Bøger om Kvinderoller

Genrebrydende erindringstrilogi om at skrive og finde sin plads i verden. Deborah Levy befinder sig i en livskrise. Hun er begyndt at græde, hver gang hun står på en rulletrappe og beslutter sig for at rejse til Mallorca for at komme lidt væk. Fra den vinterkolde ferieø tænker hun tilbage på sit liv. På barndommen i Sydafrika under apartheid, hvor hendes far bliver fængslet for sin støtte til ANC. På ungdomslivet i England, hvor forfatterdrømmen begynder at spire. Og på hvordan man som kvinde er nødt til at finde sin stemme, tale højt og kræve sin plads i verden. TING JEG IKKE VIL VIDE er et feministisk modsvar til George Orwells berømte essay WHY I WRITE fra 1946 og er første del af Deborah Levys prisbelønnede erindringstrilogi, hvor hun med udgangspunkt i sin egen historie og sit liv i 40’erne, 50’erne og 60’erne reflekterer indsigtsfuldt og levende over fortid og nutid, kvinderoller, familie, politik, litteratur, kærlighed og venskab. Trilogien blev et internationalt fænomen, rost for sin elegante, genrebrydende stil og kaldt for en moderne coming-of-middle-age. Selv kalder hun den for ’A Living Autobiography’, en ’levende selvbiografi’, skrevet mens livet raser omkring hende og ikke i eftertankens klare lys.

"Nu taler jeg" handler om at vokse op som pige og blive kvinde i et samfund, der officielt er ligestillet, og hvor man som kvinde får at vide, at man har de samme muligheder og vilkår som mænd. Men er det sandt, og hvordan ser den historie egentlig ud indefra?Med udgangspunkt i sine egne erfaringer gennem fem årtier - som fx studerende, praktikant, journalist, mor, hustru, skribent og selvstændig - beskriver Rikke Viemose (f. 1969), hvordan sexismen på subtile måder gennemsyrer vores kultur og dens blik på kvinder. Og hvordan oprør og modstand mod forskelsbehandling, nedvurdering og snærende kønsroller for den generation af kvinder, forfatteren selv tilhører, har været vanskeligt, ja næsten umuligt."Nu taler jeg" er et stærkt og personligt essay om kulturens forskelsbehandling af kvinder. Et essay, der insisterer på den subjektive erfarings styrke og på potentialet i at komme til at se de givne forhold som kulturskabte, og dermed foranderlige

Prisbelønnet trilogi om at skrive og om at finde sin plads i verden. I andet bind af sit anmelderroste erindringsværk undersøger Deborah Levy, hvad det vil sige at være fri – som kunstner, som kvinde, mor og datter. Levy er nu i 50’erne, og hendes liv er i opbrud. Ægteskabet er gået i stykker, moren er ved at dø, og døtrene er på vej ud i verden. Selv leder Levy desperat efter et sted at skrive og finder det til sidst – i et redskabsskur under et æbletræ i en venindes have. Med ubesværet elegance bevæger Deborah Levy sig mellem fortid og nutid, mellem små hverdagssituationer og skarpe litterære iagttagelser, og resultatet er et sprudlende portræt af en skrivende kvindes liv, fuld af vid, dybde og menneskelig indsigt. Trilogien blev et internationalt fænomen, rost for sin elegante, genrebrydende stil, også af danske anmeldere, og er blevet kaldt for en moderne coming-of-middle-age. Selv kalder Levy den for en ’levende selvbiografi’, skrevet mens livet raser omkring hende og ikke i eftertankens klare lys. Deborah Levy (f. 1959 i Sydafrika) er prisbelønnet forfatter, digter og dramatiker. Hun romandebuterede i 1989 og har siden udgivet en lang række romaner, novellesamlinger, digtsamlinger og skuespil. Hun har to gange været shortlistet til den prestigefulde Bookerpris for sine romaner Swimming Home (2013) og Hot Milk (2016). Hun har modtaget flere priser for sin trilogi, bl.a. den fornemme Prix Femina.

Imponerende, velskrevet og læseværdig roman* * * * * * VGSævareid skriver lysende godt om alt det usagte mellem Eivor og Finn, 50’ernes kønsroller og dynamikken mellem mennesker, som er ’fanget’ på Svalbard i de hårde vintermåneder. VGPolarnatten er et mesterstykke om naturens ubønhørlige sider.1.260 kilometer over polarcirklen er året delt mellem lys og mørke. Det er vinter i 1950’ernes Longyearby. Et lille samfund omgivet af træløs tundra, isbjørne og endeløse vidder af sne. Døgnet rundt knirker sorte kulvogne i svævebanens ståltrosser på vej fra minen og ned til kysten, hvor lasten hober sig op til forårets komme.Eivor er tilflytter i kulminebyen med sin mand, lægen Finn, og deres to små piger. I hverdagene er hun alene med børnene i den overophedede hospitalslejlighed.Et ulmende ubehag ved mørket og kulden bevæger sig støt ind på Eivor. Midt i den koldeste og mørkeste tid ender en ven af familien i en dyb – og farlig – krise og må indlægges imod sin vilje. Situationen forstærker Eivors desperation og spæder til en voksende uvilje mod ægtemanden.Alting er som permafrosten, der presser på fra husenes underside og sagte, men sikkert sprænger sig vej op fra dybet.HEIDI SÆVAREID (f. 1984) er en norsk forfatter, oversætter og kritiker. I 2013 modtog hun Kulturdepartementets debutantpris, og i 2015 fik hun tildelt Riksmålsforbundets børne- og ungdomspris. Hun er tre gange blevet nomineret til den prestigefyldte Brageprisen for sine ungdomsromaner.

Den danske kunstverden vidste hverken ud eller ind, da den polsk-tyske maler Elisabeth Jerichau Baumann gjorde sin entré i København i 1848. Hun havde giftet sig med den berømte billedhugger Jens Adolf Jerichau og insisterede på at leve af sin malerkunst. Ikke nok med, at hun var kvinde: Hun malede for tysk, for internationalt, for udansk.Elisabeth Jerichau Baumann udfordrede datidens forestillinger om, hvad en kvinde formåede, og hun forsøgte, trods kritik og kampe, at forene familieliv og karriere. Da hun ikke blev accepteret som dansk, gjorde hun den kosmopolitiske kunstneridentitet til sit særkende. Det betød, at hun blev kendt uden for Danmarks grænser, men også at hun måtte finde sig i, at hendes danskhedsfølelse blev mistænkeliggjort hjemme.Trods kritikken blæste Elisabeth Jerichau Baumann aldrig omkuld, men blev stående. Netop det er værd at huske i dag, hvor danske kvinder på tværs af etnicitet og alder stadig kæmper for mere synlighed, accept og indflydelse. Denne udgivelse er den første af sin slags om kunstneren, der kombinerer en kunst- og kvindehistorisk tilgang.Bogen er en del af serien 'Kunstens kvinder', der formidler forskningsbaseret viden om både oversete og mere kendte kunstnere fra det 19. og 20. århundrede. Bøgerne aktualiserer kvindernes livsvilkår, deres kunst og karriere i et kvindehistorisk og formidlingsorienteret format.

Nicoline Tuxen (1847-1931) tilhørte pionergenerationen af kvinder, der uddannede sig til kunstnere i 1870’erne og 1880’erne. Som sin lillebror Laurits Tuxen opnåede hun succes på Charlottenborgudstillingen, og hun solgte sit debutarbejde til dronning Louise.Som så mange kvinder i perioden måtte hun kæmpe mod tidens normer for at slå igennem. Det lykkedes for få, og Nicoline er et lysende eksempel på en kvinde, der fravalgte ægteskab til fordel for kunsten. Som tidens andre erhvervsaktive kvinder måtte hun bruge enorme kræfter på at kæmpe mod borgerskabets konventioner om, at en kvindes rolle, også som ugift, først og fremmest var at være familiens omsorgsperson.Nicoline Tuxen var en virtuos maler, og hun kunne have drevet sin karriere vidt, hvis hun havde fået opbakning fra sin familie og sin berømte bror. Efter sin død forsvandt Nicoline Tuxen ud i glemslen. Det fortjener hverken hun eller hendes malerier.Udgivelsen er en del af Kunstens kvinder, der formidler forskningsbaseret viden om både oversete og mere kendte kunstnere fra det 19. og 20. århundrede. Bøgerne aktualiserer kvindernes livsvilkår, deres kunst og karriere i et kvindehistorisk og formidlingsorienteret format.

Valgslægtskaberne er historien om parret Charlotte og Eduard, der lever i afsondrethed, og hvis ægteskab går i opløsning på grund af tilføjelsen af to andre karakterer: Kaptajnen og Ottilia.Som ved en kemisk reaktion oplever begge ægtefæller en stærk ny tiltrækning, som også gengældes: Charlotte, der understreger fornuften, tiltrækkes af den intelligente og energiske Kaptajn; den impulsive og lidenskabelige Eduard af den unge, stille charmerende Ottilia. Konflikten mellem lidenskab og fornuft fører til kaos og i sidste ende til en tragisk afslutning. Romanen, der ofte beskrives som Goethes bedste og samtidig hans mest gådefulde, kan ikke tilskrives nogen litterær epoke.Titlen henviser til Goethes optagelse af naturvidenskab, som diskuteres flere gange i selve teksten. Udtrykket "valgslægtskaber" er lånt fra datidens kemi. Den beskriver en proces, der kan opstå, når to kemiske forbindelser kommer sammen. Hvis affiniteten er tilstrækkelig stærk, adskiller bestanddelene af disse forbindelser sig fra hinanden for at genforene sig med en frigivet partner for den anden forbindelse. Eduard, Charlotte og Kaptajnen overfører den for sjov på deres egen situation. Dermed påpeger de, at titlen også skal forstås i figurativ forstand: Romanen undersøger, i hvilket omfang dens fire hovedpersoner handler på baggrund af naturlovenes nødvendigheder eller ud fra fri vilje. Den danske udgave er oversat af Knud Lyhne Rahbek og udkom i 1811. Den genudgives nu for første gang i en lettere moderniseret udgave,