Bøger om Kulturkamp

Livet i præstegården – en livsform under forandringDen protestantiske præstegård har haft en enestående kulturel og kirkelig betydning. Dens status har sit udspring i den reformation, hvis 500-års jubilæum skal fejres i 2017. Luthers understregning af den evangeliske sognepræsts ansvar for såvel den kirkelige undervisning som oplysning og dannelse i det hele taget medvirkede til at gøre præstegårdene til lokale ’oplysningscentre’. Præsten var jo ofte den eneste uddannede person i sognet. Som bl.a. bidrog til forbedringer og driftsomlægning i landbruget.’Vakte’ præster åbnede præstegårdens ofte store rum (og haver) for sognefolket til foredrag og folkelige møder, som især på landet har haft stor religiøs og kulturel betydning helt op til vore dage. Siden 1970’erne har det moderne samfund, kvindeemancipationen, liberalismen m.v. gradvist undermineret præstegårdskulturens fundament, om end ikke dens idealer, der fortsat er til debat. Herom handler Kirsten Eriknauers bog, hvor 10 præster bl.a. forholder sig til spørgsmålet om præstegårdskulturens fremtid.- Bo i præstegård – lige midt i sognet? Nej tak!- Bo i præstegård lige midt i sit sogn? Hvor godt at være så tæt på!”Det er svært at gisne om folkekirkens fremtidige status i det danske samfund. Men nærheden mellem folk og kirke har i hvert fald historisk en klar sammenhæng med, at præsten boede dør om dør med sognets folk. Det dokumenteres af denne bogs personlige fortællinger. Denne nærhed bør der, også under ændrede vilkår, gøres meget for at bevare,” sagde afdøde Niels Henrik Arendt i en af bogens samtaler med forfatteren.

Der er færre medlemmer af folkekirken i dag, og den udvikling synes at fortsætte: De der deltager i søndagens gudstjeneste repræsenterer også kun en mindre del af sognets beboere. At kirken, at huset ud fra en sådan analyse skulle være uomgængeligt, må derfor af skeptikere siges at være noget af en påstand. Alligevel rummer påstanden en dyb sandhed, det er et faktum at kirke og kristendom stadig spiller en afgørende rolle, når man definerer sig selv som værende dansk.”Det uomgængelige hus”, markerer det synspunkt, at du som individ og som del af et folk ikke kan være det hus foruden.Kultur, litteratur, etik og samvær. Det er ikke til at komme udenom kirken og dens betydning for fællesskabet. Dertil kommer, at vi fortsat har en administrativ inddeling af landet i sogne, hvis tilknytning til kirke og kristendom er indiskutabel.De senere år, hvor presset på det danske samfund er vokset eksplosivt, er det blevet tydeligere for mange, at vi lever i en kristen kultur. Det kan man være imod, ikke desto mindre er kirken og kristendommen en del af den luft og den kultur, vi indånder. Det er denne uomgængelighed, der er bogens grundtema.

Da statsminister Anders Fogh Rasmussen blæste til værdikamp og den danske kulturdebats barometer gik fra godt vejr til storm på ti sekunder tog alle det for gode varer at netop værdierne satte skel mellem de uenige danskere. Men hvad nu hvis det slet ikke er så sandt som det lyder? Hvad hvis danskernes værdier er forbløffende konsistente - og at det derimod er holdningerne kampen gælder?Tid til forundring giver et personligt signalement af samfundsdebatten efter det regeringsskifte der blev en realitet under Venstres slogan "Tid til forandring". Bogen er et indlæg i den omfattende debat om kulturradikalismen som er blevet kritikernes bekvemme samlekasse for alt fra stalinisme til humanisme. Klaus Rothstein efterlyser en genoplivning af kulturradikalismen som en tværpolitisk "reformbevægelse" der kan tage det kritiske opgør med det bestandige krav om danskhed og Dansk Folkepartis ideologiske afvisning af menneskerettigheder og humanisme som menneskelig selvforgudelse og afgudsdyrkelse. Et godt sted at begynde er ifølge Rothstein et glemt og overset liberalt motto: Frisind er andet og mere end frisind blandt ligesindede.Klaus Rothstein f. 1964. Har bl.a. skrevet essaysamlingerne "Kvinde på Dronning Louises Bro" og "Frisk fisk til inkaen". Litteraturkritiker og kommentator ved Weekendavisen.