Bøger om Historien

Da Willum kom ned i stuen igen, var det med en følelse af at have sovet som en gammel fabrik, hvis produktion havde været lukket ned i årevis. Hans øjne var hævede og blikket tåget som et fedtet forsatsvindue. En kongeørn kunne uden problemer have brugt hans hår til at bygge rede i og ville helt sikkert også have udklækket en hel del unger dér, uden på noget tidspunkt at lægge mærke til, at den faktisk lå oven på noget, som bevægede sig med omkring fem kilometer i timen. Willum havde det som om, han lige havde været igennem sin egen fødsel, og at en bulldozer havde strøget hans skjorte, mens han havde den på. På den ene side så han ganske forfærdelig ud. Forfærdelig, som når et menneske har været igennem en proces, der vidner om adskillige år i laboratorier med daglige undersøgelser, medicinske forsøg og sondemad, og som svier under den manglende taktilstimulering, et menneske båret oppe på psykofarmaka synes at afspejle - men på den anden side, så han slet ikke så forfærdelig ud som en person, der lige havde været igennem alt det, som han lige havde været igennem... han virkede faktisk glad.

I Hullo, Bu-Bye, Koko, Come In, bygger Koleka Putuma videre på sin succesfulde debut Kollektivt Hukommelsestab. Denne gang bruger hun sine egne erfaringer fra rejser og optrædender i Europa til at grave et spadestik dybere i reflektionerne over sorte kvinders (u)synlighed i Historien og Kulturen. flere år efter din dødtjener din gallerist stadig euro på din kunstmens dine børn samler dine ejendele sammeni det skur du efterlod dig ”Med Hullo, Bu-bye, Koko, Come In ville jeg gerne reflektere over min personlige oplevelse af at rejse og optræde uden for Sydafrika, helt specifikt i Europa. Jeg ville gerne forstå de forskellige former for æstetik, erindring, dokumentation, performance, hypersynlighed og udviskning. Jeg ville se nærmere på, hvordan disse ting rammesætter vores forståelse af kvinder i arkivet, af nedarvede arkiver, af hyldest, berømmelse og kultur samt af sorte kvinder på og uden for scenen.”– Koleka Putuma

Den røde lampe på kontrolpulten blinkede insisterende og S.T.E.W.A.R.T.s alarmsystems supermarkedsmuzak bragede lystigt og behageligt derudaf. Det var temmelig overvældende, men stemningen var rent faktisk ret god, og alt, hvad der blot mindede om panik, udeblev da også fuldstændigt efter planen…Willum, stadig med begge hænder plantet solidt på pulten, henvendte sig til Olivia, Lisa Nilson, Lone Hjort og Jul Niebergaq.# Det her sted har for længst udtjent sin værnepligt og deltager nu blot til mere forvirring og splittelse i det enkelte menneske, end det gør til et højere formål for hele menneskeheden ## S.T.E.W.A.R.T. vil det samme, som alle andre organismer vil - forevige sin egen eksistens, overleve og dominere … for en hver pris! #

I naturen er der ingen død, kun en ommøblering af atomer, men det var alligevel, som om KitogPatKots pludselige fravær aktiverede et hul i selve tiden, et fysisk rum, hvor der ikke rigtigt længere var noget, der kunne passe ind i stedet for hende. KitogPatKots beslutning og selvforvandling til bronzeskulpturen på tingstedet i Valby, efterlod et så stort vakuum i virkeligheden, at det kunne fornemmes af alle. Nu er det ikke første gang, at folk er stået af Historiens eksprestog. Andre af Historiens mange særegne karakterer, er igennem fortællingen, ligeledes gledet ud eller har fundet et andet lejde, deres egen sidehistorie, eller måske ligefrem deres eneste ene, eller sågar mening med livet. Hvem husker ikke hr. Hval I. Nums dramatiske endeligt? Eller Den lille Ands, Marquis Glamours, Kim fra regnskabsafdelingens sidste suk, Steen Stensens spontane dødsjodlen, Bentes og I.P. Liljekvists, Astas S.B. Heinrichs? Mange har haft deres specielle plads i livets og i Historiens store møllehjul. Ingen kan reelt set undværes i det store hele, men nogen udfører blot deres rolle eller opgave, lidt hurtigere end andre gør. Det gør dem dog ikke mindre vigtige, ja måske ligefrem det modsatte...

Der venter ingen belønning, hverken før eller efter livets afslutning. Den præmie, der er tilværelsens mål, har du allerede indkasseret og er ved at fortære i dette øjeblik. Paradis er en tilstand, der sanses i levende live, ikke i dødens opløste intethed. Du vil aldrig opleve anden skuffelse end den, du i levende live konfronteres med, når dine behov er uopfyldte og dine ambitioner uopnåelige. Netop derfor bør du efterstræbe at nå paradis, mens du lever, søge forløsning for dit nag og dine skrupler hér og nu, i denne din eneste inkarnation. Du higer og søger, og du når ingen vegne, fordi livet er så kort, og lykken så fortvivlende lunefuld. Men du må indse, at ”ingen vegne” kan være det skønneste og mest eventyrlige mål, man kan tænke sig. Ingen vegne rummer alle vegne. Forsøg at anskue livets potentiale fra tilskuerrækkerne til filmen om personen dig. Se alt, hvad hovedkarakteren foretager sig, som led i en odyssé gennem tilværelsen. Hvis lykken vægtes proportionalt med ulykken, glæden med sorgen, kommer den fremadjagende bevægelse til at fremstå blottet og meningsløs i sin hulhed, den er intet i sig selv...