Bøger om Kolonialisme

En stærk og øjenåbnende fortælling af nobelpristager Abdulrazak Gurnah: 12-årige Yusuf sendes til den afrikanske østkyst af sine fattige forældre for at bo hos "onkel" Aziz, en velstående købmand. Snart går det dog op for Yusuf, at han i virkeligheden er solgt som gældsslave. Han sættes til at arbejde i Aziz’ butik og finder trøst i en paradisisk have og venskabet med den ældre Khalil. Men da købmandens kone kaster sin kærlighed på den smukke dreng, sendes han ud på en strabadserende og eventyrlig rejse. "Paradis" er en roman om et samfund i omvæltning, om imperialismens brutalitet og om at være i andre menneskers vold. Gennem Yusuf oplever vi et Østafrika præget af stammestridigheder, overtro, sygdom og slaveri, men også af bjergtagende skønhed. Om forfatteren:Abdulrazak Gurnah (f. 1948, Zanzibar) har udgivet en lang række prisbelønnede og kritikerroste romaner og noveller. Han kredser i sit forfatterskab særligt om flygtningen og dennes vilkår, status og identitet.Abdulrazak Gurnah kom til England som flygtning fra Tanzania, da han var 18 år gammel, og det er netop erfaringen som flygtning og livet i eksil, han trækker på i sine værker. Han begyndte at skrive som 21-årig, og selv om swahili var hans førstesprog, blev engelsk hans litterære værktøj.I Abdulrazak Gurnahs bøger ligger fokus ofte på menneskets identitet og selvopfattelse. Han leger med læserens forventninger og bryder ofte med genrekonventioner.Abdulrazak Gurnah blev i 2021 tildelt Nobelprisen i litteratur "for kompromisløst og med stor medfølelse at have belyst kolonialismens følger og flygtninges skæbne i kløften mellem kulturer og kontinenter."Han er i dag fortsat bosat i England og er pensioneret professor i Engelsk og postkolonial litteratur ved University of Kent.

Østafrika i begyndelsen af forrige århundrede. Niårige Ilyas bliverbortført af tyske kolonitropper, der kæmper mod briterne om retten til territoriet. Som ung mand vender Ilyas hjem til sin landsby, kun for at finde ud af, at hans forældre er døde, og søsteren Afiya forsvundet. Hamza blev som barn solgt af sin far til et liv som slave, men undslipper ved at vælge det barske liv som soldat i kolonitroppene. Da han nedbrudt vender tilbage til barndommens kystby, krydser han skæbne med Afiya. Flere år senere griber truslen fra en ny krig ind i deres liv, denne gang på et helt andet kontinent. Efterliv er en medrivende og oprørende fortælling om kolonialismens aftryk på det enkelte menneskeliv og verden som sådan. Abdulrazak Gurnah blev tildelt Nobelprisen i litteratur i 2021 ”… for kompromisløst og med stor medfølelse at have belyst kolonialismens følger og flygtninges skæbne i kløften mellem kulturer og kontinenter.”Om forfatteren:Abdulrazak Gurnah (f. 1948) blev tildelt Nobelprisen i litteratur 2021. Han har skrevet ti romaner, hvoraf Paradis og Ved havet (på dansk i hhv. 2022 og 2023) blev shortlistet til Bookerprisen. Han er professor emeritus og har undervist i engelsk og postkolonial litteratur ved universitetet i Kent. Gurnah er født på Zanzibar og emigrerede til Storbritannien, da han var 20 år gammel. Han bor i Canterbury i England.

Okonkwo er kendt viden om som en stor bryder og kriger, og han er en af landsbyen Umuofias mest lovende mænd. I modsætning til sin far, som han foragter, er Okonkwo hårdtarbejdende, tapper og stolt, og hans største ambition er at blive en af stammens stormænd. Han har fra et fattigt udgangspunkt langsomt arbejdet sig hen imod dette mål, da et tragisk uheld tvinger ham og hans familie ud i syv års landflygtighed. Da de endelig kan vende hjem til Umuofia, hvor Okonkwo planlægger at tage fat, hvor han slap, har alting forandret sig; engelske missionærer har gjort deres indtog og medbragt britisk administration og retsvæsen. Som følge heraf er stammens ældgamle traditioner og hierarkier i opbrud, og Okonkwo ser magtesløs til, mens alt omkring ham falder fra hinanden."Det, der gør Alt falder fra hinanden til noget ganske særligt, er Achebes formidable evne til at fortælle historien fra afrikanernes synsvinkel uden samtidig at falde i den sentimentale grøft at fremstille livet før kolonisering som et sorgløst paradis, og livet under britisk styre som et mareridt. Det eneste, der er sort og hvidt i Achebes verden, er menneskenes hud. ... Hvis man kun vil læse en eneste afrikansk roman, foreslår jeg, at man læser denne suverænt fortalte, sansemættede, smukke og smertefulde historie." - Louise Windfeld-Høeberg, Weekendavisen"Chinua Achebes Alt falder fra hinanden er et afrikansk hovedværk om kultursammenstød skrevet med empati og humor. ... Romanen giver indblik i den oprindelige afrikanske kultur og er skrevet i et klart sprog med en overordnet synsvinkel. Den oftest nøgterne stil rummer en styrke, som stadig griber." - Eva Pohl, Berlingske"Læs og forstå var der nogle lærebøger i skolen, der hed. Når man har læst Alt falder fra hinanden, forstår man lidt mere om Afrikas kultur og historie. Forfatteren Chinua Achebe er så nøgtern og ryster ikke på hånden i sine beskrivelser af de voldsomme kultursammenstød - eller nærmere kulturovergreb - der finder sted. Achebe glorificerer eller fordømmer ikke hverken stammefolkene eller de hvide kristne. Han fortæller bare historien. Sproget er lavmælt, og det er netop manglen på store følelsesladede udbrud, der gør fortællingen så stærk og vedkommende. En vigtig bog, som er god at blive klog på." - Bettina Schnegelsberg-Laursen, Litteratursiden.dk"Det ville være umuligt at sige, hvordan Alt falder fra hinanden har påvirket afrikanske forfattere. Det ville være ligesom at spørge, hvordan Shakespeare har påvirket engelske forfattere eller, hvordan Pushkin har påvirket russiske." - Kwame Anthony Appiah, professor i filosofi ved Princeton University"En af de fem bøger alle bør læse mindst én gang." - Oprah Winfrey"Der var en forfatter, der hed Chinua Achebe, i hvis selskab fængselsmurene faldt ned." - Nelson Mandela

I 1721 stævnede den dansk-norske præst Hans Povelsen Egede ud fra Bergen med skibet Håbet for at sejle mod nord og forkynde den kristne lære for grønlænderne. Egede havde læst, at der i Grønland fandtes kirker og klostre fra tidligere nordiske bosættelser og blev optændt af en drøm om at genskabe en tabt kristen kultur. Han ankom med sin hustru og deres fire børn d. 3. juli 1721 til en ø i den vestgrønlandske skærgård, som han kaldte Håbets Ø, og grundlagde siden kolonien Godthåb i 1728.Hans Egede blev i Grønland i 15 år og efterlod sig dybt og komplekst spor i den dansk-grønlandske kulturarv. Under sit ophold førte han en omfattende dagbog, som oprindelig blev udgivet i 1738 under titlen Omstændelig og udførlig Relation angaaende den Grønlandske Missions Begyndelse og Fortsættelse […]. Bogen er Egedes personlige fortælling om det skæbnesvangre møde mellem den dansk-norske mission og de grønlandske inuitter. Den åbner et vindue til kolonihistoriens dagligliv og beskriver alt fra kampen for at fange laks og skyde ryper til dramatiske sammenstød med inuitternes åndemanere. I Dagbog 1721-36 præsenteres Egedes dagbogsværk for første gang i nudansk udgave.

"Inuuteq Storch: John Møller – Mirrored, Portraits of Good Hope" samler 178 fotografier af Grønlands første profesionelle fotograf John "Ujuut" Møller, som Inuuteq Storch har udvalgt og nænsomt billedbehandlet. Bogen indledes af et forord ved geolog Minik Rosing, og John "Ujuut" Møller introduceres af forsker ved Grønlands Nationalmuseum Kirstine Møller. Bogens tekst løber parallelt på grønlansk, dansk og engelsk.For Inuuteq Storch er bogen en del af et større arbejde med at sætte et nyt fokus på grønlandsk selvfremstilling og postkolonial bevidsthed om national stolthed og identitet. De to grønlandske fotografers værker bringes sammen hen over et spænd på mere end 100 år og udforsker stedsidentitetens udvikling set fra folkets eget perspektiv. Inuuteq Storch er vokset op i Grønland, hvor landskabet og vejret er dominerende, og hvor naturen bestemmer livets rytme. Men de historier, som fortælles om livet i dette landskab, har traditionelt været præget af danske rejsende og deres blik på naturen og folket. I Inuuteq Storchs kunstneriske arbejde søger han efter sin og andre grønlænderes egne visuelle fortælling: Hvordan ser billederne ud, når de kommer indefra og ikke udefra?

Tredje og sidste bind af den store afrikanske forfatters erindringer. Efter at have taget studentereksamen i 1959 på Alliance High School i Kenya bliver Ngugi optaget på det prestigefulde Makere University i Uganda. Universitetet tiltrækker de mest begavede studerende fra hele Afrika, og kandidaterne derfra indtager få år efter de nye politiske og kulturelle positioner i et selvstændigt Kenya (1963). På trods af de udfordringer Ngugi løber ind i som ung sort mand i en britisk koloni, er det også i de tidligere 60’ere at han finder sin stemme som dramatiker, journalist og romanforfatter. Han skriver sine første værker på det tidspunkt hvor de østafrikanske lande bliver selvstændige.

I andet bind af sin erindringstrilogi skildrer den afrikanske forfatter Ngugi wa Thiong’o sit ophold 1955-59 på Alliance High School, som var det første gymnasium for sorte i Kenya. Mens han deltager i skolens liv, bliver forholdene udenfor værre og værre. Under sit første besøg hjemme konstaterer han chokeret, at hele hans landsby er væk, tvangsflyttet til et britisk checkpoint. På samme tid bliver hans storebror, som er aktiv i frihedsbevægelsen Mau-Mau, fanget og interneret i en lejr. Også på egen krop erfarer Ngugi kolonistyrets brutale og vilkårlige magtudøvelse. Bogen beskriver tilblivelsen af en mand der skulle blive en af Afrikas store forfattere og som politisk dissident et moralsk kompas for mange.

Efter fire års studier ved et engelsk universitet vender Obi Okonkwo hjem til sit fødeland Nigeria, hvor han får en fornem stilling i administrationen. Obi er en idealistisk og moralsk ung mand med store forhåbninger til Nigerias fremtid, men han opdager hurtigt, at den udbredte korruption i landet har dybe rødder, der er svære at hugge over. Fast besluttet på at vise sig som et forbillede og ændre den herskende mentalitet modstår Obi dog ethvert forsøg på bestikkelse, men da han både støder sammen med de gamle traditioner og får økonomiske problemer, bliver det sværere og sværere for ham at modstå fristelsen. Til sidst bliver han fanget i en fælde, han ikke kan slippe ud af.Trives ej længere her er Chinua Achebes anden roman. Den udkom i 1960, som var året, hvor Nigeria opnåede selvstændighed efter i 60 år at have været under britisk herredømme. Romanens hovedperson, Obi Okonkwo, er barnebarn af hovedpersonen Ogbuefi Okonkwo i Achebes berømte debutroman Alt falder fra hinanden."Chinua Achebe løser ikke korruptionens rådne gåde, men i Trives ej længere her skildrer han tørt smilende, hvordan den langsomt og systematisk æder et retskaffent menneske op indefra. ... I efteråret udkom Chinua Achebes indtryksfulde roman Alt falder fra hinanden herhjemme. Nu udkommer den mindst lige så fængslende Trives ej længere her. Begge bøger blev oversat til dansk allerede i 1960'erne. Også dengang fik de anmelderne til at hoppe af begejstring, men siden har man skammeligt nok ikke skænket den verdensberømmede afrikanske forfatter mange tanker. Med den 83-årige Chinua Achebes død i 2013 får forfatterskabet sin anden blomstring, og de danske læsere en ny chance for at lære den enestående forfatter at kende. Grib den! Chinua Achebes skildring af den afrikanske sjæl er ubetalelig." - Henriette Bacher Lind, Jyllands-Posten"Det er en meget moralsk historie, men den er fortalt med den særlige sprødhed, der er karakteristisk for Achebe, en blanding af følsomhed og ironi, en viden, der hele tiden bæres af en bestemt form for uskyld. Man kunne kalde den 'afrikansk', fordi den rummer undren over alle de nye muligheder og en smertelig viden om, at der skal tages afsked med meget godt, dybt, mystisk og oprindeligt gammelt, før det ny kan accepteres og fungere rent." - Klaus Rifbjerg, Politiken"Glædeligt gensyn med en af Afrikas store forfattere. Denne har, ligesom Achebes øvrige romaner, moderne klassikerstatus. ... Achebe skriver i et neddæmpet, enkelt og klart sprog med en underspillet humor." - Lektørudtalelse"Der var en forfatter, der hed Chinua Achebe, i hvis selskab fængselsmurene faldt ned." - Nelson Mandela

"Fordømte her på jorden" er Frantz Fanons enestående undersøgelse af racisme, kolonialisme, psykologisk trauma og revolutionær kamp. Bogen udkom første gang i 1961 under den algeriske revolution og blev betragtet som et farligt værk af kolonimagt-erne. Siden har "Fordømte her på jorden" inspireret til frihedskampe verden over.

"Skovens helte" handler om de indfødte amerikaneres historie. Da forfatter Oluf Christian Molbech i 1888 drog til USA, fandtes der ingen bøger på dansk om de faktuelle omstændigheder omkring europæernes kolonisering af Nordamerika og hvad det havde af konsekvenser for det oprindelige folk, der boede på kontinentet. Med denne bog ønskede Molbech at skildre historien og forholdene for de indfødte amerikanere med fokus på deres kamp for uafhængighed. Bogen er baseret på kilder fra amerikanske forskere i samtiden. idden /title /head body center h1 403 Forbidden /h1 /center /body /htmlOluf Christian Molbech (1860 - 1927) var en dansk forfatter. Han var søn af Christian K.F. Molbech, som var en anerkendt digter og oversætter af blandt andet Dantes guddommelige komedie. Oluf Christian Molbech rejste i 1888 til USA, hvor han bosatte sig i New York og blev gift med den danske kvinde Aasta Christiane Shack. Professionelt fulgte han i sin fars fodspor og blev forfatter. Han udgav en række brevromaner og fagbøger om de indfødte amerikanere, men nåede aldrig at nyde ligeså stor litterær anerkendelse som sin far. I 1899 vendte Molbech tilbage til Danmark, hvor han boede frem til sin død.

I 1620 etableredes den første danske bosættelse på den indiske halvø, i den lille fiskerlandsby Trankebar, der vender ud mod Det indiske Ocean ved Coromandelkysten i det sydlige Indien. I løbet af de næste 225 år fungerede Trankebar som kolonial handelsstation under dansk flag, indtil det blev solgt til briterne i 1845. Fra 1784 boede de udstationerede danske guvernører af Trankebar i et smukt og prangende hus, bygget i en unik, hybrid kolonialarkitektur.Denne bog bruger det hus som en prisme, hvorigennem forfatterne præsenterer og analyserer en række emne, heriblandt selve bygningens arkitektur og indretning; guvernørerne og deres familiers følelser af på én gang at være både hjemme og langt hjemmefra; de kulturmøder og -udvekslinger, der fandt sted mellem husets beboere og deres indiske stab samt det bredere indiske miljø af handlende, tempelpræster, royale udsendinge osv.; de komplicerede politiske landskaber, hvori alle guvernørerne måtte manøvrere og balancere pres fra andre magter i området, indiske såvel som europæiske; samt Trankebars status som en repræsentant for Danmark placeret i en indisk ramme, der var præget af kaster baseret på komplekse økonomiske udvekslinger samt rang- og identitetsritualer.Med sine historier fra det danske Trankebar, en af de mindre spillere på det indiske kontinent, afdækker bogen nye analytiske perspektiver af international politik og alliancer i det koloniale Indien og kan dermed nuancere studiet af kulturmøder med Europa – et fagområde, der i høj grad er blevet determineret af den altoverskyggende britiske tilstedeværelse.Bogen hægter sig op på den stadig voksende interesse for steder med rige koloniale og postkoloniale historier, ikke kun i Indien, men over hele verden.Esther Fihl, dr.phil., er antropolog og professor emerita fra Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier ved Københavns Universitet, hvor hun også har været leder for Centre for Comparative Cultural Studies. Hun er specialiseret i Trankebars for- og nutid og har skrevet talrige værker om den danske tilstedeværelse og kulturmøder i Indien og Centralasien. Fra 2004 til 2016 var hun forskningsleder for Nationalmuseets Tranquebar Initiativ, et af museets store, internationale forskningsinitiativer der samlede mere end tyve forskningsprojekter under sig.

'Brahmadellerne' er første bind i Jóanes Nielsens nordatlantiske krønike om forfatteren og politikeren Eigil Tvibur og de to færøske slægter Brahmadellerne og Tvibur, som han er rundet af. Begge slægter kendetegnes ved, at deres ståsted både er kristent og trækker tråde fra både hedenskab, overtro og andre verdensreligioner. Det sker ikke uden sværdslag. Med dette udgangspunkt følger vi deres indbyrdes konflikter og afhængighed i samspil med resten af de nordatlantiske lande. 'Brahmadellerne' er historien om arbejdere og arbejdsgivere, kristne og overtro, vold og kærlighed, mænd og kvinder, Danmark og Færøerne og ikke mindst længslen efter at gøre sig fri af fortid og slægtskab. 'Brahmadellerne' rejser spørgsmålet om det overhovedet er muligt. “I al sin umanerlighed er det en umådelig charmerende og i grunden uimodståelig bog, der uanstrengt formår at spænde fra Kingos »Far verden, far vel« til Dusty Springfield” – Erik Skyum-Nielsen i Information “… fængslende og vildtvoksende (…) Der er en vældig, oceanisk fortællekraft i Jóanes Nielsens færøske krønike ‘Brahmadellerne'” – Anders Juhl Rasmussen i Kristeligt Dagblad “Færøsk krønike med slagkraft.” – Anette Jensen i Flensborg Avis “Skrøner, historiske facts og ren fiktion er blandet godt og grundigt i den muntert skælmske roman ‘Brahmadellerne'” – Henriette Bacher Lind i Jyllands-Posten “Jóanes Nielsen er en kulturfæring, der ikke tror på nationens særlige mission, men kender den godt nok til at sætte sig ned, når de andre rejser sig, og vide, hvilke gravstene man skal lade sit vand på for at få de andres pis i kog.” – Thomas Bredsdorff i Politiken “Et brag af en roman. (…) Man bliver prisværdigt klogere på livet i et lille samfund og det evigt kringlede menneskesind. Læs, læs, læs.” – Anne Wehner, Bogblogger.dk

Modtager af Frankrigs store litteraturpris, Goncourt-prisen 2021. Mohamed Mbougar Sarrs roman om jagten på en gådefuld forfatter er et mesterligt litterært mysterium fra en ny stor stemme i verdenslitteraturen. Diégane er en ung forfatter, som bor i Paris, hvor han hænger ud med en gruppe andre afrikanske eksilforfattere, som ynder at diskutere bøger og filosofi, gå i seng med hinanden og drikke vin.Da han hører om et uopdriveligt mesterværk fra 1930’erne af en senegalesisk forfatter, T. C. Elimane, beslutter Diégane sig for at opklare bogen og forfatterens skæbne. I sin samtid blev Elimane udråbt til en litterær sensation og kaldt ”den sorte Rimbaud”, men efter en hetzlignende skandale forsvandt han tilsyneladende sporløst.Sekunderet af senegalesisk litteraturs grand old lady, der har en personlig interesse i Elimanes historie, begiver Diégane sig ud på en labyrintisk rejse. Den bevæger sig over tre kontinenter og op gennem en historie, hvor kolonialisme og to verdenskrige har sat sine spor – fra Paris til Amsterdam, Buenos Aires og Dakar. Menneskets dybeste erindring er en dybt original dannelsesroman, en radikal undersøgelse af kolonialismens komplekse arv og en detektivhistorie fortalt med humor, vid og overskud. Og først og fremmest er romanen en kærlighedserklæring til litteraturen selv. ”Den ideelle roman.” – Le Monde

”Hjerteskærende” ♥ ♥ ♥ ♥ ♥ Politiken”Et nødblus fra en, der har tabt sit hjerte til inuitterne ved verdens ende” Jyllands-Posten”På alle måder en vild, smuk og smertelig bog” Kulturkapellet.dkEn ung, kvindelig socialarbejder fra Quebec arbejder hver sommer i Salluit, en nordlig inuit-landsby. Romanen er fortalt som kvindens indre beretning til Eva – Eva er der ikke mere, hun blev dræbt af sin kæreste og smidt i havet – og til Salluit i det hele taget. Et lavmælt, lyrisk skrig af afmagt, såvel som en kærlighedserklæring til indbyggerne, mest af alt børnene, i den korte barndom de har. Nirliit er også et litterært spejl i hvilket nutidens inuitters muligheder og vilkår står krystalklart aftegnet. En roman om venskab, kærlighed, tilhørsforhold, rastløshed, natur og kultur. Og skyld.

Indiens historie gennem de seneste godt 250 år er en dramatisk og fascinerende fortælling, der på mange måder afspejler væsentlige omvæltninger i den store, globale historie.Ved indgangen til 1700-tallet var Indien blandt de mest udviklede og velstående områder i verden. Ved indgangen til 1800-tallet var Indien situation ændret dramatisk og i al væsentlighed under britisk kontrol. Indien blev imperiets juvel, verdens største koloni og på mange måder symbolet på imperialismens verdensorden.Ved indgangen til 1900-tallet indtog Indien en fremtrædende plads i afkoloniseringen. Uafhængighedskampen blev en af de første og mest spektakulære med Gandhi som den helt centrale skikkelse. Som en af de første kolonier fik Indien selvstændighed i 1947 og trådte ind i kredsen af suveræne stater som verdens største demokrati. I modsætning til de fleste andre nationer i de tidligere koloniområder har det indiske demokrati vist sig levedygtigt.Samtidig har Indien gennem hele 1900-tallet været et af verdens fattigste lande, og endnu i dag er der flere fattige mennesker i Indien end noget andet sted på jorden. Ved indgangen til dette århundrede og i lyset af globaliseringen har landet imidlertid oplevet en betydelig økonomisk vækst. Væksten kommer langt fra alle til gode men giver dog håb om, at også Indiens mange fattige på et tidspunkt går en bedre fremtid i møde.Indiens historie efter 1739 rummer centrale dele af det kernestof, som forudsættes dækket i faget historie på gymnasiet: kolonisering, imperialisme, afkolonisering og globalisering. Desuden vil store dele af bogen kunne bruges i faget samtidshistorie på HHX.Anden udgaven rummer mindre opdateringer om Indien og den nye globale verdensorden, en udvidet beskrivelse af den aktuelle politiske situation og samfundsudvikling omkring valgene i 2004 og 2009 samt et nyt kildesæt om Commonwealth Games 2010, Anna Hazare og Niels Holck sagen. Bogens øvrige kapitler er blot gennemgået for at rette op på mindre fejl og mangler, så 2. udgave med rimelighed kan bruges side om side med første udgaven.

Da Tyskland tabte første verdenskrig i 1918, måtte landet opgive sine to afrikanske kolonier, tysk Vestafrika og tysk Østafrika. Den sidste, Tanganyika, var i næsten 30 år udsat for et brutalt og undertrykkende regime, hvor en del oprør ubarmhjertigt blev knust med våbenmagt. Efter krigen overgik Tanganyika til et mandatområde med engelsk overhøjhed under Folkeforbundet, men de facto en engelsk koloni.Landet blev selvstændigt i 1961 og skiftede navn til Tanzania i 1964, da Zanzibar blev en del af republikken Tanzania. Nyerere, kaldet Mwalimu(læreren), blev landets første præsident. I 1967 vedtog man den epokegørende Arusha-erklæring, hvis målsætning var skabelsen af en socialistisk stat på alle områder. Man skabte et veludviklet uddannelsessystem og et velfungerende sundhedssystem. Swahili blev knæsat som officielt sprog med engelsk på andenpladsen. Skolesystemet blev formet efter engelsk forbillede. I mange år modtog landet meget bistandshjælp, hovedsagelig fra de skandinaviske lande og Kina.Romanen finder sted fra 1967 til ca. 1980. De to hovedpersoner repræsenterer den nye fremadstormende veluddannede elite, som spiller en stor rolle i de radikale ændringer, der fandt sted med kollektiv-landsbyer og aktiv udenrigspolitik. Historien foregår også under Idi Amins terrorregime i Uganda. Begge personer deltager i de dramatiske begivenheder, bl.a. Tanzanias krig mod Uganda.

"Kolonien består den måske eneste vigtige test for en roman; man bliver ved med at tænke på den, når den er slut" Guardian”Præcis og barsk … en historie om sprog og identitet, om kunst, undertrykkelse, frihed og kolonialisme. Kolonien er en roman om store, vigtige emner” Financial TimesEnglænderen Hr. Lloyd har besluttet at lade sig sejle til sin sommerdestination, en lille irsk ø, i en traditionel båd uden motor. Snart efter ankommer øens anden sommergæst, den franske lingvist Masson. Begge søger de det autentiske, men med aldeles forskellige metoder og motiver. Øens sparsomme befolkning tænker deres, mens blide sommerdage glider over i hinanden og menneskelige balancer umærkeligt forskubbes.Booker-longlistede og Orwell-shortlistede Kolonien er et humoristisk, urovækkende, naturskønt og -barskt kammerspil om kvinder og mænd, individuel frihed og ansvar, sprog og identitet, kunst og kultur – og ikke mindst kolonialisme.

At verden lige nu er mere økonomisk ulige, end den har været længe, er noget, de fleste kan blive enige om, selv nogle af verdens meget rige mennesker, og Robeyns’ bog giver os et forfriskende og nytænkende udgangspunkt for samtalen om, hvordan vi gerne vil have, at såvel økonomisk som alt anden og deraffølgende ulighed i samfundet skal balanceres fremadrettet.Efter jeg i et helt årti havde analyseret og debatteret ekstrem rigdom, blev jeg overbevist om, at vi er nødt til at skabe en verden, hvor ingen er stenrige – vi er nødt til at begrænse enkeltpersoners formuer. Jeg kalder det for limitarianisme.Limitarianisme – Argumenter imod ekstrem rigdom er en markant og rettidig bog om økonomi, der inddrager moralfilosofiske tanker og bevæggrunde. Robyens præsenterer ikke sine argumenter baseret på partipolitik eller gamle ideologiske skel, hun tilbyder os derimod argumenter, som understøtter noget, mange mennesker helt intuitivt føler: at den nuværende økonomiske ulighed er kørt helt af sporet.Bogen er samtidig bevidst om sin egen begrænsning, idet den ikke udgør et manifest for en ny verdensorden, og den tilbyder heller ikke detaljerede løsningsforslag. Den udfolder en idé, som skal indgå i en bredere samfundsdebat.oversat af Iben H. Philipsenformat 135x210 mm

I november 2020 lagde en gruppe, der kaldte sig "Anonyme Billedkunstnere", en video på nettet, hvor de smed en buste af Frederik V i Københavns Havn. Ifølge en ledsagende tekst blev gipsbusten smidt i vandet for at "at italesætte de måder, hvorpå kolonitiden er usynliggjort" på, selvom kolonitiden "stadig har direkte konsekvenser for minoritetsgjorte mennesker".En uge efter at videoen af hærværket blev offentliggjort påtog Katrine Dirckinck-Holmfeld, der var institutleder på Kunstakademiet, sig skylden for hærværket i et interview med Politiken. Men det var journalist Poul Pilgaard Johnsen fra Weekendavisen, der afslørede hærværkskunstneren Katrine Dirckinck-Holmfeld. Indtil Poul Pilgaard Johnsens afsløring havde Katrine Dirckinck-Holmfeld intet ønske om at stå offentligt frem. Hun ville være anonym, så hun kunne fortsætte i sit indbringende job som institutleder på Det Kongelige Danske Kunstakademi. Men Johnsens afsløringer tvang hende til at gå til bekendelse. Da Katrine Dirckinck-Holmfeld var gået til bekendelse vedrørende sin rolle i hærværket, blev hun bortvist fra Kunstakademiet. Der er snart gået tre et halvt år siden hærværket. Til juni kommer sagen for retten.

Denne bog handler om konsekvenserne af tvivlsomme anbringelser af grønlandske børn, som stod på i tiden op til indførelsen af Grønlands Hjemmestyre i 1979. Det grønlandske fænomen gavebørn – en slags midlertidig adoption uden myndigheders indblanding – blev gennem tre årtier “koloniseret” af danske gæstearbejdere i Grønland, og stribevis af grønlandske børn blev sendt i pleje i danske familier, ofte uden deres forældres formelle samtykke.I dag er gavebørnene voksne – og flere er mærket af traumatiske opvækstvilkår. I Danmark var de eksotiske indslag. I Grønland var de paria, fordi de ikke talte deres eget sprog. Deres liv har været splittede – i umulig Atlant-spagat.I bogen står syv gavebørn frem og fortæller deres historie.Atlant-spagat(i) er en udgivelse med to tekstspor og kan læses på både dansk og grønlandsk.---Atuagaq una meeqqanut kalaallinut, 1979-imi Hjemmestyreqalernissap tungaanut apeqqusernartumik angerlarsimaffiup avataanut inissinneqartarsimasunut tunngavoq. Kalaallit Nunaanni arsigisaqartarneq – oqartussat avaqqullugit meerarsianngorallartitsinermik oqaatigineqarsinnaasoq – ukiut 30-it sinnerlugit danskinit Kalaallit Nunaannut suliartorlutik tikittartunit “qallunaanngorsarneqarsimavoq”, tassanilu meerarpassuit kalaallit ilaqutariinnut danskinut meerarsianngortinneqartarsimapput – amerlanertigut angoqqaajusut allakkatigut akuersissutiginngisaannik.Meeqqat taakku ullumikkut inersimasuupput – arlallillu inuunerminni misigisapilutik maanna kingunerlutsitsissutigivaat. Danmarkimi nutaarsiaallutik alutorsaataasimapput. Kalaallit Nunaanni ajattugaapput, kalaallisut oqaatsitik tammarnikuugamikkit. Inuunerat marlunnik avinneqarnikuuvoq – Atlantikulu qulaallugu allaassimasaraat – Atlant-spagaterlutik.Atuakkami arsigisaasimasut arfineq marluk sassarput, inuunertillu oqaluttuaralugu.

Indlandsisen, isbjørnejagt, de grønlandske pigers dans. Peter elskede det alt sammen. Og mest af alt elskede han eventyret. Den store danske opdagelsesrejsende Peter Freuchen kastede sig ud i alt som var sjovt, livsfarligt og lærerigt. Der var en pris at betale. Men der var mere at vinde.Den danske polarforsker Peter Freuchens eventyrlige liv på Grønland.

Mod slutningen af det 18. århundrede i en fjern spansk koloni i det daværende Paraguay venter don Diego de Zama på brev fra kongen. Han vil forflyttes til Buenos-Ayres og lægge sin triste tilværelse på den yderste udpost bag sig.Men årene går, og brevet kommer ikke. Ensom og overladt til sin elendige skæbne ædes han langsomt op af stolthed, begær, dovenskab og paranoide fantasier.don Diego de Zama er på en og samme tid en historisk beretning om kolonialismen i Latinamerika og et stående portræt af menneskets begrænsninger og grimhed, når det presses til det yderste. Romanen betragtes i den spansktalende verden som en af de største fortællinger gennem tiden.Om forfatterenSærligt inspireret af russiske Fjodor Dostojevskijs karakterskildringer og eksistentielle temaer skrev Antonio Di Benedetto både novellesamlinger og romaner. Her udmærker don Diego de Zama sig som et hovedværk – ikke blot i forfatterskabet, men i moderne latinamerikansk litteratur. I 1976 blev Di Benedetto under det argentinske militærdiktatur fænglset og tortureret, men løsladt igen året efter, hvorpå han drog i spansk eksil frem til 1984. Hændelsen peger på forunderlig vis bagud og spejler nogle af de centrale og tidløse motiver i don Diego de Zama, der udkom første gang på spansk i 1956.Med Ane-Grethe Østergaards oversættelse udgives romanen her for første gang på dansk.“Med en vis hyppighed er jeg standset ved ensomhedens og hjælpeløshedens billede, det absurdes dobbeltansigt, den angstfyldte ventetid, sjælens mysterier (ét er evnen til at elske), ødelæggelsens og ondskabens skikkelser, dødens tiltrækningskraft, muren eller tomheden i intetheden. Da jeg skrev don Diego de Zama, bekymrede jeg mig meget om ånden i samtiden.”- Antonio Di Benedetto“don Diego de Zama er noget af det bedste og mest ubehageligt sande, jeg har læst. Den forstyrrer og besætter sin læser – lige fra den ikoniske indledning til den håbløse ende.” - Jonas Victor Damgaard-Mørch, Forlaget Multivers

"Singaporenoveller" er en novellesamling, der kredser om livet i Asien og europæernes møde med asiatisk kultur omkring slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet. Bogen er første del af serien "Eksotiske noveller" som Johannes V. Jensen udgav i perioden 1907 - 1915.Johannes V. Jensen (1873 - 1950) var en dansk forfatter, oversætter og debattør. I 1944 modtog han Nobelprisen i litteratur og i 1999 kårede læserne af Politiken og Berlingske hovedværket "Kongens fald" til det 20. århundredes bedste roman, som også senere blev en del af Kulturkanonen. Jensen var særdeles produktiv og udover sine digte, skuespil og skønlitterære noveller og romaner, var han en flittig skribent af kronikker og debatindlæg til dagblade og tidsskrifter ligesom han står bag en række kulturkritiske artikler og essays.

På sin togrejse ned gennem Holland og Belgien tager Jørn Ørnstrup læseren med til fem byer, som han kender godt.På sin lystvandring gennem byerne fortæller han om kulturlivet, caféer, restauranter og de kunstnere og forfattere, som har præget stederne. Samt om kolonialismen og de dramatiske begivenheder, som på tværs af historien har fundet sted i området.Stederne er: Amsterdam, Den Haag, Antwerpen, Brugge og Bruxelles.

En antologi om ‘busteaktionen’ og det vi taler om, når vi taler om denBidragsydere: Afroinstitutionen, Amalie Skovmøller, Annarosa Krøyer Holm, Carsten Juhl, Edin Hajdarpašić, Elizabeth Löwe Hunter, Farhiya Khalid, Frida Sandström, Jakob Jakobsen, James Day, Jeppe Wedel-Brandt, Jonas Eika, Kirstine Mose, Maja Kjems Henssel, Mikas Lang, Mathias Danbolt, Mikkel Bolt, Nermin Duraković, Virgin Islands Studies Collective

Christen vidste præcis, hvad han ville, når han blev stor.Han ville til Afrika. Der ville han kæmpe mod slavejægere.Han ville trænge ind i urskoven til kannibalerne.Han ville forsvare sig mod pygmæer, der skød med giftpile.Han ville være rig og berømt. Da han var færdig som soldat i Danmark, tog han til Congo.Congo blev kaldt Rædslernes Rige. Christen var sikker på, at det ville gå ham godt.I krig i Afrika er en selvbiografisk beretning om den hvide mands tro på egen ufejlbarlighed og merværd!