Bøger om Istedgade

Istedgade er ikke en hvilken som helst storbygade i Danmark. For alle kender Istedgade, og alle har en holdning til gaden, der er berømt og berygtet fra Gedser til Skagen og fra Blåvands Huk til Gudhjem.Gennem tiden har Istedgade afspejlet et mini-Danmark, placeret i hovedstaden og med alle befolkningsgrupper repræsenteret. I takt med samfundets udvikling har Istedgade ændret sig og er fulgt med tiden. Gaden spejler både glæden og gruen i det danske samfund og er som en levende organisme i bestandig forandring. Her ser vi de samfundsforhold, byudviklinger, strømninger i tiden og kulturhistoriske fænomener, som findes overalt i det danske samfund og i enhver dansk provinsby.Bogen fortæller om gadens udvikling lige fra etableringen af pesthuset på Vester Fælled i 1665 og hovedbanegården uden for voldene i 1847 over Ellehammers værksted og senere besættelsestiden med det berømte slogan ”Istedgade overgi´r sig aldrig”. Vi møder artisterne, de prostituerede, lommetyvene og lurendrejerne, slagterne, forlystelserne og de ganske almindelige vesterbroere, der voksede op i kvarteret.Men bogens nuancerede billede fortæller også om fremdriften i området, om cafeerne, digterne og alle de farverige mennesker, der alle dage har holdt til i deres yndlingskvarter.Bogen er gennemillustreret i farver.

Politiassistent Rud Ellegaard er gadebetjent på stenbroen. Menneskeligt armod er hans arbejdsfelt. På gaden og i de mange dårlige boliger møder han mennesker, der har trukket det korteste strå i livet.Rud Ellegaard har i snart 40 år været gadebetjent i et af Danmarks mest bela­stede miljøer, Vesterbro i København. Her blandt narkomaner i dyb armod, prosti­tuerede, handlede kvinder og skrupelløse bagmænd har Rud udført politiarbejde, der på alle planer er anderledes end det, politiet udfører andre steder.Rud fortæller i bogen om, hvad der er sket med de kriminelle miljøer i København særligt inden for de seneste år, hvor en række nye typer af gadekriminelle styrer narkohandel og prostitution med en selv for hærdede politifolk ukendt brutalitet. Han beretter om nogle af de mange skæbner, der aldrig fik en fair chance i livet, og for hvem, han, politimanden, blev et lys i mørket.

Året er 1974.Kongen af København hedder Chris Simoni.Der foregår intet i byen, der ikke tillades af Simoni.Joshua Levinsen er Danmarks rigspolitichef. Hans tætte venskab med Simoni strækker sig tilbage til deres ungdomsår.Advokaten Mogens Glistrup arbejder for Simoni.Millionæren Simon Spies er ven med Glistrup og Simoni.Der produceres kulørte blade og Super 8-film, på hotellerne på Vesterbro, til eksport til hele verden.Aktørerne i bladene og filmene er drenge og piger under konfirmationsalderen, lokket ind fra forstædernes forrevne familier, i denne tid hvor monopolfjernsynet i Gladsaxe producerer verdens bedste børne-TV.Der spindes guld på forstædernes børn. Bjerge af millioner i kontanter. Til Simoni.Men en formiddag i oktober 1974, da det våde og visne efterårsløv daler ned mellem de slidte pornoskilte på Vesterbro, finder man liget af en ukendt skolepige. I en kælder i Viktoriagade.”Hvor gammel er hun? 12? Eller 13?”, tænker Esben Jøker fra Københavns politis afdeling A, mens han betragter pigens barnlige og skræmmende tomme ansigt.Så falder det ham ind, at ”der kan ikke have været nogen som helst form for sejr, i hendes korte liv.”