Bøger om Groteskrealisme

Lægen nikkede forstående og bad Beate om at tage trøjen af og lægge sig på briksen, så han kunne undersøge knoppen på hendes arm nærmere. Lægen tog et forstørrelsesglas frem, hostede let, skrev et par noter ned på sin blok og studerede derefter knoppen nøje. ”Hmm,” sagde han og rynkede panden let. ”Det dér, det er ingenting. Det er intet at bekymre sig om. Jeg har urinvejsinfektion, se der kan du tale om bekymring, skulle jeg lige hilse at sige.” Lægen smålo lidt for sig selv og begyndte pludseligt at hoste voldsomt. Beate stirrede forskrækket på den ældre læge, mens han blev ramt af sin egen frimodighed. Lægen skar en voldsom og markant grimasse, pressede øjenlågene hårdt sammen og tog sit ærme op for munden og skreg hæst ind i det. Beate lå som stivnet på briksen og lod som om hun ikke eksisterede, mens lægens smertescenarie udspillede sig foran hende. Det gik der lidt tid med...

"Det er ovre fra jagten," siger han opmuntrende. "Jagten ovre hos Povl." Den sidste sætning har en tøvende, nærmest lidt pinlig undskyldning gemt inde i sig. Noget forlegent. Sådan en sætning, man slår blikket ned til. Povl, med sindet, som de kalder ham, bor et par huse længere væk. Henne ved skellet. Et lille skovareal der adskiller parcelhusområdet fra virkeligheden. Povl har ikke gået på jagt i årevis. Ingen af dem går på jagt. Hun ved, de bare drikker derovre. Drikker igennem. I campingvognen ude på marken. I jagttøj. De er aldrig på jagt efter andet end promiller, og Henning er aldrig kommet hjem med meget andet end fugt i sjælen, lort på støvlerne og dårlig ånde. Sådan har det ikke altid været. Livet var godt. Men livet blev noget andet. Noget meget andet. 4652 sætter sig i sindet, i knoglerne, i sjælen, i glæden.

I naturen er der ingen død, kun en ommøblering af atomer, men det var alligevel, som om KitogPatKots pludselige fravær aktiverede et hul i selve tiden, et fysisk rum, hvor der ikke rigtigt længere var noget, der kunne passe ind i stedet for hende. KitogPatKots beslutning og selvforvandling til bronzeskulpturen på tingstedet i Valby, efterlod et så stort vakuum i virkeligheden, at det kunne fornemmes af alle. Nu er det ikke første gang, at folk er stået af Historiens eksprestog. Andre af Historiens mange særegne karakterer, er igennem fortællingen, ligeledes gledet ud eller har fundet et andet lejde, deres egen sidehistorie, eller måske ligefrem deres eneste ene, eller sågar mening med livet. Hvem husker ikke hr. Hval I. Nums dramatiske endeligt? Eller Den lille Ands, Marquis Glamours, Kim fra regnskabsafdelingens sidste suk, Steen Stensens spontane dødsjodlen, Bentes og I.P. Liljekvists, Astas S.B. Heinrichs? Mange har haft deres specielle plads i livets og i Historiens store møllehjul. Ingen kan reelt set undværes i det store hele, men nogen udfører blot deres rolle eller opgave, lidt hurtigere end andre gør. Det gør dem dog ikke mindre vigtige, ja måske ligefrem det modsatte...