Bøger om Haslev

Liget af en ung mand ligger en tirsdag morgen på jorden i Præstelunden, hvor den nyansatte børnebibliotekar Sigrid finder det. Politiet i Haslev bliver tilkaldt, og kort efter kommer efterforskerne fra Næstved. Det lille team af efterforskere får travlt, ikke mindst da en dreng samtidig forsvinder. En speciel dreng, Sebastian, som hver eftermiddag sidder det samme sted på biblioteket og kan se lige ned i Præstelunden. Uddrag af bogenNu ville han bare aflevere de bøger og så gå ned i byen. Han kunne trænge til nogle øl i det regnvejr. Aftaler havde han ingen af, men han gad ikke gå hjem til de gamle. Faren var altid skidesur, og moren var evigt bekymret. Nej, så var det bedre med kammeraterne, og han ville helt sikkert møde nogen enten på Piraten eller Bykroen. Og måske kunne de støve nogle tøser op. Og så var klokken endda over fem. Altså skulle han bruge sit sundhedskort for at komme ind på biblioteket. Han kunne ikke huske, om han havde fået sin pung med. Med den ene hånd holdt han fast i bøgerne under regnfrakken, medens han med den anden prøvede at komme ned i bukselommen. Jo, pungen var der. Da han rettede sig op igen, slog han hovedet mod en gren, og han mærkede noget koldt og spidst mod sin ryg. Han tabte alle bøgerne, og så mærkede han ikke noget mere. Om forfatteren Else Lefmann er lektor i dansk og har arbejdet på Faxehus Efterskole, Danmarks Lærerhøjskole (nu: DPU, Aarhus Universitet) og Storstrømsseminariet (nu: University College Sjælland), hvor hun alle steder har undervist i dansk og drama.

„En dyrlægesøns erindringer” handler om at vokse op i det bedre borgerskab i en søskendeflok på fire. Forældrene er flyttet fra København for at etablere dyrlægepraksis i Sæby, en lille fiskerby og købstad i Nordjylland, hvor forfatteren kommer til verden i 1940. Selvbiografien består af en række tilbageblik og betragtninger om tidstypiske forhold. Med et farverigt persongalleri skildres livet i den lille by. Her fortælles om familie, naboer, venner og tjenestepiger – og mange andre skikkelser fra Sæby og omegn. Og om datidens traditioner, moralkodeks, klasseforskelle og en række historiske hændelser. I en tid hvor den offentlige skatteliste bekendtgør, at hans far tilhører byens rigeste, forsøger sønnen at finde et ståsted og en vej mod voksenlivet. Forældrene er religiøse og har bosat sig i villakvarteret „De Helliges Land”, og sønnen går både i flinkeskolen og i søndagsskole. Faderen beundrer han, men dyrlæge vil han nu ikke være, selv om han holder meget af dyr. Et kostskoleophold i Haslev, frivilligt arbejde i en sommerlejr i USA og tiden som soldat i Viborg former hans ungdomsliv, og i bogen følger vi hans liv fra at være en nysgerrig og opmærksom dreng, til han uddannes som lærer i Hjørring. „Jeg har i det meste af mit liv (...) været fluen på væggen, der har set, hørt og sanset alt omkring mig og taget det ind (...) Mit liv har haft flere skift og mange spor. Det lyse sind, som jeg har arvet efter min mor, har været min ballast og givet mig både inspiration og overskud, blandt andet til at skrive disse erindringer, som med vilje slutter i 1965, hvor voksenlivet for alvor begyndte,” forklarer Gunnar Terje Lysemose. Fra nyere tid skildres desuden en række rejser, som alle har sat sig dybe spor i forfatteren. For Gunnar Terje Lysemose har vandret i naturen, siden han var helt ung. Som 61-årig nåede han sit hidtil højeste punkt: Mera Peak i Nepal, 6.461 meter over havet. Norge er dog det land, han til dato har rejst mest i: Mere end 100 ture med vandring og på ski i de norske fjelde er det blevet til. „Jeg har aldrig været bange for at være alene eller at fare vild, hverken i en storby som New York, London eller den gamle bydel i Katmandu uden gadelys – eller alene i fjeldet. Det lyder sikkert mærkeligt, at man kan nyde den særlige intensitet, der opstår, når man er blevet klar over, at man er faret vild. I dag vil man sige, at det er et udtryk for ungdommeligt overmod. Ungdommen tror, den er uovervindelig og udødelig. Det har været denne følelse, der har karakteriseret mig i mine unge dage og langt op i årene og givet mig oplevelser, som jeg ikke ville være foruden. ‘Ene gør stærk’ er en talemåde ikke alle vil eller kan bifalde! Man kan også tilføje, at uden selvværd og selvtillid kan man ikke give eller bidrage med noget til andre,” konkluderer Gunnar Terje Lysemose. Bogen er inddelt i tre dele: Barndom, ungdom og rejseliv, og den er redigeret af hans søn, der er journalist.

Fire år efter at forfatteren og hans ægtefælle flyttede til Glumsø, nogle få kilometer fra Tystrup-Bavelse Sø, flyttede også havørnen til området og begyndte at yngle. Det skete i 2001. Bortset fra et enkelt år har der lige siden ynglet havørn ved dobbeltsøen, og fra 2018 endda to havørnepar. Naboskabet til Europas største ørn gav fine muligheder for at følge dens liv på nært hold, både i yngletiden og resten af året. Selv om havørneparret i løbet af årene skiftede ynglested tre gange, kunne havørneparrets liv følges året rundt, ikke mindst fordi forfatteren kendte de fire reders beliggenhed. Det blev til talrige optegnelser om havørnen, ligesom der blev lejlighed til at iagttage de øvrige fugle og dyr i de varierede landskaber med søer, skove, enge og marker. I 2016 blev Haslev den nye adresse, 20 km længere østpå. Det betød ganske vist et farvel til havørnene ved Tystrup-Bavelse Sø, men fire år senere skete der igen noget helt uventet: Haslev fik sit eget par ynglende havørne, og de fik unger på vingerne, også i 2023. Uddrag af bogen Uvirkeligt er det i al sin virkelighed: Jeg ser direkte ind i havørnens gule øje! Den ligger dér i sin rede og ser direkte på mig med sit højre øje. Sådan føles det i hvert fald. En stærk glæde vælder igennem mig. Noget lignende har jeg aldrig før oplevet. Her ligger en rugende havørn, og forinden har jeg ad to gange måttet gennemsøge stort set hele skoven. Denne følelse kan for mig kun betegnes som ren lykke. At stå og se ind på en rugende havørn i en dansk forårsskov. Tænk, at det lykkedes! Om forfatteren Jon Bjørn Andersen (f. 1946) har siden tidlig barndom interesseret sig for fugle. Han blev i 1961 medlem af Dansk Ornitologisk Forening og var ekskursionsleder her i 1976-85 og redaktionsmedlem for DOF`s magasiner i en længere årrække. Både her og i flere aviser har forfatteren skrevet talrige fugleartikler. I 1992 udgav han bogen Skovens fuglestemmer – året rundt.

Et barn og barnets farfar er i Faxe Kalkbrud, hvor barnet finder et vættelys. Men desværre er det ikke et vættelys, men en halv langfinger. Da fingeren er skåret af for nyligt, bliver Pernille og Skovsmose af vicepolitikommissær Toft sat til at finde et menneske, der mangler den halve langfinger. Kort efter bliver der fundet et kvindelig på naturlejrpladsen ved Vemmetofte Strand. Da det er tydeligt, at det er et drab, bliver hele teamet samlet. Mistanken retter sig hurtigt om en mand fra Haslev. Forholdet mellem Pernille og hendes kollega Birk halter, men så får Pernille et trusselsbrev. Fingeren i Faxe Kalkbrud er tredje selvstændige bind i serien om efterforsker Pernille Markussen. Uddrag af bogen Hun besluttede at åbne kuverten. Tog sin kniv og sprættede kuverten op i toppen. Der var et tyndt stykke papir indeni. Hun tog det ud, foldede det op og læste: Leder luder og møgfisseDu fortjener ikke at have en søn Vi har ham Hold dig væk fra os Hendes hjerte hamrede så højt, at det føltes, som om det forsøgte at flygte. Om forfatteren Else Lefmann er lektor i dansk og har arbejdet på Faxehus Efterskole, Danmarks Lærerhøjskole (nu: DPU, Aarhus Universitet) og Storstrømsseminariet (nu: University College Sjælland), hvor hun alle steder har undervist i dansk og drama.

Den 15-årige Sofie ved godt, at hun er en skuffelse for sin familie. Hun har med nød og næppe klaret sin 9. klasse, mens hendes store søskende begge læser på universitetet.Hun klarede sig også godt indtil for tre år siden, det var der, Stemmen begyndte. Nu kan hun faktisk ikke koncentrere sig, da Stemmen ustandselig blander sig. Kun når hun ryger hash, kan hun få den til at tie stille.Egentlig skulle hun med sine forældre til Paris her de første 14 dage af sommerferien, men det har hun absolut ikke lyst til. I stedet bliver det besluttet, at hun kan bo hos sin faster i Haslev i de 14 dage. Og hendes faster er ikke helt almindelig.