligesom vi ser hos store nutidige danske forfattere, skildrer Lütken dem der ’ikke bare kan’, dem for hvem livet er sværere end som så. Og det gør hun med en sjælden set nænsomhed og psykologisk indsigt, der eksemplarisk fremviser hvorfor hun fortjener en plads i Danmarks litteraturhistorie.

Ingeborg Stuckenberg: Samlede værker (ca. 1894-1904)Ingeborg Stuckenbergs skæbne er ond. Privat og i litteraturhistoriske sammenhæng. Hun er født 1866, blev gift med forfatteren Viggo Stuckenberg og var som sådan med i den radikalt nytænkende kreds omkring Johannes Jørgensens tidskrift Taarnet i midten af 1890’erne, men skød sig, fattig og forladt, efter at være emigreret til New Zealand i 1904.Hendes Samlede værker omfatter novellen Badegæster, trykt under egen signatur som føljeton i Kjøbenhavns Børstidende i 1889-90, udkast til romanen Fagre ord, som hendes mand udgav i sit navn i 1895, og den i 1986 posthumt udgivne Korte Breve fra en lang Rejse forfattet ca. 1903.Det er ikke meget, men vidtspændende. Både med hensyn til stil og indhold. Det handler om ung kærlighed, om ægteskabeligt bedrag og om emigranttilværelsens fornedrelse. Kort fortalt. Men stilistisk er der i Ingeborg Stuckenbergs arbejdeet skred, som har med en kunstners bevidst valg at gøre, og som viser, hvor stor en forfatter, hun er: fra stemningsmalende impressionisme over en kort groteske i slutningen af udkastet til Fagre Ord og videre til en sensationel hardcore realisme i hendes vidnesbyrd om civilisationens endeligt i det fremmede.Hun skriver, at Europa med sin Civilisation for Europæeren bliver som en Paradisets Have, der er lukket. - Forsilde forstaar den Udelukkede alle de Goder, han har mistet. - Det er i den civiliserede Verden Chancerne er – for den der kan og vil noget, midt i Mylderet og Striden. - Der har man brug for de bedste Mænd og det bedste Arbejde. - Her behøves det ikke – endnu. - Anbefalinger og Rekommendationer – selv de bedste, ere værdiløse.Samlede værker, 199 sider, 199,95 kroner.

En undersøgelse foretaget af analysebureauet YouGov fastslog, at fire procent af mænd over 18 år tænker på Romerriget hver eneste dag. Yderligere fire procent tænker på det “næsten hver dag”. Mens 20 procent tænker på Cæsar & co. flere gange om måneden.De gamle romere jublede fra tribunerne i Colosseum, mens gladiatorerne slagtede hinanden, dødsdømte blev spist levende af vilde dyr, romerne røg såkaldte ’latterblade’ fra Afghanistan for at blive skæve, og de skrev grove ting på toiletvæggene.Vidste du, at romerne lavede parfume af gladiatorsved! At en skaldet kejser forbød alle at se på ham ovenfra. Eller at tidernes bedst betalte sportsstjerne levede for næsten to tusind år siden. I denne bog får du hundrede ting at tænke over om det enorme rige, der aldrig stopper med at fascinere.Magnus Helgerud har tænkt på alt dette, men også på, at romerne skrev love, vi stadig lever efter, udførte komplicerede operationer og byggede kloaksystemer, som stadig er i brug. Og at de vaskede deres tøj i urin. Dette tankeeksperiment er blevet til årets sjoveste historietime.Velkommen tilbage til Romerriget!Magnus Helgerud (f. 1983) er uddannet idéhistoriker fra Universitetet i Oslo. Han er forfatter og klummeskribent i Aftenposten Innsikt, Weekendavisen og diverse andre magasiner. Han har udgivet de kritikerroste bøkene Si meg hvor du reiser (2018), Knytta til hytta (2020) og 16 dager på Lillehammer (2023).

Ulla Ryums Natsangersken er på den ene side en dybt excentrisk kvindelig romankarakter med et vildt følelsesregister, et tumultarisk indre, et falleret og ophøjet liv; og samtidig en strøm af et menneske, en cyklisk struktur, der gennemflyder romanen Natsangersken fra 1963, og måske gør denne bog til et billede, som Ulla Ryum selv har kaldt den, eller måske snarere til en undersøisk filmmontage med skrattende højtalere og kraftige mikrofoner, hvor lyden indimellem går ud, så alt flyder og er uigenkendeligt, for så at begynde igen som tolvtonemusik, Elvis-numre eller fuglekvidder.Natsangersken er en falleret kunstner, eller det vil sige, hun har en drift efter at skabe, men hun dovner, går tilbage i seng, er apatisk, hun kan ikke drive det til mere. Hendes stolthed og levebrød er skulpturerne: Natsangersken lavede kitschede duer eller pigehovedet til gravsteder, tilfældige bekendte fra værtshuset sidder model, venskaber med andre begynder med, at hun ser et potentiale i deres ydre former. Andre mennesker, før hun kender dem har tillid til dem, er objekter, så det er lettere at distancere sig og opretholde indre kontrol.Hun er alene, Natsangersken, skrøbelig og fuld af barnesår og kærlighedssår, men ikke uden relationer til andre, både kulørte og kiksede og ømme og hadske.Ulla Ryums tidlige forfatterskab, der ud over Natsangersken bl.a. er udgjort af bøgerne Spejl fra 1961, Latterfuglen fra 1965 og Jakkelnatten fra 1967, var opsigtvækkende på sin tid. Ryum blev beskrevet som både en ’sibylle’, en surrealist og en mystiker, man opfattede hendes bog som vildt, kryptisk og fremmedartet.

At beskrive en Grete Roulund-roman er som at fortælle andre om en feberdrøm. Alt synes at foregå langsomt, om end der sker en masse, og nok kan man se tingene gå galt, men det er umuligt at forhindre problemerne i at eskalere. Handlinger mister deres mening, mens man indfanges i en nedadgående spiral, hvis slutpunkt man kun kan gisne om.Grete Roulunds bøger beskæftiger sig med sci-fi og horror, genrer der ofte er forbundet med den amerikanske litterære tradition, og det er ganske sigende for de universer hun fremskriver at hun har studeret filmvidenskab, med speciale i Draculafilm. Roulunds øjne var igennem hele hendes forfatterskab stift rettede mod mørke og undergang. Hendes fascination af vold, undergang og lovløshed er ikke ulig den anerkendte amerikanske forfatter Cormac McCarthys sci-fi-og westernromaner, såsom The Road og Blood Meridian.Sådan er det også i romanen Blackhawk. Vi befinder os i en snedækket skov et sted i Canada. Flere eftersøgningsenheder er sendt ud for at finde resterne efter et flystyrt. Vi følger én af enhederne med to rangers; Keagan og Blackhawk. De bor sammen i en lille hytte, hvor de fordriver tiden med ugeblade, kryds og tværs, én bog med noveller og rigeligt med whisky. Kort inde i historien bides Blackhawk af en kanin med rabies og her startes et kapløb med tiden. For sygdommen kræver medicinsk behandling, men vejrforholdene besværliggør kontakten med hovedbasen. Hvorvidt den nødvendige medicin når frem, udgør det første spændingsmoment i bogen, som senere akkompagneres af en fejde med en gruppe indianere i området. Bogen afsluttes makabert og de sidste sider bliver siddende i knoglerne på læseren langt tid efter man har lukket bogen. Roulunds Blackhawk vil vække glæde og gru hos de læsere, der tørster efter en fortælling om vold og overlevelse, i et canadisk vinterwestern landskab.

Et gadekryds mellem ugebladsnovelle og avangardeEdith Rode havde en ballast af dannelse, og herværende J.e.d. opbyder i al sin tilsyneladende uskyld alt, hvad man kan drive ud af en sådan dannelse. Det er avantgardens principper, Edith Rode arbejder med, der er frit valg på alle hylder, men i en folkelig udgave. Det er det, der kommer til udtryk i den mageløse J.e.d.: Jeg elsker dig.– Og brevformen: den naturlige skrifts form, hvis en sådan findes, kendt og brugt af enhver. Altså en familiær form. Hvor afsender og modtager kender hinanden, eller i hvert fald ved, hvor hinanden bor, og således også ved ret præcist, hvad der tales om. Hvilket betyder, at man kan springe lige ud i det. Hvilket igen giver dette overskud. En leg med alle mulige tricks, et festfyrværkeri.Det er kulørt. Man kan synes kærlighedshistorien i J.e.d. er noget søgt, handlingsudviklingen er aldeles triviel, først er han i offensiven, så er hun, men det er præmissen, den må man tage eller lade være, men tager man den, får man til gengæld også alt det andet i tilgift.Et sandt overflødighedshorn af muligheder stillet til rådighed af denne meget dannede stillist.

Letlæsning - Lix 33.8 (ml=9.7 lo=24.1)Gladiatorer var brutale krigere, som satte livet på spil i en af de blodigste former for underholdning, verden har set. De kæmpede foran store menneskemængder i amfiteatre over hele Det Romerske Imperium. Læs om, hvordan gladiatorkampene opstod, hvem der deltog i dem, og hvordan mænd blev trænet til at blive rene kampmaskiner.