Bøger om Kritik

Jørgen Dissing Nørgaards bog Avle og flokken præsenterer en verden i opløsning, forvandling eller flammer.Forudsætningerne for liv er forandret, vejrtrækning er kompliceret, mangår i hi og lever i det hele taget i et ekstremt afhængighedsforhold til naturen, her vokser nødbørn i små huller i jorden. En overmagt, enbehåret, ældre kultur, styrer resterne af et samfund med vold, men pigen Avle leder en flok børn til oprør. Et usynligt oprør, der kontinuerligt stiger og falder i intensitet, bryder frem af og trækker sig tilbagetil krattet igen, i et forsøg på at opløse magten uden at sætte nogetandet i stedet. Prosadigtene er fortællende, og i struktur og referencer er der ofte noget genkendeligt, som dog hele tiden opløses i abstraktebilleder, der får tid og rum til at kollapse.

Fordi verden er analog og mennesket er smukt!Analogiseringsstyrelsen blev etableret i 2018 som en satirisk, men også dybt seriøst ment ’modinstitution’ til Digitaliseringsstyrelsen (Finansministeriets apparat til at gøre Danmark digitalt). I denne bog kan du læse deres arbejdsdokumenter, der helt sikkert vil motionere dine smilebånd, men også aktivere de små grå – pointen er, at digitaliseringen ikke er en naturkraft; den er noget, vores politikere har valgt. Og du vælger dem. Ligesom du også selv vælger, hvornår og hvor meget du har behov for at offline dit liv.”En kompromisløs beskrivelse af digitaliseringens tilstand set fra et borgerperspektiv,” skriver professor Brit Ross Winthereik i sit forord.

80% af alting er lort – Hvordan det forkælede menneske forgifter verden er et samfundskritisk opråb. Bogen er skrevet af Kalle Mathiesen.Det moderne menneske har forelsket sig i den uundværlige unødvendighed. Når forkælelse er grundtonen, der har brummet igennem hele ens liv, og empati føles ligesom at gå til tandlægen (et nødvendigt onde). Ja, så får vi en verden, hvor 80% af alting er lort. I kapitalismen er kreativitet en regnefejl, der heldigvis kan blive fikset i den store “less is more”-lommeregner.Når den røde tråd igennem et ungt menneskes dagligdag er øjeblikkelig tilfredsstillelse og overfladesvømning. Så får vi en verden med unge utålmodige lemminger, der følger deres wi-fi-signal ud i afgrunden. Afhængigheden af bekvemmelighed er lige så kraftig som det vildeste kokainmisbrug, og den er langsomt sivet ned igennem generationer. Ja, så testiklerne falder ikke langt fra stammen.Kalle Mathiesen leverer med denne bog et kultur- og samfundskritisk opråb til alle mennesker, der har valgt at sætte børn på denne klode. Kalle bruger musikken (hans hjemmebane) som hovedperson i en fortælling om dovenskab, entropi, kapitalisme, tyngdekraft, sorg, miljøkatastrofer, COVID-19 og andre småting. Denne store Kallekismus er patientjournalen, der hænger ved Homo Sapiens’ sygeseng, hvor Kalle er hospiceklovnen, der synger: “Du skal lære at dø for at kunne være i live.”HALLO. Er du opmærksom? Læser du overhovedet denne tekst, eller skimter du den bare i multitaskingens hellige navn? Hvordan skal denne tekst overhovedet kunne konkurrere med din mobiltelefons magnetisme? 500 likes på Facebook er jo bare den fedeste følelse. Fordi flokmentaliteten uden sammenligning er den største afretter, når det kommer til at holde folket på normalitetens lige og forudsigelige vej. Og hvis du fra naturens hånd er unormal, kan vi overhovedet ikke bruge dig til noget som helst. Når man kombinerer kapitalismens afhængighed af vækst med flokmentalitetens had mod det uforudsigelige, unormale og nytænkning, så får vi denne verden, vi lever i, hvor gamle lorteideer bare vokser og vokser.80% af alting er lort, men det må allerede stå klart for enhver at denne bog er en del af de sidste 20% grænsesøgende, proteinholdige og usædvanlige bøger.Kalle Mathiesen aka “Hakkedrengen” er en modsætningernes mand: en people-pleaser, der spiller musik, ingen gider at høre på. En musikkonservatorieuddannet gademusiker. En introvert sønderjyde på world tour. Men alle ved, at modsætninger mødes, og sød musik opstår, og den kan du høre i det soundtrack, der følger med denne bog.

Verden er i forandring, de gamle koordinater for klassekampen er ubrugelige, og sammenbruddet af den senkapitalistiske verdensorden er helt åbenlyst i gang, hvad enten man kan lide det eller ej.I forlængelse af en venstrekommunistisk tradition for historisk analyse og kritisk tænkning, fra Rosa Luxemburg over Karl Korsch og Walter Benjamin til Guy Debord og Jacques Camatte og frem til Roswitha Scholz, sætter vi fokus på klassekampens historiske og nuværende repræsentationsformer. Strejken, som vi ønsker at pointere med Luxemburg, er ikke blot et pressionsmiddel i kampen for bedre lønvilkår men en historisk specifik form for konfliktoptrapning i en uforsonlig klassekamp, der ændrer sig organisk i takt med kapitalakkumulationen. Spørgsmålet er så, om strejken fortsat har en rolle at spille i dag, hinsides traditionelle forestillinger om arbejderklassen og klassekampen?

Op gennem dansk kritikhistorie har vi altid haft skribenter, der med deres usædvanligt skarpe penne, som kunne ’henrette’ deres ofre for åbent tæppe til stor morskab for nogle og til irritation og provoka­tion for andre og til stor skræk for mange kunstnere. I flæng kan nævnes P.L. Møller, den unge Tom Kristensen, Hansgeorg Lenz og Poul Borum. I nyere tid finder vi Lars Bukdahl:”I en alder af kun 32 år er Lars Bukdahl en af Danmarks mest magtfulde litteraturanmeldere. Frygtet af forfattere som slagteren fra Pilestræde. Værdsat af redaktører, fordi han er en slagter. Af den underholdende slags.”Citatet er sakset fra et berømt og berygtet inter­view med Lars Bukdahl i magasinet Press fra 2001. Det angiver i få ord, hvordan Bukdahl dengang blev opfattet i store dele af offentligheden.Femogtyve år efter sit spektakulære gennembrud på Weekendavisen er Lars Bukdahl fortsat et markant navn i dansk litteraturkritik. Hans synspunkter er i vidt omfang kontroversielle. Derfor har han også formået at tiltrække sig en høj grad af opmærksomhed i det litterære miljø, selvom hans indflydelse gennem årene er aftaget. Billedstormeren er et systematisk forsøg på analytisk at karakterisere, forklare og diskuterehans kritiske praksis, som den tog sig ud i de afgørende år af hans virke. Analyserne er i udgangspunktet præget af en undersøgende tilgang i et forsøg på at forstå kritikerens perspektiv på den litterære verden. Bukdahl har i årevis udøvet en betydelig magt. I det lys bør man naturligvis også stille kritisk undersøgende spørgsmål til hans anmelderi og avantgardistiske litteratursyn. Den analy­tiske fremstilling suppleres derfor løbende med en flerhed af kritiske og alternative perspektiver. Det gælder ikke mindst i bogens sidste del.

En antologi om ‘busteaktionen’ og det vi taler om, når vi taler om denBidragsydere: Afroinstitutionen, Amalie Skovmøller, Annarosa Krøyer Holm, Carsten Juhl, Edin Hajdarpašić, Elizabeth Löwe Hunter, Farhiya Khalid, Frida Sandström, Jakob Jakobsen, James Day, Jeppe Wedel-Brandt, Jonas Eika, Kirstine Mose, Maja Kjems Henssel, Mikas Lang, Mathias Danbolt, Mikkel Bolt, Nermin Duraković, Virgin Islands Studies Collective

Hvepseår består af fem enkelte essays med et fælles udgangspunkt: en kritik af den nationalisme – og andre identitære projekter – som er dominerende for vores samtid. De fem essays arbejder med en blanding af direkte, politisk kritik, teoretiske stykker og mere personlige betragtninger.Titlen Hvepseår er en reference til den ungarske forfatter Imre Kertész, som Wedel-Brandt skriver ind i første essay: “Imre Kertész’ mørke frugt modnes igen og igen i disse talløse fornedrelsers glitrende stråler. Det har været et godt år for hvepse.” Hos Kertész er det et billede på Auschwitz, som er den mørke frugt, der falder ned i hovedet på menneskeheden – modnet på fornedrelsen af det menneskelige i historien og kulturen. Essayene bruger billedet i analysen af asylsystemet og rækken af systemer, for destruktionen af menneskeliv, det er forbundet med. Hvepseår er en beskrivelse af en tid, hvor hvepse svirrer rundt om den overmodnede frugt: asylsystemet – eller modningen af en endnu værre frugt, der en dag vil falde ned i hovedet på os.

Jeg er allergisk overfor digte. Jeg har gjort mange forsøg på at få noget fornuftigt ud af dem, men det er aldrig lykkedes. De siger mig simpelthen ikke noget. I dag er det så fremskredent, at jeg går i sort, når jeg ser et digt. Det er det, jeg kalder allergisk.Det er egentlig lidt mærkeligt, for jeg har det ellers godt med ord og bogstaver. Jeg elsker at lege med dem. Læser bøger i stakkevis og skriver meget.Skriveprocessen ligger i faste rammer for mig. Det udspringer altid af en idé, jeg har fået om noget, jeg synes, er så væsentligt, at det skal skrives ned. Det er for så vidt hurtigt overstået. Det er først bagefter, det egentlige arbejde begynder. Det er jo slet ikke ligegyldigt, hvordan man får forklaret sig. Det tager tid at finde den rigtige rytme og de rigtige ord. Man stirrer sig hurtigt blind på sin egen tekst. Så er der ikke andet for end at gemme den væk nogle dage. Nået så vidt kan jeg kigge på den med nye øjne. Rette til. Gemme væk. Nye øjne ... Den cyklus gentages, indtil jeg kan læse teksten med nye øjne, og sige, det er sådan, det skal være.Overskrift, opsætning og eventuelle billeder kan jeg bruge lang tid på at nørkle med. Det synes jeg faktisk, er næsten lige så vigtigt som teksten. Det er jo det, der skal fange læseren og give lyst til at forstå budskabet.Nu kommer så det rigtig spændende. Det er, når jeg beslutter mig for, at andre skal læse teksten. Allerede ved den beslutning, finder jeg sandsynligvis på nye rettelser. Ellers må jeg overlade til andre, at fælde dommen - med tak til.Så læser jeg igen teksten, for nu er der garanteret noget mere, jeg skal have rettet. Gemme væk. Rette til.På et tidspunkt skal jeg beslutte om teksten stadig holder, ellers ryger den i brokkassen.I modsat fald havner den måske i denne bog!

Jeg er allergisk overfor digte. Jeg har gjort mange forsøg på at få noget fornuftigt ud af dem, men det er aldrig lykkedes. De siger mig simpelthen ikke noget. I dag er det så fremskredent, at jeg går i sort, når jeg ser et digt. Det er det, jeg kalder allergisk.Det er egentlig lidt mærkeligt, for jeg har det ellers godt med ord og bogstaver. Jeg elsker at lege med dem. Læser bøger i stakkevis og skriver meget.Skriveprocessen ligger i faste rammer for mig. Det udspringer altid af en idé, jeg har fået om noget, jeg synes, er så væsentligt, at det skal skrives ned. Det er for så vidt hurtigt overstået. Det er først bagefter, det egentlige arbejde begynder. Det er jo slet ikke ligegyldigt, hvordan man får forklaret sig. Det tager tid at finde den rigtige rytme og de rigtige ord. Man stirrer sig hurtigt blind på sin egen tekst. Så er der ikke andet for end at gemme den væk nogle dage. Nået så vidt kan jeg kigge på den med nye øjne. Rette til. Gemme væk. Nye øjne ... Den cyklus gentages, indtil jeg kan læse teksten med nye øjne, og sige, det er sådan, det skal være.Overskrift, opsætning og eventuelle billeder kan jeg bruge lang tid på at nørkle med. Det synes jeg faktisk, er næsten lige så vigtigt som teksten. Det er jo det, der skal fange læseren og give lyst til at forstå budskabet.Nu kommer så det rigtig spændende. Det er, når jeg beslutter mig for, at andre skal læse teksten. Allerede ved den beslutning, finder jeg sandsynligvis på nye rettelser. Ellers må jeg overlade til andre, at fælde dommen - med tak til.Så læser jeg igen teksten, for nu er der garanteret noget mere, jeg skal have rettet. Gemme væk. Rette til.På et tidspunkt skal jeg beslutte om teksten stadig holder, ellers ryger den i brokkassen.I modsat fald havner den måske i denne bog!

Siden begyndelsen af 1990'erne har jeg haft en hobby med at lave korte, rammende tekster - helst i en enkelt sætning. Egentlig kalder man vel sådanne for sentenser, men jeg kalder dem altså 'For resten ...'er.Du har en sjov, mærkelig, krøllet tankegang, får jeg så at vide. Sjovt, mærkelig nok har jeg den modsatte opfattelse. Jeg mener mange gange, vi gør livet mere kompliceret, end det er. Det er den opfattelse, der er drivkraften bag mine 'For resten ...'er. De er min teknisk trænede og logisk tænkende hjernes forsøg på at glatte krøllerne ud.Med venlig hilsenLeif Bruun

Siden begyndelsen af 1990'erne har jeg haft en hobby med at lave korte, rammende tekster - helst i en enkelt sætning. Egentlig kalder man vel sådanne for sentenser, men jeg kalder dem altså 'For resten ...'er.Du har en sjov, mærkelig, krøllet tankegang, får jeg så at vide. Sjovt, mærkelig nok har jeg den modsatte opfattelse. Jeg mener mange gange, vi gør livet mere kompliceret, end det er. Det er den opfattelse, der er drivkraften bag mine 'For resten ...'er. De er min teknisk trænede og logisk tænkende hjernes forsøg på at glatte krøllerne ud.Med venlig hilsenLeif Bruun

Den verdensberømte filosof Friedrich Nietzsches angreb på komponisten Richard Wagner, der ifølge Nietzsche havde involveret sig selv for meget i den populistiske bevægelse Völkisch og antisemitismen. Nietzsche mener, at Wagner er udtryk for en større samfundsmæssig "sygdom", nemlig den nihilisme som filosoffen selv har beskrevet udpræget i sine egne værker. Kritikken står i skarp kontrast til Nietzsches tidligere skrifter om Wagner, der hyldede komponisten for at udfylde et betydeligt behov i musikken for at bevæge sig ud over det analytiske og lidenskabløse. Friedrich Nietzsche (1844-1900) var en af de vigtigste filosoffer i moderne filosofi. Han var stærkt kritisk overfor herskende samfundsnormer og skrev kritisk om blandt andet moral, religion og kultur. Nietzsches udtalelse "Gud er død" er blevet ikonisk og betragtes i dag som et udtryk for filosoffens bekymring over Vesteuropas udvikling i hans samtid.

Siden begyndelsen af 1990'erne har jeg haft en hobby med at lave korte, rammende tekster - helst i en enkelt sætning. Egentlig kalder man vel sådanne for sentenser, men jeg kalder dem altså 'For resten ...'er. Du har en sjov, mærkelig, krøllet tankegang, får jeg så at vide. Sjovt, mærkelig nok har jeg den modsatte opfattelse. Jeg mener mange gange, vi gør livet mere kompliceret, end det er. Det er den opfattelse, der er drivkraften bag mine 'For resten ...'er. De er min teknisk trænede og logisk tænkende hjernes forsøg på at glatte krøllerne ud. Med venlig hilsen Leif Bruun

Hvis filmen skal tage sin plads ved siden af de andre fuldbyrdede kunstarter, må den ophøre med blot at afbilde virkeligheder, som er uafhængige af filmens instrument. I stedet må den skabe en totaloplevelse, der er så forbundet med selve instrumentets karakter, at den ikke kan adskilles fra midlet. Filmkunsten må opgive de narrative discipliner, den har arvet fra litteraturen og dennes bævende imitation af det narrative plots kausallogik – en form der blomstrede som en fejring af den jordbundne og trinvise forståelse af tid, rum og forbindelse, som var en del af det nittende århundredes primitive materialisme. Filmkunsten må i stedet udvikle et billedsprog og en filmteknisk syntaks, der forbinder disse Den må udpege, hvilke discipliner mediet indeholder, udforske det nye tilgængelige terræn og de nye dimensioner for derigennem at berige vores kultur kunstnerisk, på samme måde som videnskaben har gjort på sit domæne.

I bund og grund taler jeg ikke om andet end en filmkunst, der er i stand til at udtænke en ny grammatik hver eneste gang, den bevæger sig fra én verden til den næste, en filmkunst der er i stand til at skabe en særlig følelse foran hver enkelt ting, dyr eller plante ved ganske enkelt at ændre rummet og varigheden. Men dette indebærer en konstant praksis, der på én og samme tid er opmærksom og adspredt, evnen til at gå i gang med en indspilning og straks efter vende tilbage til en tilstand af kontemplativ uvirksomhed. Kort sagt en filmkunst, der er i stand til som det første at berette om mangfoldighederne i erfaringen af den sanselige verden. Det er let sagt.

Siden begyndelsen af 1990'erne har jeg haft en hobby med at lave korte, rammende tekster - helst i en enkelt sætning. Egentlig kalder man vel sådanne for sentenser, men jeg kalder dem altså 'For resten ...'er. Du har en sjov, mærkelig, krøllet tankegang, får jeg så at vide. Sjovt, mærkelig nok har jeg den modsatte opfattelse. Jeg mener mange gange, vi gør livet mere kompliceret, end det er. Det er den opfattelse, der er drivkraften bag mine 'For resten ...'er. De er min teknisk trænede og logisk tænkende hjernes forsøg på at glatte krøllerne ud. Med venlig hilsen Leif Bruun

Hvad er litteraturkritikkens opgave og genstand i det 21. århundrede? Hvilke aspekter af den litterære tekst skal en kvalificeret læsning foku­sere på? Hvordan kan litteraturen engagere sig kritisk i den almene samfundsdebat? Og hvad er overhovedet formålet med at læse litteratur?Disse spørgsmål forsøger 12 litterater fra Dan­mark, Norge og Sverige at besvare i denne bog. Med afsæt i den angelsaksiske nykritiks indtog i forskning og undervisning i litteratur i Skandina­vien i midten af det 20. århundrede diskuteres aktuelle perspektiver på og problemstillinger ved akademikeres, studerendes og forfatteres arbejde med litteratur.Undervejs behandles en række fundamentale aspekter af litteraturundervisningen, herunder bevæggrundene for at lade medicinstuderende læse skønlitteratur, forholdet mellem sang­lyrik og bogtrykte digte, litteraturens bidrag til debatten om samfundsaktuelle kriser og meget andet.

I dens naturlige ubrugelighed og iboende passivitet, med de uberegnelige tab den skaber i produktionstid, cirkulation og forbrug, vil søvn altid kollidere med 24/7-universets krav. Den kæmpe portion af vores liv, som vi bruger i søvne, befriet fra de simulerede behovs sump, er fortsat en af de store menneskelige fornærmelser mod den nutidige kapitalismes grådighed. Søvn er en kompromisløs afbrydelse af kapitalismens tyveri af vores tid.

Orla Johansen er måske mest kendt for sine kriminalromaner og samfundssatiriske romaner, men med "Hundedage" har han gjort brug af en kombination af personlige erfaringer som hundeejer og sin journalistiske dannelse. Bogen omhandler blandt andet Johansens egne erfaringer og meninger om alt lige fra anskaffelse af en hund og hundesygdomme over hundeindustrier og tatovering af hunde.Orla Johansen (1912-1998) var en dansk journalist og forfatter, der primært arbejdede med krimigenren; både i sin journalistik og sit forfatterskab. Johansen udgav mere end et dusin skønlitterære værker, og var blandt andet meget kendt for sin krimiserie med karaktererne Brecht og Olsen som hovedrolleindehavere. Orla Johansen fik sin litterære debut med krimien "Tusindfryd" (1970), som samtidig var det første bind i serien om Brecht og Olsen. Johansen skrev desuden flere af sine værker under pseudonymerne Leslie Clyde, Ronald Terry og Sigurd Johnsen.

"Det borgerlige samfund" består af en lang række essays af den danske forfatter og fremtrædende kommunist Hans Scherfig. Essaysene handler både om det borgerlige samfunds institutioner som militær, politikorps, presse og monarki, men Hans Scherfig kommer også ind på de grundlæggende aspekter af den kapitalistiske filosofi, den borgerlige kunst og kultur samt forskning.Gateway /title /head body center h1 502 Bad Gateway /h1 /center /body /htmlDen danske forfatter og billedkunstner Hans Scherfig (1905-1979) er kendt og elsket for sine litografier med dyr i junglen og for essays og romaner som "Frydenlund", "Det forsømte forår" og "Idealister". Hans Scherfig var aktivt medlem af Det Danske Kommunistparti fra 1932, hvor han også sad i ledelsen.

Bevingede pip fra en skamskudt hjerneskade er en samling af digte, kortprosa og essayisme. Det er en simultanudgivelse med 'Paradigmet - en undersøgelse af understrømmen af tilsyneladende indiskutable forudsætninger for vores fælles virkelighed'.

Oprindelig var denne bog tænkt som et indlæg imod det forfatterne oplevede som et tabu omkring en fri debat af spørgsmålet lighed/ulighed. Da de ønskede at åbne debatten, fik de folketingspartierne til at skrive hver deres indlæg til bogen, hvori partierne fremstillede deres opfattelse af lighed/ulighed. Bogen var klar i juni 2011, men som følge af misforståelser med forlaget omkring udgivelsestidspunkt, valgte forfatterne at opgive projektet. Udviklingen efter valget i september 2011 har rykket markant ved opfattelsen af lighed/ulighed hos toneangivende partier, herunder sat spot på velfærdsstatens fremtidige indretning. Derfor har forfatterne fundet det relevant alligevel at udgive bogen i redigeret form, men med de oprindelige - kun lidt mere end et år gamle partibidrag. Således bliver forhåndenværende bog den første litterære produktion, der fremstiller den nye og epokegørende udvikling, som dansk politik lige nu befinder sig midt i. Der er tale om en udvikling væk fra dogmet om lighed. Et dogme, som har været dominerende i dansk politik i mere end et halvt århundrede. Hos vennstrefløjen som rent hjerteblod og som rettesnor for denne fløjs valgte politik. Hos højrefløjen som væsentlig rettesnor for den politiske kommunikation til befolkningen.Udbredelsen henover det politiske spektrum af en accept af ulighed som den økonomiske væksts dynamo, vil få afgørende konsekvenser for indretningen af velfærdsstaten, som vi har kendt den de sidste ca. 40 år. Hvordan dette kommer til at spænde af, vil de kommende år vise.

I dag opfatter mange mennesker sig som religiøse, uden at de dermed nødvendigvis tilslutter sig den kristendom, der i Vesten igennem to årtusinder har været den dominerende religion. Bogen rejser ikke mindst spørgsmålet om, hvorvidt oplysningen, sekulariseringen og demokratiseringen, der satte ind for et par århundreder siden, virkelig har distanceret os fra arven fra den kristne religion, eller om sekulariseringen snarere må ses som en konsekvens af kristendommen selv.Hvis man ønsker et indblik i den filosofiske og idehistoriske baggrund for denne diskussion, så er Religionens fremtid og dens dialog mellem to af nutidens største filosoffer et godt sted at starte.