Bøger om Jens Ernholtz

Jens Ernholtz er uddannet cand. mag og cand. jur. Han var i mange år ansat som jurist i Landbrugsministeriet, men er nu pensioneret. I mange år drev han endvidere selv et landbrug på Midtsjælland. De dårlige vejrforhold i 1987, som førte til misvækst og økonomiske tab, fik ham til at interessere sig for at finde lignende vejrforhold i fortiden. Han har derfor i gennem de seneste 30 år brugt de mørke efterårs- og vinteraftener på at sammenstykke vejr- og øvrige geofysiske oplysninger, som han har fundet på Rigsarkivet og Det kgl. Bibliotek, til en sammenstilling af de geofysiske rammer for livet i Danmark 1690-1820, næsten time for time.

Disse retssager handler om grovsmeden Mogens Peter Møller og Svenskere Sven Nilsson og personkredsen omkring dem.Grovsmeden havde ry for at tyrannisere folk på egnen, og man fandt, at han ikke var bange for brandstiftelse, hvis han følte sig generet af folk og der kunne gå mange år, inden han pludseligt hævnede sig. Derfor klæber mistanken om ophavsmand til den mystiske brand på Lynglodden sig også til ham. Vi har fundet flere mystiske brande på egnen og på et tidspunkt blev der ligefrem nedsat en kommission til at undersøge de mange brænde på Bornholm.Retssagerne viser tidslommer af livet i 1800-tallet. Men for personerne får vi kun en lille del af deres historie. Og "hvert menneske har en historie at fortælle".

For nogle år siden faldt jeg over Curt Weibulls artikel om Saxo i Historisk Tidsskrift fra 1978.Curt Weibull nåede frem til, at Saxo ikke var en gejstlig klerk, men oprindelig en af Absalonskrigere og selv tilhørende Hvideslægten. Jeg har i mange år set hen til en dag på ny at læse Saxos værk- sidst jeg gjorde det, var som 14-årig- med henblik på om man nærmere kunne udfinde, hvor på Sjælland Saxo var vokset op.Der er steder i fortællingen om Hvideslægtens venderkrige, der leder tanken hen på, at Saxos far kunne være en Thorbjørn (Thorbern), der ligesom Hviderne Sune og Esbern omtales udenefter-navn, altså som en blandt Hvideslægten alment kendt person. Saxo kalder Thorbjørn ”en af de ypperste sjællandske riddere” og ved, at han efter at være ramt af en kastesten på et vendertogt ca. 1166 først fuldt ud genvandt sit helbred mange år efter (14. bog, s. 205) og athans kone opæggede kong Svend Eriksen Grathe i 1157 til at bryde forliget om tredelingen af riget (14. bog, s. 138). Stormanden Peder Thorstensen kunne så være Saxos farfar. Dette ville finde støtte i indledningen til værket, hvor Saxo fortæller, at både hans far (altså Thorbjørn) og hans bedstefar (altså Peder Thorstensen) havde tjent under Valdemar den Store. Saxos slægtsynes i så fald oprindeligt at have været knyttet til konger med magtbase på Sjælland som Erik Emune og hans søn Svend Eriksen Grathe. Efter dennes død sluttede de sig til Valdemar den Store, der bortset fra Asser Rig-familien mest havde magtbase i Jylland. Såfremt Thorbjørn er Saxos far og Peder Thorstensen hans farfar, gift med Asser Rigs søster Cecilia, er Saxo vel en fjern slægtning til Absalon. Også en Toke Signessøn omtales (i 14. bog, s. 124) som ”en mand,der udmærkede sig både ved ædel byrd og ved veltalenhed” og som var en af kong SvendEriksen Grathes mænd, der dæmpede et oprør i Skåne i 1140`rne, men som uretfærdigt faldt i kongens unåde. Han kunne være morfar til Saxo.